Viser opslag med etiketten 2024. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2024. Vis alle opslag

05 april 2025

Spindelmanden

Forfatter: C. C. Thybro - Forlag: ReadDieRepeat - Udgivet: 2024

Spindelmanden blander historien om et ungt menneske med en alvorlig sygdom - den slags, der trendede helt vildt for nogle år siden - med en snert af gys / magisk realisme.

Vi følger Berte, der står med en følelse af at hun nærmest bor på hospitalet, så meget er hun der. Hun bor på stue med en anden patient, ind til Spindelmanden en dag kommer ind p åstuen, - og derfra er det Bertes enestue. Hun slår sig sammen med to jævnaldrende, der begge er indlagt og som også har haft set Spindelmanden, i kampen for at finde ud af hvad figuren vil og hvordan de får den stoppet. Men dét er selvfølgelig vanskeligere end først antaget ...

Det er en fortælling, der rummer de mange aspekter af et ungdomsliv, der afviger fra det, de fleste har. De tre unge vi følger har andre forudsætninger i livet end andre teenagere, og det mærkes. De har en anden vinkel på og tilgang til livets op- og nedture end den typiske teenager, men dét betyder ikke, at de slipper for de følelser, almindelige teenagere også skal rumme.

Livet på hospitalet er altid kompliceret, og er ikke uden udfordringer. Det er særligt hårdt når det er børn og unge mennesker, der er involveret, og det påvirker helt naturligt stemningen i bogen. Trods det at vi kun får Bertes synsvinkel i bogen mærker man da også tydeligt at alle involverede voksne er ramt i en eller anden grad af situationen, - og læser man selv med som voksen kan det være svært ikke at få en klump i halsen undervejs.

Spindelmanden er følelsesladet og meget ægte i sit udtryk - og kan læses fra cirka 11-12 år og op.

 

05 marts 2025

Franz den Almægtige

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Franz fra 2020 har fået sin efterfølger i Franz den Almægtige! Dengang skrev jeg om Franz, at det kunne være en fordel at gå ind til fortællingen med et åbent sind og uden for mange forventninger, - for man skulle nok blive overrasket alligevel. Der var fart over feltet og meget, der skulle nås, - og på dén led er der ikke meget, der har ændret sig i Franz den Almægtige.

Alligevel kan man mærke, at Wendelboe hele tiden vokser som forfatter. Der er kommet en anden ro over fortællingen, trods det at det aldrig bliver helt roligt med Wendelboes eventyr; men den røde tråd står tydeligere og det er klarere hvad fortællingen vil os.

Universet er stadig kaotisk, og man skal endelig ikke have paraderne for højt oppe, når man læser, for så kan man hurtigt blive trådt over tæerne eller en smule fornærmet. Især hvis man holder en smule af sin religion, hvad end dén måtte være. Franz er over alt og blander sig i hvad der passer ham, så ingen og intet er urørligt!

Det er humoristisk og småkaotisk, men også tankevækkende og interessant, trods - eller måske netop takket være - de provokerende undertoner.

Overordnet er Franz den Almægtige ret vellykket. Den kan, som sin forgænger, læses fra 15-16 år og opefter, og er især til dig, der trives i et stort hvirvar af indtryk, og som har mod på fortællinger, hvor man skal holde tungen lige i munden undervejs, - og så skal du ikke være bange for at turde tænke lidt selv også.

27 februar 2025

Menneskeheden - Efter krigen om solen #2

 Forfatter: Elisabeth Hjartdal - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Menneskeheden er andet bind i serien Efter krigen om solen. Jeg har også anmeldt første bind i serien, Tilflytterne. Dén anmeldelse kan læses her.

Menneskeheden samler tråden op kort efter vi forlod Sofie i Tilflytterne. Hun befinder sig nu i resterne af en by fra før krigen om solen sammen med en masse andre mennesker, - og selvom dét i sig selv lyder lige som noget Sofie KUNNE have ønsket sig, er der noget der ikke virker helt rigtigt. Snart må Sofie igen kæmpe for at få lov til bare at leve den tilværelse, HUN kunne tænke sig.

Vi får lov til at smage endnu mere på verden i bogen her, og det er en fornøjelse at se, hvordan universet får lov at brede sig ud og vise sig fra flere sider end tidligere. Det virker gennemtænkt og gennemarbejdet, og det er genialt med de små hints til ting fra den verden vi kender, så man kan spore sig ind på hvor vi befinder os.

Samtidig møder vi flere mennesker, - både de helt almindelige af slagsen, men også flere rødhårede som Sofie, som også i menneskebyen har særlig status. Alle handler med egne følelser og motiver i tankerne, så der er naturligvis ikke ret meget der går fredeligt for sig. Til gengæld er det en stort fornøjelse hvor meget dybde de forskellige karakterer har fået, og at man kan mærke hvem de er, selvom det selvfølgelig ikke er alle der får lige meget spalteplads.

