De sorte hullers klub

 Forfatter:  Lise Villadsen - Forlag: Gutkind - Udgivet: 2024

I De sorte hullers klub følger vi en flok unge mennesker, der hver torsdag mødes i en gruppe for de, der døjer med ensomhed. De er der af vidt forskellige årsager, og har hver deres at slås med. Og netop grundet deres forskellige baggrunde stikker deres forventninger (og deraf tilgange) til gruppen i meget forskellige retninger.

Ensomhed er en udfordring for mange, især hvis man skiller sig en smule ud fra normalen. Det her er også en roman man som læser måske bedst forstår, hvis man selv har prøvet at stå uden for fællesskabet på et tidspunkt, hvor et af ens helt store ønsker har været at passe ind, og blive set og anerkendt for den man er. 

Det kan være fristende at begynde at lave om på elementer af den, man er, for at passe ind i fællesskabet, - eller måske lige frem lyve om det, bare for at blive set af de andre. Men er det nu også ønskværdigt? Hvilke konsekvenser har det, både for gruppen og for en selv?

De sorte hullers klub er en anderledes tilgang til kampen mod ensomhed. Karaktererne får lov til at flage med de træk, der stritter lidt, og de får lov til at fylde og tage plads. De får langt hen ad vejen lov at være deres farverige selv. Og netop fordi de får lov at fylde i gruppen giver det anledning til eftertænksomhed hos læseren, - for selvom visse karakterer måske er lettere at være i stue med end andre, fortjener de alle en chance for at man kan lære dem bedre at kende. Venskaber kan opstå hvor og når man mindst venter det!

Bare Alice

 Forfatter: Luna Harley - Forlag: Klippe - Udgivet: 2021

Bare Alice hører til den type ungdomsromaner, jeg kunne ønske mig flere af derude. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med dem, der allerede er på markedet, - men fordi repræsentation af minoriteter af forskellig art, der falder så naturligt som det gør her i Bare Alice, desværre hører til sjældenhederne.

Alice har altid været tæt knyttet til sin bedste veninde Olivia, og de bliver ofte omtalt som værende én person. Men nu hvor de ikke længere er børn og veninden er begyndt at interessere sig for romantik, er det svært at være Alice. Identitetsspørgsmål får lov til at fylde, og Alice begynder stille og roligt at skulle definere hvem hun nu skal være, og får virkelig lov til at vokse som person i løbet af bogen. Det handler ikke om at droppe gamle venskaber for at finde sig selv, men nærmere om balancen mellem gradvist at definere (og omdefinere) sig selv efterhånden som man bliver ældre og udvikler sig - og at det samme skal ske med venskaber for at få dem til at bestå. Både for ens egen skyld, men bestemt også for modpartens.

For selvom Alices relation til Olivia langt hen ad vejen ligner et venskab, man kan finde mellem to tilfældige børn på en tilfældig folkeskole et tilfældigt sted i landet, betyder det ikke nødvendigvis at relationen er sund. Der er ikke balance i relationen, og Alice og Olivia er ikke lige i deres venskab. Det er Olivia, der fylder, og Olivia, der sætter dagsordenen, - og Alice følger langt hen ad vejen bare med, fordi det er det letteste. Heldigvis er der håb for både Olivia og Alice, der nok begge må bidde nogle ting i sig undervejs for at nå en sund relation på længere sigt, - men det kan lade sig gøre, når blot man arbejder for det. Kommunikation er naturligvis nøgleordet, - et begreb de fleste af os forstår, men som ind i mellem kræver mere end man regner med.

Det er dog ikke kun venskabet mellem Alice og Olivia, der får lov at fylde, men også Alices voksende selvstændighed og hendes søgen efter sig selv. Det bliver en slags dannelsesrejse for Alice, der skal finde frem til kernen i sig selv og en personlighed, der ikke baserer sig på afhængigheden af Olivia. Hvem er hun, hvad vil hun, og hvad går hun op i, når Olivia ikke er ved siden af hende? Som nævnt handler det ikke om at droppe venskabet helt, men at blive dannet som et menneske, ikke kun afhængigt af dem man er sammen med, men også når man bare er sig selv. 

Der kan være store forskelle på hvordan vi som individer opfører os i forskellige sociale kontekster, - i skolen, til sport eller fritidsaktiviteter, hjemme med forældre, bedsteforældre eller partner, på arbejdspladsen og så videre. Hvad disse forskellige personligheder har tilfældes, og det vi gør når vi er helt alene, er også med til at definere os. Men rejsen ind til den kerne er kompliceret, og det kræver ofte en del overvejelser. Heldigvis er personligheder ikke en fast størrelse, og vi har mulighed for at udvikle os undervejs.

Noget af det, der bliver definerende for Alices historie er hvordan det langsomt går op for hende, at hun ikke har den samme interesse i de jævnaldrende drenge som Olivia giver udtryk for at have. Oprindeligt har Alice kæmpet bravt for at passe ind, høre til og være som de andre, til dels takket være påvirkningen fra relationen til Olivia, men hun finder stille og roligt ud af, at der er mulighed for at gå andre veje, - at dét, de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for hende.

For nogle LGBTQIAP+-personer er vejen til et label soleklar allerede fra barnsben, og de er slet ikke i tvivl om, at de er noget andet end cishet. Det er det mest naturlige i verden at tingene naturligvis hænger sammen på den måde. Det gør sig dog ikke nødvendigvis gældende for alle medlemmer af LGBTQIAP+, og nogle finder først frem til deres label relativt sent, - hvis de overhovedet når til det. Nogle gange handler det om at man mangler ord for den levede oplevelse, og at man ikke har sproget til at forklare hvad det er der foregår. Andre gange kommer erkendelsen indefra først senere i livet, og man kan måske have været forbi forskellige labels før man ender med dét, der føles mest rigtigt for én.

