*Anmelder-eksemplar* Kymoras masker (Et varsel om storm, #3)

 Forfatter: Tobias Stenbæk Bro - Forlag: Ulven og Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne. 

Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien her. Disse er dog ikke anmeldereksemplarer.

Når man læser serien her, er der ingen tvivl om, at der er lagt et stort stykke arbejde i world-buildingen. Universet spiller og er virkelig gennemført, og der er tænkt over mange fine detaljer, som vi som læsere bliver præsenteret for på udvalgte tidspunkter. 

Selvom serien er fantasy, er det endnu kun sporadisk vi har fået lov at opleve de magiske elementer i universet. Landkortet og religionen er anderledes end det vi kender fra vores egen verden, og handlingen udspiller sig i en tid, der på mange parametre kunne ligne europæisk middelalder. Men i denne verden eksisterer der en række magiske væsner og brugere af magi, og selvom der er langt i mellem dem, er de der. I Kymoras masker får vi lov at se lidt mere af det, end vi har gjort tidligere, og det er spændende at følge og at få lov at opleve. Der er endda lagt op til at det kan komme til at fylde endnu mere i fremtidige bind i serien.

Det er dog ikke de magiske elementer der er bærende for serien, så trods det at det ikke ville være den samme fortælling uden de magiske elementer, er det ikke dét serien læses for. Det er nærmere dramaet, det politiske spil, og tre unge mænds kamp for at opnå det, der retmæssigt tilkommer dem. Og netop her viser universet sig fra sin bedste side, for uden et godt fundament og en velopbygget verden ville fortællingen ikke have været den samme. Det fungerer, og strukturen virker naturlig. Brødrene har en sag at kæmpe for, og selvom grundlaget for deres motivation skifter en smule for hver af dem undervejs i fortællingen efterhånden som de får nye oplysninger, er den hele tiden til stede, og vi er som læsere ikke i tvivl om, hvad det er, der driver dem frem.

Det kan mærkes, at serien har skiftet forlag mellem bog 2 og 3, om end det er gjort på en subtil måde. Forsiden klinger en smule mere af fantasy, og tilgangen til sprog og plot har været anderledes - der er skruet på nogle knapper hist og her, så ændringen lige nøjagtigt er mærkbar. Heldigvis har bogen været i gode hænder hos Ulven og Uglen, hvor den er kommet under kærlig behandling og står stærkere end sine forgængere. Karaktererne står tydeligere, plottet er mere strømlinet, og konceptet står stærkere end nogensinde før.

Serien Et varsel om storm kunne med de to første bind allerede noget helt særligt, men med Kymoras masker får fortællingen for alvor lov til at blomstre. Der har fra første bind i serien været lagt an til en fortælling, som sagtens kan måle sig med de helt store fortællinger. Vores hovedpersoner står over for en række vanskelige overvejelser, hvor der ikke er nogen lette genveje til succes, - og de vokser og gror hele tiden med opgaven.

For mig personligt hører Kymoras masker til blandt de bøger, hvor jeg efter at have vendt sidste side stadig ville have mere - trods det, at den er cirka dobbelt så lang som sine forgængere. Den er velfortalt og velskrevet, og selvom der er gået hele to år siden anden bog i serien, Blodets Sti, udkom, har det været det hele værd, - for der er virkelig blevet kælet for detaljerne i mellemtiden.

Et varsel om storm er en fortælling, der står virkelig stærkt, og som har utroligt meget at byde på - og Kymoras masker er virkelig med til at løfte serien. Derfor har både serien og bogen her naturligvis også mine varmeste anbefalinger, - især hvis læseren i forvejen er interesseret i europæisk middelalder, da der her er virkelig meget at hente.

*Anmelder-eksemplar* Den som hvisker

 Forfatter: C. A. Wolters - Forlag: Ulven & Uglen - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bagsidetekst: Siden hun var spæd, har Shiroin været hjemsøgt af en stemme der forlanger at blive hørt. Hun kalder den ’ormen’ fordi hun kan mærke hvordan den snor sig rundt i hendes krop. Hun ønsker sin fader, Storkejseren, død så hun kan kræve sin plads på imperiets trone, men først må hun overbevise de ti konger om at hendes køn ikke gør hende svag. Da ormen byder hende at flå kejserens strube ud, må hun dog sætte en alternativ plan i værk for at nå sin trone. Imens ulmer den profeterede dommedagskrig, og nekromantiske dæmoner lurer i Ødelandet. Shiroin og hendes elsalvianske livvagt, Kiel, må krydse kongerigerne for at komme til fronten, og sammen bevæger de sig ind i både hinandens og bjergskovenes allermørkeste skygger.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville vente med den her til readalonget går i gang om en måneds tid i skrivende stund. Men jeg kunne altså ikke lade være med lige at se, hvad det var for noget, - måske lige fornemme stemningen og læse et par sider. Og så, pludselig, var bogen nærmest umulig at lægge fra sig, og i løbet af kort tid var den læst. Hvordan dælen kan det lade sig gøre med en bog på 500 sider? Jeg forstår det ikke! 😅

