*Anmelder-eksemplar* Tid, ingen vil give mig

 Forfatter: Sabrina Rønning Gade - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Stort forbrug af alkohol, forbrug af stoffer, vold, overgreb

Tid, ingen vil give mig er fortællingen om Oli og Mathilde. De går i 3.g i Århus, og har hver deres udfordringer at slås med. Bogen er opdelt, så første del fortælles fra Olis synsvinkel og foregår over cirka første halvdel af skoleåret, mens anden del af bogen fortælles fra Mathildes synsvinkel, og foregår fra juleferien og frem til studenterhuen kommer på.

Oli er egentlig nordjyde og er lige flyttet til Århus, så hans fortælling handler om at være den nye i et allerede etableret socialt fællesskab. Spillereglerne er anderledes end det, han er vant til fra tidligere, så det er ikke sådan lige at finde rundt i hvordan man går klædt og hvordan man opfører sig, - og tonen er også en anden end det, han er vant til.

Mathildes udfordringer handler blandt andet om en skæv relation til hendes mor, og om at navigere et ungdomsliv uden nogen tætte voksne relationer at spejle sig i.

Deres historier flettes sammen undervejs, og de kan ikke for alvor undgå hinanden i løbet af bogen, men hver især er deres udfordringer så omfattende, at de sagtens kunne have haft hver deres bog, - og mange flere kapitler til at udfolde det hele. Min største anke ved bogen er faktisk, at der sagtens kunne have været endnu mere af den, for med sine 159 sider bliver den meget kort i forhold til hvor meget den forsøger at omfavne.

Tid, ingen vil give mig vil en masse i forhold til ungdomsliv, identitet, og det at være en del af et fællesskab. Tonen er ungdommelig og god til at blande danske og engelske fraser, som det hører sig til for mange unge. Der bliver stillet store spørgsmål, både af de unge og til de unge, - og selvom Oli i starten af bogen er efter et fag som filosofi kommer man ikke uden om at bogen her selv skriver sig ind blandt de mere filosofiske ungdomsromaner.

Tid, ingen vil give mig er som skabt til at sætte tanker i gang. Ikke bare hos de unge, som måske vil kunne spejle sig i Oli og Mathilde, men måske især hos de unge menneskers voksne, der her får mulighed for at blive klogere på en ungdomsverden, hvor der er sket meget siden man selv var teenager.

Bogen er velformuleret - men som nævnt kunne den sagtens have fyldt det dobbelte sidetal uden at det havde gjort alverdens. Man kunne med fordel have givet Oli og Mathilde hver sin bog, - og deres veninde Clara sin egen også, og gjort det til en serie. Karaktererne og deres fortællinger kan bære det, for de har hver deres udfordringer at slås med, - og de fortjener at blive hørt og set. Alle tre.

*Anmelder-eksemplar* C&C forever - Det mystiske hus

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første tre bind i serien. Anmeldelsen af disse kan findes her.

Cecilie og Clara er startet i 5. klasse, og vi nærmer os Halloween. Snart forsvinder et par af pigernes klassekammeraterne, men de voksne vil ikke lytte på at der foregår noget mystisk i et hus tæt ved hvor pigerne bor - de tror blot at der er tale om nogen der har pyntet op, - så pigerne må tage sagen i egne hænder.

Som de tre tidligere bøger i serien er bogen bygget relativt simpelt op, og plottet holder sig også relativt stramt til mysteriet om de forsvundne kammerater. Det er spændende og nervepirrende, og når det går vildt for sig er det vanskeligt at lægge fortællingen fra sig. Det har tendens til at være meget creepy og uhyggeligt i en grad, hvor det mere sarte barn kan have behov for ekstra opmærksomhed.

Der afviges kort fra hovedplottet i starten og i slutningen med en mindre stridighed mellem Cecilie og Clara selv, hvor der slås tvivl om deres venskab. Her kunne man godt ønske sig netop den del af plottet udfoldet i endnu højere grad, for forløsningen kan virke en smule vag, - her kunne det have været oplagt med en mere uddybende samtale mellem pigerne om fundamentet for deres venskab. Det ville klæde både serien og karakterudvikling hos pigerne at der her blev gravet lidt mere frem, og at deres indbyrdes relation fik lov at fylde mere end den har gjort tidligere, - uden at det naturligvis behøver tage alt for meget fokus fra hoved-plottet. I kraft af at serietitlen netop henleder opmærksomheden på Cecilie og Claras venskab kunne man sagtens ønske sig at det fik lov at fylde lidt, - måske er det noget, der kunne tages op i kommende bøger i serien?

C&C forever er en fin serie til selvlæsning fra omkring 9 til 12 års alderen, - dog med forbehold for at de mere sarte læsere kan risikere at blive påvirkede af serien, og det derfor er at foretrække at læseren i forvejen har interesse for gyserhistorier med et strejf af noget overnaturligt.

Kapløbet om jættekvindens våben & De dødes skib (Når runesten revner, 1 og 2)

Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021

Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.

Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.

Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.

Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.

Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.

Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.

I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.

Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

Næslandet

 Forfatter: Eva Egeskjold - Forlag: Mellemgaard

Bog 1 er tilsendt fra forfatteren.

Om bog 1, Legenden om Querqus Skjoldet, skrev jeg:

[Bogen er tilsendt af forfatteren]

Af en eller anden grund har jeg ventet ALT for længe med at komme i gang med serien her, - den har trods alt fået pæne anmeldelser, og den har været dragende gennem en længere periode.

Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at låne serien på biblioteket.. For så at finde ud af, at mit lokale bibliotek havde en gammel udgave af den første bog liggende, hvilket jeg heldigvis blev gjort opmærksom på ret hurtigt. Eva Egeskjold tilbød at sende mig den nye udgave, som har fået en ekstra kærlig hånd i forhold til den gamle udgave, og forsideillustrationen er ny.

Takket være de positive anmeldelser kan det være svært at undgå at have visse forventninger til en bog. Legenden om Quergus Skjoldet er heldigvis lige så eventyrligt episk som jeg havde håbet, og det er en fantasifuld rejse ind i et fantastisk univers, der helt sikkert har rigtig meget at byde på.

Oona er en pige med ben i næsen, og som har mere at byde på end hvad omverdenen umiddelbart regner med, - hun kan forsvare sig, når det er nødvendigt, og er ikke bange for at handle, når der er brug for hende. Hun er viljestærk og kan heldigvis selv, - også selvom hun naturligvis bærer rundt på mange af de usikkerheder, som hører hendes unge alder til.

Det gør det ikke lettere, at hun uden megen varsel bliver sendt på en lang og farefuld rejse, som kan have konsekvenser, ikke bare for hende selv og mulighederne for at se familien igen, men også for hele rigets beståen som hun kender det.

Der er meget på spil, og der hviler en stor byrde på den unge Oonas skuldre. Kan hun mon løfte det ansvar, hun er blevet pålagt af en spådom, og som hun ikke selv har hat noget at sige i forhold til? Det vil tiden vise.

Den her balance i den usikre side af Oona og hendes mere viljestærke side er virkelig veludført, og Oona er let at relatere til. Selvom hun med mellemrum kommer i situationer, hvor hun bliver handlingslammet, finder hun alligevel styrken til at gøre noget, uanset om det er hende selv eller andre, hun kæmper for. Retfærdighedssansen står stærkt, og Oona er en helt særlig pige, som jeg ser frem til at følge i de næste bøger i serien.

Selve opbygningen af universet i sig selv står super stærkt. Vi arbejder med to forskellige kort, - ét over hele Næslandet forrest i bogen, og ét over området omkring en af de store byer bagerst i borgen. Selv ét kort havde jo givet bonus-point i sig selv hos diverse fantasy-entusiaster, men TO kort? Fantastisk! Det gør det meget lettere at holde styr på hvad der foregår i et fremmed univers, når man ikke kun får beskrivelserne af, hvor vi er, og i hvilken retning karaktererne rejser, men at der også følger en visuel støtte med ved siden af.

At vi så også bliver præsenteret for mange forskellige typer af karakterer, som man ellers kun sjældent støder på, selv i fantasy-universer, er et ekstra plus, - blandt andet er mødet med mosekonen noget helt særligt, ligesom indikationen af, at drager ikke bare er drager, men at der er forskel på drage-racer. Det giver fortællingen så meget ekstra, at der er gjort noget ud af ikke bare de typer af karakterer, vi så ofte møder i fantasy-universer, men også de, som der er længere i mellem, og som enkelte læsere måske endda støder på for første gang.

Her på falderebet skal Eva Egeskjold naturligvis have tak for ikke blog at gøre mig opmærksom på forskellen mellem den gamle og den nye udgave af denne bog, men også for at sende bogen så hurtigt. Selvom jeg læser relativt hurtigt, er der alligevel grænser for hvor hurtigt det går, - og når nu resten af serien er lånt på biblioteket er der trods alt en grænse for, hvor længe jeg kan blvie ved med at holde på serien.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Vinterkrigens ofre, skrev jeg:

Jeg er stadig lige imponeret over hvor stærkt denne verden står, og hvor meget energi der er langt i opbygningen af den.

De to kort der hører til serien er flotte og hjælpsomme undervejs i løsningen, - og forsideillustrationerne har også et helt særligt udtryk, der virkelig sætter stemningen for bogen.

Det bliver ikke ligefrem meget nemmere at være Oona her i bog 2, - hun har næsten mere at forholde sig til, nu hun for det første er ældet tre år i løbet af en enkelt vinter, med hvad der hører til af fysiske og mentale forandringer, og hun skal samtidig forholde sig til ikke bare den konflikt, der foregår i Næslandet, hvor hun som den udvalgte spiller en væsentlig rolle, men også mændenes øgede interesse i hende. Det er svært at overskue det hele, når der er så meget på én gang.

