*Anmelder-eksemplar* Skyggelinsen - Manden fra Sombra

Forfatter: Jakob Drud - Forlag: Brændpunkt -  Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skyggelinsen - Manden fra Sombra er magisk realisme til mellemtrinnet og udskolingen.

Vi møder en gruppe elever i 7. klasse, der ikke er synderligt begejstrede for en øget mængde overvågning af skolen, - så det vil de gerne have standset. Det er bare ikke sådan lige til. Fortællingen veksler mellem elevernes møder, hvor de forsøger at få overvågningen stoppet, og den enes liv hjemme, hvor han i forvejen har rigeligt at se til.

Den del af bogen, hvor vi følger karakteren Martin i hans hjemmeliv, følger forholdsvist meget i bogen i betragtning af hvor lidt betydning det reelt har for den kamp, Martin og hans kammerater kæmper på skolen. Der er dog lagt kraftigt op til, at det der sker i Martins privatliv får langt større betydning i en kommende efterfølger, så der er naturligvis en grund til det er med. Dog er det med til at trække spænding og intensitet ud af fortællingen, og man kunne sagtens have ønsket sig at det stod mere i baggrunden til fordel for mere af det, der reelt er problemet i denne bog.

Bogens primære omdrejningspunkt handler netop om overvågningen på skolen, som eleverne gerne vil have skåret ned på. Det i sig selv kan sagtens fylde meget mere end det gør i bogen, som det ser ud her, for problemet og debatten er interessant, både for de voksne læsere og de unge selv. Spørgsmålet om i hvor høj grad vi skal finde os i overvågningen i dagligdagen kan nemt splitte folk - og der er mange indgangsvinkler til debatten, som kunne have været med, både fra hovedpersonerne selv og de voksne omkring dem. Der er sjældent noget galt i at lade de unge mennesker kæmpe sagen selv, men netop i en fortælling som denne kunne det have været en interessant vinkel også at få de voksne på banen. Hvad tænker forældregruppen om øget overvågning af deres børn? Hvad synes lærerne om det? I kraft af at det er en bog til børn og unge er det naturligvis ikke de voksnes perspektiv, der skal tage hele fokus, - men det måtte godt have fyldt lidt mere.

Sprogligt er bogen let tilgængelig og både den stærke læser i 4. klasse og den udfordrede læser i udskolingen vil kunne derfor få noget ud af den, både i forhold til tekstens sværhedsgrad og bogens indhold. Det er heller ikke en af de længste bøger på markedet, hvilket også gør den overskuelig for mange, og samtidig er den rimeligt tidssvarende i forhold til talemåder, vaner og karakterernes brug af sociale medier.

Jeg kalder bogen magisk realisme, men det er ikke magien, der fylder alverdens gennem bogen, så man skal ikke forvente fantasy. Det er realisme-delen, der fylder, og gruppen af hovedpersoners kamp for egen sag. Trods det at jeg sagtens kunne have ønsket mig mere af bogen, vil jeg alligevel anbefale den til de unge læsere, er ønsker sig virkelighedsnære problemstillinger med et twist, - uden at det hele behøver gå op i kærlighedsdramaer eller fantasy.

*Anmelder-eksemplar* Sne?

Forfatter: Jo Surman - Dansk forlag: Straarup & Co. - Udgivet: 2021 - Originaltitel: Snow? 

Reklame: Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg modtog Sne? som en del af en goodiebag i forbindelse med et bogblogger-event hos forlaget Straarup og co. i slutningen af oktober 2021. Det var min ægtefælle, der kørte bilen hjem, mens jeg sad på bagsædet med vores datter på 5 år, - og for at få tiden til at gå var det oplagt at kigge på blandt andet bogen her, der vakte stor begejstring. Vi læste den fire gange i træk, og selv da blev der bedt om mere. Så afhængigt af barnet kan modtagelsen hos den intenderede målgruppe i hvert fald siges at være positiv.

Sne? er en forholdsvist simpel fortælling om to ræveunger, der udspørger forskellige dyr i skoven om hvad sne er for noget. Hvert dyr forklarer kort, hvordan sneen påvirker dem, og lidt efter lidt kan ræveungerne stykke de små bidder af informationer sammen for til sidst at opleve sneen på egen krop.

Det følges af fine illustrationer i afdæmpede, naturlige farver, og som komplimenterer historien på bedste vis. Nu hvor vi har haft bogen fremme nogle gange, kan barnet herhjemme i hvert fald selv "læse" bogen ud fra billederne uden voksenstøtte, og dermed også få noget ud af den på egen hånd.

Det er en sød fortælling som lægger op til, at man kan snakke med barnet undervejs, både om de forskellige dyr vi møder undervejs i fortællingen, men også om sne og hvad dét egentlig er for en størrelse, - hvilket så kan inspirere til videre snak om andre naturfænomener. Med lidt god vilje er det på den måde en bog, man sagtens kan få en hel masse ud af, og det kan prikke til barnets nysgerrighed og evne til at reflektere over hverdagsfænomener.

Sne? fungerer fint som højtlæsningsbog fra 4-5 års alderen, og inderholder tilpas simpelt et sprog at den også kan fungere som selvlæsning i folkeskolens yngste klasser. 

*Anmelder-eksemplar* Landet Fortillia

 Forfatter: Michael Steleson - Forlag: Wadskjær forlag - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Claraline er en lidt forsigtig pige, der ofte holder sig tilbage, når hendes brøde søger det næste adrenalin-sus. Ved et tilfælde ender Claraline i et parallel-univers, hvor tingene langt fra fungerer optimalt, - og det er op til Claraline at få rettet op på det hele.

Landet Fortillia er en fortælling om hemmeligheder og sagte ting, og hvad det kan have af konsekvenser at visse ting forbliver usagte.

Det er fortællingen om, at mod ikke kun handler om at turde alle de vilde ting, men nærmere om at gøre det rigtige, når det er nødvendigt.

Det er eventyrligt, spændende og actionpræget, og trækker på blandt andet henvisninger til fortællinger som Narnia, hvor hovedpersonerne rejser mellem den verden vi kender og et magisk univers, hvor alt synes fremmed.