C. A. Wolters er en ny forfatter på banen, men dét mærker man ikke. Denne verden er spændende sat op, og der ligger helt sikkert mere og gemmer sig, som Den som hvisker ikke er nået omkring, - der er i hvert fald hintet til både myter, væsner og en verden i krig, og ser man på det politiske system lader det til at være virkelig interessant.

Selvom worldbuildingen er i en klasse for sig og er let at fortabe sig i, blandt andet takket være det fabelagtige kort, der er i bogen (og som er fulgt med både anmeldereksemplarer og forudbestillinger!), så er det dog plottet og relationen mellem hovedpersonen Shiroin og hendes livvagt, Kiel, der er dét, der får alvor gør bogen vanskelig at lægge fra sig.

I sig selv er Shiroin en spændende hovedperson, i kraft af at hun som individ er et helt menneske med håb, drømme og viljekraft. Hun er så ydermere plaget af en stemme, der bor i hende, og som kæmper for at overtage magten i hendes krop fra tid til anden. Det gør hende kompleks og til noget helt særligt, - og hvordan hun kan formå at holde sammen på sig selv, står lidt hen i det uvisse. Imponerende er det, i hvert fald.

Kiels indre liv kender vi kun i mindre grad i kraft af at det er Shiroins perspektiv på historien vi får, og det er langt fra alle hans hemmeligheder, der er kommet frem endnu, - og selvom man efter denne bog ikke er i tvivl om, at han har stor betydning for både Shiroin og de større plottråde (ingen Kiel = ingen Shiroin), så kan tankerne let blive ledt hen på, at han med tiden vil få en endnu mere betydningsfuld rolle for fortællingen. Det er især de små hints til hans baggrund, der er værd at lægge mærke til, og der er noget her, der endnu er ufortalt, som kan komme til at blive vigtigt.

Blandt andet fordi der er nogle benspænd for Shiroins mentale virke er deres relation til tider meget op og ned og det har nogle udsving - og det er spændende hvordan det aldrig helt er til at vide, hvor de har hinanden. Bølgegangen i relationen giver nogle virkelig intense scener. Det bliver hot og dramatisk, men det er svært ikke at heppe på dem undervejs. Kiel holder ved, trods den kamp, det kan være, - og Shiroin har brug for al den støtte, hun kan få!

Det er voksent, sensuelt, varmt og lækkert, uden at kamme over. Det er lige på grænsen, men aldrig for langt. Det er en hårfin balance at ramme forholdet lige dér, hvor man kan mærke begæret, lysten og det der driver dem, uden at det bliver for meget. Men Wolters mestrer det.

Den som hvisker er fantasy for voksne, det er der ingen tvivl om. Og det er heldigvis godt fantasy. Det er lige tilpas magisk, spændende, dramatisk og intenst til, at man bliver hængende, - og kunne ønske sig, at der snart kom mere. Så, - hvis du skal læse én fantasydebutant i den kommende tid, så er den her i hvert fald et rigtig godt bud!

*Anmelder-eksemplar* Den anden komponent (Academia, #1)

 Forfatter: Line Wenzel - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg før har været ret vild med Line Wenzels skrivestil og universer, hvor jeg blandt andet har rost serien om Mindelandet i stor stil. Serien er i mine øjne uhyre veludført, og magisystemet er velkomponeret - det giver mening, selv for en garvet fantasy-læser. Også Academia - Den anden komponent er noget helt for sig, - jeg har i hvert fald endnu ikke stødt på noget helt lige som det her.

Det handler om rivaliserende amerikanske universiteter, der alle fokuserer på noget bestemt, - hermetik (noget med kemi og grundstoffer), astronomi (stjerner) og divination (forudsigelser). Da en vigtig regeringsbygning styrter sammen, har universiteterne travlt med til dels at pege fingre af hinanden, og til dels at rense eget navn i forhold til hvor fejlen og skylden ligger. En hermetiker og en astronom bliver sat sammen i håbet om at opklare, hvad der skete - og rense deres respektive universiteters navne, og undervejs bliver de til dels mødt med egne fordomme om hinanden, og til dels får de indblik i en række hemmeligheder både hos egne universiteter - og de andre. Men hvem mon er ansvarlig for den sammenstyrtede bygning?