Alice hører til den gruppe for hvem det sent bliver klart at de ikke er heteroseksuelle. For Alices vedkommende handler den sene opdagelse i bund og grund nok om at hun længe har stået i skyggen af Olivia, - og erkendelsen titter frem og viser sig i takt med at hun gradvist lærer sig selv bedre at kende. Det er for ende en del af overgangen til voksenlivet, og hører med til at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvad hun vil bruge sit liv på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan brikkerne stille og roligt falder på plads for Alice, og hvordan hun finder en ro i at være i det, - at hun finder sig selv i forløbet. Ikke uden Olivia, men med en ny og anderledes voksen relation til bedsteveninden. Dét at skulle vokse fra at være barndomsvenner til at være venner som voksne kan i sig selv være svært, - for er man venner for nemhedens skyld, fordi man alligevel går i klasse sammen, eller fordi man reelt vil hinanden? Og kan venskabet holde til at man bliver ældre og ændrer sig? Livet byder på lidt af hvert for os alle sammen, og det kan være svært at finde hoved og hale i.

Generelt er det her en bog, med rigtig mange styrker. Sproget er levende, naturligt og (som flere andre også har nævnt i deres anmeldelser) meget Lunask, - det er noget helt for sig, og det er svært ikke at blive fanget af. Det er i hvert fald ét af de elementer jeg vil se frem til ved fremtidige udgivelser fra Luna Harley. Samtidig er karaktererne livagtige og virkelige, og det er nemt at blive ramt og at identificere sig med dem, - og uanset om man er en Alice eller en Olivia i det virkelige liv, er der mulighed for at det giver stof til eftertanke og mulighed for at udvikle sig som person, baseret på netop fortællinger som denne, der kan give læseren mulighed for at reflektere over både egen personlighed og de indvirkninger det her på ens medmennesker.

For mig står Bare Alice stærkt som en coming of age fortælling med en hovedperson, der godt må være tiltrukket af sit eget køn, og som godt må tvivle på sig selv undervejs. Den er noget særligt i sit sprog og i sin udførelse, fordi Alices usikkerhed og hang til det introverte ikke forsvinder som ved et trylleslag undervejs i historien, - det er okay stadig at være menneske med de flaws og uperfektheder, der følger med. Der er ikke et stort behov for at ensrette karaktererne undervejs, men snarere at lade dem finde deres egen måde at leve deres liv på, så de får den slutning, der passer til netop dem. Det er befriende og skønt at se, at Alice finder sig selv, og når frem til den hun gerne vil være, - og at hun får lov til at være Bare Alice, uden hurlumhej, uden at skulle lave om på sig selv.

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

• Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
• Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.

Sygdomsangst - Mikkels historie og Socialangst - Idas historie

 Forfatter: Christina Bonde - Udgivet: 2021 - Forlag: Tellerup

Bøgerne om Mikkels og Idas historie foregår i samme univers, og efterfølger hinanden i nævnte rækkefølge. De kan dog læses uafhængigt af hinanden, og man kan altså sagtens læse Idas historie uden først at have været forbi Mikkel. Der er dog flere karakterer, der optræder i begge bøger, så for at få en dybere forståelse af plottet, anbefaler jeg at man læser Mikkels historie før man går i gang med Idas.

Mikkel og Ida har hver deres udfordringer, og deres mentale helbred gør det svært for dem at leve den hverdag, man kunne have ønsket sig at de havde mulighed for, - det sætter nogle begrænsninger, at det mentale ikke er helt som det skal være. Det er nok de færreste af os, der slipper helt gnidningsfrit igennem teenage-årene. Der vil for de fleste være et eller andet der ikke er helt, som vi kunne ønske os. Men for unge som Mikkel og Ida er udfordringerne lige det større end hos de fleste andre, og det gør ondt i hjertet at læse og følge med i, - især hvis man som voksen selv har børn, eller har med børn og unge at gøre i sin dagligdag. Mikkel og Ida er den type unge, som man ønsker, at man får spottet, og som man for alt i verden gerne vil hjælpe videre til en lettere hverdag.

Der er gennem de senere år heldigvis kommet mere fokus på, hvad det vil sige at slås med sit mentale helbred, og hvor mange, der reelt kæmper med det. Vi er dog langt fra i mål endnu, og derfor er det vigtigt, at der fortsat bliver gjort opmærksom på de problematikker, der er omkring det, og at der bliver kæmpet for at normalisere snakken om mentalt helbred. For selvom man ikke selv er ramt, vil de fleste af os med stor sandsynlighed på et eller andet tidspunkt møde nogen, der kæmper en usynlig kamp, - og det skader ikke at have en smule forståelse for, hvad vedkommende går igennem.

Personligt synes jeg, de her bøger burde stå fremme på ethvert skolebibliotek - og gerne aktivt anbefales til eleverne, især i folkeskolens ældste elever, der for de flestes vedkommende må formodes at kunne håndtere de ellers barske fortællinger. Jeg så gerne, at der i endnu højere grad var en debat om mentalt helbred og hvilken støtte, man kan få, allerede i folkeskolen. Der har i flere generationer været idræt på skemaet, der gør noget for elevernes fysiske helbred, - men i et samfund der i højere grad end nogensinde før presser de unge på deres mentale helbred er der altså også brug for, at mental sundhed bliver italesat.

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at serien ikke er slut endnu, men at der er flere bøger på vej. Dem glæder jeg mig til!

Hvor ingen ser det (Onshore, #2)

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Hvor ingen ser det er en uafhængig efterfølger til bogen Hvor jeg hører til. Bøgerne foregår i samme fiktive univers og er parallelle i tid, men følger hver sin hovedperson. Selvom bogen her, Taylors historie, godt kan læses uafhængigt af forgængeren om Hannah, kan det dog være en fordel at have læst Hannahs historie først - så er der nogle enkelte plottråde, der giver bedre mening.

