Viser opslag med etiketten interkønnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten interkønnet. Vis alle opslag

26 september 2020

XY

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2015 - Sidetal: 240

Årh.. Hvordan har jeg på mystisk vis fået fat i så stor en stak bøger, der får mig til at tude? Og så fra første kapitel, allerede! Det er nærmest ikke til at arbejde med, og det er da utroligt hvad små, sorte kruseduller på hvidt papir kan gøre ved tårekanalerne.

Uanset læserens kønsidentitet må XY her kunne sætte tanker i gang hos modtageren i forhold til vedkommendes indstilling til køn, og hvorvidt man opfatter det som en social konstruktion eller som noget mere biologisk - eller hvor man nu befinder sig rent holdningsmæssigt. For hvilke betingelser skal der egentlig opfyldes for, at man er det ene eller det andet? Er det det, man har mellem benene, eller de kromosomer, man er født med - eller det det, man føler sig som, der bør gælde? Debatten raserer ivrigt rundt omkring, og det er nok for meget at håbe på, at alle får en forståelse for, hvad det egentlig drejer sig om, og hvordan det kan føles at være fanget i en forkert krop, og / elller ikke turde dele sine tanker om køn og seksualitet af frygt for, hvordan omverdenen vil tage imod det. Men bogen her kan forhåbentlig sætte skub i nogle ting, og udbrede i hvert fald en smule forståelse for, hvordan det kan være at være inde i hovedet på én, der ikke er som de fleste andre på dette punkt.

Romanen er velskrevet, og karkatererne har masser af dybde, - trods det, at det hele er fiktion, kunne man sagtens møde Christoffer eller Asta ude i den virkelige verden. Og man må sige, at står man med de problematikker, som Christoffer og Asta står med, eller noget lignende, har man rigeligt at se til - uden også at skulle forholde sig til andres fordomme og idéer om, hvordan det hele hænger sammen. Derfor er det gavnlig læsning at forsøge at bevæge sig ind bag facaden og få et indblik i, hvordan andre mennesker tænker, og forsøge at sætte sig ind i, hvorfor og hvordan man overhovedet kan komme i tvivl om noget så omfattende som kønsidentitet, hvilket mange, der ikke har oplevet det på egen krop, kan tænke må være mærkeligt og forvirrende.

Overordnet en velskrevet bog med nogle uhyre vigtige problemstillinger, som vi som samfund er nødt til at få italesat for at udbrede kendskabet til de minoriteter, der er særligt udsat. Det gavner os alle på den lange bane, at der også er plads til de skæve eksistenser og dem, der ikke passer ind i de traditionelle kasser - der skal være plads til os alle sammen.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



None of the above

 Forfatter I. W. Gregorio - Forlag: Balzer + Bray - Sidetal: 328 - ISBN: 9780062335319 

None of the above er et interessant indspark i debatten om kønsroller og biologiske køn over for køn som værende en social konstruktion, og hvordan mange stadig opfatter køn som noget meget binært.

Kristin er vokset op som pige, men finder som 18-årig ved et tilfælde ud af, at hun er interkønnet og hendes kønsdele er underudviklede. Det skaber en mindre lavine af kriser for Krissy, der først og fremmest skal finde ud af, hvem hun nu er, i en tid, hvor hun bliver droppet af sin kæreste og hængt ud på skolen, fordi de færreste har mod på at sætte sig ind i, hvad det er hun går igennem. Derudover bliver hun også smidt af sit løbe-hold, hvilket har fyldt meget i hendes opfattelse af sin identitet.

Men da det hele ser mørkt ud, opstår der også små lys, og et håb om, at det hele nok skal blive godt igen en dag, - selvom det virker uoverskueligt og vanskeligt.

Afhængigt af den enkelte passage, kan Kristins fortælling både være knusende og barsk, men også varm og hjertelig. Den minder os om, hvor vigtig kommunikationen med vores medmennesker er, og at dét at opretholde en positiv relation betyder, at begge parter ind i mellem må give sig lidt; vi begår alle sammen fejl, og det er vigtigt at kunne indse, hvornår fejlen ligger hos én selv, så man kan få sagt undskyld.

Der er (åbenlyst, vil jeg næsten sige) tale om en form for dannelsesrejse for Kristin, hvor hun med tiden modnes og forsøger at finde et nyt ståsted i livet, efter hendes verden er blevet vendt på hovedet; hun må tage sig selv og sin identitet til efterretning og gøre op med sig selv, hvem hun har lyst til at være - som datter, veninde, kæreste, sportsudøver.. Det er ikke nemt, især ikke, når man som teenager ofte har rigeligt at se til og at slås med i forhold til skole, karakterræs, venner, kærester, fester, familie og generelle udfordringer i forhold til identitet og hvem man gerne vil være.

Der er et godt flow i historien, og plottet er skruet sammen, så bogen er vanskelig at lægge fra sig igen. Kristins udfordringer er virkelige, og kan være genkendelige for mange, - uanset om man selv oplever identitetskriser i forhold til køn og seksualitet som Kristin gør, eller om det er noget andet, der gør, at man i ungdomsårene går i gennem en form for krise.

Selvom den naturligvis ikke er repræsentativ for alle med samme diagnose som Kristin, kan den alligevel være en øjenåbner for andre, og være med til at skabe en forståelse for nogle af de udfordringer, som nogen må igennem, - og statistisk set vil mange af os støde på i hvert fald nogen med diagnosen i løbet af livet.

Selve den romantiske del af historien er ikke på nogen måde banebrydende, og ligner noget af det, man kender fra andre ungdomsromaner, film og tv-serier, så der er ikke nogen overraskelser der.

Selvom historien egentlig i bund og grund er rigtig god, er den på nogle områder også en smule tam og forudsigelig, - og alligevel har bogen mine varmeste anbefalinger. Den er relativt let læst og overkommelig, men giver samtidigt stof til eftertanke i forhold til én selv og hvordan vi går til vores medmennesker.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.




*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...