Menneskeheden er en fabelagtig tilføjelse til "Efter krigen om solen" universet, og det er bestemt en serie jeg sagtens kan anbefale til dystopi / fantasy / science fiction læsere.


17 februar 2025

Efter vulkanen (Støvets børn #1)

 Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2024

Efter vulkanen hører til i samme univers som Pandora trilogien (Vulkanvinter, Sandstorm og Jordskælv) af samme forfatter, - men kan sagtens læses uafhængigt af Pandora.

Vi følger Charlee på 14, der har mistet sine forældre og derfor er vokset op hos en slags plejeforældre. Hun har kun sin plejefar tilbage, som hun hjælper med at dyrke det, hun går ud fra er tobaksplanter, - men da hendes plejefar bliver syg, finder hun ud af at der nok er mere til historien end dét.

Som i fortællingen om Pandora er det barske forhold, vores hovedperson lever under, og det kan derfor til tider være hård læsning. Der er masser af drama undervejs, og man keder sig derfor aldrig. Fortællingen er spændende og velfortalt, og formår på bedste vis at indfange sin læser, så man lige skal have det næste med.

Målgruppen for fortællingen her kan endda vise sig at være en anelse yngre end for Pandora-bøgerne, da dens længde er knapt så intimiderende. Det er da også en fortælling der sagtens kan bære at være introduktion for universet, som læseren så gradvist kan opdage mere af med tiden.

Støvets børn - Efter vulkanen fungerer fantastisk til børn på mellemtrinnet, der savner interessant og nærværende læsestof, som møder dem i øjenhøjde.

13 februar 2025

Sødt og råddent - Algizjournalerne #1

 Forfatter: Lene Krog - Forlag: Ulven&Uglen - Udgivet: 2024

Sødt og råddent er første bog i serien om Algiz journalerne, - selvom vi stadig befinder os i et fantasy-univers med masser af overnaturlige elementer, her tale om noget HELT andet end Pigen fra Månehøjen af samme forfatter.

Her blandes fantasy-genren nemlig med krimigenren og tilføjer et hint af noget historisk, i kraft af at vi tidsmæssigt befinder os i slutningen af 1800-tallet i det, der på mange måder ligner vores verden - med et twist, naturligvis.

Det er anderledes, men bestemt også spændende at se noget, der på nogle punkter minder lidt om tv-serien Supernatural i bogformat. Sødt og råddent er naturligvis sin egen med nye og særlige præg på formatet.

Er man til den mere dystre, mystiske del af fantasy-genren, kan man derfor med fordel give bogen her et skud. Jeg er i hvert fald spændt på, hvor det fører henad i kommende bind serien..


03 februar 2025

Metallicus

 Forfatter: Ruben Greis - Forlag: Calibat - Udgivet: 2024

Metallicus handler om et brødrepar. Storebror er stjernen i et heavy metal band, men en fiasko i forældrenes øjne. Lillebror er forældrenes favorit, - men han ser op til sin storebror, og i forsøget på at forbedre deres relation laver lillebror her en robot, der kan fungere som maskot for storebroderens band. Men fordi robotten er tilknyttet AI er dét naturligvis en idé, der hurtigt kan få alvorlige konsekvenser for alle involverede.

Det er en bog, der stilistisk søger folkeskolens ældste klasser. Der spilles på barnedrømme, fascinationen af det at få succes med musik og sang, og idéen om at føre sig frem på en scene, - og så bliver det koblet på debatten om kunstig intelligens, og bagsiden ved at lade robotter tage over.

Bogen er ind i mellem lidt rigeligt barsk, målgruppen taget i betragtning, med grafiske beskrivelser af tømmermænd og opkast, samt referencer til både heftigt alkoholindtag og intime møder mellem storebroderen og nogle af hans fans. Nogle vil kunne være i det og ikke tænke videre over det, - andre vil have det svært med det, og dét er virkelig en smagssag og må vurderes fra læser til læser hvor meget man kan tåle.

Til gengæld rammer bogens take på kunstig intelligens på et tørt sted. Det er formuleret på en måde så det er til at forstå; robotterne lærer af det, vi fodrer dem, og det er kun menneskeligt selv at ville have med kunsten at gøre og i stedet lade robotterne om det manuelle arbejde.

Metallicus er samtidig en rørende fortællinger om misforståelser mellem brødre, der egentlig vil det samme, trods deres forskelligheder, men bare ikke har fået lov.

Metallicus har været en længe ventet fortælling herfra, - men den har bestemt været ventetiden værd!