Har man læst Hannahs historie, ved man også, at Taylor flyttede hjemmefra relativt tidligt, og det er antydet, at hans liv ind til nu ikke har været en dans på roser. Ellers var han sandsynligvis heller ikke endt som medarbejder på caféen. Taylor bærer på en hemmelighed, som han helst ikke vil ud med, - den har allerede kostet ham dyrt på den sociale front, og den usikkerhed, dét førte med sig nager ham stadig.

Taylors historie er barsk og hjerteskærende - og det kan være svært at forstå, hvad der kan få folk til at behandle mennesker som Taylor sådan som Taylor bliver behandlet. Især at forældre kan behandle deres børn på den både, som Taylor oplever det. Det virker urimeligt og umenneskeligt, - men er desværre skræmmende tæt på virkeligheden i mange tilfælde, og så er Taylors historie endda et mildere eksempel end mange af de skræmmehistorier, man ellers kan finde.

Det er en helt særlig oplevelse at få lov til at opleve en periode af Taylors liv fra hans egen synsvinkel og følge de tanker, der går gennem hans hoved - både i "nutiden" i den periode, hvor Hannahs historie foregår, men også i diverse flashbacks til perioder før det. Taylor er en meget levende karakter, der fremstår virkelig og realistisk, og han er én af de karakterer, man kan få lyst til at hive ud af bogen og give et kram - for han fortjener virkelig, at der er nogen, der passer på ham, bekymrer sig for og tænker på ham.

Bogen er vedkommende og ærlig, og får vist en del af det at være menneske. Det handler om et opgør med forældede strukturer og tankemønstre, og det handler om at finde sig selv og sin egen måde at leve livet på - til trods for hvad man kommer fra. Det handler om at mærke efter, og lytte til sine egne oplevelser, og at finde ud af, at man er god nok som man er - at man ikke skal lave om på sig selv, fordi andre ikke kan håndtere hvad og hvem man er.

Som sin forgænger er Hvor ingen ser det en barsk fortælling, der er uhyre vanskelig at slippe igen, når man først er kommet i gang, - og så kan det anbefales at have Kleenex ved hånden under læsningen. Det gør ondt i hjertet, og måske især fordi jeg selv er forælder, kan jeg virkelig blive forarget over den måde, Taylors forældre behandler ham på, også selvom jeg ved, at det kommer skræmmende tæt på virkelighedens verden for rigtig mange.

Man kan dog tydeligt mærke, at der i arbejdet med romanen her er gjort en masse forarbejde, og at der er foretaget en solid research på Taylors situation. Det forekommer realistisk og ligetil, og der er arbejdet respektfuldt med emnet på en måde, der er nænsom for de, der er i samme situation som Taylor, og som samtidig kan være med til at gøre alle andre bare en smule klogere på det hele.

Samlet set er det her en overordentlig vellykket ungdomsroman, og selvom det efterhånden er lidt siden at forgængeren udkom, har ventetiden været det hele værd. Kan anbefales fra udskolingen og op - og er bestemt egnet til undervisningsbrug, hvor der er rigeligt at tage fat på i forhold til identitet. Men den er bestemt også værd at læse for os, der for længst har forladt folkeskolen. Der er noget at lære, nærmest uanset hvilken årgang man er fra. Altså - skal du kun læse én bog i år, kan jeg sagtens anbefale at det skulle være denne her!

Pixie lever stadig

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2021

Pixie lever stadig er fortællingen om tiden omkring sidste studentereksamen og tiden efter. Det er fortællingen om den identitetskrise, der kan fylde så utroligt meget hos rigtig mange unge. For hvem er man uden for gymnasiets faste rammer med et allerede fastsat socialt hierarki? Det kan være svært at finde ud af, hvad man så skal - hvad skal tiden gå med, og hvem skal nu være en del af ens liv?

Det at komme ud på den anden side af gymnasiet er en skillevej, der er med til at forme og danne det enkelte menneske. For nogle er de fremtidige valg oplagte og lige til, mens det for andre er langt mere kompliceret at finde den rette hylde og meningen med tilværelsen. Det kræver benhårdt arbejde påny at finde fodfæste, og kan ind i mellem tage lang tid.

Mange unge føler sig pressede af samfundet, af familien, af vennerne, af tidligere og nuværende lærere, og mange andre, - måske endda også af sig selv - i forhold til at skulle vælge noget bestemt, at skulle agere på en bestemt måde, at skulle vælge sig ind på en uddannelse lige efter gymnasiet. Desværre er de løsninger, andre ser som værende rigtige for én, ikke altid det rigtige for den enkelte. Samtidig sker der noget i vennernes lejre, i kraft af at de står over for lignende udfordringer, og de måske bevæger sig i en anden retning.

Vi som mennesker udvikler os hele tiden, i forskelligt tempo og i forskellige retninger, og vi bliver ikke ved med at være de mennesker, vi var engang. Det kan være svært at tage afsked med det, der var engang, - netop fordi det kræver en del at skulle til at definere, hvem og hvad man så skal være. Det er en proces at finde ud af, og det er ikke altid lige til at finde ud af, hvordan ens egen proces kommer til at være.

Sofie Riis Endahl har efterhånden en del realistiske ungdomsromaner bag sig, og hun har en helt særlig evne til at ramme, der hvor det gør ondt. Tonen, sproget, temaerne, det sociale omkring de unge, er som taget ud af virkeligheden. Mange af tingene er mere eller mindre evigtgyldige, og gjorde sig også gældende for 10, 20, eller 30 år siden - men der er også meget, som er noget helt særligt for nutidens unge, heriblandt brugen af sociale medier, og for at fange det, kræver det altså at man selv er med, hvor det gælder, og har en finger på pulsen.

