30 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Sami og gudernes gåde (Det som var før, #1)

 Forfatter: Nick Allan - Forlag: Forfatterskabet - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sami og gudernes gåde er første bind i serien Det som var før. Det er fantasy, stærkt inspireret af en vifte af myter og religioner, - men især referencerne til kristendommen træder frem i både navne på karakterer, pointer og plottråde.

Det er en fortælling hvor vi befinder os på flere plan, og hvor enkelte karakterer løbende skifter mellem hvilket plan de befinder sig på. I kombination af at der med mellemrum også skiftes synsvinkel og fortæller, kan det ind i mellem virke en anelse forvirrende at skulle hitte ud af hvor man er og hvem vi er hos, ind til man finder et system i det.

Sami og gudernes gåder handler om normer og sociale koder og brud med samme. Det handler om identitet og en eventyrlig jagt på at ville finde ud af hvor man kommer fra og i bund og grund at finde et trygt sted at høre til. Og med rødder i religion og mytologi trækkes der naturligt tråde herfra.

Især i første del af bogen er sproget voldsomt og der bliver brugt en del bandeord og hårde fraser, og kombineret med en bipersons generelt hårde attitude og udfordringer i tilværelsen er bogen bestemt ikke for sarte sjæle. Det er dog heldigvis ikke det, der fylder en hel masse i resten af bogen, hvorfor jeg heller ikke nævner det som en decideret trigger warning, da vores hovedpersoner kommer væk fra meget af det ellers giftige miljø.

Sami og gudernes gåde er spændende, omend den er noget indviklet og lidt forvirrende at hitte ud af. Den kan dog sagtens læses fra 14-15 år og op, og også voksne læsere vil kunne få en del ud af fortællingen.

25 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* De Sorte Magter - Voldens Bog

 Forfatter: Thomas Rud Jensen - Forlag: Tyr - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Vold, mord, blod, sex, racisme,  islamofobi, ableisme, objektivisering af især kvinder.

De Sorte Magter - Voldens bog handler om Robert. Han kan ikke huske fortiden på grund af en trafikulykke. Den Sorte Kat har kidnappet hans hustru og datter, og han har kun få ledetråde at gå efter. Robert bliver kaldt Troldmanden fordi han har en særlig intuition for at se begivenheder, men han kan ikke forklare hvorfor. Det betyder dog at politiet bruger ham som særlig rådgiver. Men Den Sorte Kat leger med ham..

Det er mørkt og dystert, og blander en mafia-fortælling med thriller genren. Der er flere tråde at gå efter undervejs, der stikker i hver sin retning, men også hænger sammen og flettes ind i hinanden undervejs. Man skal holde tungen lige i munden undervejs, for dét der nogle gange virker forvirrende, giver tilsyneladende snart mening, - og så alligevel ikke.

Det er bestemt ikke læsning for sarte sjæle, da både vold og mord - og i mindre grad sex er beskrevet relativt grafisk flere gange i løbet af bogen.

Samtidig er hovedpersonen selv, Robert McPherson, et ufatteligt irriterende bekendtskab. Han er arrogant, selvisk og usympatisk. Han ryger og drikker, muligvis for at drukne sine sorger. Man kan godt komme til at savne noget desperation og inderlighed, en vilje og motivation for at få hustru og datter tilbage. Selvom hans tanker ind i mellem ledes hen imod dem, er det frustrerende at hans tiltrækning og lyst til andre kvinder får mere spalteplads.

Bogen er på forsiden beskrevet som en fantasykrimi, - og krimi, det er det. Det er i hvert fald det, der får lov at fylde langt mest i bogen. Fantasy-delen er mere underspillet, for selvom Robert HAR syn, er der et godt stykke mellem dem, og langt hen ad vejen er det i lige så høj grad hans IT-kundskaber, der bliver spillet på. Derfor kan det da også diskuteres om det reelt ER fantasy, eller om der er tale om underspillet magisk realisme.

