Inden det blå lys falmer

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021

Det her er en vild roman. Virkelig. Det er svært ikke at blive revet med af fortællingen, af plottet, af relationen mellem karaktererne, af sproget, og af en række virkemidler, der bare spiller. For en debut står det her uamlindeligt stærkt, og jeg ser virkelig frem til, hvad der dukker op fra Simon Zander fremover!

- Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdom. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø. 16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han ­drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone. En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkræften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække? Nedtællingen er begyndt. -

Noël som hovedperson er en helstøbt karakter. Han er teenager, med mange af de ting, der hører med teenage-tilværelsen. Han dyrker dem med blåkraften på samme måde som andre teenagere dyrker deres idoler. Han bliver forelsket. Han handler før han tænker. Han siger og gør ind i mellem det forkerte, og får dårlig samvittighed. Han drømmer. Han tvivler, på verden og på sig selv. Han er alt det, mange af os oplever i - eller i hvert fald husker fra - teenage-årene. Han føles virkelig og realistisk, og netop hans uperfektheder gør det svært ikke at heppe på og holde med ham.

Blåkraften, som giver dem, der besidder den, noget der minder om superkræfter, er i sig selv vanskelig ikke at blive fascineret af. Vi finder som læsere ikke ud af ret meget om, hvordan eller hvorfor den er opstået, og vi ved heller ikke ret meget om, hvilke begrænsninger der er. Og selv om det kan være frustrerende, at vi ikke finder ud af flere detaljer undervejs, er mystikken omkring den alligevel noget af det, der gør denne verden fascinerende, - uvisheden er med til at holde det spændende. Trods det at bogen umiddelbart er skrevet som en selvstændig roman, der sagtens kan stå alene, slutter den dog (ingen spoilers, bare rolig!) tilpas åbent til, at vi som læsere stadig kan håbe på, at der en dag vil komme mere i universet, og at vi får lov at se lidt mere af alt det, blåkraften kan, - og at vi kan få lidt mere at vide om, hvad den kommer af, og hvad den har af muligheder.

Én af romanens vel nok største styrker er LGBTQIAP+-repræsentationen, som i høj grad er til stede på en måde, så det er umuligt at ignorere, - og gjort på en naturlig måde, så man ikke sætter spørgsmålstegn ved det.

• Hovedpersonen Noël er tiltrukket af mænd. Det er ikke nogen coming-out-fortælling. Der er ikke nogen der kommenterer på det. Det er der bare. 
• Én af bipersonerne bruger hen-pronominer. Ingen undrer sig, ingen træder i det eller gør noget særligt ud af det, - og ingen bruger de forkerte  pronominer.

Det er befriende, forfriskende - og noget helt særligt hvor smooth det er integreret i fortællingen, så det bare er, på en måde som de fleste LGBTQIAP+ personer kun kan drømme om det i den virkelige verden. Dét at det er der, uden at der bliver gjort et nummer ud af det, kan forhåbentlig være med til at naturliggøre repræsentation i medier, - for selvom der stadig er brug for coming-out-historier, er der bestemt også brug for fortællinger som den her, hvor personer, der er andet end CIS-HET, kan få lov til at eksistere på lige fod med alle andre, med alt hvad der der tilhører af rettigheder og accept fra samfundet.