*Anmeldereksemplar* Niøje

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2FeetEntertainment - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Niøje er en krimi tilsat samfundssatiriske elementer, og foregår i og omkring Blokhus, - en kystby i det nordjyske med under 500 faste beboere, men som i sommerhalvåret ofte er proppet til randen med turister. Vi følger byen, netop som en blotter viser sig i området, væsner fra havet sørger for at folk dør langs stranden, og vores hovedperson har samtidig sine egne problemer at slås med.

Jeg er personligt vokset op (og bor stadig) under 20 minutters kørsel fra Blokhus, og jeg har været vant til at komme på stranden året rundt - om sommeren for at bade, om vinteren for at gå ture langs vandet og nyde at det for en stund er muligt at have det næsten for sig selv. Med mellemrum er det da også blevet til stop i selve byen.

Derfor er det da også ekstra interessant at læse med, når man er en lille smule lokalkendt og har en fornemmelse for den typiske stemning i byen, både i og uden for turistsæsonen. Det er sådan noget, der kræver lidt - for i en roman som denne er det altafgørende at det føles ægte, som om det er virkeligt, og at de karakterer vi oplever på papiret også afspejler de mennesker, man faktisk ville kunne støde på i Blokhus og omegn.

Og jeg må ærligt sige at det langt hen ad vejen lykkes rigtig godt. De her mennesker kunne sagtens være den type man finder i Blokhus, og det er væsentligt at der er tydeliggjort en forskel på de, der har været en del af det i flere generationer, og de, der er kommet til for relativt nyligt. Stemningen og måden karaktererne omgås hinanden på er langt hen ad vejen spot-on og lige tilpas.

Der er meget på spil for vores hovedperson, både i det sociale spil, hvor man hurtigt kan komme til at træde ved siden af i så lille et miljø, men også i forhold til de forskellige sager, der blusser op. Der er meget at forholde sig til, og man kommer hurtigt tæt på karaktererne undervejs, - hvilket også gør det hele mere interessant.

Niøje er spændende, interessant og meget anderledes, og man skal virkelig holde tungen lige i munden undervejs for at kunne finde ud af det hele, for der er mange informationer at forholde sig til.

Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med - hvis du tør!

Franz den Almægtige

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Franz fra 2020 har fået sin efterfølger i Franz den Almægtige! Dengang skrev jeg om Franz, at det kunne være en fordel at gå ind til fortællingen med et åbent sind og uden for mange forventninger, - for man skulle nok blive overrasket alligevel. Der var fart over feltet og meget, der skulle nås, - og på dén led er der ikke meget, der har ændret sig i Franz den Almægtige.

Alligevel kan man mærke, at Wendelboe hele tiden vokser som forfatter. Der er kommet en anden ro over fortællingen, trods det at det aldrig bliver helt roligt med Wendelboes eventyr; men den røde tråd står tydeligere og det er klarere hvad fortællingen vil os.

Universet er stadig kaotisk, og man skal endelig ikke have paraderne for højt oppe, når man læser, for så kan man hurtigt blive trådt over tæerne eller en smule fornærmet. Især hvis man holder en smule af sin religion, hvad end dén måtte være. Franz er over alt og blander sig i hvad der passer ham, så ingen og intet er urørligt!

Det er humoristisk og småkaotisk, men også tankevækkende og interessant, trods - eller måske netop takket være - de provokerende undertoner.

Overordnet er Franz den Almægtige ret vellykket. Den kan, som sin forgænger, læses fra 15-16 år og opefter, og er især til dig, der trives i et stort hvirvar af indtryk, og som har mod på fortællinger, hvor man skal holde tungen lige i munden undervejs, - og så skal du ikke være bange for at turde tænke lidt selv også.

*Anmelder-eksemplar* Hvide elefanter

 Forfatter: Jakob Brodersen - Forlag: Brændpunkt - Forventet udgivelse: 16. september 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hvide elefanter er en barsk roman. Det er ikke sådan én, man bare lige læser. Den beder om at blive fordøjet og at man forholder sig til den, og det, den vil. Både i forhold til det enkelte individ, og verdenssituationen som noget større.