Pixie lever stadig er, som de andre romaner fra Sofie Riis Endahl, et helt særligt friskt pust i dansk, realistisk ungdomslitteratur. Det er bøger, der taler til danske unge med indhold, der giver mening og er relaterbart i forhold til netop deres virkelighed. Man kan sige meget om - og få meget ud af udenlandsk realistisk ungdomslitteratur, men (og måske lyder jeg gammeldags her) noget andet med litteratur, der er skrevet om og for netop de danske unge ud fra en samfundsstruktur, som de selv har levet og som de selv er en del af.

(Huen er i øvrigt fra min egen studentertid 😁)

Den Usynlige Krig - Tavse Verdener #1

 Forfatter: Boris Hansen - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2021

Den Usynlige Krig har muligvis været den mest hypede danske ungdomsroman overhovedet i 2021 - i skrivende stund, blandt andet takket være 60uger-dokumentaren, som er blevet til i samarbejdet mellem Boris Hansen og Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien).

Det var egentlig min plan at deltage i readalong på bogen gennem instagram - arrangeret af @bogdoktor, @hellolasse, @sofie.amalie_lit og @sofiesbogverden - og det gik da også nogenlunde den første uge, før jeg glemte at holde øje med sidetallene og kom til at læse bogen færdig.. Hovsa.

Der er fart på i Den usynlige krig, og man skal som læser være indstillet på at det med mellemrum går fra den ene yderlighed til den anden på relativt få sider. Det kan være overvældende og svært at forholde sig til, - og det er bestemt ikke en roman, man kommer sovende til. Der sker noget hele tiden, og man skal være vågen for at få alle detaljerne (og pistacienød-referencerne) med!

Konceptet i sig selv med muligheden for at rejse ind i bøger er virkelig interessant at udforske, og jeg er vild med, at der løbende også er små hints til hvordan denne teknologi virker, og hvilke muligheder og begrænsninger der er ved den - for det virker heldigvis naturligt indarbejdet, og der er tænkt over, at der selvfølgelig er fordele og ulemper ved alt man foretager sig, og at de valg man tager, også inde i litteraturen, kan have store konsekvenser.

Som mange måske kender det fra Boris Hansens Panteon-sagaen falder karaktererne lidt ind i nogle stereotypiske kasser, hvor de har en tendens til at leve op til måske ikke alle, men i hvert fald en del af de gængse fordomme, der kan være om disse typer. Her i Den Usynlige Krig bliver karaktererne dog mere udfordrede på deres standpunkt og forsøges rykket fra deres udgangspunkt, så der er rum til og mulighed for at vokse som karakter - hvilket vi forhåbentlig for alvor kommer til at se i de kommende bøger i serien.

Trods den løbende og nærmest konstante forvirring i forhold til hvad der foregår, er det en stærk begyndelse på serien her, og jeg glæder mig til at læse videre! (Hvornår kommer bog 2, Boris? 😉)

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

#bucketlist

 Forfatter: Saynab Farah Dahir - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2021 - Sidetal: 224

#bucketlist er noget af det sødeste og mest livsbekræftende jeg længe har læst! Det er en af de bøger, der virkelig fortjener at blive læst i én sitting, - og den kan sagtens bære det (tro mig, du vil ikke fortryde det!).

Zola er færdig på gymnasiet, og er faktisk lidt usikker på, hvad hun vil fremadrettet. Det er bare svært at sige højt, især når forældrene forventer at hun tager direkte på universitet - og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger! Zola bruger sommeren på at leve livet og sætter sig som mål at hun hver dag skal krydse en ny ting af på sin #bucketlist, - noget, hun dokumenterer på instagram undervejs.

#bucketlist er en roman om at lære sig selv at kende. Om at finde det, man brænder for, og at leve livet på en måde, som giver mening for én selv. Det handler om ærlighed, over for sig selv og for andre, og det handler om at turde at åbne op og at stole på andre. Også selvom det kan være ubehageligt, skræmmende og grænseoverskridende. Det handler om udvikling, at få det bedste ud af tilværelsen og at finde meningen med det hele.

#bucketlist er en af de bøger, man bliver glad af at læse. For os, der for længst (sorry) har lagt teenage-tilværelsen på hylden til fordel for voksenlivet, mens jeg sagtens kan se hvordan mange unge vil kunne spejle sig i Zolas bekymringer og tanker i forhold til de udfordringer, livet byder hende, i forhold til valg af uddannelse, relationer til familie go venner, og den spæde begyndelse i datinglivet. Bogen leger med sproget på en måde, der føles naturlig og som virker troværdig i forhold til målgruppen, og det samme gør layoutet, som der virkelig er kælet for undervejs med instagram-posts, som man næsten skulle tro var den ægte vare.

#bucketlist fremstår for mig som en utroligt stærk debutroman fra Saynab Farah Dahir. Standarden er sat højt fra start, og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd! Det her er virkelig vellykket, og jeg glæder mig kun endnu mere til de udgivelser, jeg ved er på vej fra Dahir.

Du kommer med natten

 Forfatter: Eva Munk - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021 - Sidetal: 106

- Hørt som lydbog -

Det er meget muligt, jeg skriver det her under kraftig påvirkning af, at det kun er få uger siden jeg mistede min far. Men Eva Munk kan altså noget helt særligt i forhold til at få sat ord på sorgen og de ting, der kan gå gennem ens hoved, når man står i en - for mange - meget vanskelig proces med at bearbejde det, der er sket.

Jeg tænker umiddelbart, det har været både godt og skidt for mig at høre den som lydbog (lydbøger hører ellers til sjældenhederne for mig). Det betød, at jeg ikke havde den samme mulighed for at lægge bogen fra mig, når det gjorde ondt og var svært, - og det gjorde samtidigt, at jeg endte med at tude meget af bogen igennem, fordi der så ofte blev ramt plet i forhold til nogle af de ting, jeg selv har kæmpet med de seneste uger.