Landet Fortillia byder på masser af spøjse navne som kræver en smule at finde rundt i til at starte med, men det er ikke så slemt så det nødvendigvis slår én ud af kurs undervejs, - men det kan nok få selv den bedste til at studse lidt over, hvad det egentlig var man læste. Om det bremser læsningen og forstyrrer undervejs eller om det giver anledning til et smil på læben må være op til den enkelte læser og afhænger af den enkelte læsers stil og læsevaner. Det er dog nok under alle omstændigheder noget, mange vil bide mærke i, og kan give anledning til en snak om netop navne.

Overordnet set er der tale om en solid fantasy-roman til børn i 8-12 års alderen, hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning (måske med en smule hjælp til nogle af navnene, afhængigt af hvor stærk det enkelte barns læsning er), eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

*Anmelder-eksemplar* Radio Popov

Forfatter: Anja Portin - Dansk forlag: Strraarup & Co. - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Radio Popov formår på én gang at være varm, omfavnende og kærlig - OG kold og hjerteskærende.

Det handler om børn, der lever i hjem, hvor de voksne prioriterer andre ting over børnene, og børnene derfor ofte er overladt til sig selv i længere perioder ad gangen langt før man ellers kan forvente at børn ville være i stand til den slags. De skal selv sørge for alle basale nødvendigheder i livet, og selvom børn naturligvis gradvist skal lære at tage vare på sig selv, er disse børn dog i en situation, hvor de ikke kan spørge en voksen om hjælp, hvis og når der er behov for det.

Uanset om man har med børn at gøre til hverdag eller ej, er det her noget, der kan mærkes, og man skal være ualmindeligt kold for ikke at blive en smule påvirket af disse børns helt urimelige skæbner, - fordi faktum desværre er, at denne type børn også findes ude i det virkelige liv. Og trods det at man kunne ønske sig, at de alle sammen blev opdaget og hjulpet, er det desværre langt fra altid sådan virkeligheden ser ud, og selv hvis de bliver opdaget, er det begrænset hvad man så rent faktisk kan gøre for dem. Jeg fik løbende associationer til blandt andet Astrid Lindgrens Mio, min Mio og den ensomhed, som også er beskrevet her, - som ingen børn burde opleve i den ideelle verden.

Det er én af de bøger, som virkelig har mulighed for at røre den voksne læser et ømt sted, - og forhåbentlig få læseren til at standse op og tænke over sin egen måde at omgås andre på. Og for de børn, som er i den primære målgruppe for bogen, kan den forhåbentlig få nogen til at kigge deres kammerater i øjnene en ekstra gang og gøre dem opmærksom på dem, der lever under andre vilkår end dem selv.

Bogen kan sagtens læses af børnene selv fra de er på mellemtrinnet, men vil også fungere fint som en del af et undervisningsforløb eller anden form for fælleslæsning, hvor der bliver diskuteret nogle af de temaer, bogen tager op i forhold til netop ensomhed, men også i forhold til mobning og klasseforskelle. Der er masser at snakke med børnene om, både før, under og efter læsningen af en bog som denne, og som voksen kan det være en god idé netop at spørge ind til barnets oplevelse af bøger som denne, da man kan risikere at især sarte børn godt kan blive påvirkede af bogen.

*Anmelder-eksemplar* Doktor Fusk og Dødsappen

 Forfatter: Casper Grundtvig - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar

Doktor Fusk og Dødsappen er bog 3 i serien om Doktor Fusk. Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan læses her.

Noget af det jeg slog på i min anmeldelse af i særdeleshed den første bog i serien om Doktor Fusk var, at der var en del ligheder med Ternet Ninja universet i forhold til tempo, stil og humor.

Kvaliteterne fra ddét holder Doktor Fusk og Dødsappen sådan set fast i, - men den er meget mere sin egen i stilen end nogensinde før, og man kan virkelig mærke, hvordan Casper Grundtvig er vokset som forfatter. Fortællerstemmen i teksten er for alvor blevet Caspers egen og der er for mig ingen tvivl om, at det her er en bog, som en del børn rundt omkring i landet vil komme til at holde meget af.

Serien om Doktor Fusk er fantasifuld, tempofyldt, humoristisk og original (trods mine tidligere sammenligninger med andre værker). Jovist, vi har før mødt gale/geniale opfindere i forskellige grader, - og der er vist en hårfin grænse mellem de to udgaver, - der eksperimenterer med forskellige ting og lader det gå ud over mere eller mindre uskyldige ofre. Men måden vi her i bøgerne både får lidt af fortælligen fra heltenes synsvinkel og samtidigt noget fra Doktor Fusks synsvinkel kan noget særligt. For selvom man ikke er et sekund i tvivl om, at Doktor Fusk er skurken, kan man alligevel godt komme til at holde en smule af ham undervejs, - og det samme gælder for så vidt også hans side-kick Bjarne, der også viser sig at have en blødere side, i hvert fald når det gælder sønnen Viggo.

Det er nemt at leve sig ind i universet og blive grebet af både fortælligen og karaktererne, der trods en grad af statiskhed også udvikler sig en anelse i løbet af bøgerne. Og er læseren stadig barn nok til at ville lege, er der også masser af ting at tage fat på og blive inspireret af i bøgerne her.

For mig fremstår Doktor Fusk bøgerne som et friskt indspark i børnelitteraturen, og selvom de unge mennesker fra Doktor Fusk universet går i folkeskolens ældste klasser, kan bøgerne med fordel læses allerede på mellemtrinnet, hvor man må forvente at mange vil kunne følge med både i forhold til læsefærdigheder, forståelse og tekstens indhold.

*Anmelder-eksemplarer* C & C forever

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Læserækkefølge: Den mystiske julebog - Den mystiske nøgle - Den mystiske dukke

Den første bog i serien om Cecilie og Clara er grundlæggende en okay start på serien om de to veninder. Den lægger grundstenene for deres venskab, og selvom pigerne har været veninder i længere tid før vi møder dem, er det en fin introduktion til hvem de er. Når det så er sagt, føles bogen også som en præsentation og en introduktion til serien, og den har svært ved at stå alene.