Læses - med forbehold - i folkeskolens ældste klasser, og ellers fra ca. 14-15 år.



01 februar 2025

*Anmelder-eksemplar* Nefilimhybriderne genopstår, Ildstenenes hemmelighed #2

 Forfatter: Tabita Aundal - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg anmeldte første bog i serien, Ildstenenes hemmelighed - Mysteriet om den Virkelige Verden, da den udkom i 2020. Dén anmeldelse kan læses her.

Nefilim hybriderne genopstår blander som sin forgænger science fiction elementer med fantasy-elementer. Der er mange begreber at forholde sig til for læseren, og flere fortællere at holde styr på, så læseren skal stadig holde tungen lige i munden  for at kunne følge med i universet her.

Det gør dog absolut ingenting at der er meget af det hele, når det er gennemtænkt, - for strukturen er der, og der er heldigvis begrebsliste bagerst i bogen til mange af de ting og karakterer vi støder på undervejs.

For at sammenligne med forgængeren, virker plottet her mere struktureret og mindre tilfældigt. Der er kommet mere retning på, så vi som læsere har en bedre fornemmelse for hvad det er for en rejse vi begiver os ud på denne gang, og det klæder virkelig fortællingen.

Samtidig har karakterne i højere grad fået lov at udvikle sig og vise sider af sig selv, vi ikke har set før. De er til at tage og føle på og virker mere ægte, og dét er i sig selv en fornøjelse at se.

Nefilim hybriderne genopstår er på alle måder en værdig efterfølger, og overgår nærmest sin forgænger. Har man læst den første, bør man bestemt unde sig selv også at læse med her, for det er her, fortællingen for alvor får et løft!

Hvor er det en fornøjelse at se, når forfattere tager sig tid til at gå i dybden med deres bøger og udvikle sig fagligt, - for det er tydeligt, der er sket et spring i kvalitet fra første til anden bog i serien her. Jovist, der er også nogle år i mellem deres udgivelse, men rent skriveteknisk lader der til at være kommet lidt mere ro på, og bedre system i tingene.

Til fantasy-sci-fi læsere fra cirka 13-14 år.


27 januar 2025

Pumpkin Spice Caféen

 Forfatter: Laurie Gilmore - Forlag: HarperCollins

Pumpkin Spice Caféen var vældig populær i efteråret, og jeg forstår egentlig godt hvorfor. MEN, trods de fem stjerner jeg  selv smed efter bogen på goodreads, kan jeg også sagtens sætte mig i kritikernes sted! 😅

Det er sukkersød romance ala en Hallmark film, der kører nogenlunde efter samme manuskript som rigtig mange bøger før den. Storbypigen flytter til en lille by, hvor hun skal bestyre en café, og hun forelsker sig i én af de lokale, - og så er det selvfølgelig krydret med lidt drama undervejs.

Vi har set det før, og fortællingen er på ingen måde unik. Den er fortalt om og om igen, i forskellige formater og med forskellige baggrundstæpper, men stort set de samme karakterer. Har du først været igennem én af den her slags, kan det næsten føles som om du har været igennem dem alle, - for så stor er variationen heller ikke. Det er forudsigeligt og lige til.

Men er det ikke også noget af det, der er så charmerende ved den her genre, - og  det, der får mange til at vende tilbage gang på gang? Vi ved nøjagtigt hvad det er vi bliver serveret og hvad det er, der venter os.

Jovist, bøger vi bliver klogere af, som provokerer os og får os til at opleve verden på en ny måde kan deres, - men det  kan den her slags bøger altså også.

Det er et varmt kram på en dag, hvor overskuddet ikke er til det helt vilde, - hvor  man bare har brug for at være til, smække benene op, og pakke sig ind i yndlingstæppet eller yndlingssweateren med en god kop te / kaffe / varm chokolade og bare eksistere i sit eget vakuum.

Det er den slags bøger, hvor man nærmest føler man kan koble hjernen fra (eller i hvert fald sætte den i dvaletilstand) for en kort stund og bare være til.

Og DET kan altså noget helt særligt. DET er nemlig også magisk, på sin helt egen facon.


18 december 2024

*Anmeldereksemplar* Tro på mig

 Forfatter: Trine Lykke Loughran - Forlag: Byens - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tro på mig handler om Mira, hvis liv ændrer sig da hendes mand anklages for at have misbrugt en kvindelig patient i sit virke som psykolog. Anklagen slår sprækker i deres forhold, og giver Mira anledning til at granske det liv, de har levet sammen.

Bogen er en psykologisk thriller, hvor der veksles mellem nutiden, handlingsforløbet fra anklagerne og frem, og flashbacks, hvor Mira mindes flere nedslag, der på forskellig vis har været afgørende for hvordan hun og hendes mands relation udviklede sig.

