Forfatter: Marke A. Hansen - Forlag: W. G. Press - Udgivet: 2025
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Vortex er bog 2 i serien Drone. Min anmeldelse af første bog i serien kan læses her.
I Vortex starter vi, hvor forgængeren slap. Elitesoldaten B3 forsøger at undslippe sin tid i militæret og søger asyl på en planet med et relativt lille forbrug af teknologi i forhold til hvad han er vant til. Det kræver tilvænning at agere blandt folks blandede følelser om dét at have en eks-elitesoldat gående frit rundt, når man samtidig skal navigere i egne komplicerede følelser.
De mange aspekter af både B3s indre følelsesliv og de mange forskellige reaktioner på hans færden blandt almindelige mennesker er det, der fylder mest i romanen, og det er på alle måder interessant læsning. Det er levende beskrevet, og formår at holde ens opmærksomhed fanget, - for selvom man måske godt kan sætte sig ind i lokalbefolkningens skepsis, er det også vanskeligt ikke at blive berørt af B3s kamp for at passe ind og forsøg på bare at leve et helt almindeligt liv.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg var vild med forgængeren, Drone, - og jeg er mindst lige så vild med Vortex. Der er lagt masser af energi i at få denne verden til at give mening for læseren, og at gøre ikke bare hovedpersonen B3 men også de andre karakterer dybe og ægte.
Her er masser at komme efter, og det er sådan en læseoplevelse, du ikke må snyde dig selv for, hvis du er det mindste interesseret i science fiction.