Starten kan nemt komme til at føles lang og deprimerende, - én af veninderne er flyttet, og den anden sidder tilbage ensom i klassen ind til forældrene fortæller at hendes familie også skal flytte. Midten af fortællignen er spændende, og der er masser af fart over feltet - og det kan komme til at føles en smule forjaget i betragtning af, at det er her nærmest hele plottet foregår, og både indledning og udtoning fylder nogenlunde lige så meget. I forlængelse af det kommer slutningen også til at trække ud i langdrag. Alt det spændende er overstået, og alt ånder fred og ro, - så man kan let forvirres som læser over at det ikke afsluttes. Kommer der mere? Var der noget, jeg ikke havde fanget? Hvad sker der?

En lille kommentar skal også lyde til relationen mellem Cecilie og hendes bror. I starten af bopgen er deres relation anstrengt, og de går ikke til hinanden, hvis der er noget de har brug for at snakke om, - og i betragtning af at hun er 9 og han er 12 er det måske ikke så mærkeligt. Men ret hurtigt bliver de tætte, og selvom nogle voldsomme oplevelser selvfølgelig godt kan bringe søskende tættere sammen, kan det da godt undre hvad en 12 årig dreng pludselig ser i sin 9 årige lillesøster, som han tidligere ikke har haft nævneværdig relation til.

Anden bog i serien, Den mystiske nøgle, står strammere, både i forhold til struktur og karakterudvikling. De enkelte personer fremstår tydeligere og med en mere klart defineret personlighed, og vi begynder langsomt at komme mere ind på livet af dem.

Plottet er skarpere, og der er færre sidespring, der ikke er relevante for hovedplottet, - og det er fantastisk at gå på jagt efter små hints til hvad der kommer til at ske senere, både som førstegangslæser og i forbindelse med genlæsninger. De gemmer sig flere steder.

Bogen er spændende og nervepirrende, og det er en af de bøger, der er meget vanskelig at lægge fra sig, fordi man lige skal have det næste med. 

Den mystiske dukke er tredje bind i serien, og her er det som om strukturen endelig er lagt helt fast. Det står strammere end nogensinde før, og selvom der stadig er ting der står ubesvarede i forholdet til plottet, er det detaljer, som man nok vil bide mest mærke i som voksen læser, mens det før børn måske ikke vil undre i samme grad.

- Hvad er julemandens råd for noget? Hvorfor får vi ikke mere at vide om det?

- Hvordan kan to kvinder eksistere som dukker i 10 år? Vi har før konstateret at der er en form for magi i universet, men hvordan får de næring undervejs? Kan de forblive dukker for evigt?

- Hvorfor har gerningsmanden ikke forsøgt at løse konflikten i de mellemliggende år og bruge det, at han har sine ofre i sin varetægt til sin fordel - i stedet for at de bare står og samler støv på hylden?

Så selvom historiens struktur generelt er strammere, er der altså nogle plothuller, der virker spøjse, og som sætter tanker i gang hos den vågne læser.

Titlen på serien, C&C forever, vil for mange sætte tanker i gang i forhold til hvad serien handler om. Man skal dog ikke forvente den traditionelle, realistiske venindebog, hvor det er pigernes regulere hverdag, der er fokus på, - det hele foregår i forskellige skoleferier, hvor pigerne kommer ud for forskellige mystiske ting.

Overordnet set er bøgerne hurtigt læst og fint materiale til børn fra mellemtrinnet, der gerne vil mystik og magisk realisme, - og for den stærke læser vil den sidste side hurtigt være vendt. Bøgerne kan hver især have lidt svært ved at stå alene, så det anbefales at de læses i den nævnte rækkefølge, da der i så fald vil være nogle ting, der begynder at give mening.

*Anmelder-eksemplar* Regnbuefortællingerne

 Forfatter: Ane Azalea Gildberg - Illustrator: Susanne Wermer Boge

Serien er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplarer og er læst i samarbejde med min i skrivende stund fire-årige datter. Alle holdninger er naturligvis mine (og min datters) egne.

Læserækkefølge:

1. Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose
2. Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje
3. den gule regnbuefortælling om Gnist og Glæde
4. Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge
5. Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone
6. den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne
7. Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe

Serien her dukkede op i en fin, farverig indpakning, som min datter modtog med største glæde, - en begejstring, der kun blev større, da hun så de fine bøger, som pakken indeholdt. Vi havde da heller ikke haft åbnet for pakken ret længe, før hun havde bladret flere af bøgerne igennem på egen hånd, og læst de første tre med sin far. 

Nå jah, det var ikke hele serien på én gang, - men i en alder af fire år kan tre bøger i rap også være rigeligt, og så kan man altid tage resten senere. Herhjemme er der i hvert fald grænser for, hvor længe barnet kan sidde stille af gangen.

Bøgerne er hver især bygget nogenlunde ens op. Vi introduceres for to karakterer ved navn, altid en dreng og en pige, og hvordan deres hverdag ser ud. Der opstår en konflikt, som karaktererne så må løse.

Hver enkelt bog fokuserer på noget forskelligt, men grundstenene er venskaber, fællesskab og lykke, - og at finde de ting, der betyder noget for den enkelte.

Forudsætningen for at løse de konflikter, der opstår, er ofte, at begge de to hovedpersoner må gøre en indsats, men at den enkelte også kan gøre meget.

Det er positivt, at bogen selv stiller spørgsmål til, hvad læseren ville stille op i den enkelte situation, og hvad læseren mener, karaktererne kan gøre for at løse den enkelte konflikt. Spørgsmålene er placeret strategiske steder, hvor det er oplagt at tage en samtale med det barn, man læser med, om det der sker, - og tvinger også den voksne læser til at huske, at bogen også skal læses for samtalens skyld, og ikke kun for at få sidste side vendt.

Herhjemme har det været en stor bonus, at bøgerne lægger så meget op til en samtale om det læste. For et nysgerrigt og videbegærligt barn er det guld at få serveret de her bøger, hvor der er noget at tænke over og forholde sig til, i stedet for at hun ofte "bare" får serveret let underholdning fra TV eller nogle af de andre bøger, vi har stående, hvor kvaliteten kan være varierende.