Både bogen og lydbogen er tilpas korte til, at de er lette at komme igennem uden pauser, hvis man vel at mærke kan holde til det.  For mig blev det undervejs meget emotionelt, og havde jeg siddet med den fysiske bog i stedet for lydbogen, er det ikke sikkert jeg havde haft energien til at færdiggøre den - af samme årsag.

Sorg er en følelse, der er svær at komme udenom, - vi rammes alle på et eller andet tidspunkt i livet. Men den er vanskelig at tale om og at få sat ord på for mange, trods det at den fylder så meget og føles så overvældende, når man står i det. Det handler ikke om, at det hele skal forsvinde, eller at man bare skal glemme det, men at man skal lære at leve med det, - og dén erkendelse kan man måske godt bruge lidt hjælp til at nå, når man står i det. Derfor er det også fantastisk, at der findes hjælp til at få sat ord på, hvordan man har det, og at bøger som denne forhåbentlig kan give én følelsen af, at man ikke står så alene med det.

Du kommer med natten kan anbefales til alle, der enten selv gennemlever eller er tæt på nogen, der gennemlever sorg efter tabet på én, der står dem nær. Om man vil læse den fysiske bog eller lytte til lydbogen vil jeg ikke diktere, - det skal være op til den enkelte, - men er man typen, der let bli'r rørt, kan jeg anbefale lydbogen, hvor man har mulighed for at lytte videre gennem de tudeture, der med garanti kommer undervejs.

*Anmelder-eksemplar* Trip

 Forfatter: Helle Kaare Lindberg - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 244 - ISBN: 9788793456853

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trip handler om Julie, der egentlig bor med sin mor og lillebror, men ikke kommer så godt ud af det med sin mor, så da chancen byder sig for at være hos onklen i en periode, slår Julie til. For en pige i 9. klasse er det udadtil en luksustilværelse med flere friheder og færre regler, end hun har været vant til tidligere, - det er som om, snoren er længere hos onklen, og Julie nyder det i fulde drag. Der er ikke længere nogen, der skælder ud, når hun kommer for sent hjem, og hun har frie tøjler til at tage til fest og stort set gøre det, hun har lyst til.

For Julie, der nærmest ikke kan vente på at blive voksen og gøre sig fri af moderens regler, som Julie i hvert fald synes er alt for strikse, er det fantastisk at kunne bestemme mere selv, end hun har kunne før og at få lov til at smage på friheden.

Men man må også lære, at friheden har en pris, og at det ikke altid er så fantastisk som det ser ud at kunne slå sig løs uden at tænke over konsekvenserne. Det er hårdere end Julie regner med stort set at skulle stå på egne ben allerede, og der er mange ting, der ikke helt fungerer, som hun havde regnet med.

Mange kan nok nikke genkendende til en del af de følelser, Julie står med, - frustrationerne i de perioder, hvor ens forældre ikke forstår én, og fornemmelsen af at blive behandlet som et barn uden mulighed for at bevise, hvor meget man kan, og at det hele nok skal gå - hvis man ellers bare får chancen. Mange oplever én eller anden form for konflikt med forældrene, når man rammer Julies alder, hvor man, som de synger i Bølle-Bob, ikke er rigtigt voksen og ikke er rigtigt barn, men lidt noget midt i mellem. Det er vanskeligt at afstemme forventningerne og det kræver kompromisser fra både den unge og dennes forældre.

Det er gribende og medrivende, - og den her selvsikkerhed og følelse af nærmest at eje verden og at være helt sikker på, at man har styr på det hele, som mange af romanens unge mennesker giver udtryk for, vil nok virke bekendt for mange. De unges måde at argumentere og tænke på er helt på linje med virkeligheden - og bogen er også godt med i forhold til et ungdommeligt sprogbrug. Der er et par af de trends, som de unge i bogen går op i, som man kan være bekymret for vil blive ved med at være relevante, og hvor langtidssigtet det er at sætte navn på populære sange og tv-serier, men i nuet vil en del nok alligevel kunne se sig selv i det.

Jeg manglede lidt i relationen mellem Julie og hendes mor. Romanen indledes med flere konflikter mellem dem, hvilket også er hovedårsagen til, at Julie flytter ind hos sin onkel. Julies mor må til dels som minimum have en mistanke om, hvilke typer der færdes her, hvilket gør det mærkeligt at hun vil lade Julie bo der, når moderen har været så meget imod at Julie skulle eksperimentere med stoffer.

Derudover er det underligt, at selvom Julies mor af naturlige årsager er meget optaget af Julies lillebror, går fra, mens Julie bor hjemme at have et stort behov for at holde styr på Julies gøren og laden, til nærmest ikke at holde kontakt til Julie mens Julie bor hos sin onkel. Jeg er med på, at moderen mentalt er prøvet, men det virker som et voldsomt skift i mentalitet, som også Julie må bemærke.

Overordnet set er der dog tale om en god, realistisk ungdomsroman, som mange - både unge og voksne - vil kunne spejle sig i, da den omhandler nogle dilemmaer og problematikker, som har været gældende gennem flere generationer.

Aurora Cycle

 Forfattere: Amie Kaufman & Jay Kristoff - Forlag: Knopf Books for Young Readers

Bog 1, Aurora Rising, er udgivet i 2019. Den er 473 sider lang, og har ISBN 9781524720964.

Bog 2, Aurora Burning, er udgivet i 2020. Den er 512 sider lang, og har ISBN 9780593302002.

De to første bøger i The Aurora Cycle er alt, hvad jeg ønskede mig af The Illuminae Files, som jeg personligt ikke var den største fan af, og som jeg helst havde set i en film-udgave i stedet for en bog-udgave.

