Viser opslag med etiketten novellesamling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten novellesamling. Vis alle opslag

28 december 2023

*Anmeldereksemplar* Mindeskoven - 15 noveller om spiritualitet

Forfattere: Pia Gasberg, Eva Botofte, Charlot Roslev, Summer Ema, Martine Cardel Gertsen, Gabriel Alex, Charlotte Jarshøj, Laura Lund-Hansen, Kristoffer Foldager Jørgensen, Britta Klitgaard, Helle Christensen, A. Malmstrøm, Charlotte Haile, Maria Aagaard, Dina Kjøng Sjöblom

Forlag: Magnild - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mindeskoven indeholder 15 meget forskellige noveller, der alle på hver sin måde omhandler spiritualitet. Novellerne er skrevet af hver sin forfatter, hvorfor indgangsvinklen til det overordnede emne også varierer meget undervejs i læsningen, mens der naturligvis er enkelte overlap her og der, og især under-tematikker som religion og døden går igen i flere af fortællingerne.

Med så forskellige tolkninger på et emne vil der åbenlyst være enkelte noveller, der taler mere til læseren end andre, helt afhængigt af hvor den enkelte læser er i sit liv og hvilke erfaringer man selv har med i bagagen. Fælles for novellerne er dog, at de under alle omstændigheder giver stof til eftertanke, og at der er rigtig meget at tage med videre, - uanset om det er fra de noveller man relaterer mest til, eller nogen af de andre.

Bogens bagsidetekst slutter af med sætningen "Det er tid til fordybelse", hvilket er meget sigende om det, man går ind til, når man læser med. Novellesamlinger som denne lægger meget op til, at man giver sig tid til dem, at man tænker over dét man bliver præsenteret for, og ikke bare hurtigt springer videre til det næste. Det har potentiale for meget, og det kræver noget af sin læser.

Derfor er det heller ikke en novellesamling for hvem som helst, men snarere de, der i forvejen er tiltrukket af det filosofiske og de store spørgsmål i livet. Man skal ikke være bange for at blive provokeret eller at der måske bliver prikket lidt til ens grundværdier, - det er det, god skønlitteratur kan og bør, og Mindeskoven er bestemt ikke nogen undtagelse.

Så læs endelig med, hvis du har mod på det.


04 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Tanker om at flygte

 Forfatter: A. Silvestri - Forlag: Screaming Books - Udgivet: Maj 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tanker om at flygte er en samling af 10 noveller, der i deres udtryk på én og samme tid er meget ens, men også meget forskellige.

Det er et indblik i menneskets skyggesider og i de tanker og idéer, som ellers kan have en tendens til at blive gemt væk.

Nogle gange er det mørkt, horribelt, skræmmende, - andre gange er det et vindue til noget større, der rummer både håb og drømme.

Det horrible og skræmmende kommer både til udtryk i det absurde og nogle gange virkelighedsfjerne, - men mindst lige så ofte i de scenarier, der lige så godt kunne have været en scene fra det virkelige liv.

Det er noveller, der har godt af at blive taget over tid, og de fleste kan sagtens tåle at blive læst mere end den ene gang for at man kan være sikker på at få det hele med. Noveller er i kernen kortfattede, men er alligevel indholdstunge, og i disse er der rigtig meget at komme efter.

Disse noveller rummer både dybde og mening, både overordnet og på sætningsplan. Der er masser af ekstra at hente i ordvalg og sætningskonstruktioner. Men det er stadig på et niveau, hvor den casual læser i novelle-genren kan være med, uden at man nødvendigvis kommer på overarbejde i analysen. Det at læse noveller er i og for sig en smagssag, men her er der meget at hente, uagtet hvor hjemmevant man er i genren.

Tanker om at flygte er ikke som andre noveller. De er mørke, men taler også til en side af det at være menneske som ofte bliver fortiet, som er tabubelagt og uudtalt. De berører emner og idéer som ind i mellem kan dukke op, men som mange brænder inde med i frygten for at miste social status, - heraf kunne titlen meget vel også være spundet ud fra. Trods dysterheden og det rå og barske i mange af novellerne er det også det, der gør dem ægte og nærværende.

Her er altså tale om en række anderledes, voksne noveller, som måske især vil tiltale vante novelle-læsere, men også sagtens kan læses af andre. Det er netop fordelen at teksterne i sig selv er så korte at de er hurtigt læst, - og at de så godt tåler at man vender tilbage til dem og læser dem igen. Det er velskrevet og velfortalt, - og meget tankevækkende.

10 oktober 2021

*Anmelder-eksemplar* Indenfor - 24 noveller

 Forfattere: Massoud Kadkhodaee, Kasper Grandetoft, Charlotte T. Frobenius, Stine Højris, Gudrun Marie Jensen, Anne-Kirsten Brønserud, Bine Herold, A. Silvestri, Birgit Erup, Viveca Tallgren, Mette Hammeken Buch, Helle Kaare Lindberg, Lars Ahn Pedersen, Bjørn Isak, Ulla Bruhn, Keld Vorup Sørensen, Sten Jacobsen, Alfred Jensen, Niels Christian Larsen, Ane Gudrun, Mathias Ravnholt, Barbara Beatrice Davidsen, Wenche Thinnesen Vogtmann, Anne Klein

Forlag: Brændpunkt - Udgivelsesdato: 15. oktober 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Indenfor er en samling af noveller, der alle har det tilfælles, at de helt grundlæggende beskæftiger sig med et menneskes indre verden i nøje udvalgte situationer. Vi er med dér, hvor hovedpersonerne bliver pressede, står i uvante situationer, eller tingene spidser til. Vi er med, når mennesket oplever noget ud over det sædvanlige, hvad enten det skyldes noget fra omverdenen, eller det kommer indefra.

Det er en blanding af forskellige scenarier. Nogle scenarier kan mange af os nok kende fra vores egen hverdag. Enten har vi oplevet lignende på egen krop, - og vi har måske enten selv reageret som hovedpersonen, eller haft lyst til at gøre det. Andre scenarier virker mere fjerne fra det, mange af os (heldigvis) kommer til at opleve.

Novellerne kan alle, hver for sig og som en del af en helhed, være øjenåbnere for, hvordan den menneskelige psyke fungerer. Vi er som mennesker forskellige, og reagerer tilsvarende forskelligt i de situationer, vi møder, - og netop derfor kan det være virkelig gavnligt at få indblik i tankeprocessen, der danner grundlag for at andre mennesker reagerer på en bestemt måde. Især, når vi er uenige.

Det er vel netop dét, skønlitteratur kan, når det er bedst. At give et indblik i andre virkeligheder, oplevelser af og syn på verden end vores egen. At give os muligheden for at reflektere over forskellige mulige tolkninger af en given situation eller kontekst, både for at forstå os selv og lære os selv bedre at kende, men også for bedre at forstå verden og de mennesker, vi møder til hverdag. 

Novellerne i Indenfor er spiselige, og sproget er til at gå til. De er hver især helstøbte og gode, realistiske, reelle bud på det menneskelige sind i forskellige situationer. Om man så er enig med hovedpersonernes måde at tackle de givne situationer på er en anden sag, - det må være op til læseren selv at bedømme. Der er i hvert fald rig mulighed for indsigter i andres tilgang til tilværelsen - og i en form, så det burde være til at overskue for de fleste.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...