Forfatter: Signe Amtoft - Forlag: Lindhart og Ringhof - Udgivet: 2023
Reklame: Bogen er modtaget som en del af en goodiebag i forbindelse med litteraturfestivallen Ordkraft.
Det ordner sig er strengt taget en rejsedagbog. Signe Amtoft tager til Island i en måned, rejser landet rundt og indviger os læsere i sine oplevelser undervejs, - både i forhold til at dokumentere de ting hun har set, mærket og hørt, men også i forhold til hendes indre rejse i løbet af rejsen.
Island og Danmark har en række fællestræk, heriblandt en fælles historie, - men der er også mange forskelle, både i naturen og i indbyggernes mentalitet og måde at gå til hverdagen på. Afhængigt af indgangsvinklen kan der findes blandede holdnigner til det hele; søsterskabet er på godt og ondt.
Trods det at her er tale om en rejsedagbog, trækker bogen også tråde til dannelsesrejser. Man fornemmer at rejsen til Island ikke blot har været med til at forme romanen her, men også har rørt noget hos Signe Amtoft selv, i mødet med den islandske natur og den islandske befolkning. Der sker noget med individet, når vi tør åbne os op over for andre måder at gøre tingene på end det, vi er vant til, og måske har begge parter taget en smule med fra netop dette møde.
Det ordner sig er en bog, der har størst mulighed for at tale til en læser, der til dels er nysgerrig på andre tilgange til livet og verden, og til dels tør kigge på egen natur og oprigtigt overveje hvad vi kan lære af hinanden på tværs af ligheder og forskelligheder. I vores uperfekthed rummer dialogen og åbenheden en masse muligheder, og det er især med disse at vi som individer har størst potentiale for udvikling.
I løbet af fortællingen dokumenterer Signe Amtoft ikke blot sit møde med Island, men er også bund-ærlig om hendes egen tilgang til landet, og det er en fornøjelse undervejs at kunne mærke hvordan interaktionerne med den islandske befolkning gradvist tilpasses i takt med at landet også sniger sig ind under huden på Signe Amtoft selv. Det er små detaljer, der skal kigges efter, der kræver en smule opmærksomhed at få øje på, men det kan bestemt noget at se hvordan vi som individer udvikler os i mødet med mennesker hvis tilgang til og vinkel på tilværelsen adskiller sig fra vores egen.
Trods det at Det ordner sig på mange områder ligger langt fra det, jeg normalt læser, har det været en fornøjelse at læse med, og den kan bestemt anbefales.