Aurora Rising og Aurora Burning egner sig i mine øjne bedre til bog-mediet, - den er fortalt på en helt anden måde, og fordi vi løbende får lov at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne, hvor en stor del af fortællingen handler om deres indre univers og deres tanker om noget bestemt, er bogmediet ideelt.

Jo, jeg skal da indrømme, at det altid kan være lidt små-forvirrende i starten med den her type bøger, hvor vi skifter mellem ikke bare et par stykker, men relativt mange forskellige karakterer. Man bliver kastet ud i det, og der kan være meget at holde styr på med navne, baggrundshistorier osv., men selv synes jeg også, jeg relativt hurtigt bliver vant til det, - og når man først kommer i gang, synes jeg ikke, det er et problem.

Det havde været enkelt i The Aurora Cycle at tage udgangspunkt i Aurora, der drog fra Jorden som vi kender den, godt nok over 100 år ude i fremtiden i forhold til hvor vi er nu, og så vågner op over 200 år efter hun rejste hjemmefra til en verden, der ser helt anderledes ud end dét hun kendte. Alle dem hun kendte er for længst døde og borte, og hun har ikke længere noget at vende hjem til. Hvordan omstiller man sig lige til dét? De tanker, der må gå gennem hovedet på Aurora er super interessante at forholde sig til, og bøgerne kommer også en smule ind på det.

Men vi får også lov til at opleve så meget mere end det. For selvom Auroras fortælling er interessant, er det også en oplevelse at få lov til at se, hvordan de andre karakterer lever deres liv, og hvordan det er anderledes end det, Aurora kommer med. De reagerer og tænker på en anden måde end Aurora i kraft af at deres opvækst helt naturligt har været så meget anderledes, og de ting, de opfatter som helt almindelige, er det ikke nødvendigvis for Aurora.

Jeg er også helt vild med humoren i bøgerne her, og især Aurora, Finian og Scarlett synes jeg er godt med i forhold til one-liners. Auroras reaktion på Kal og hendes mange øge-navne til ham på baggrund af hans spidse ører gjorde, at jeg måske lidt for ofte sad og grinede højt (jeg har et ømt punkt for den her form for intertekstualitet, og i det hele taget referencer til andre værker, enten direkte fra karaktererne eller mere subtilt).

Tempoet i bøgerne er generelt relativt højt, så man kommer bestemt ikke til at kede sig undervejs. Det fungerer derfor også fint, at de her infosider, der i særdeleshed er at finde i den første bog, kun fylder en enkelt side, før handlingen går videre. Til gengæld kunne infosiderne være trælse at undvære, da de netop er en god støtte og hjælp til at navigere i det her univers, som vi som læsere er lige så grønne i som Aurora er det.

Jeg må indrømme, at jeg er kommet relativt sent i gang med serien i forhold til så mange andre, - også i betragtning af, at det i skrivende stund er omkring 9 måneder siden jeg fik dem anbefalet (i forbindelse med en livestream med Nanna Foss, - tak for det 😉😅), og lige nu kan det være svært at få øje på grundene til, at jeg ventede så længe med at komme i gang med dem.. Jeg elsker dem jo!

Dog kan cliffhangere dog godt være medvirkende til, at jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke lige ventede lidt længere, så jeg kunne komme i gang med bog 3 med det samme.. 😭😂

100 timers mørke

 Forfatter: Anna Woltz - Forlag: Turbine - Udgivet på dansk: 2016 - Sidetal: 256

Om 100 timers mørke skrev jeg:

Den her overraskede mig heldigvis positivt. Ikke at jeg tænkte skidt om den, før jeg gik i gang, - men jeg havde ikke hørt om hverken den eller forfatteren før, og var derfor meget uklar i forhold til, hvad jeg havde i vente.

Her har vi at gøre med en teenage-pige fra Holland. Hendes far er involveret i en skandale derhjemme, og hun flygter derfor til New York, hvor hun slår sig sammen med tre andre unge, mens en orkan rammer byen.

Hvor mange har ikke på et tidspunkt haft en konflikt med deres forældre, der har gjort, at de som minimum har haft lyst til at stikke af hjemmefra og lægge det hele bag sig? Jeg kender i hvert fald ikke ret mange, der ikke har haft tanken. Ingen af os er trods alt perfekte.

Men jeg kender ingen, der har taget skridtet i en grad, som vores hovedperson gør det her, - og hun owner det. Trods det, at det er en skræmmende virkelighed, der åbner sig op for hende. Trods det, at det ikke er så gnidningsfrit, som hun måske havde forestillet sig.

Det er en øjenåbner for hovedpersonen selv, at tingene foregår en smule anderledes, end hvad hun oprindeligt havde tænkt, og den udvikling, hun er nødt til at gennemgå for at omstille sig til den nye virkelighed, er super-interessant.

For det er vel en del af det at vokse op og blive voksen - eller, som 14-årig bare det at blive ældre - at vi finder ud af, at ikke alting kan være, som vi ønsker os, at de skal være. Og nogle gange er det også helt okay, for det kan jo være, at vi i stedet får noget, som vi havde mere brug for, end det, vi oprindeligt troede, vi ønskede os. Nogle gange er den nye virkelighed også helt som den skal være, - og passer måske bedre til os, end vi havde troet.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Større end os

 Forfatter: Christina Bonde - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2020

Sidetal: 267 - ISBN: 9788758840840

Om Større end os skrev jeg:

Hvad sker der for, at jeg føler jeg får knust mit hjerte i de fleste af de bøger, jeg læser for tiden?

Det er som om, jeg er kommet ind i en stime af den slags, - og det ved jeg altså ikke helt, om mine følelser kan holde til i længden!