Derudover er illustrationerne virkelig flotte, og både barnet selv og vi voksne har haft meget glæde af dem, - og da de i sig selv også fortæller en historie, giver de også anledning til mange samtaler.

Trods det, at vi endnu ikke har haft bøgerne så længe, er det nærmest helt sikkert, at de kommer til at være blandt favoritterne det næste lange stykke tid. Barnet herhjemme er i hvert fald svært begejstret.

*Anmelder-eksemplar* Noah og vennerne - Jagten på julekuren

Forfatter: Kim Linnet - Forlag: :||forandre||: - Udgivet: 2020

Sidetal: 184 - ISBN: 9788797243602

Bogen er modtaget som anmeldereksempar.

Langt hen ad vejen er her tale om nogle helt klassiske træk, både i børnelitteratur, men også i forhold til julekalendre. Vi kender efterhånden mønstret;

- Noget går galt, så den jul, vi kender, er i fare, - noget må gøres, og nogen må redde dagen.

- Det er naturligvis børnene, der må stå i spidsen for missionen.

- De voksne, vi møder undervejs, er enten skurke, eller meget umodne og fjollede, - det er børnene, der fremstår som modne, velovervejede og beslutsomme til sammenligning.

I den her fortælling går historien på, at alle verdens grantræer har fået granpest og er visnet, og dét lige omkring 1. december. Nu kan folk ikke få rigtige træer som juletræer, men må nøjes med dem af plast.

Det er ikke godt nok for Noah og hans venner, som tager ud i for at finde en kur, der kan kurere træerne. Men det er ikke så simpelt, for dem, der laver plast-juletræer er ikke interesserede i, at der findes en kur til grantræerne, - og langt hen ad vejen er Noahs forældre ikke til megen hjælp.

Der er fart over feltet fra start til slut; her er ikke sparet på hverken action eller fjollede indslag.

Sproget er sobert, hvilket betyder at børn kan være med fra omkring 6-7 års alderen. Dog kan teksten være tilpas vanskelig at bogen skal læses højt for de, der endnu ikke er stærke til at læse, - og selv for de stærke læsere optræder der ord, som kan være vanskelige at gå til - heriblandt ord på svensk.

Det kan derfor være en god idé at have en voksen til at læse med over skulderen og hjælpe, når det bliver for svært. Bogen er da heldigvis også fint egnet til, at det er én, man kan læse sammen, - og kapitlerne er af en tilpas længde til, at man sagtens burde kunne overskue ét kapitel hver dag som ved andre julekalendre.

Undervejs støder vi på en række fantastiske elementer, jo længere vi kommer hen i bogen, dog uden at det kommer til at fylde det hele; vi støder på trolde og julemandens sønner, der alle påvirker Noah og vennernes rejse mod målet. Der er ikke tale om væsner, der er decideret uhyggelige, men snarere væsner, der allerhøjst kan finde på at drille lidt, - så det burde ikke blive alt for skræmmende. Til gengæld kan det starte en fin snak om hvad trolde og nisser også kan være, og hvordan vi forstår væsnerne.

Blandt Noah og de to venner, der er med på turen, er der en særlig dynamik. Når det kommer til venskabet mellem dem, vil børn i indskolingen sagtens kunne nikke genkendende til nogle af de påfund, der opstår, og den tone, der er mellem dem. De lidt ældre børn vil oven i dét kunne spejle sig i den begyndende interesse for kærester, som så småt begynder at spire, - og som Noah naturligvis selv oplever, selvom det endnu kan være svært at formulere og få sagt.

Selvom fortællingens kapitler er korte, rummer den alligevel meget, og der er mange ting som man kan snakke om efter hvert kapitel. Hvorfor mon Noahs far er så fjollet? Hvordan mon barnet ville have det med, at deres egen mor eller far var sådan? Hvordan med julestemningen, - kan man undvære et rigtigt træ juleaften, og ville det være okay at de alle sammen var af plast? Osv.. Her kan inddrages både etiske overvejelser og mere personlige ting, afhængigt af det enkelte barn, - der nok at tage fat på.

Illustrationerne undervejs er fine, men kunne med fordel have fået en smule farve og flere detaljer, - og der kunne sagtens have været flere af dem til at supplere historien.

Overordnet set er der dog tale om et fint bud på en julekalender, man kan læse med børnene, - og som lægger op til, at man læser den sammen, og gerne som familie eller andre sammenhænge, hvor man kan snakke om det læste kapitel.

Omega Waffe

 Forfatter: Kristoffer Jacob Andersen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2013

Sidetal: 267 - ISBN: 9788702142808

Jeg skal indrømme, at det langt fra er første gang (og sandsynligvis heller ikke den sidste), jeg er gået i gang med en bog relativt sent på dagen, og det først for sent er gået op for mig, at;

1. Jeg kan jo ikke tillade mig at gå i seng før jeg har læst bogen færdig - den vil simpelthen ikke slippes, før sidste side er vendt.
2. Jeg BURDE nok have valgt et andet tidspunkt at læse bogen på, for selvom jeg ikke selv synes, jeg er sart, kan bogens indhold sagtens danne grundlag for en grad af ubehagelige drømme.

Omega Waffe hører til blandt disse bøger.

Bagsideteksten var første spor, der burde have fået mig til at standse op og genoverveje, hvornår jeg havde tænkt mig at læse bogen, - desværre er jeg rigtig dårlig til at huske at få læst bagsideteksterne igennem igen, når jeg overvejer den næste bog, jeg skal i gang med. Den bliver ofte kun taget i betragtning under udvælgelsen af bøger til TBR-listen, og den næste bog, jeg får læst, bliver så ofte udvalgt ud fra forsiden - hvilket har både fordele og ulemper..