FORDI det netop er en psykologisk thriller, sidder man som læser ret hurtigt med en underlig mavefornemmelse. Om Miras mand er skyldig eller ej bliver man ikke klog på lige med det første, - men der er stadig et eller andet galt, og de røde advarselslamper i parrets indbyrdes relation har været  mange gennem årene.

Det er derude, hvor det egentlig er på kanten til at være en smule ulækkert og makabert, og nok til at kunne give én myrekryb. Men  det er stadigvæk advarselslamper, der kun langsomt er begyndt at lyse, og de har været længe om at varme op, så man forstår også sagtens, hvordan Mira er blevet luret ind i det net, vi ser spor af på bogens forside, - for den slags relationer opstår kun sjældent ud af det blå.

Det er bestemt ikke for sarte sjæle at skulle læse med her, og det er derfor også en bog, der  primært anbefales til den VOKSNE læser, der allerede er et relativt sundt sted mentalt; for det er også en bog, der nemt kan rippe op i nogle ting, hvis man som læser selv sidder med ar på sjælen.

Når det så er sagt, så er det samtidig en bog, man nemt bliver grebet af, og når den så heller ikke er længere end den er, kan den for den rutinerede læser sluges på en eftermiddag, - og dét kan den sagtens tåle! Det er intenst, spændende og nervepirrende, - men som nævnt bestemt ikke for den sarte læser.

16 december 2024

*Anmeldereksemplar* Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle

 Forfatter: Alette Scavenius - Forlag: Strandberg publishing - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle er muligvis lille, men den rummer meget. Forlaget fortæller selv at den tager læseren med på en  kalejdoskopisk rejse gennem teaterhistorien fra antikkens tragedier og  komedier over dramatikere som  Shakespeare, Molière og Ibsen og frem til moderne genrer som musical  og performance.

Med mere end 40 nedslag kommer vi på en rejse gennem 2.500 års teaterhistorie, så nok er det relativt korte nedslag, - men det er bestemt en fin introduktion til teatret og dets mangfoldighed. Nedslagene er nøje udvalgt og er alle på hver deres unikke måde sigende for hvordan teatret er blevet til det, det er i dag, - fra  de første opførelser til både teatret som vi kender det og underholdningsmedier i det  hele taget.

Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle kan meget. Det er et fint sted at starte, hvis man er nysgerrig på den kunstform det er at lave teater, men er også et fint opslagsværk at have stående for den mere erfarne teatergænger. Der er endda både en tidslinje først i bogen og en liste med forklaringer af en række udvalgte begreber bagerst i bogen, - så man bliver holdt i hånden fra start til slut. 

Samtidig klæder de fine illustrationer undervejs virkelig bogen og giver de enkelte nedslag en ny dybde; det er fristende at bladre gennem bogen for blot at blive betaget af netop illustrationerne, der nærmest fortæller en historie i sig selv.

Lille teaterhistorie for børn og  barnlige sjæle kan anbefales fra cirka 11-12 år, og er et fantastisk sted at starte for den teaterinteresserede, - og måske en ganske udmærket julegave-idé, både til de unge mennesker, men også til de voksne teatergængere, for den sags skyld. Det kan vist lige nøjagtigt nås endnu.

15 december 2024

*Anmeldereksemplar* Den magiske opal (Fortællinger fra Novahr Orbîs, #1)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Den magiske opal er første bind i serien Fortællinger fra Novahr Orbîs; en serie, der foregår som en åbning og en indgang til forfatterens Dragernes Æra serie. De to serier foregår nemlig i samme univers, men bogen her foregår kronologisk før Dragernes Æra bøgerne, og sværhedsgraden er noget lettere, - hvorfor man kan læse med allerede fra 3.-4. klasse.

I Den magiske opal møder vi Birk, der flytter til en middelalderlandsby med sin mor, hvor den mystiske Jens Vejviser også dukker op. Birk er nysgerrig, og snart fortæller Jens ham om skovens magiske væsner og den magi der omgiver dem alle, men tør Birk tro på det? Da en heksejagt indledes på Jens, Birk og Birks mor må Birk træffe valg, der får store konsekvenser, - og ikke kun form ham selv.

Som nævnt er teksten relativt let at gå til og nem at læse, og der er fulgt op med nogle vanvittigt flotte illustrationer til (se bl.a. kortet i bogen her), og kombinationen klæder virkelig universet, der i forvejen er eventyrligt dragende og spændende.