Når serien hedder Academia antydes det, at det er en fortælling om det, der sker, når akademikere sættes sammen. Det er en del af det - men den rummer også meget mere end det, og selvom det til tider kan blive en anelse filosofisk, skal det ikke være dét, der skræmmer en potentiel læser væk. For det er også en fortælling, der er fortalt i øjenhøjde og med hovedpersoner, der er nede på jorden og meget menneskelige. I det større perspektiv handler det ikke om den akademiske del, men om det, der sker, når mennesker af forskellige tilhørsforhold bliver sat til at arbejde sammen, - hvilket i sig selv kan være en virkelig interessant fortælling. Hertil hører det, at det akademiske bliver en bi-fortælling, som naturligvis har sin plads i serien, fordi det er det, der i første omgang gør hovedpersonerne skeptiske over for hinanden, men det er ikke det akademiske, der fylder det hele.

Kemien mellem hovedpersonerne er virkelig interessant, og måden dynamikken skifter løbende er underholdende at følge, - og nok meget reel i den givne situation. Det er naturligt at de ikke falder hinanden om halsen, når de kommer fra rivaliserende universiteter, men hvad relationen kan føre til på den lange bane bliver spændende. Deres baggrunde er ind til videre kun hintet en smule til (fjerde-generations hermetiker over for den første akademiker i familien, hvor resten af familien driver et bageri), og mon ikke også dette får lov at blive udfoldet yderligere i kommende bøger i serien? Det giver allerede nu en smule kant til karaktererne, og med det, der ellers sker i bogen, er det stadig begrænset hvor godt vi kender dem, - så at kende mere til deres baggrund kunne bestemt give dem noget mere dybde.

De her er kun første bog i serien, så der er stadig en række spørgsmål, der er ubesvarede, og der er hintet til, at vi får flere sider af universet at se i kommende bøger. Det er vel naturligt, når det nu er første bog i en serie. Der er stadig mysterier, der skal løses, og karakterer, vi skal lære bedre at kende, - det her er kun starten, og jeg er personligt virkelig spændt på hvilke drejninger den her fortælling kommer til at tage, for det lover godt.

Sproget er levende, og Line formår at balancere det akademiske over for det almene på en måde, så selv de læsere, der ikke selv er akademiske, kan være med og forstå, hvad det drejer sig om, og hvad vores hovedpersoner laver - selv når det bliver en smule avanceret. Det spiller og er tilpas nede på jorden til, at de fleste kan forstå det, uden at det tager noget af magien og flowet i fortællingen.

Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien med tiden, - hvornår udkommer bog 2 mon?

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.

*Anmelder-eksemplar* Hvide elefanter

 Forfatter: Jakob Brodersen - Forlag: Brændpunkt - Forventet udgivelse: 16. september 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hvide elefanter er en barsk roman. Det er ikke sådan én, man bare lige læser. Den beder om at blive fordøjet og at man forholder sig til den, og det, den vil. Både i forhold til det enkelte individ, og verdenssituationen som noget større.

Det her er fortællingen om, hvordan der ofte er to sider af samme sag. Hvor kort der er fra håb til håbløshed. Fra privilegierne og mulighederne i Nordeuropa til begrænsningerne mange steder i Afrika - og for den sags skyld andre steder, hvor økonomien ikke er den samme. 

Det er en fortælling om drømmene om at gøre en forskel, og hvor lidt kontrol man i bund og grund har over, hvorvidt ens drømme bliver til virkelighed, - de er konstant påvirket af udefrakommende faktorer.

Hvide elefanter handler om Alan Bang. Han er midaldrende, single efter flere ødelagte forhold, og far til en voksen datter, der ikke har villet tale med ham i flere år. Som ingeniør kæmper han for at gøre en positiv forskel - både for de Nordeuropæiske forhold, der har behov for at få pumpet vand væk fra landområder, og for Afrika, der stadig kæmper med mangel på vand og mad.

Alan Bang er vel nok hvid, heteroseksuel mand, som de nu engang er flest. Han har i mange år prioriteret drømme og karriere over familie, - hvorfor kernefamilien ikke rigtigt blev til noget, og hans voksne datter er skuffet over, at hun ikke for alvor blev en prioritering i hans liv. 

Alan er idémanden bag den virksomhed, han og broderen driver i fællesskab, og hvor det primært er broderen, der fører sig frem i forhold til at skaffe penge hjem på det Nordeuropæiske marked, drømmer Alan videre om at ville gøre en forskel i Afrika. Men om det er fordi han reelt vil gøre en forskel dér, eller om han underbevidst bruger det som middel til at komme tættere på datteren, er uvist.