Undervejs i bogen dukker der med mellemrum referencer til Harry Potter serien op. I princippet giver det udmærket mening i kraft af at Robert bliver kaldt Troldmanden. Men man må også erkende at den sidste Harry Potter bog udkom i 2007 - for sytten år siden. Meget er sket siden da, og det virker en smule outdated og kliché stadig at referere bøgerne, og med det stormvejr J. K. Rowling har været igennem de seneste år virker det efterhånden bare unødvendigt og som en provokation at bringe det på bane.

Omslaget er dog i sig selv iøjnefaldende, indbydende og spændende, og rummer også noget af bogens dybde og de forskellige lag, som vi undervejs bliver mødt af. Robert på forsiden bliver vist som værende meget intens og alvorlig, hvilket han da også langt hen ad vejen er i løbet af bogen. Og så er det samtidig sådan en forside, man kan blive ved med at stirre på, fordi der dukker flere og flere fine detaljer op.

Kan bogen anbefales? Jovist. Men man bør ikke være sart, og man skal være forberedt på en hovedperson, der er uhyre vanskelig at holde af, og som det kan være svært at finde noget positivt at sige om.

22 oktober 2024

Praktikanten

 Forfatter: Kristoffer J. Andersen - Udgivet: 2023

En kendt YouTuber stopper pludselig med at poste videoer, - og Uffe vil gerne finde ud af hvorfor. Uffe er autist, og ser derfor verden med lidt andre briller end gennemsnittet, hvilket naturligvis kan være både en fordel og en hæmsko, afhængigt af situationen.

Praktikanten er spændende og velskrevet, og formår på glimrende vis at fremstille hvordan verden kan fremstå for folk, der står uden for hvad de fleste ser og oplever. Det er bøger som disse, man nemt kunne ønske sig der var flere af, i håb om at mindske skellene mellem mennesker, og øge forståelsen og accepten af folks forskelligheder.

Og så gør det da bestemt ikke noget, at plottet er uhyre velskrevet og gennemtænkt. Det er svært at lægge bogen fra sig undervejs, og selvom situationen er bizar er det sjovt og spændende at gætte med på, hvad der er sket, og hvad løsningen mon kan være.

Bogen fungerer glimrende fra udskolingen og op, - og bestemt også til voksne læsere.


20 oktober 2024

Månebarn & Grankoglens hemmelighed

 Forfatter: Malou Slott

Månebarn & Grankoglens Hemmelighed handler om en ung pige, der er frustereret over livet derhjemme, så hun stikker ud i skoven, hvor eventyret - og væsner hun ikke havde drømt om overhovedet fandtes - er at finde.

Eventyret virker dog en smule forhastet, men i kraft af at hovedpersonen sådan set også er på flugt gennem en stor del af fortællingen, er det også tilgiveligt at fortælletempoet passer dertil.

Efter endt læsning sidder jeg selv tilbage med en følelse af at der måske er noget symbolik i slutningen, hvor hovedpersonens afsked med sine nye venner er ganske kort og overfladisk. Samtidig afsløres famliliens reaktion på hendes fravær ikke, - så måske hun efterfølgende oplever det hele som værende en drøm eller noget hun har forestillet sig for mentalt at slippe hjemmefra, i hvert fald for en stund.

Det minder på én eller anden måde en smule om Alice i Eventyrland, hvor tingene lader til at dukke op lidt tilfældigt, og så alligevel helt rigtigt, og man kan være lidt i tvivl om hvor meget man skal lægge i de forskellige detaljer undervejs.

Månebarn og Grankoglens Hemmelighed anbefales fra 11-12 års alderen og op.


19 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Den 7. Dimension - Kampen om Aeon

 Forfatter: Thomas Rud Jensen - Forlag: Tyr - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Kampen om Aeon er første bind i serien om Den 7. Dimension. Lynet slår ned i en ung piges halskæde, hvorefter hun forsvinder sporløst. Hendes veninde Livavil har en halskæde magen til, og drager nu ud for at finde informationer om fænomenet. Sideløbende følger vi enkelte andre karakterer med hver deres egne dagsordener.