Det er altid lidt specielt også at invitere de lidt yngre læsere med ind i et eksisterende univers, hvor den oprindelige målgruppe har været en smule ældre, - men det gør bestemt ikke noget her. Fortællingen om Den Magiske Opal kan nemlig sagtens stå alene, og så kan de, der for alvor bliver grebet, altid dykke ned i Dragernes Æra, når de bliver en smule ældre og dén serie senere kommer til at føles knapt så intimiderende.

Karaktererne i bogen her er ligetil, relaterbare og nemme at holde af, også for børn på mellemtrinnet. Samtidigt er der åbnet op for, at de i endnu højere grad kommer til at interagere med magiske væsner i kommende bøger i serien, hvilket bestemt er lokkende.

Man kan godt fornemme, at her er tale om første bind i en serie, og der går et øjeblik for handlingen for alvor tager fart, - men det er virkelig en god begyndelse. For selvom det ikke er én af de bøger hvor det går allerhurtigst, kan det også noget at vi  får lov  til at nyde universets langsomme tilblivelse og at vi lærer dét og karaktererne gradvist at kende.

Den magiske opal er spændende, - og kan kun anbefales til fantasylæseren fra ca. 10 år, men bestemt også til de voksne fantasylæsere.

13 december 2024

*Anmeldereksemplar* Skønne kvinde - er du i overgangsalderen?

 Forfatter (initiativtager): Lilian Vestergård Pars - Udgivet: 2024 - Forlag: Byens forlag

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skønne kvinde - er du i overgangsalderen? blander personlige beretninger om overgangsalderen fra en lang række kvinder, med  forskellige fagpersoners perspektiv på netop dén periode i livet, alle med hver deres input og forslag til hvordan denne fases op- og nedture kan tackles, håndteres og omfavnes, så man kommer lettest muligt  igennem den periode hvor det står på.

Vi støder på mange forskellige livsforløb, og bliver præsenteret for hvordan netop dét ruster den enkelte på meget forskellig vis til overgangsalderen med alt, hvad det indebærer. Og netop dét giver da også stof til eftertanke, uanset køn og hvor man selv er i livet. Hvor gode er vi til at få talt om hvordan vi egentlig har det - og hvor gode er vi til at lytte, når andre prøver at få sagt noget højt? Er der plads til de svære samtaler, og hvorfor er de her ting egentlig så tabubelagte, når så stor en del af befolkningen skal i gennem det på et eller andet tidspunkt?

Skønne kvinde - er du i overgangsalderen er fyldt med rørende fortællinger om det ægte, levede liv. Den tvinger på bedste vis læseren til at stoppe op og mærke efter.

For de, der allerede er nået til overgangsalderen - eller hvis man er så heldig at være ude på "den anden side", kan den give rig mulighed for noget at spejle sig i, og følelsen af at man ikke står alene med de udfordringer man har mødt, både i forhold til de rent fysiske forandringer, men også det, der sker i sociale sammenhænge. 

Og for os, der ikke er der endnu, og som måske knapt har skænket overgangsalderen en tanke endnu, minder det os om, at selvom det kommer på et tidspunkt, og måske virker stort, vildt, eller måske endda en smule skræmmende, så skal det nok gå det hele. Det er der mange, der har gjort før os. Samtidig er vi trods alt nået til en tid, hvor vi kan tage mange hjælpemidler i brug, og der er en anden åbenhed om det, end der har været før i tiden. Vi er ikke i mål endnu, - men vi er nået langt.

Det er svært at tale om bøger som værende must-read, fordi alles behov er forskellige. Men det her er i hvert fald en bog, mange burde overveje at kaste sig over, - om ikke andet så bare for at læse en lille smule af den. Der er masser af stof man kan tage til eftertanke og reflektere over.

11 december 2024

*Anmeldereksemplar* Nordisk mytologi - illustreret udgave

 Forfatter: Neil Gaiman - Illustrator: Levi Pinfold - Oversætter: Karen Vad Bruun og Benni Bødker

Ugivet: 2024 - Forlag: Modtryk

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har været fascineret af nordisk mytologi så længe jeg kan huske. Jeg lånte jævnligt bind fra Valhalla tegneserierne hjem fra det lokale bibliotek. Oveni havde den friskole jeg gik på valgt at navngive mange af deres lokaler efter noget fra netop nordisk mytologi, og da jeg hen ad vejen opdagede sammenhængen gik detektivarbejdet igang for mig, - for hvilke myter og historier gemte sig egentlig bag de forskellige navne?

Neil Gaiman udgav allerede i 2017 bogen Nordisk Mytologi, som jeg dengang læste på engelsk (hvilket den naturligvis er udgivet på i første omgang). Denne illustrerede udgave af samme bog er fra i år, - og bogen kan bestemt sagtens tåle både den danske oversættelse (det har det danske forlag virkelig været heldige med!) og de FABELAGTIGTE illustrationer!