Det her er fortællingen om, hvordan der ofte er to sider af samme sag. Hvor kort der er fra håb til håbløshed. Fra privilegierne og mulighederne i Nordeuropa til begrænsningerne mange steder i Afrika - og for den sags skyld andre steder, hvor økonomien ikke er den samme. 

Det er en fortælling om drømmene om at gøre en forskel, og hvor lidt kontrol man i bund og grund har over, hvorvidt ens drømme bliver til virkelighed, - de er konstant påvirket af udefrakommende faktorer.

Hvide elefanter handler om Alan Bang. Han er midaldrende, single efter flere ødelagte forhold, og far til en voksen datter, der ikke har villet tale med ham i flere år. Som ingeniør kæmper han for at gøre en positiv forskel - både for de Nordeuropæiske forhold, der har behov for at få pumpet vand væk fra landområder, og for Afrika, der stadig kæmper med mangel på vand og mad.

Alan Bang er vel nok hvid, heteroseksuel mand, som de nu engang er flest. Han har i mange år prioriteret drømme og karriere over familie, - hvorfor kernefamilien ikke rigtigt blev til noget, og hans voksne datter er skuffet over, at hun ikke for alvor blev en prioritering i hans liv. 

Alan er idémanden bag den virksomhed, han og broderen driver i fællesskab, og hvor det primært er broderen, der fører sig frem i forhold til at skaffe penge hjem på det Nordeuropæiske marked, drømmer Alan videre om at ville gøre en forskel i Afrika. Men om det er fordi han reelt vil gøre en forskel dér, eller om han underbevidst bruger det som middel til at komme tættere på datteren, er uvist.

Og selvom Alan af flere omgange møder modgang, faktisk nærmest konstant, er hans tilgang til virkeligheden også præget af de privilegier der følger med at være i hans position. Han kan tillade sig at tage chancer, og bliver nærmest opfordret til at gøre det af samfundet. Han kan tillade sig at tale og gøre i forskellige sammenhænge, - og han bliver lyttet til, uden at der er ret mange der stiller nogen særlige spørgsmål til, hvorfor han dog kan tillade sig dét.

Der er i bund og grund heller ikke noget galt i at være en hvid, heteroseksuel mand som Alan Bang. Slet ikke. Men tilhører man som læser en minoritetsbaggrund af en eller anden art, bliver det let tydeligt, hvor meget man kan komme til at tage for givet som hvid, heteroseksuel mand, som ville være noget nær utænkeligt - eller i hvert fald umådeligt vanskeligt - hvis man er noget som helst andet end det.

Rent sprogligt dukker der da også sætninger og begreber op, hvor det er fristende at tænke, at de ord ville karaktererne slet ikke have tænkt på at have brugt, hvis de havde haft en anden baggrund, - og det er bemærkelsesværdigt, at ingen kommenterer på det. Det er kommentarer affødt af privilegier, og bunder ofte i racisme. Det er kommentarer, som jeg formoder ikke afspejler forfatterens egne synspunkter, men udelukkende karakterernes. Men måske derfor stikker de alligevel ud. For hvorfor er der ingen, der gør noget? Hvorfor lader hvide mennesker (og i særdeleshed hvide mænd, for det er dem, der er flest af, langt hen ad vejen i romanen her) andre hvide slippe afsted med den type kommentarer? Som samfund er vi nødt til at være bedre end det. Det hjælper ikke noget at kalde det hyggeracisme, når det i virkeligheden bare er racisme. Det skal stoppes - og det hjælper absolut ingenting, at litteraturen lader sine karakterer slippe godt fra det, også selvom det er at finde ude i virkeligheden. Forandringen skal starte et sted.

Hvide Elefanter er da også bogen om grundlægende at ville det gode i samfundet. Nok lykkes det ikke altid lige godt, - men intentionen er der hos de fleste. Og det er netop den her viden om, at også mennesker omkring os handler ud fra tesen om, at de vil nogen eller noget det bedste, der kan gøre en forskel i vores eget daglige virke - også selvom dem, vi vil det bedste, og måden vi gør det på, ikke altid er det samme. Lige præcis dén viden kan være en god påmindelse for mange - og også et vigtigt redskab i den måde, vi gebærder os på.