Omega Waffe hører så oven i købet til blandt de bøger, som kan give læseren en skræk i livet i kraft af sin aktualitet, og selvom bogen beskriver en helt anden type sygdom, kan det ikke undgås at tankerne ledes hen på corona virusen for tiden, og hvilke konsekvenser sygdommen har, ikke bare lokalt, men på globalt plan. Og netop i den kontekst er romanen svær at komme uden om, og kan være med til at give en dybere forståelse for, hvad det vil sige at en pandemi raserer, - og hvilke etiske dilemmaer, der hører sig til problematikken, samt hvilke forholdsregler man som individ kan foretage sig.

Af den årsag er bogen helt klart anbefalelsesværdigt, da den kan danne grundlag for megen samtale med børn og unge fra 12-13 års alderen og op, da det forhåbentlig kan gøre de unge og deres forældre klogere på det, der foregår.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Katriona trilogien

 Forfatter: Lene Kaaberbøl - Udgivet 1992-1994

Jeg er vild med konceptet, og det er veludført.

Der må gives point for kortet, og endnu flere for baggundshistorien sidst i bogen, som er et fantastisk supplement til hoved-fortællingen.

Fortællingen er intens, gribende og umulig at lægge fra sig, og for mit vedkommende betød det, at jeg kom i seng længe efter normal sengetid for mit vedkommende. Ups..

Jeg elsker Lene Kaaberbøls måde at formulere sig på, og hvor let sproget flyder

Universet er fantastisk at dykke ned i, og giver stof til eftertanke og kan sætte en debat i gang i forhold til, hvordan vi kan og bør styre vores samfund.

En eventyrlig fortælling, som kun kan anbefales.

Jeg gav serien 4 stjerner ud af 5 mulige.

Jeg er Frankenstein

 Forfatter: Bjarke Schjødt Larsen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2016 - Sidetal: 72

Om Jeg er Frankenstein skrev jeg:

Jeg er Frankenstein er intens, creepy, mystisk - og en anelse uhyggelig.

For kan det virkeligt lade sig gøre at genoplive de døde ved hjælp af en maskine? Hvor er det, videnskaben er på vej hen?

Der er godt med referencer til det oprindelige værk af Mary Shelley, hvilket kun er en humoristisk bonus for de, der har læst Frankenstein.

Den store forskel ligger i, at fortællingen her er ført ind i en tid, der ligner vores samtid - hvilket netop er det, der gør den ekstra creepy og uhyggelig.

For når man som almindeligt menneske ikke forstår videnskaben til fulde, vil der altid være konspirationsteorier om, hvad videnskaben vil og kan, både nu og på lang sigt.

Frank, som er hovedpersonen her, er bare en helt almindelig dreng, der efter at være blevet dræbt i et biluheld ufrivilligt bliver rodet ind i noget, han aldrig har bedt om at skulle være en del af. Det er tragisk, at han må opgive den tilværelse, han kender, - men er der mon en snert af håb for, at han en dag kan få en nogenlunde normal tilværelse igen? Det er op til dig som læser..

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Hvordan far blev skaldet

 Forfatter: Thomas Arnt Jensen - Illustrator: Lykke Bianca - Udgivet: 2019 - Forlag: Calibat -

ISBN: 9788793728363

Bogen er anmeldt i samarbejde med min datter, der har fået læst bogen højt.

I følge beskrivelsen fra forlaget er bogen her målrettet højtlæsning for børn i alderen 4 til 6 år. Herhjemme har vi læst den med min datter, der først fylder fire år om nogle måneder, - men for hende betød det ikke noget. Hun var tidligt vild af begejstring, og talte med om både handling og billeder, - og da sidste side var vendt, bad hun straks om at få læst ogen højt igen.

Som forælder og lærerstuderende med linjefag i dansk kan jeg have mange holdninger om og idéer til, hvad der er god litteratur, og hvad min datter burde læse, og noget af det kan da også være noget, som min datter er interesseret i. Men faktum er, at selvom vi har været igennem en del bøger efterhånden, enten købt eller lånt på biblioteket, er det langt fra dem alle sammen, som hun er lige vild med. Nogle mister hun interessen for, nærmest inden vi er kommet igang med dem. Andre læser vi om og om igen - og de bliver ved med at holde i lang tid. Den her er en af de bøger, som jeg forudser, vi kommer til at vende tilbage til - mange gange.

Historien er sød og fantasifuld, og den inspirerer til, at vi taler om både handlingen og de ting, vi møder i vores hverdag. Den byder også ind til at tænke selvstændigt og at man ikke skal tage alting for gode varer, men også, at det kan gøre hverdagen mere festlig, at vi laver sjov med hinanden en gang i mellem. Det skal være okay at fjolle lidt, så længe modparten er med på idéen.

Illustrationerne er spot on, og veksler mellem at være en gengivelse af handlingen og at supplere med yderligere information. Teksten alene fortæller for eksempel kun om, hvordan historiens far havde grønt hår som ung, - men min datter var meget optaget af, at han havde hul i bukserne ved knæet, og det kom vi til at snakke meget om. Når vi efterfølgende har snakket om bogen, er det faktisk ikke håret, hun snakker om først, trods det, at det har relevans for plottet, - det er hullet i bukserne, som hun kommenterer på, og som vi snakker om som det allerførste.

I det hele taget har bogen været et stort hit herhjemme, og derfor har den både mine - og min datters - største anbefalinger.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Harry Potter

Forfatter: Joanne Rowling

Om bog 1, De Vises Sten (originaltitel: The Philosopher's Stone) skrev jeg:

Et eventyr uden lige. De danske bøgers originale omslag (som er dem, jeg har) er fænomenale, og satte med det samme gang i min fantasi, første gang jeg fik fat i bogen. Hvad disse bøger skulle komme til at betyde for mig rakte ud over min fantasi; og det har været det hele værd. Sikke en rejse, der starter her.

Lille, spinkle, stakkels Harry kan man vel nærmest kun have ondt af, som han bliver behandlet hos sin onkel og tante, - det mareridt er ingen børn forundt, og selvom det kan virke urealistisk at familien er sluppet godt fra ikke at give ham nok mad og lade ham sove i pulterkammeret under trappen, må man (desværre!) tænke på, hvad den virkelige verden har at byde på at skræk-historier om børn, også i Vesteuropa, der lever under endnu værre kår.