Det er på ingen måde en komplet samling af de nordiske myter, men en god portion af de vigtigste, kendteste og mest relevante er taget med. Neil Gaimans genfortælling er levende og han har på glimrende måde formået at fortælle så det giver mening, også på denne side af årtusindeskiftet.

Samtidig vil det nok være særligt relaterbart for mange hvordan Gaiman allerede i forordet forklarer hvordan hans interesse for de nordiske guder startede, da han blev introduceret for dem gennem Marvels tegneserier, - og hvordan han siden blev overrasket over de forskelle der var på Marvels udgaver af Odin, Thor og Loke, og den version myterne fortæller.

Man skal som læser ikke forvente en komplet udgave af myterne tilhørende asatroen her, men det er bestemt et godt sted at starte. Genfortællingen er også udført så der er noget at hente både for de, der er nye i myterne, og for os, der har læst dem eller fået dem fortalt før i en anden udgave.

Selv hvis man har læst originaludgaven af netop bogen her, synes jeg på ingen måde man må snyde sig selv for også at kigge på den illustrerede udgave her, - for dét kan altså noget helt særligt! Illustrationerne er smukt udført, og skaber masser af stemning og gør virkelig karaktererne mere levende undervejs.



07 december 2024

Krøniken om Mistle End - Griffens opvågning og Jagten begynder

 Forfatter: Benedict Mirow - Dansk forlag: Straarup & Co.

Krøniken om Mistle End handler om en dreng og hans far, der flytter fra London til den lille by Mistle End et sted i Skotland. Her finder drengen hurtigt ud af, at der findes mytologiske væsner, - og at han måske også selv har noget, som almindelige mennesker ikke har. Hvad dét er, må du dog læse med for at finde ud af.

Især den første bog, Griffens opvågning, kan noget særligt, og er både magisk og dragende, og man kommer relativt hurtigt til at holde både af og med vores unge hovedperson. Det er et charmerende lille univers, selvom der helt naturligt er karakterer der modarbejder vores hovedperson og hans venner, - og det er blot én af flere opgaver at få sat en stopper for disse karakterer.

I bog 2, Jagten begynder, er vi så langt at vores hovedperson og hans venner tager nogle ture til London for at løse de problemer, der er opstået. Selv for tre helt almindelige børn kan det være vildt at skulle navigere London på egen hånd, men de involverede hører til den magiske verden bliver det naturligvis kun endnu vildere, for Londons indbyggere tæller ikke kun almindelige mennesker. Der er mange, der vil børnene det ondt, og det er en nærmest konstant spændingsfaktor at følge med i, om børnene klarer den, og om de får dét ud af deres London-tur som de havde håbet.

Er du eller dit barn blevet præsenteret for magiske universer som Harry Potter, Narnia og Percy Jackson, - og ved I ikke, hvad der skal læses næste gang? Så er dét her et ganske udmærket bud. De har nogenlunde samme målgruppe, og de er fyldt med både magi, overnaturlige væsner, venskab og meget andet godt, og så er de super spændende og svære at lægge fra sig. Fra ca. 10 år.

04 december 2024

*Anmeldereksemplar* Psykologens 10 bud - en guide til et bedre liv

 Forfatter:  Martin Peter Mikkelsen - Udgivet: 2024 - Forlag: Hoi forlag

Psykologens 10 bud - en guide til et bedre liv er en klassisk selvhjælpsbog, hvor vi som læsere bliver hjulpet afsted på rejsen mod bedre selvindsigt og selvrefleksion, der i sidste ende skal hjælpe til selvhjælp.

Forfatter og autoriseret psykolog Martin Peter Mikkelsen har 30 års  erfaring som psykolog, og bogen hviler på disse erfaringer. Der er rettet opmærksomhed mod nogle af de oftest forekommende grundlæggende udfordringer han er stødt på gennem sin praksis, hvorfor bogen også  taler meget bredt.

Det er sådan en bog, der ind i mellem taler i meget generelle vendinger, der taler til mange forskellige problemstillinger, - i et forsøg på at nå lidt bredt ud. Det ville heller ikke nødvendigvis give mening at skrive for snævert, men man skal dog være opmærksom på at det jo ikke er givet at alle punkterne i bogen er lige relevante for netop den situation man selv står i.

Det er en GUIDE og ikke noget eksakt svar på noget specifikt, men kan dog forhåbentlig sætte en masse tanker i gang hos læseren. Man skal på ingen måde regne med en her-og-nu løsning, for sådan går det trods alt sjældent, men man er rimeligt godt på vej, hvis man tager bogens pointer til sig, og faktisk gør noget ved det.

