21 januar 2021

[Anmelder-eksempar] Låsen & Vogteren

 Forfatter: Louise Haiberg - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Sidetal: 399 - ISBN: 9788758841229

Låsen & Vogteren er modtaget som anmelder-eksemplar fra Louise Haiberg, og er derfor reklame.

Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Om Låsen og Vogteren skrev jeg:

Jeg indrømmer blankt, at jeg har læst alle Louise Haibergs udgivelser ind til nu, - og jeg har været vild med det hele. Jeg elsker skrivestilen og sproget, og at der ikke gemmes ret meget væk. Det må gerne være mørkt, grimt og barskt, og det er langt hen ad vejen hudløst ærligt. What's not to like?

I Låsen & Vogteren følger vi to karakterer. Til dels Alina, en ung pige, der tilhører en slægt, der gennem mange generationer har sørget for at en verden af monstre ikke får adgang til menneskenes verden, - det vil sige den verden, vi andre helt almindelige dødelige bor i. Hun har dog ikke lyst til at bo i denne verden af monstre, og forsøger at få en tilværelse til at fungere i menneskenes verden, - men med mellemrum må hun tilbage til monstrenes verden og forny den magi, der holder monstrene i deres verden. Disse monstre er naturligvis ikke alle lige tilfredse med, at de skal spærres inde, - og det er her, Dax, hendes bodyguard eller Vogter kommer ind i billedet. 

Det, at så mange er ude efter Alinea, gør selvfølgelig at spændingsfeltet er højt. Man er som læser konstant på stikkerne sammen med Alina, for hvem kan man (om nogen) stole på, og hvad sker der næste gang? Hun må konstant se sig over skulderen, og veksler mellem at være bange for at handle og at måtte handle, - for hvis ikke hende, hvem så?

Dax's sind veksler mellem loyaliteten over for Alinea, som hører med til Vogter-jobbet, og nogle af de grundlæggende drifter, der hører med til, at han er et monster som alle andre i den verden, de kommer fra. Når jeg læste Dax's kapitler, kunne jeg ofte blive i tvivl om, hvad han reelt set ville, og hvad hans intentioner var.

Det, at vi på én gang har adgang til Dax' tanker (i hvert fald halvdelen af tiden) og samtidig kan være i tvivl om hans oprigtige intentioner meget af tiden, gør ham til en uhyre (pun intended) interessant karakter, som i hvert fald for mig står som noget helt særligt. For den her balance mellem det dyriske og over-jeg'et bliver virkelig udtalt på en måde, som jeg kun har set andre bøger stræbe for at opnå, og udførelsen er helt eminent her.

Jo jo, Alinea er bestemt også interessant som stærk, kvidelig hovedperson, der både gemmer på det konfliktsky og på fighteren, der sagtens kan, når det gælder, - og selvom jeg bestemt finder hende fascinerende, stikker hun nok ikke helt så meget ud fra mængden som Dax, der burde kunne få enhver med en smule interesse for psykologi til at savle.

Løbende er det helt tydeligt i relationen mellem Alinea og Dax, at de har kendt hinanden fra barnsben. Tonen mellem dem vidner om, at de har kendt hinanden altid, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvor godt de kender hinanden og de styrker og svagheder de hver især besidder.. Hvilket naturligvis betyder, at spændingsfeltet i dén relation intensiveres i takt med, at de står over for flere og flere udfordringer sammen.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk havde andre læse-planer den dag, jeg modtog Låsen og Vogteren, - men bogen VILLE læses, og så måtte alt andet naturligvis vente. Så er det sådan, det er.

Bogen er overordentligt vellykket og står stærkt både i forhold til plot, persongalleri og sprog. Man kunne måske savne at kunne gå ekstra på opdagelse blandt universets monstre og finde ud af, hvad der driver dem (eller, det ved jeg egentlig ikke om jeg vil ønske mig..), - men der skal selvfølgelig også være plads til at fantasere om, hvad der sker videre i denne verden, og fortællingen kan sagtens stå alene.

Så, - overordnet set et velskrevet og veludført bidrag til den danske fantasy litteratur! Jeg ser frem til mere fra Louise Haiberg en dag..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

The wrong bachelor

  Forfatter: Alexandra Moody The Wrong Bachelor  er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle ug...