Det er en high fantasy roman, hvor der er lagt op til at det kan blive rigtig stort og kompliceret undervejs. Der er flere tråde at holde styr på, der vikler sig ind og ud af hinaden undervejs, og man skal derfor holde tungen lige i munden undervejs.

Tempoet er dog ikke voldsomt højt her i første bog, og der går lige lidt før fortællingen kommer op i gear og der sådan for alvor begynder at ske noget. Det sker blandt andet i kraft af at den første fjerdedel af bogen primært bliver brugt til worldbuilding, hvortil man ind  i mellem måske godt kunne have savnet et kort over universet. Det havde et stykke hen ad vejen gjort det lettere at følge med i karakterernes tankemønstre, og ville have gjort det muligt at lette lidt på nogle enkelte, ret info-tunge kapitler.

Karaktererne er langsomt ved at folde sig ud, og vi begynder så småt at se en smule til hvem de er. Til tider fremstår de dog lidt stereotypt og firkantet, så der er endnu god rum til at de kan udvikle sig og der kommer forhåbentlig endnu mere dybde på dem alle sammen, efterhånden som vi lærer dem bedre at kende gennem kommende bøgers eventyr.

Overordnet set er Kampen om Aeon dog en solid start på hvad der lader til at være en spændende serie. Anbefales til den voksne læser, der savner noget lidt større, hvor det hele ikke behøver gå super stærkt.

17 oktober 2024

Evocation

 Forfatter: S. T. Gibson - Udgivet: 2024

Evocation er en roman, hvor hovedkaraktererne på forskellig vis beskræftiger sig med det okkulte, - hvilket naturligvis er ved at gå helt galt for dem. Dog er det ikke udelukkende deres egne fejltrin, der ligger bag, men de er under alle omstændigheder nødt til at arbejde sammen for at rode sig ud af herligheden. På den måde kommer de tættere på hinanden en først planlagt, og dét er en hel plottråd i sig selv..

Det er mørkt, mystisk, dystert og spændende. Det er et anderledes, interessant take på det at arbejde med det okkulte, og arbejder med ånder, spøgelser og dæmoner og relationen til dem på sin helt egen måde.

Samtidig er det en fornøjelse at se hvordan fortællingen på naturligste vis snakker om seksualiteter og polygamitet, uden at der bliver set skævt til det. Jovist, karaktererne skal lige smage på om det faktisk nu også ER dem, men det foregår relativt let og elegant og uden at der bliver snakket negativt om det. Det minder nærmere om en personlig evaluering og rejse til selverkendelse end noget andet, - og den slags historier kan også noget.

Evocation er første bind i en serie, og vi kommer til at følge karaktererne med et særligt fokus på én af dem i hver af de kommende bind - Ascension, Divination og Transfiguration.

Evocation her er målrettet voksne (18+) grundet bidder af eksplicit indhold, og den kræver som minimum at man er bare en smule nysgerrig på det okkulte, men det er bestemt læsningen værd.




15 oktober 2024

The Tea Dragon Society

 Forfatter: K. O'Neill

The Tea Dragon Society er tegneserier, og det er cozy fantasy når det er allerbedst. De tre hæfter emmer langt væk af hygge og ro med deres bløde linjer og varme farver, og det kan derfor være et fantastisk afbræk fra både hverdagens trummerum, men også andre romaner hvor der er masser af fart på.

Her er der plads til te, venner, sammenhold og personlig udvikling. Det handler om kunsten at leve i ét med væsner og naturen omkring én. Om at man ikke tager noget i livet for givet, men at man husker at sætte pris på de små ting i tilværelsen, - med respekt for og accept af andres forskelligheder.

Der er en indgroet tillid til at andre er gode og til at stole på, og der hersker åbenhed og ærlighed gennem alle tre bind. Det kobles sammen med masser af diversitet, der er repræsenteret som noget helt almindeligt.

Læs The Tea Dragon Society, hvis du trænger til et varmt, kærligt kram i bogform. Kan anbefales at læses med en god kop te ved hånden!




14 oktober 2024

Stilhed & Storm - Sonetrilogien #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Stilhed & Storm er andet bind i Sonetrilogien. Min anmeldelse af første bind i serien, Sortørnens Øje, kan læses her.

Stilhed & Storm, andet bind i Sonetrilogien, er som sin forgænger lidt af en mursten at kaste sig over. Det er heldigvis det hele værd!

Takket være begivenheder hen mod slutningen af Sortørnens Øje har det rykket sig lidt hvilke karakterer vi følger her i Stilhed & Storm, men der er dog ikke ændret på at de alle på hver deres måde spiller en central rolle i de ind i mellem meget kaotiske begivenheder i universet her.

Det er storslået og spændende, og så er jeg vild med at vi kommer endnu mere ind under huden på både sonerne og de forskellige typer af magi. Både de forskellige typer magis muligheder og begrænsninger samt hvad sonerne egentlig var stod lidt som et åbent spørgsmål før bogen her. Og især sonernes betydning og rolle er det rart at se endnu mere til, nu de trods alt indtager en betydelig plads i trilogiens titel.

Worldbuildingen tager sig altså en gevaldig udvidelse i bogen her, men der er også flere af vores hovedpersoner der gennemgår en helt særlig udvikling undervejs og når til en ganske fornuftig selverkendelse i løbet af deres rejse; og dét er mindst lige så fedt at se. Der bliver tilføjet mere dybde til alle karakterer, om de vil erkende det eller ej, - men der er heldigvis stadig plads til endnu mere spænding i bind 3.

Sonetrilogien er ind til videre intens og virkelig velskrevet. Samtidig er omslaget virkelig gennemført, og der er mange fine detaljer at hente. Jeg glæder mig allerede helt vildt til bind 3, - og håber lidt at der ikke skal gå to år mere før vi får en afslutning..!





01 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Minen - Dødemagersken #2

 Forfatter: Mariane Mide - Forlag: Krabat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdnigner er mine egne.

Minen er andet bind i serien om Dødemagersken. Jeg har også anmeldt første bind, Novice. Den anmeldelse kan læses her.

Minen er andet bind i serien om Dødemagersken. Vi følger Armina, der sammen med to andre er på flugt og søger et sted at tilbringe vinteren, - og i dén søgen finder Armina også én med kræfter meget lig hendes egne. Kræfter, der er svære at forstå og meget tabubelagte, selv blandt dem, der ellers burde være deres egne. Det er dog en balancegang hvor meget man kan stole på ham, og hvor meget man bør dele ud selv. Og så er der jo samtidigt noget, der trækker i Armina for at vende tilbage til det hun kom fra, - trods de farer det involverer. Beslutninger skal tages, men hvad er det rigtige at gøre?

Vi lærer en smule mere om universet i bogen her, men det er stadig især Arminas udvikling, der er mest interessant. Hun bliver med sin nye bekendtes øvelser i baghovedet langsomt bedre til at håndtere sine kræfter og lærer gradvist at hvile mere i sig selv og ignorere omverdenens dømmende blikke. Det er ikke fordi det bliver særligt meget nemmere at være Armina i fortællingen her, tværtimod, - men hendes personlige udvikling kan noget helt særligt. Og så er det jo slet, slet ikke slut endnu.

Der er flere elementer, der får lov at flette sig sammen efterhånden som plottet her i bogen skrider frem, og der dukker stille og roligt flere informationer om universet op. Dog er der stadig primært fokus på Arminas udvikling, hvorfor tempoet også flere gange trækkes ud af fortællingen. Det står ikke stille på nogen måde, men man skal heller ikke regne med at det går så hurtigt som i mange andre lignende fortællinger.

Efter Minen er der stadig en del ubesvarede spørgsmål, især om elverne, og hvad der nu skal ske fremover for de med særlige kræfter, - mærker eller ej. Det er bestemt et utroligt interessant univers, som jeg glæder mig til at læse videre i. Både med fokus  på Armina, men forhåbentlig også med flere spændende detaljer om nogle af de andre evner, hendes kammerater har. Det er i hvert fald ét af de universer, hvor der er god rum til at lade fantasien tage en smule over efter endt læsning og drømme sig væk i mulighederne i magisystemet her!

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...