Heldigvis kommer Hagrid til undsætning med beskeden om optagelsen på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, og det bliver umiddelbart Harrys redning. Det er en ny, frisk start, hvor Harry for første gang i sit liv oplever at have et sted, hvor han hører til, hvor han har noget, der ligner en familie, og venner, der bakker ham op og vil støtte ham, uanset hvad han byder både dem og sig selv af grusomheder - man må dog give ham, at han ikke gør det med vilje, men skæbnen og hans nysgerrighed vil, at der sker ham mangt og meget, der ville kvæste almindelige mennesker - eller slå dem ihjel, hvis de er uheldige.

Heldigvis slipper Harry relativt godt fra alt, hvad dette første skoleår på Hogwarts har at byde ham, og han kan gå på sommerferie med god samvittighed - og muligheden for virkelig at tryne sin fætter, der ikke ved, at Harry ikke må bruge magi uden for skolen.

Harry Potter and the Philosopher's Stone udkom første gang i 1997.

Om bog 2, Hemmelighedernes Kammer (originaltitel: The Chamber of Secrets) skrev jeg:

Jeg må erkende, at ét af de citater, der bliver ved med at røre mig, stammer fra denne bog;

What Harry found most unusual about life at Ron's, however, wasn't the talking mirror or the clanking ghoul: it was the fact that everybody there seemed to like him.

Hvis ikke det er sigende om Weasley-familien som helhed, så ved jeg ikke hvad skulle være det. Det burde være alle forundt at føle, at der er nogen, der holder af dem, - og at Harry ikke har oplevet det før han fylder 12 (!!!!!!) når mig hver eneste gang. Det siger ALT om den opvækst han har haft hos familien Dursley, desværre, og selvom her er tale om fiktion, kan man blive imponeret over, hvor hel en person Harry vokser op og bliver, - en opvækst som hans ville kunne knuse mange andre.

Hele misæren med Hemmelighedernes Kammer gør, at Harrys venskab med Ron og Hermione kun styrkes endnu mere - blandt andet fordi Harry for første gang redder én af Weasleyernes liv direkte, og derfor bliver en permanent del af familien, og fordi Harry møder skarp modstand fra store dele af skolen og kommer i stærk modvind, hvorfor han har særligt brug for vennernes opbakning.

Man lærer meget af at være i modgang, både om sig selv, hvor ens styrker ligger, og hvor meget man i virkeligheden er i stand til at udholde, men også om, hvem ens sande venner er, - og Harry har heldigvis fundet sine. Det kan da kun varme.

Harry Potter and the Chamber of Secrets udkom første gang i 1998.

Om bog 3, Fangen fra Azkaban (originaltitel: The Prisoner of Azkaban) skrev jeg:

Det her er muligvis min favorit blandt bøgerne i serien om Harry Potter, og jeg holder kun mere af den, for hver gang jeg genlæser den, men på samme tid flår den også lidt i mig hjerte hver gang, takket være det, at vi nu får introduceret både Remus og Sirius.

Remus er den, der har mest spalteplads i bogen, idet han rent fysisk er mere til stede i Harrys nærvær i denne bog end Sirius er det, og selvom man ikke nødvendigvis tænker så meget over det i løbet af første gennemlæsning, er der undervejs mange små tegn på, at Remus ville ønske at han var tættere på Harry, og kunne få lov til at være den "onkel", som James og Lily sandsynligvis havde tænkt han skulle være for Harry, - undervejs præsenteret som små bidder af en gestus her, en håndsrækning der, og en hånd, der næsten blev placeret omsorgsfuldt på Harrys skulder. Det er næsten smertefuldt at læse, og det rør mig lige dybt hver gang at se, hvor meget det piner Remus. Netop fordi Remus, takket være sin "diagnose", føler sig uden for i mange sociale kontekster, og bare ikke har ret mange, han er tæt med, gør det i særlig grad ondt at se, at da han så endelig havde muligheden for at finde en reserve-familie at være tæt på, så blev det hele revet fra ham på et øjeblik. Av.

Sirius har det ikke meget bedre, men her er følelsen mere dobbeltsiddet i kraft af, at man kunne ønske sig, at han og Harry havde haft hinanden, som James og Lily havde ønsket, at de skulle, hvis alt gik galt, netop fordi Sirius er det nærmeste Harry har på at have én at spejle sig i, som minder meget om James, og som for alvor forstod hvem James var. Jeg anerkender, at Harry undervejs i sit ungdomsliv har andre fader- (og i det hele taget forældre-) figurer i blandt andet Remus, Hagrid, Arthur, Molly, McGonagall osv., men kun Remus var tilnærmelsesvist så tæt på James og Lily, som Sirius var det. For mig gør det ondt at se, at Harry bliver frataget en af de få skikkelser, som for alvor stod hans forældre nær, og omvendt, at Sirius får frataget familien Potter, som valgte at tage ham ind, nu hvor hans egen familie behandlede ham elendigt.

Naturligvis er det også stort at se, at Hagrid får en smule oprejsning i denne bog, at han får vist at han dur til mere end hvad mange har givet ham credit for, og at han får oprejsning oven på miseren med Draco, - i mine øjne falder det dog lidt i baggrunden til fordel for historien om Remus og Sirius, som hører til blandt mine all-time yndlingskarakterer - på tværs af fiktive universer.

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban udkom første gang i 1999.

Om bog 4, Flammernes Pokal (originaltitel: The Goblet of Fire) skrev jeg:

Jeg slutter som sædvanligt gennemlæsning af denne bog med tårer i øjnene. Det hjælper ikke det mindste, at jeg læser den for gud ved hvilken gang, og har HELT styr på handlingen, - det gør lige ondt hver gang, at;

1) Cedric dør - kun 17 år, med livet foran sig, og som Hufflepuff'er er flest: med hjertet på det rette sted

2) Harry oplever i en alder af næsten 15 hvad det vil sige at få et kram fra en mor - i dette tilfælde Molly Weasley, der er den der er tættest på at have en moder-lignende relation til Harry.