Pointen må være, at det er meget vigtigt at huske kleenex, når man læser bogen her, - for hold nu op, hvor bliver der åbnet for sluserne med jævne mellemrum..

Op mod jul tager 18-årige Caroline tilbage til det sted, hvor hendes bror mistede livet fem år tidligere. 

Hendes liv har ikke været det samme siden, og hun ved med sig selv, at hun må gøre et eller andet.

Hvad der nøjagtigt skal ske er hun vist ikke engang selv helt klar over, - bare der sker noget.

Det kommer dog bag på Caroline, hvad der møder hende, og den følelsesmæssige rejse, hun selv er taget ud på, er overvældende - både for Caroline og den læser, der følger hende.

Kan og skal man tilgive alt? Er det overhovedet nødvendigt at tilgive? Hvad skal der til for at Caroline kommer op af sit hul og videre med sit liv?

Hun kan ikke glemme det, der skete med hendes bror, - og det er heller ikke meningen, hun skal det. Men det liv hun har levet siden broderens liv er ikke et helt liv, - det er en lettere forkrøblet tilværelse, hvor der ikke er ret meget, der hænger sammen. Og det er mildt sagt hjerteskærende at følge. For det bør ingen gå igennem alene, - og især ikke i så ung en alder, som Caroline oplever det.

Men oven i det, er det her også en meget hjertevarm fortælling, hvor vi møder folk, der tør åbne sig for andre og se ud over egne sorger og laster for at kunne imødekomme andre. Det er fortællingen om, hvordan fællesskabet og sammenholdet, samt dét at turde åbne op og tale om tingene, er en vigtig del af processen med at heale og komme sig. Og det er historien om, hvor magisk julen kan være, - også i den virkelige verden.

Større end os har mine varmeste anbefalinger. Men husk de kleenex!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Asfalteksem

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2020

Sidetal: 256 - ISBN: 9788758839059

Om Asfalteksem skrev jeg:

Årh, mit hjerte!

Amalie går i 2.g og spiller i et band sammen med sin nu eks-kæreste Signe og to andre.

At Amalie og Signe har en fortid som par kan gøre det vanskeligt at finde et nyt fælles fodslag i bandet.

Det gør det ikke lettere at Signe er begyndt at date Lau fra bandet, og at Lau også gerne vil have, at bandet spiller hans sange, i stedet for primært at spille dem Amalie har skrevet.

Samtidig viser det sig, at Laura fra klassen ikke er helt som Amalie havde troet, - og Amalies storebror er også ved at flytte hjemmefra.

Hvordan holder man fast i sig selv, når alt omkring én ændrer sig?

Det er svært at være teenager, - der er mange ting at forholde sig til og at tage stilling til, og det er nemt at ty til at blive vred på verden og bebrejde folk omkring sig.

Og mange vil nok kunne nikke genkendende til mange af de frustrationer, Amalie står tilbage med, når det føles som om det hele bare kommer på én gang.

Derudover er det fantastisk at læse en historie om en pige, der tilfældigvis er homoseksuel, uden at det er dét, der er hele historien eller hele hendes personlighed; selvom det naturligvis er en del af Amalie, så rummer hun så meget mere end dét.

Det er så vigtigt, at hun bliver præsenteret som værende et helt menneske med interesser, hobbyer og op- og ned-ture, der ikke kun bunder i hendes seksualitet, - nøjagtigt som det er tilfældet i den virkelige verden.

Jeg gav Asfalteksem 4 ud af 5 mulige stjerner.

Yes, No, Maybe So

 Forfattere: Becky Albertalli & Aisha Saeed - Udgivet: 2020 - Sidetal: 436

Jamie og Maya kendte hinanden som børn, og mødes nu tilfældigt igen som teenagere, hvor de føler sig presset af deres mødre til at bruge sommeren sammen på at banke på døre for at fremme sagen for en lokal politiker. Det var ikke lige sådan, de havde forventet at sommeren skulle gå, - de havde andre planer, men tingene tager fart, og de bliver grebet af sagen - og måske også lidt af hinanden?

I kraft af tidens debat om den politiske tilstand, især i USA, når det kommer til, hvordan vi behandler samfundets minoriteter, er bogen her lidt en flad fornemmelse. Godt nok udkom den for flere måneder siden, og altså et godt stykke før den seneste tids optøjer, men.. Den rummer bare potentialet til så meget mere, men det er som om, slagkraften er ikke-eksisterende, og selv sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse efter sidste side.

Jamie og Maya er søde sammen, og jeg kan sagtens se dem som et par, og under dem alt det bedste. Og alligevel kunne jeg ikke være mere ligeglad med karaktererne. De rørte mig ikke for alvor, og det var svært at finde ud af, hvad de stod for - især Maya, som først og fremmest går med til at stemme dørklokker for en politiker for at få den bil, hendes forældre har lovet hende. Hun er forarget over en lov, som muligvis, muligvis ikke bliver vedtaget i distriktet. Men ud over det, har jeg svært ved at finde ud af, HVEM hun er. Det samme gør sig gældende for Jamie, som dog viser en smule mere personlighed i debatten mellem ham og vennerne.

Jeg kunne ønske mig noget mere personlighed fra dem begge, og selvom den politiske sag, de kæmper, er væsentlig og vigtig, er det som om, at dét er noget af det eneste, der holder romanen oppe hos mig.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

XY

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2015 - Sidetal: 240

Årh.. Hvordan har jeg på mystisk vis fået fat i så stor en stak bøger, der får mig til at tude? Og så fra første kapitel, allerede! Det er nærmest ikke til at arbejde med, og det er da utroligt hvad små, sorte kruseduller på hvidt papir kan gøre ved tårekanalerne.

