Viser opslag med etiketten dannelsesrejse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dannelsesrejse. Vis alle opslag

17 maj 2025

*Anmeldereksemplar* Rejsen med Havørnen

 Forfatter: Nicklas Larsen - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Efter et mislykket selvmordsforsøg kommer Sara på 19 år med ombord på et skoleskib. Herfra venter masser af oplevelser, der naturligvis skubber hende og danner hende personligt.

Rejsen med Havørnen er magisk realisme og en dannelsesrejse. Sara vokser langsomt, men stødt i gennem romanen i forsøget på at finde sig selv og finde ro i tilværelsen, - hvilket ikke er voldsomt nemt med hendes baggrund.

Vi får primært fortællingen fra Saras synsvinkel med bidder af handling set fra andre karakterer, - og det fungerer egentlig glimrende at vi får set Sara fra flere vinkler, både i forhold til Saras indre verden i tiden op til og på skibet, men også i forhold til hvordan hun påvirker folk omkring sig i mødet med hende og i tiden efter.

Personligt savner jeg dog en smule at Saras egne kapitler var skrevet med en jeg-fortæller, der kunne have givet endnu mere dybde til hvem Sara er og hvorfor hun reagerer som hun gør på så mange ting. Det kunne have givet en anden vinkel og mere kant til fortællingen, selvom det dog også virker udmærket i sin eksisterende form.

Rejsen med Havørnen er emotionel og medrivende, og kan læses fra cirka 14-15 år og opefter, - og fordi den kun indeholder en snert af magisk realisme, behøves man ikke have erfaring med fantasy genren for at læse med.


06 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Hævnens broderskab

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Hævnens Broderskab er anden bog i Legenden om Agrat. Jeg har også anmeldt første bog i serien, Jernstaven, - den anmeldelse kan læses her.

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hævnens broderskab er fortsættelsen på historien om Agrat, der langt hen ad vejen egentlig bare gerne vil have lov til at være i fred og passe sin smedje, - men omstændighederne vil det hele tiden anderledes. Endnu en gang tvinges han fra sit hjem, og denne gang byder eventyret også på barske perioder i fangeskab.

Legenden om Agrat er ikke spækket med magi eller overnaturlige væsner, - men byder primært på meget menneskelige følelser og frustrationer, når tingene på ingen måde går Agrats vej.

Det gør noget ved tempoet, at Agrats følelsesliv for alvor får lov til at udfolde sig. Til gengæld har netop følelserne også fået så meget spalteplads at vi som læsere nærmest selv må igennem de samme følelser som Agrat, og opleve hans frustrationer over de uretfærdigheder han møder og afsavnet til dem han elsker. Det bliver en rå og ofte hård omgang.

Cover-illustrationerne til både første og anden bog er virkelig flotte, og især den til anden bog her fanger virkelig stemningen med sine grå og mørke nuancer. Det kan virke deprimerende at se på, men der er bestemt heller ikke megen solskinshistorie over fortællingen.

Legenden om Agrat er fantasy, men ikke traditionel fantasy. Fantasy-nørden i mig kan ofte godt savne endnu mere af det magiske og overnaturlige, - og jeg krydser virkelig fingre for at det får større indflydelse på kommende bøger i serien. Når det så er sagt, lykkes fortællingen virkelig godt med det karakterdrevne og udpenslede følelsesliv, og det er også dét, man bør læse serien for.

Hævnens Broderskab er en interessant og virkelig spændende to'er, og jeg glæder mig til at se hvad serien har at byde på fremadrettet.

30 april 2023

*Anmelder-eksemplar* Det ordner sig

 Forfatter: Signe Amtoft - Forlag: Lindhart og Ringhof - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som en del af en goodiebag i forbindelse med litteraturfestivallen Ordkraft.

Det ordner sig er strengt taget en rejsedagbog. Signe Amtoft tager til Island i en måned, rejser landet rundt og indviger os læsere i sine oplevelser undervejs, - både i forhold til at dokumentere de ting hun har set, mærket og hørt, men også i forhold til hendes indre rejse i løbet af rejsen.

Island og Danmark har en række fællestræk, heriblandt en fælles historie, - men der er også mange forskelle, både i naturen og i indbyggernes mentalitet og måde at gå til hverdagen på. Afhængigt af indgangsvinklen kan der findes blandede holdnigner til det hele; søsterskabet er på godt og ondt.

Trods det at her er tale om en rejsedagbog, trækker bogen også tråde til dannelsesrejser. Man fornemmer at rejsen til Island ikke blot har været med til at forme romanen her, men også har rørt noget hos Signe Amtoft selv, i mødet med den islandske natur og den islandske befolkning. Der sker noget med individet, når vi tør åbne os op over for andre måder at gøre tingene på end det, vi er vant til, og måske har begge parter taget en smule med fra netop dette møde.

Det ordner sig er en bog, der har størst mulighed for at tale til en læser, der til dels er nysgerrig på andre tilgange til livet og verden, og til dels tør kigge på egen natur og oprigtigt overveje hvad vi kan lære af hinanden på tværs af ligheder og forskelligheder. I vores uperfekthed rummer dialogen og åbenheden en masse muligheder, og det er især med disse at vi som individer har størst potentiale for udvikling.

I løbet af fortællingen dokumenterer Signe Amtoft ikke blot sit møde med Island, men er også bund-ærlig om hendes egen tilgang til landet, og det er en fornøjelse undervejs at kunne mærke hvordan interaktionerne med den islandske befolkning gradvist tilpasses i takt med at landet også sniger sig ind under huden på Signe Amtoft selv. Det er små detaljer, der skal kigges efter, der kræver en smule opmærksomhed at få øje på, men det kan bestemt noget at se hvordan vi som individer udvikler os i mødet med mennesker hvis tilgang til og vinkel på tilværelsen adskiller sig fra vores egen.

Trods det at Det ordner sig på mange områder ligger langt fra det, jeg normalt læser, har det været en fornøjelse at læse med, og den kan bestemt anbefales.

06 december 2021

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...