Her vil jeg indskyde, at jeg respekterer argumentationen for, at McGonagall var som en mor for Harry, men der er væsentlig forskel på Harrys relation til henholdsvist Molly, der fungerer som den omsorgsfulde person, Harry virkelig har manglet, og McGonagall, der er nærværende og rammesættende i hverdagen, - de har hver deres styrker, og jeg er slet ikke i tvivl om, at Mollys kram kan noget helt særligt for hendes børn - INKLUSIVE Harry.

Jeg forelsker mig i Harry Potter-serien på ny hver gang jeg genlæser den, og selvom jeg stadig holder på, at det er Harry Potter og Fangen fra Azkaban, der er min favorit, kan Harry Potter og Flammernes Pokal virkelig også noget helt særligt, og det er altid én af de bøger, jeg ser mest frem til at nå til.

Harry Potter and the Goblet of Fire udkom første gang i 2000.

Om bog 5, Fønixordenen (originaltitel: The Order of the Phoenix) skrev jeg:

Der er et stigende antal bøger, der får mig til at fælde en tåre eller decideret græde - alle af forskellige årsager. Men Harry Potter og Fønixordenen var den første, jeg stor-tudede til. Og jeg græder stadigvæk, når jeg læser den. Både til jul, da Arthur bliver angrebet, og Molly takker Harry for at have reddet ham, og Harry her for alvor bliver en Weasley. og til sidst, da Bellatrix sender Sirius ind gennem hvælvingen.

Første gang jeg læste bogen, var det primært det sidste, der rørte mig. Det er ikke nogen hemmelighed, at Sirius Black hører til blandt mine absolutte favorit-karakterer, på tværs af fiktive universer, og det gjorde frygteligt ondt at skulle miste ham. Det var jeg slet ikke klar til, og lever stadig en smule i fornægtelse her snart 17 år - ikke at jeg kan forstå, at der er gået så lang tid.

Først senere er den første ting kommet på listen over ting, jeg græder til under hver gennemlæsning, - måske også fordi årene har modnet og gjort mig klogere på mig selv og den oplevelse det må være for Harry at blive inkluderet i en familie, taget seriøst og blive lyttet til, som det mest naturlige i hele verden. Det kan overraske, at noget så simpelt ikke er alle forundt.

Harry Potter and the Order of the Phoenix udkom første gang i 2003.

Om bog 6, Halvblodsprinsen (originaltitel: The Half Blood Prince) skrev jeg:

Harry Potter serien har på én gang evnen til at knuse mit hjerte i tusind stykker og samle dem alle sammen igen og tage mig med "hjem", hvor der er en følelse af at høre til.

Misforstå mig ikke, - jeg mangler i princippet ingenting og lever et fint liv, men siden jeg fik den første og i hænderne, har Hogwarts været HJEM. Det er det sted, jeg søger hen, når bekymringerne trænger sig på, og når jeg har det aller-bedst; det kan begge dele.

Og i denne kontekst er Harry Potter og Halvblodsprinsen hverken værre eller bedre end de andre; den fylder mig med varme og et sted at høre til, men flår mig også i stykker, så jeg gang på gang sidder og tuder over selv de mindste detaljer.

Hermione har i lang tid været foran Harry og Ron, både i timerne og rent følelsesmæssigt, men nu når Harry og Ron endelig et stadie, hvor det med pigerne for alvor tager fart, hvilket giver denne del af fortællingen et underholdende præg, og er med til at sætte lidt liv i tingene, nu Fred og George ikke længere er at finde på Hogwarts.

Derudover foretager "de voksne" igen en række lettere tvivlsomme beslutninger, som i alt for høj grad påvirker de unges dagligdag og fremtid, - og så er scenen ligesom sat på samme måde som i så mange andre universer til børn og unge, og sådan skal det nok være. Som sædvanligt er McGonagall undtaget fra dette, og står i mine øjne som én af de mest fornuftige karakterer i dette univers, i og med hun er i stand til at holde hovedet højt, se tingene udefra og have det store overblik, nærmest uanset hvad verden har at byde hende. Jeg har den dybeste respekt for den kvinde.

Harry Potter and the Half Blood Prince udkom første gang i 2005.

Om bog 7, Dødsregalierne (originaltitel: The Deathly Hallows) skrev jeg:

Det er altid lidt en blandet fornemmelse at forlade dette univers efter The Battle of Hogwarts (jeg markerer bevidst IKKE som spoiler, da det burde være logisk at det måtte komme på et tidspunkt).

Jeg knuselsker serien, og vender gang på gang tilbage, da den har en helt særlig plads i mit hjerte. Men det gør også ondt at læse om alle dem, vi mister, og det gør ondt at måtte slutte historien af. Det er en konstant påmindelse om dét, der var, som ikke kommer tilbage, og der vil nok altid være lidt af mig, der længes tilbage til en simplere tid, - i varierende grad. Nogle dage er det ikke mærkbart, men på en dårlig dag kan det være befriende at drømme sig væk til det, der var, - herunder især Harry Potterserien, som jeg nok aldrig kommer til at slippe helt.

Anekdote: Der var engang, da bogen her lige var udkommet. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg en torsdag efter skole hentede bogen i den lokale boghandel, og fik læst lidt om aftenen. Fra vi fik fri fredag eftermiddag til lørdag en gang over middag var jeg til et sleep-over med en gruppe klassekammerater, der vidste, jeg var gået i gang med bogen. Da jeg så mandag morgen fortæller, at jeg har nået at læse bogen færdig, havde de meget svært ved at tro mig.

Harry Potter and the Deathly Hallows udkom første gang i 2007.

Spin-off bøger

Om Fantastiske Skabninger og hvor de findes (originaltitel: Fantastic Beasts & Where to Find Them) skrev jeg:

Længe før filmene om Fantastic Beasts så dagens lys, var der denne; bogen af samme navn, angiveliget skrevet af Newt Scamander, der også figurerer som hovedperson i filmene.

I bogen her kommer vi omkring en lang række magiske væsner; en liste, der bestemt ikke er komplet, og som grundet pladsmangel ikke for alvor når i dybden med de enkelte væsner. Men selvom den ikke tegner et fuldstændigt billede af det magiske dyreliv i Harry Potter universet er det stadig en guide, der kan være med til at brede læserens horisont en smule ud.

