Viser opslag med etiketten superlux. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten superlux. Vis alle opslag

01 november 2023

*Anmeldereksemplar* Himlen i dine øjne

 Forfatter:  Louise H. A. Trankjær - Forlag: Superlux - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er min egne.

Obs: Himlen i dine øjne er bog 2 i Montepienza serien. Det kan anbefales at have læst første bog i serien, Blå Nætter, før man kaster sig over bogen her.

Himlen i dine øjne handler om Maja, der er bosat i Italien. Her har hun gennem et par år set Roy, men får stille og roligt øjnene op for at hun og Roy ikke er det bedste match. Til gengæld er Fabrizio ung og charmerende, - men søger de mon det samme, og kan de finde fælles fodslag trods forskellen i deres aldre?

Det er intens kærlighedsfortælling, hvor man snildt kan drømme sig væk i både romantikken og det sydeuropæiske klima. Samtidig er karaktererne befriende virkelige med menneskelige følelser og fejltrin. Ingen er perfekte, og selvom det nogle gange gør en smule ondt på både karakterer og læsere, er det en fornøjelse at se den dybde, de har fået lov at have.

Skrivestilen er interessant og andeledes end hos mange andre romancer, men det er bestemt ikke noget der behøver trække ned. Den gør nemlig at man i en hel anden grad kommer ind under hovedpersonen Maja og hvordan hun har det med de ting, der sker omkring hende - og hvis ikke dét kan noget, så ved jeg ikke hvad skulle kunne det.

Man mærker både Majas kærlighed til de mennesker, der står hende nærmest, men også hendes frustrationer, når tingene går skævt - og der er ikke lagt fingre i mellem, for igen, det føles nærmest som om det er virkelige mennesker vi har med at gøre undervejs.

Himlen i dine øjne er både interessant og spændende, og meget nede på jorden. Den rammer rent meget af det mange kan sidde og dagdrømme sig væk i, og det er derfor også en klar anbefaling, - naturligvis mest til den vante romancelæser.

06 december 2021

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

12 september 2021

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.

26 september 2020

Myternes Stemme

 Forfatter: Sabrina Mose - Forlag: Superlux

Om bog 1, Åmanden og Mosekonen, skrev jeg:

Åmanden og Mosekonen indeholder to adskilte historier, der sagtens kan læses hver for sig, trods det at de foregår i samme univers og det derfor også vil være naturligt at læse dem i netop den forstand. Det skal her nævnes, at begge de to historier er så tilpas korte at det er let at overskue at komme igennem dem; det er i hvert fald ikke længden, der er intimiderende her, og selvom man måske godt kunne ønske sig at kunne dykke endnu mere ned i hver historie (pun intended) for at lære karaktererne endnu bedre at kende, virker det også rigtig godt på denne måde.

Både Åmanden og Mosekonen optræder som væsner fra de gamle, danske fortællinger, der ved deres spæde begyndelse var mundtligt overleverede. Åmanden hører man ikke længere så meget om, men man kan stadig høre folk snakke om, at Mosekonen brygger visse steder, - hyppigheden afhænger dog af, hvor i landet man befinder sig. Selv finder jeg historier om disse væsner utroligt fascinerende, da de netop har haft stor indflydelse på mentaliteten hos den almene befolkning op gennem århundrederne, og det har været en stor del af det at være dansk, at man selvfølgelig har været påvirket af de lokale myter.

Fortællingerne her kan virke makabre og er absolut ikke for de mindste, men er en fortolkning af, hvordan det ville se ud, hvis disse væsner fra myterne eksisterer i det Danmark, som vi kender i dag. Fortællingerne er velfortalte og meget beskrivende, hvilket også er med til at gøre enkelte scener endnu mere makabre, da visse handlinger bliver beskrevet i detaljer, som nogle vil kunne finde meget intimiderende. Dialogen undervejs er minimal, men det er med til at gøre stemningen mere dyster.

Herudover sætter fortællingerne fokus på, hvordan vi behandler naturen i dag, og hvordan vores forhold til naturen har ændret sig i årenes løb, ligesom det sætter vores egen selvopfattelse i perspektiv. Budskabet om, at vi måske i mindre grad skal tænke på os selv og egne behov, men i højere grad på, hvordan vores levevis påvirker miljøet og naturen omkring os, er til at tage og føle på.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Udgivet: 2019 - Sidetal: 166 - ISBN: 9788793796157

*Anmeldereksemplar* Slaget om Igdrafell (Awen-serien, #4)

  Forfattere: Nathali Liane og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk...