03 oktober 2022

*Anmelder-eksemplar* amigo

 Forfatter: Mikkel Guldager - Forlag: Rød Panda - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Bemærkning: Bogen berører en række ting, der for visse læsere kan virke meget grænseoverskridende. En (sandsynligvis ikke fuldkommen) liste over trigger warnings findes i bunden af denne anmeldelse.

I amigo følger vi på skift hr. L, der er skizofren og lever på kanten af samfundet, og William Kruse, der er digter, og som ser noget i Hr. L. Hele plottet foregår hen over en uge, og selvom det kan virke som kort tid er det bestemt ikke kedeligt, og meget kan nå at ske på relativt kort tid, - især fordi hr. L's udfordringer spiller ind, og William Kruse har ualmindeligt svært ved at sige nej til ham, trods kærestens gentagne protester.

Det er let at fatte sympati for begge karakterer fra første færd. De fleste har som hr. L. prøvet at føle sig svigtet, - af folk omkring én, af systemet og af samfundet. Han går dog stadig til det hele med en helt særlig livsenergi, og ved hvad han vil og hvor han vil hen, - men om målet retfærdiggør midlerne kan jo så diskuteres, især når man ser det hele udefra. Omvendt er der noget særligt ved Willam Kruses vilje til at omfavne bredt og at ville se ud over hr. L's kant og til tider lidt hårde ydre. Nok er det med idéen om selv at samle materiale til sine digte, men hans nysgerrighed er der, og han vil virkelig gerne hjælpe.

Hverken hr. L eller William Kruse er perfekte, og de handler begge ud fra egne, egoistiske motiver. De har dog også noget på hjerte begge to, og handler i efter bedste hensigt, selvom de begge mangler selvindsigt i forhold til hvordan deres handlinger påvirker folk omkring dem, - og hvordan andre opfatter deres handlinger. Hr. L. og William Kruse er på mange områder er vidt forskellige, siger deres fællestræk også en masse om, hvad der egentlig definerer os som mennesker, og at vi i sidste ende ofte er os selv nærmest, selvom vi udadtil forsøger at vise noget andet.

amigo stiller nogle etiske spørgsmål om den måde folk på kanten af samfundet bliver behandlet, både af systemet og samfundet, der prøver, men i realiteten ikke er designet til at inkludere skæve eksistenser, men også af folk omkring dem, der skulle forestille at være fortrolige, men sjældent har en stor forståelse for hvad det indebærer at være i en udsat position.

Det er et billede på at samfundet, trods mange indsatser, bare ikke er godt nok til at holde hånden under dem, der virkelig har behov for ekstra støtte. Samtidig viser den også hvor vanskeligt det kan være at hjælpe dem, der virkelig ikke vil hjælpes, fordi de selv mener at det er alle andre den er gal med, og de mangler forståelsen for hvad der skal til for at lette en række hverdagsudfordringer.

amigo er tankevækkende, og gør virkelig stort indtryk. Jeg skal blankt indrømme, at jeg selv var skeptisk over for om den overhovedet var noget for mig, og om den blev for speciel. Det er dog virkelig en gennemarbejdet bog, der trods det at den falder uden for normen på mange parametre, præsterer at servere en række af samfundets store udfordringer på en håndgribelig, spiselig måde, selv for de læsere, der ikke i forvejen har den store viden på området.

Heriblandt er den skiftende synsvinkel til stor hjælp, for hvor William Kruses måde at tænke på måske er let at relatere til for mange, ville det være en kende vanskeligere at sætte sig i hr. L's sted, hvis ikke vi fik hans indre følelsesliv med og hans overvejelser og tanker om det han oplever, og det han selv foretager sig. Indsigten i netop hr. L's indre liv er noget helt særligt, giver masser af stof til eftertanke.

amigo -er- noget specielt. Den foregår på kanten af tilværelsen, men arbejder også med helt almindelige, relaterbare udfordringer. Det er sådan en bog, man husker, - både fordi den er anderledes og skiller sig ud fra mængden, og fordi den gør det på en ordentlig måde, der er respektfuld over for dem, det hele handler om.

Derfor har amigo også en varm anbefaling herfra.

Trigger warnings for bogen: groft sprogbrug, stort alkoholforbrug, racisme, mentale udfordringer, trusler, overfald, mordforsøg

01 oktober 2022

*Anmelder-eksemplar* Fate: The Winx Saga - Feernes Vej

 Forfatter: Ava Corrigan - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2022

Fate: The Winx Saga - Feernes Vej udkom, som det permanente klistermærke på bogens forside antyder, samtidig med en Netflix-serie. Vi befinder os på en skole for teenagere, der skal lære at bruge deres magiske kræfter. Vi følger fem meget forskellige elever på skolen, der har hver deres styrkesider, - og der er både lagt op til drama og intense kampe.

Netop fordi bogen udkom i forlængelse af en tv-serie er tempoet anderledes end det, jeg i hvert fald er vant til fra lignende fantasy-bøger. Der skiftes synsvinkel flere gange undervejs, så hver synsvinkel får lov at fortælle én scene, og så skiftes der synsvinkel i den næste scene. Til gengæld er kapitlerne længere end normalt, og svarer til (hvad jeg går ud fra er) et afsnit af tv-serien.

Lige de mange skift i synsvinkel kan virke overvældende, hvis man som mig læser langt flere bøger end der bliver set film og serier, - og jeg skulle da også et stykke ind i bogen, før det kørte for mig. Jeg vil dog også sige til bogens forsvar at det er ualmindeligt godt gennemført, og det virker langt bedre end jeg først havde regnet med.

Skiftende synsvinkler gør noget for tempoet i bogen. Det kan noget, at vi kan følge med både der hvor kampen sker og der hvor andre karakterer forsøger at hjælpe et andet sted. Der er en fin dynamik i det, hvor vi får lige tilpas meget af hver synsvinkel, hvor man får en fornemmelse af hvad der foregår, og man egentlig gerne vil have mere, men også gerne vil høre hvad der sker hos de andre, hvor der jo også er drama i gang.

Når vi følger flere karakterer tæt i samme bog når vi af naturlige årsager ikke helt så meget ind under huden på dem alle som hvis de havde fået hver deres bog, eller hvis der kun havde været en enkelt hovedperson. I bogen her er det dog også især én af karaktererne, outsideren Bloom, vi lærer bedst at kende. Det er hendes historie der bliver fortalt, og fortællingens hovedproblematikker centraliseres om netop hendes fortid og dét, der gør Bloom til noget særligt i denne verden.

Bloom fungerer også glimrende som hovedperson. Hendes fortælling er interessant og hendes kræfter er interessante at udforske, - og der er god plads til at hun kan udvikle sig, fordi hun ikke på forhånd kender det store til denne magiske verden. Dog har resten af karaktererne også masser af byde på, og man kan jo altid håbe deres historier med tiden også får lov til at fylde, - for de har hver deres ting, som også sagtens kan fylde en bog (eller en sæson af en tv-serie, for den sags skyld).

Magisystemet i universet er ikke forklaret idetaljer, - men man får dog hurtigt indtryk af at der er forskellige styrker at trække på, så den enkelte bruger er særligt dygtig til for eksempel ild, som Bloom er det, til vand eller til andre ting, - og at det trækker på brugerens naturlige energireserver. Den super-nørdede læser (host, mig selv) kunne nok sagtens ønske sig endnu flere tekniske beskrivelser af hvad der gør magien, - men der skal naturligvis også være plads til udvikling her, og det fungerer glimrende at der er undgået tunge info-dumps. Tempoet skal selvfølgelig bevares, og det kommer i første række.

På dansk har Rosenholm trilogien af Gry Kappel Jensen været utrolig populær, og det er også i dén serie der er flest paralleller at hente i dansk fantasy. Min forestilling er lidt, at kunne man lide de bøger, vil man også kunne få en masse ud af at læse Fate: The Winx Saga.

Fate: The Winx Saga er YA fantasy i skole-regi, når det fungerer super-godt. Den er mærkbart anderledes fra meget af det andet litteratur i samme genre, især på grund af tempoet, men det klæ'r den, og man kan sagtens have fornøjelse af bogen uden at have været i nærheden af tv-serien først.

25 september 2022

*Anmelder-eksemplar* Tid, ingen vil give mig

 Forfatter: Sabrina Rønning Gade - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Stort forbrug af alkohol, forbrug af stoffer, vold, overgreb

Tid, ingen vil give mig er fortællingen om Oli og Mathilde. De går i 3.g i Århus, og har hver deres udfordringer at slås med. Bogen er opdelt, så første del fortælles fra Olis synsvinkel og foregår over cirka første halvdel af skoleåret, mens anden del af bogen fortælles fra Mathildes synsvinkel, og foregår fra juleferien og frem til studenterhuen kommer på.

Oli er egentlig nordjyde og er lige flyttet til Århus, så hans fortælling handler om at være den nye i et allerede etableret socialt fællesskab. Spillereglerne er anderledes end det, han er vant til fra tidligere, så det er ikke sådan lige at finde rundt i hvordan man går klædt og hvordan man opfører sig, - og tonen er også en anden end det, han er vant til.

Mathildes udfordringer handler blandt andet om en skæv relation til hendes mor, og om at navigere et ungdomsliv uden nogen tætte voksne relationer at spejle sig i.

Deres historier flettes sammen undervejs, og de kan ikke for alvor undgå hinanden i løbet af bogen, men hver især er deres udfordringer så omfattende, at de sagtens kunne have haft hver deres bog, - og mange flere kapitler til at udfolde det hele. Min største anke ved bogen er faktisk, at der sagtens kunne have været endnu mere af den, for med sine 159 sider bliver den meget kort i forhold til hvor meget den forsøger at omfavne.

Tid, ingen vil give mig vil en masse i forhold til ungdomsliv, identitet, og det at være en del af et fællesskab. Tonen er ungdommelig og god til at blande danske og engelske fraser, som det hører sig til for mange unge. Der bliver stillet store spørgsmål, både af de unge og til de unge, - og selvom Oli i starten af bogen er efter et fag som filosofi kommer man ikke uden om at bogen her selv skriver sig ind blandt de mere filosofiske ungdomsromaner.

Tid, ingen vil give mig er som skabt til at sætte tanker i gang. Ikke bare hos de unge, som måske vil kunne spejle sig i Oli og Mathilde, men måske især hos de unge menneskers voksne, der her får mulighed for at blive klogere på en ungdomsverden, hvor der er sket meget siden man selv var teenager.

Bogen er velformuleret - men som nævnt kunne den sagtens have fyldt det dobbelte sidetal uden at det havde gjort alverdens. Man kunne med fordel have givet Oli og Mathilde hver sin bog, - og deres veninde Clara sin egen også, og gjort det til en serie. Karaktererne og deres fortællinger kan bære det, for de har hver deres udfordringer at slås med, - og de fortjener at blive hørt og set. Alle tre.

24 september 2022

*Anmelder-eksemplar* Når Stjerner Falder - Stjernetågen #1

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: HiReader - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg skal ikke sige mig fri for at have glædet mig meget til Når Stjerner Falder, - og at jeg generelt har været begejstret for det, Katja ellers har skrevet, så forventningerne også har været sat højt.

Heldigvis kan Når Stjerner Falder sagtens leve op til forventningerne. Det er velskrevet, intensivt, og svært at lægge fra sig. Som læser bliver man ledt gennem en stor del af følelsesregistret, - og der bliver spillet på både medfølelse og klamhedsfaktor.