Og skulle dét ikke hjælpe, så er det trods alt en start, der gør en eventuel opfølgende aftale med en autoriseret psykolog en smule lettere, fordi man selv har haft mulighed for at gøre lidt benarbejde forinden og har kunnet forberede sig en smule på hvad der virker, og hvad der ikke gør.

En klar anbefaling til især voksne, der har mod på at arbejde lidt med sig selv.

01 december 2024

*Anmeldereksemplar* Kirkeåret i nye klæder

 Forfattere: Karina Jensen og Lone Maria Lundsgaard - Udgivet: 2024 - Forlag: Hoi forlag

I dag er det første søndag i advent, og dermed også første søndag  i kirkeåret. Derfor er det også helt med vilje, at mine tanker om bogen Kirkeåret i nye klæder kommer i dag.

Bogen følger kirkeårets gang med en kort, men indsigtsfuld tekst fra 62 forskellige præster med refleksioner om deres lokale kirke og præstegerning. Mængden af tekster passer naturligvis til antallet af søn- og helligdage i kirkeåret, så man passende kan tage en tekst til hver, og efterfølgende høre en podcast i dagens anledning via den medfølgende QR-kode, - uden at det koster ekstra.

Bogen er lavet på en måde, så man, afhængigt af sind, kan "nøjes" med podcasten og de visuelle indtryk i bogens billeder, og bogens billeder tilhørende tekst kan også fint stå alene.

De mange præster, der har bidraget til bogen, er naturligvis præget af de kirker, de er tilknyttet, og deres præstevirke og liv generelt, og man får da også lov at opleve  stor diversitet i måden de udtrykker sig på i løbet af bogen. Der bliver reflekteret over stort og småt, menneskelighed, troen i sig selv, klima og meget  mere.

Og så behøver man altså ikke selv være troende for at læse med, men "blot" nysgerrig på kirkeåret og præstegerningen. Man bliver naturligvis mødt med individer, hvor man ikke er et sekund i tvivl om hvad de tror på, men det er ikke en bog, der nødvendigvis skal omvende. Som læser bør man nærmere se det som et bud på, hvilken relevans kirke og religion kan have i dagens Danmark i 2024, samt bud på i hvilke situationer vi kan bruge kirkerummet og præsterne ud over gudstjenester, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, - for præsterne er naturligvis til rådighed for langt mere end blot dét.

Kirkeåret i nye klæder er et fint indblik i mange perspektiver på kirken i dag, og er for de kultur- og religionsinteresserede.


30 november 2024

*Anmeldereksemplar* Min første skakbog

 Forfatter: Gonca Mine Çelik - Udgivet: 2024 - Dansk forlag: Straarup & co.

Min første skakbog er en kort, gennemillustreret og begyndervenlig introduktion til skak.

Det er sådan en bog, der er god at have ved hånden allerede når det store børnehavebarn så småt begynder at blive  introduceret for skak, da de fine medhørende illustrationer så fint visre hvordan brikkerne navigerer spillepladen. 

Samtidig  er teksten på et niveau hvor selv mit det ældste barn i 2. klasse selv læser med og orienterer sig i bogen på egen hånd. Bogen blev hurtigt luret af og slået op i flere gange under efterfølgende spil, hvor det var rart lige at blive mindet om hvad de enkelte brikker kunne og hvad der var  af muligheder.

Det er skrevet på en varm og velkommende måde, der inviterer folk ind, uanset alder, og lader dem blive  introduceret for skakspillet.

Er man den mindste smule nysgerrig på et af verdens ældste brætspil er dét her et ganske udmærket sted at starte. Og  er man selv rimelig stærk i spillet kunne det være et fint bud  på en  gave til én man holder af, - eller måske til mandelgaven til jul?

Herhjemme blev viv i hvert fald ret hurtigt helt vilde med bogen, og den står fint på hylden  sammen med skakspillet, så den er nem at finde og slå op i, næste gang vi skal spille!



09 november 2024

*Anmeldereksemplar* Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier

 Forfatter: Kristoffer Verholt - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sagas juleeventyr  - og 23 andre julehistorier er en samling stemningsfulde historier, der alle har dét tilfælles at de foregår i dagene omkring juleaften. De er alle relativt korte og man kan derfor nemt bruge den som kalenderbog derhjemme, eller i forbindelse med den daglige læsning på skolen.

Man skal dog være opmærksom på, at der med 24 individuelle historier, med hver deres hovedperson og langt hen ad vejen vidt forskellig art, så er det heller ikke alle fortællingerne der vil tale lige meget til alle læsere. Det varierer, afhængigt af historien, meget om det primært er henvendt indskolingen (eller med lidt god vilje de store børnehavebørn), eller om det er de store i 6.-7. klasse, fortællingen er målrettet.