Og selvom Alan af flere omgange møder modgang, faktisk nærmest konstant, er hans tilgang til virkeligheden også præget af de privilegier der følger med at være i hans position. Han kan tillade sig at tage chancer, og bliver nærmest opfordret til at gøre det af samfundet. Han kan tillade sig at tale og gøre i forskellige sammenhænge, - og han bliver lyttet til, uden at der er ret mange der stiller nogen særlige spørgsmål til, hvorfor han dog kan tillade sig dét.

Der er i bund og grund heller ikke noget galt i at være en hvid, heteroseksuel mand som Alan Bang. Slet ikke. Men tilhører man som læser en minoritetsbaggrund af en eller anden art, bliver det let tydeligt, hvor meget man kan komme til at tage for givet som hvid, heteroseksuel mand, som ville være noget nær utænkeligt - eller i hvert fald umådeligt vanskeligt - hvis man er noget som helst andet end det.

Rent sprogligt dukker der da også sætninger og begreber op, hvor det er fristende at tænke, at de ord ville karaktererne slet ikke have tænkt på at have brugt, hvis de havde haft en anden baggrund, - og det er bemærkelsesværdigt, at ingen kommenterer på det. Det er kommentarer affødt af privilegier, og bunder ofte i racisme. Det er kommentarer, som jeg formoder ikke afspejler forfatterens egne synspunkter, men udelukkende karakterernes. Men måske derfor stikker de alligevel ud. For hvorfor er der ingen, der gør noget? Hvorfor lader hvide mennesker (og i særdeleshed hvide mænd, for det er dem, der er flest af, langt hen ad vejen i romanen her) andre hvide slippe afsted med den type kommentarer? Som samfund er vi nødt til at være bedre end det. Det hjælper ikke noget at kalde det hyggeracisme, når det i virkeligheden bare er racisme. Det skal stoppes - og det hjælper absolut ingenting, at litteraturen lader sine karakterer slippe godt fra det, også selvom det er at finde ude i virkeligheden. Forandringen skal starte et sted.

Hvide Elefanter er da også bogen om grundlægende at ville det gode i samfundet. Nok lykkes det ikke altid lige godt, - men intentionen er der hos de fleste. Og det er netop den her viden om, at også mennesker omkring os handler ud fra tesen om, at de vil nogen eller noget det bedste, der kan gøre en forskel i vores eget daglige virke - også selvom dem, vi vil det bedste, og måden vi gør det på, ikke altid er det samme. Lige præcis dén viden kan være en god påmindelse for mange - og også et vigtigt redskab i den måde, vi gebærder os på.

*Anmelder-eksemplar* Et liv under solens lys

 Forfatter: Nicolai Just - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Wauw.. Dét her er en bog, der virkelig kan sætte gang i tankerne hos sin læser i forhold til, hvad der er etisk forsvarligt, i forhold til teknologiens indtog på nærmest alle tænkelige aspekter og områder af vores hverdag, og hvordan vores samfund er struktureret.

Det handler i mindre grad om klimaet, og hvad der mon skal blive af jorden, hvis vi bliver ved at opføre os som hidtil. Det er muligt, det ikke nødvendigvis påvirker den enkelte i vedkommendes levetid, - men hvad er det vi efterlader til kommende generationer?

Det handler om den luksus, teknologi kan lade os leve i, hvis den udvikler sig i samme tempo som hidtil, - hvis vi giver den lov. Men hvor langt vil og bør vi gå i stræben efter en luksustilværelse, der kun kræver et minimum af indsats fra den enkelte?

Det handler om etik, og i hvilken grad individet bør ofre sig for fællesskabet. I hvor høj en grad har vi brug for det frie valg? Har vi overhovedet et frit valg? Bør vi vælge selv, når menneskeheden står med en række akutte behov, der skal løses - og bør vi ikke stille os til rådighed, hvis vi har værktøjerne til at hjælpe?

Det handler om kombinationen af, hvor meget teknologi med stor sandsynlighed bliver i stand til at kunne i fremtiden, - og i hvilken grad det er etisk forsvarligt at lade teknologien bestemme for os, i stedet for at vi selv tager de store afgørelser i vores liv, - om karriere, bopæl, valg af partner og lignende.

Det er en balancegang at finde ud af, hvor langt man kan gå med de forskellige ting, og svarene er ikke åbenlyse. Der vil være fordele og ulemper, uanset hvilken retning man tager, - alt har konsekvenser i én eller anden grad. Så hvor meget er vi villige til at gå på kompromis - som individer og som samfund?