Uanset læserens kønsidentitet må XY her kunne sætte tanker i gang hos modtageren i forhold til vedkommendes indstilling til køn, og hvorvidt man opfatter det som en social konstruktion eller som noget mere biologisk - eller hvor man nu befinder sig rent holdningsmæssigt. For hvilke betingelser skal der egentlig opfyldes for, at man er det ene eller det andet? Er det det, man har mellem benene, eller de kromosomer, man er født med - eller det det, man føler sig som, der bør gælde? Debatten raserer ivrigt rundt omkring, og det er nok for meget at håbe på, at alle får en forståelse for, hvad det egentlig drejer sig om, og hvordan det kan føles at være fanget i en forkert krop, og / elller ikke turde dele sine tanker om køn og seksualitet af frygt for, hvordan omverdenen vil tage imod det. Men bogen her kan forhåbentlig sætte skub i nogle ting, og udbrede i hvert fald en smule forståelse for, hvordan det kan være at være inde i hovedet på én, der ikke er som de fleste andre på dette punkt.

Romanen er velskrevet, og karkatererne har masser af dybde, - trods det, at det hele er fiktion, kunne man sagtens møde Christoffer eller Asta ude i den virkelige verden. Og man må sige, at står man med de problematikker, som Christoffer og Asta står med, eller noget lignende, har man rigeligt at se til - uden også at skulle forholde sig til andres fordomme og idéer om, hvordan det hele hænger sammen. Derfor er det gavnlig læsning at forsøge at bevæge sig ind bag facaden og få et indblik i, hvordan andre mennesker tænker, og forsøge at sætte sig ind i, hvorfor og hvordan man overhovedet kan komme i tvivl om noget så omfattende som kønsidentitet, hvilket mange, der ikke har oplevet det på egen krop, kan tænke må være mærkeligt og forvirrende.

Overordnet en velskrevet bog med nogle uhyre vigtige problemstillinger, som vi som samfund er nødt til at få italesat for at udbrede kendskabet til de minoriteter, der er særligt udsat. Det gavner os alle på den lange bane, at der også er plads til de skæve eksistenser og dem, der ikke passer ind i de traditionelle kasser - der skal være plads til os alle sammen.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

What if it's us?

 Forfattere: Becky Albertalli & Adam Silvera - Udgivet: 2018 - Forlag: HarperTeen

Sidetal: 437 - ISBN: 9780062795250

På mange måder er der her tale om en følsom, rørende og nærmest hjerteskærende historie, og man kan tydeligt mærke begge forfattere i teksten, har man bare læst en smule af det, de ellers har skrevet.

Men jeg holder dog, ærligt talt, ikke helt så meget af denne fortælling som jeg havde håbet jeg ville.

Bogen virker forceret og tvunget, og selvom konceptet er fint, er det desværre bare ikke ført helt til dørs. Becky Albertalli og Adam Silvera har begge flere succesfulde bøger bag sig, hvilket måske er årsagen til, at de nu kan læne sig lidt tilbage og gøre knapt så meget ud af efterbearbejdningen af et ellers fint koncept.

Man må formode at makkerparret har skaffet sig en fanskare, der automatisk køber alt, der har forfatternes navn trykt, uden at tænke over, hvad de køber. Og det kan måske også få det til at køre rundt i en periode, men man skal da være varsom med at blive for overmodig og uforsigtig, men måske huske at gennemredigere den ekstra gang eller to for at få kvaliteten af bogen helt i top næste gang.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Vingeskudt

 Forfatter: Trine Juul Hansen - Forlag: Alrune - Udgivet: 2016 - Sidetal: 151

Av.. Når man læser beskrivelsen af bogen må man også forberede sig på, hvor barsk den er. For den er barsk. Det er hårdt og uretfærdigt, og det gør ondt i sjælen.

Amalie bliver udsat for et seksuelt overgreb til en fest, og bruger det meste af weekenden på skiftevis at sove og at gå i bad. Både hendes mor og søster kan fornemme, at der er et eller andet med hende, men det er svært at tale om.

Den her måde, hvorpå Amalies tanker konstant drejer sig om, hvad hun selv kunne have gjort anderledes for at undgå overgrebet, er nok meget almindelige for personer i hendes sted - uanset køn, men det gør det ikke mere behageligt at beskæftige sig med. Skyldfølelsen hører for mange med, og gør det vanskeligt at overskue en almindelig hverdag igen. Selvbebrejdelserne vil næsten ingen ende tage, uanset hor lidt skyld man selv har haft i processen.

I disse tider, hvor der er kommet ny samtykkelovgivning, er debatten ekstra interessant, - for ville handlingen så have set anderledes ud? Ville gerningsmanden have ageret anderledes - og ville Amanda have tænkt anderledes om situationen? Det er svært at vide - men man kan håbe, det ville have gjort en forskel.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

A very large expanse of sea

 Forfatter: Tahereh Mafi -Sidetal: 310 - Udgivet: 2018 - ISBN: 9780062866561 

Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg forventede, da jeg gik i gang med bogen her, men det var bestemt noget andet end det, jeg tog med mig - på en positiv måde. Den overraskede og var vanskelig at lægge fra sig.

Den portrætterer to teenageres flirt gennem et skoleår og viser nogle grimme sider af, hvad racisme og fordomme gør ved de personer, det går ud over - på den hårde måde. Det er barsk læsning, der giver stof til eftertanke, og man kan næsten ikke undgå at gå sine egne ord og handlinger efter i sømmene efter læsning som denne her; og det er vel egentlig meget sundt? Selvom det kan være usundt at blive krænket over alting og ingenting, er det kun meget godt at vi tænker over, at de ting vi gør og siger ikke kun påvirker os selv, men også folk omkring os - på godt og ondt.

Budskabet er nobelt, og bliver endda fortalt uden at være bedrevidende eller for at virke som en løftet pegefinger, men nærmere som en venlig påmindelse og en fin gestus.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.