Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

1. Heksejægerens bytte
2. Gøglerkongens sværd
3. Banneret samles
4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