Men selvom Oona er skrøbelig og viser svage sider, vokser hun også med opgaven, og klarer de udfordringer, hun bliver stillet over for, på imponerende vis. Hun er naturligvis mærket af de voldsomme oplevelser, men vedholder en kontakt til sit "gamle" menneskelige jeg, og kan bibeholde noget af det uskyldige, som hun havde, da vi lærte hende at kende. Også selvom hun går igennem det, der må føles som kaos undervejs, og man må gå ud fra, at selv mange mere voksne ville have svært ved at håndtere de udfordringer, Oona bliver stillet over for.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Snedkerens Hemmelighed, skrev jeg:

Jeg er stadig virkelig opslugt af det her helt vildt imponerende univers, som kan noget særligt. Der er tænkt over rigtig mange detaljer undervejs i opbygningen af universet, og vi er så heldige at få meget af det med - og endda på en måde, så det er naturligt inkorporeret i handlingen, og ikke "bare" er smidt ind som noget info-dump for at informere læseren. Oona lærer sin verden bedre at kende efterhånden som hun kommer på flere og flere eventyr, - og som læsere lærer vi om universet sammen med hende.

Oona modnes gradvist bøgerne igennem og bliver mere og mere voksen, med det, der nu hører med; fysisk og mentalt gennemgik hun naturligvis en stor forandring allerede i bog 2, men også her sker der ting og sager, efterhånden som Oonas kærlighedsliv driller hende, og hun skal finde ud af, hvem af hendes nærmeste hun rent faktisk kan stole på. Og så lærer hun sin fars historie bedre at kende, og finder informationer om ham, som er nye både for hende og de, der troede at de kendte Oonas far, - hvilket naturligvis kan få stor betydning for handlingen i bog fire.

Det bliver mere og mere tydeligt, at der snart kommer en afgørelse i serien, og at der snart kommer en forløsning på alle de ting, Oona og de andre har været igennem. Spørgsmålet er bare, hvordan udkommet bliver, og hvem der ender på magten til sidst, - kan Oona og de andre holde hovedet koldt, når det virkelig gælder, og i sidste ende overvinde deres fjender? Det bliver spændende at finde ud af.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 4, Asaphs Rige, skrev jeg:

Asaphs Rige er mere intens end sine forgængere.. Og samtidigt en fænomenal afslutning på serien om Næslandet, - en verden, man næsten kun kan blive betaget af.

Oona er gået i gennem en stor udvikling fra første gang vi mødte hende, - fra en ung, usikker pige, der først lige skulle til at gennemgå det ritual, der gjorde hende til kvinde, til nu, hvor hun er en selvsikker ung kvinde, der hands-on har bekæmpet flere fjender end mange andre af de hovedpersoner, vi møder - og endda undervejs fundet kærligheden. Det har naturligvis ikke været uden konsekvenser, og Oona har, som mange af hendes nærmeste, fået ar på krop og sjæl, som hun vil være mærket af lang tid fremover, - men med det, hun har vundet undervejs, må det vist være det hele værd.

Der er tab undervejs. Det er en naturlig konsekvens af krig, at man ikke får alle med sig hjem igen. Men overordnet set er tabene på lysfolkets side relativt små, når man tager det store billede i betragtning.

Selvom de afgørende scener før klokkerne ringede for at Radixfolket havde fået som fortjent kan virke en smule tamme, de mange foregående kampe taget i betragtning, er det alligevel uhyrre veludført med noget så listigt. Det er lidt et antiklimaks, - men måske alligevel det klimaks, der var behov for efter mange af de grusomme kampe, som Oona og de andre allerede har været igennem?

Også Ragnars selvmord kan ved første øjekast virke en anelse tamt, - hans opførsel i betragtning kunne man være fristet til at ønske, at Oona fik en eller anden form for hævn, og at Ragnar fik som fortjent. Normalt bryder jeg mig ikke om at tale om selvmord som værende kujon-agtigt, for der ligger ofte rigtig meget bag overvejelserne, og der skal ekstremer til, før mange ender dér, men lige i Ragnars tilfælde er der tale om et kujonagtigt valg, - han flygter fra konsekvenserne af de valg, han har truffet undervejs. Valg, som han har vidst har haft fatale konsekvenser for lysfolket. Den flugt er en kujons værk.

Jeg sidder dog ikke tilbage med en følelse af for alvor at mangle noget her efter endt læsning, - det er en fin, fuldent historie, som virkelig har meget at byde på. Der er endda fin plads til eftertanke i forhold til ideologier og tro, - og hvordan man behandler andre på baggrund af samme. Serien er med Asaphs Rige flot rundet af, og jeg glæder mig til, at jeg en dag får samlet mod til mig til at vende tilbage til universet med serien om Vaals Hær, hvor første bog Genkomsten, i skrivende stund lader til at være et hit rundt omkring.

Jeg gav bogen ud af 5 mulige stjerner.