Her er der i hvert fald en god mulighed for at gå på opdagelse i alskens magiske væsner og nørde disse dyrs egenskaber og særheder. Og det endda i en udgave, hvor man slipper for at bogen bider fra sig, som Harry Potters eget eksemplar gjorde i sin tid, - hvilket jeg må indrømme at jeg ser som en fordel, trods den charme, Harry Potters behårede, bidske udgave havde, og hvor vild især Hagrid var med, at bogen bed fra sig.

De enkelte magiske væsner er klassificeret efter, hvor farlige de er, - og kommentarsporet fra Harry, Hermione og Ron er fabelagtigt. Netop fordi her angiveligt er tale om en kopi af Harrys skolebog er der noter i marginen - og der er streget over undervejs, hvilket bare argumenterer yderligere for at få læst bogen, fordi det er en genial tilføjelse til det oprindelige univers, og er med til at forstærke de billeder, der allerede er tegnet af Harry, Ron og Hermione; Hermiones kommentarer er, forventeligt, irettesættende, mens Harry og Ron noterer bemærkninger til væsnerne og hvor farlige, de selv mener væsnerne er, og kommenterer yderligere på ting, som slet ikke har noget med undervisningen at gøre - hvilket jo netop er en morsom tilføjelse til deres eksisterende karakterbeskrivelser og en naturlig forlængelse af deres personligheder i den oprindelige serie.

Om Quidditch gennem tiderne (originaltitel: Quidditch Through the Ages) skrev jeg:

Jeg skal blankt indrømme, at jeg til hverdag følger så lidt med i sport, som det overhovedet kan lade sig gøre - sådan da. Jo, jeg følger lidt med, hvis landsholdet i fodbold eller håndbold nærmer sig noget, der ligner medaljer - men ellers ikke. Den ENESTE sport, jeg for alvor orker - det er Quidditch. Intet over, intet ved siden af.

Hele konceptet her er jo genialt. Vi får severet hele baggrunden for, hvoran spillet kom til verden, fra den spæde start med udviklingen af bolde, bane, målringe og regler - herunder fastlæggelsen af, hvad man i hvert fald IKKE må - og ikke mindst hvor mange spillere, der skal være på hvert hold. Det er jo ikke småting, man skal blive enige om, når man sådan står og skal udvikle en sportsgren. Der er mange ting at tage hensyn til, og mange mennesker, der har en holdning, og det er overraskende, så godt så lille en bog kan komme omkring det.

At den så ydermere har fundet plads til en gennemgang af en lang række hold fra Storbritannien, er jo imponerende. Og så er det endda en imponerende grundig gennemgang med masser er fun facts og løjerlig info om de forskellige hold, deres baggrund og historie, og info om, hvordan holdende klarer sig ved bogens udgivelsestidspunkt (senere info kan man dog altid finde på nettet, har jeg ladet mig fortælle).

Under denne gennemgang bider jeg særligt mærke i Chudley Cannons, Rons favoritter, som klarer sig imponerende elendigt i statistikken - hvilket forklarer en del om Rons person i store dele af Harry Potter serien (i hvert fald hvis jeg sammenligner ham med dem i min omgangskreds der går meget op i fodbold og hvordan deres humør skifter afhængigt af, hvordan deres favorit-hold klarer sig).

Om Barden Beedles Eventyr (originaltitel: The Tales of Beedle the Bard) skrev jeg:

Jeg kan stadig tage mig selv i at grine højt over, hvor forarget Ron blev, da han fandt ud af, at Harry og Hermione ikke havde hørt eventyret om de tre brødre og dødsregalierne, og at han blev så overrasket over, at mugglere vokser op med et helt andet sæt eventyr og fortællinger for børn, end hekse og troldmænd gør det.

Blandt eventyrene fra barden Beedle er det kun det ene, vi hører om i de oprindelige syv Harry Potter bøger, men de andre eventyr er mindst lige så gode - hvis ikke bedre - og giver en fornyet indsigt i, hvad det er for nogle historier, familien Weasley og andre magiske famlier vokser op med, og hvilket værdigrundlag mange magiske par opdrager deres børn med.

Nye eventyr er altid spændende. De har meget at sige, også ud over det, der står på linjerne, og man kan få meget tid til at gå med at gå på opdagelse i dem og udforske, hvad de har at byde på.

Det er for mig kun blevet mere interessant at genlæse dem efter jeg er blevet mor og kan holde eventyrene her op i mod de andre fortællinger, min datter får læst højt, bare for at kunne sammenholde de forskellige historier og hvad de giver, både i forhold til hvordan vi som voksne vælger at læse fortællingen højt (det varierer overraskende meget) og på, hvordan børnene reagerer på historien. Det kan jeg kun anbefale, at man forsøger sig med.

Om A History of Magic skrev jeg:

Det er for mig altid en oplevelse at få en dybere indsigt i et unives, man virkelig elsker og holder af, og som har været en stor del af ens liv over en så lang tid, som Harry Potter universet har været det for mig; det er det fiktive univers, der ultimativt fylder mest i mit hjerte (no offense til nogen andre - desværre slår den første kærlighed nok alt på den front).

Bogen her er smukt lavet med billeder og eksempler fra den virkelige verden, og man kan blive helt nysgerrig på at udforske endnu mere. Selv var jeg godt klar over, at der i skabelsen af Harry Potter universet var trukket meget inspiration fra ting, der eksisterer eller har eksisteret i den virkelige verden - genstande, personer, begivenheder - men hvor meget, der kan refereres til noget virkeligt, kan stadig overraske mig. Jeg støder med mellemrum på noget, der minder mig om Harry Potter universet, over tyve år efter jeg læste den første bog - og jeg bliver stadig klogere.

Jeg må indrømme, at jeg hører til blandt dem, der nok aldrig bliver for gamle til Harry Potter universet. Der er altid noget nyt at få øje på og opleve - og Hogwarts vil altid være der til at byde én velkommen hjem.