Gør man sig som den voksne sig selv den tjeneste lige at skimme de første afsnit af historierne igennem kan man dog lynhurtigt afkode, hvem det er målrettet, og så kan man altid vælge til og fra, hvis man kun sidder med de mindre børn. Står man dog med flere årgange samlet, er historierne målrettet de store dog stadig på et niveau hvor de små også godt kan være en smule med, selvom de måske ikke får det samme ud af det.

Historierne har alle det tilfælles, at de foregår i dagene omkring jul. Der er dog stor forskel på, hvor julede hver enkelt historie føles. Nogle af historierne er meget præget af action, mens andre er mere i julens ånd i traditionel forstand, hvor familier bringes sammen og karaktererne finder hinanden undervejs. Der er altså også plotmæssigt noget til mange forskellige typer læsere, hvorfor bogen også er særlig idéel til når man sidder med højtlæsning for flere børn, - der skulle nemlig gerne være noget til næsten enhver smag her.

Jeg bed personligt særligt mærke i at første og sidste historie i bogen i princippet hører sammen, da de omhandler lidt af det samme handlingsforløb men er fortalt fra hver sin karakters synsvinkel. Det binder en fin sløjfe på det hele, og det giver noget helt særligt at vi får det samme fortalt på flere måder.

Sagas juleeventyr - og 23 andre julehistorier kan anbefales til dig, der savner en julekalenderbog der rammer mere end blot et bestemt type barn, og kan fint bruges hvad enten du står som lærer, pædagog eller bare forælder med meget forskellige børn.


07 november 2024

*Anmeldereksemplar* Jul i det magiske bjerg

 Forfattere: Troels Engelbrecht og Maj Nørgaard - Forlag: December - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jul i det magiske bjerg handler om søstrene Reva og Ragnhild. Da julen er ved at forsvinde, er det op til dem at redde det hele. Undervejs møder de både en ellekonge, en skovheks, trolde, nisser og andre mystiske væsner.

Det er en spændende, sød og magisk fortælling, der med sin eventyrlighed og relativt korte kapitler er idéel til og højtlæsning allerede fra ca. 4-5 år til 9 år - måske længere, hvis ungerne selv vil have lov at læse den på et tidspunkt.

Historien breder sig over 24 kapitler, så den fungerer glimrende som julekalenderbog med ét kapitel om dagen hver dag fra 1. december til juleaften, - hvis man altså er i stand til at vente til dagen efter med at få det næste med.

Hjemme hos os er vi særligt vilde med de julefortællinger og julekalendre der holder fast i julen som værende noget hyggeligt vi kan samles om. Dét værner fortællingen her om, for selvom der sker noget undervejs, bliver det aldrig for alvor en uhyggelig bog, men er nærmere med til at bringe karaktererne sammen og minde om den varme og hygge, som julen også handler om.

Så mangler I som familie en god julekalenderbog I kan læse med jeres unger, som virkelig kan bringe familien sammen, så er Jul i det magiske bjerg et ganske udmærket bud.

30 oktober 2024

*Anmeldereksemplar* Sami og gudernes gåde (Det som var før, #1)

 Forfatter: Nick Allan - Forlag: Forfatterskabet - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sami og gudernes gåde er første bind i serien Det som var før. Det er fantasy, stærkt inspireret af en vifte af myter og religioner, - men især referencerne til kristendommen træder frem i både navne på karakterer, pointer og plottråde.

Det er en fortælling hvor vi befinder os på flere plan, og hvor enkelte karakterer løbende skifter mellem hvilket plan de befinder sig på. I kombination af at der med mellemrum også skiftes synsvinkel og fortæller, kan det ind i mellem virke en anelse forvirrende at skulle hitte ud af hvor man er og hvem vi er hos, ind til man finder et system i det.

Sami og gudernes gåder handler om normer og sociale koder og brud med samme. Det handler om identitet og en eventyrlig jagt på at ville finde ud af hvor man kommer fra og i bund og grund at finde et trygt sted at høre til. Og med rødder i religion og mytologi trækkes der naturligt tråde herfra.

Især i første del af bogen er sproget voldsomt og der bliver brugt en del bandeord og hårde fraser, og kombineret med en bipersons generelt hårde attitude og udfordringer i tilværelsen er bogen bestemt ikke for sarte sjæle. Det er dog heldigvis ikke det, der fylder en hel masse i resten af bogen, hvorfor jeg heller ikke nævner det som en decideret trigger warning, da vores hovedpersoner kommer væk fra meget af det ellers giftige miljø.

Sami og gudernes gåde er spændende, omend den er noget indviklet og lidt forvirrende at hitte ud af. Den kan dog sagtens læses fra 14-15 år og op, og også voksne læsere vil kunne få en del ud af fortællingen.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...