Et liv under solens lys hører til blandt de bøger, jeg ville have uhyre vanskeligt ved blot at læse for underholdningens skyld, for så blot at lægge den fra mig uden at forholde mig videre til den. 

Den be'r om at blive tænkt over, om at man forholder sig til den - ikke blot i tidsrummet umiddelbart før, under og efter læsning, men at den forhåbentlig kommer til at sætte elementer af læserens liv en smule i perspektiv.

For hvad er det for et liv, vi ønsker os, - for os selv og for fremtidige generationer?

Det er samtidigt, som så meget af dette dystopiske science fiction, en subtil kritik af det samfund, vi allerede lever i. Forholder vi os aktivt til det liv, vi lever? Husker vi at være kritiske i forhold til de valg og tilvalg, vi tager i livet - og den måde systemet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet som noget større fungerer?

Bogen er Nicolai Justs debutroman, men det kan man ikke mærke. Den står stærkt, og er absolut værd at læse.

*Anmelder-eksemplarer* Arias fortælling 1+2

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Kaldet er første bind, og Synet er andet bind i serien om Arias fortælling. Tredje og afsluttende bind i serien er i skrivende stund under udarbejdelse.

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Arias fortælling er historien om en pige, der ikke rigtigt hører til, nærmest uanset hvor hun befinder sig. I en verden af mennesker enten med eller uden særlige kræfter er hun vokset op blandt dem uden, og har altid set skævt til dem med særlige kræfter - De Forbandede, som de kaldes i denne del af verden. Ad omveje kommer hun dog til selv at bo i De Forbandedes del af verden - hos De Velsignede, som de kalder sig selv. Her finder hun ud af, at hun selv kan nogle ting - men hvad det er, og hvordan man styrer det, ved hun ikke helt endnu, og hvad er det for noget med, at den sidste med særlige kræfter skulle være født for mellem 10 og 20 år siden?

Aria har ikke mange venner, og har generelt en smule svært ved at få det. Hun har temperament og kan derfor være sjov at drille for nogle, og andre kommer hun til at træde over tærende fordi hun kun ser sine egne vanskeligheder og derfor glemmer at lægge mærke til, at andre også kan have det svært. Havde temperamentet stået alene kunne det have været en udfordring for alvor at nå ind til Aria for læseren, men fordi det heldigvis ikke kommer til at fylde hele hendes personlighed, men at det bliver uddybet og kun kommer frem en gang i mellem, er hun heldigvis til at holde af og holde med undervejs. Aria har nemlig både håb og drømme, og hun holder virkelig af folk omkring sig - også selvom hun ind i mellem glemmer at vise det, og hun nogle gange glemmer at se deres udfordringer.

Arias fortælling er endnu ikke afsluttet. Men de to første bind i serien står virkelig stærkt, og der er lagt op til, at afslutningen bliver rigtig vild, så den ser jeg i hvert fald frem til at få i hænderne en dag! Magi-systemet synes jeg er utroligt fascinerende i denne fortælling, for vi ved endnu ikke helt hvor mange forskellige slags evner folk kan have, og hvordan de manifesterer sig hos den enkelte, - blot at nogles kræfter er stærkere end andre og derfor mere brugbare for magtindehaverne, og at kræfterne tilsyneladende er arvelige, men at barnet kun arver kræfter fra én af sine forældre. Umiddelbart lader det da også til at kræfterne er baseret meget på, hvad der er anvendeligt i universet, og at de er meget specifikke. Men hvad det betyder for grupperingerne af De Velsignede, og om der eventuelt kunne udvikles kræfter i andre retninger, hvis miljøet så anderledes ud, er også uvist. Det må dog også forventes at der er en række uafklarede spørgsmål til serien, når sidste og afsluttende bind endnu mangler, - det er vel naturligt, - men man kan da håbe og krydse fingre for, at der bliver svaret på nogle af de største spørgsmål til blandt andet magisystemet! 

Selvom jeg i de første kapitler af Kaldet blev en smule overvældet af associationer til Laini Taylors serie om Ønskekræmmerens Datter (en serie, som jeg i øvrigt også holder meget af), bevægede fortællingen sig hurtigt en smule væk fra stilen, og selvom der stadig var enkelte paralleler at finde undervejs, blev Aias fortælling mere og mere sin egen, jo mere vi fik fortalt. Kaldet og Synet er begge velskrevede, og et godt bidrag til den danske fantasy-litteratur (som man jo altid kan ønske sig der bliver mere af), og må bestemt høre hjemme i enhver dansk fantasy-elskers bogreol.