Hovedpersonen Grace har gennem flere år levet en udfordrende tilværelse, hvor der konstant har skullet kæmpes for næste måltid og andre basale nødvendigheder. Selvom hun er blevet advaret kraftigt mod at deltage, ser hun på grund af sin opvækst alligevel en deltagelse i Overhøringen som en sidste udvej, - men det betyder også at hendes prøvelser langt fra er ovre endnu, for deltagelsen i Overhøringen er ikke uden konsekvenser, og det har hidtil været dødeligt for alle, der har forsøgt. Håbet for succes er minimal, og det er ikke småting, der møder Grace og de andre karakterer.

Når Stjerner Falder er en solid fortælling, der blander klimafiktion med elementer fra fantasy og science fiction. Klimaforandringerne kan vi ikke komme uden om er i gang allerede, - men hvad konsekvenserne vil være på lang sigt kan være vanskelige at spå om. Når Stjerner Falder skriver sig ind i en vækst at litteratur på netop dét område. Men hvor flere andre bøger i klimafiktionsgenren trods alt stadig drømmer om en beboelig jordklode i fremtiden, ser det sort ud i dette tilfælde, og Grace og flere andre ser sig nødsaget til at kigge mod andre planeter for at finde en løsning. 

Der er flere paraleller at finde til Hunger Games-universet, men Stjernetågen er alligevel helt sin egen, - og hvor Hunger Games kunne være barsk, tangerer Når Stjerner Falder til at være brutal. Der er i den grad skruet op for sværhedsgraden i de udfordringer deltagerne møder, og der er ingen garantier for noget som helst, - heller ikke for et lykkeligt udfald. Og Når Stjerner Falder dækker endda kun første del af de prøvelser, Grace og de andre karakterer skal igennem.

Når Stjerner Falder er i høj grad en bog om overlevelsesinstinkter. Men det er også en bog om det, der gør os til mennesker, og hvad der gør livet værd at leve. Det er en bog om medmenneskelighed og samarbejde, om gavmildhed og viljen til selvopofrelse for andres skyld. Det er en fortælling om styrke og vilje, om robusthed og at turde tro på sig selv, og hvordan det kan være en udfordring - også for dem, der udadtil lader til at have styr på det hele.

Da Hunger Games havde sin storhedstid var jeg fan. Det virkede, og det gav stof til eftertanke. Men Når Stjerner Falder giver for alvor Hunger Games baghjul, som jeg ikke havde troet det muligt - Hunger Games blegner til sammenligning.

Det er nogle af de samme budskaber og idéer der spilles på, men skaleret op i en grad hvor man som læser ikke er et sekund i tvivl om hvor brutal en tilværelse de hårdest ramte lever, hvilke uretfærdigheder de kæmper imod, og hvor vigtigt det er at kæmpe imod overmagten, uanset hvor umulig kampen synes.

Når Stjerner Falder er en stærk start på serien Stjernetågen. Den brillerer på både worldbuilding, plot og karaterudvikling, og jeg er spændt på hvor vi bliver ført hen i kommende bind. Med så vild en start er der i hvert fald håb om noget ekstraordinært og helt fantastisk, - for Når Stjerner Falder er i sig selv i stand til at sætte dybe spor hos sin læser.



21 september 2022

*Anmelder-eksemplar* Skyggelinsen - Manden fra Sombra

Forfatter: Jakob Drud - Forlag: Brændpunkt -  Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Skyggelinsen - Manden fra Sombra er magisk realisme til mellemtrinnet og udskolingen.

Vi møder en gruppe elever i 7. klasse, der ikke er synderligt begejstrede for en øget mængde overvågning af skolen, - så det vil de gerne have standset. Det er bare ikke sådan lige til. Fortællingen veksler mellem elevernes møder, hvor de forsøger at få overvågningen stoppet, og den enes liv hjemme, hvor han i forvejen har rigeligt at se til.

Den del af bogen, hvor vi følger karakteren Martin i hans hjemmeliv, følger forholdsvist meget i bogen i betragtning af hvor lidt betydning det reelt har for den kamp, Martin og hans kammerater kæmper på skolen. Der er dog lagt kraftigt op til, at det der sker i Martins privatliv får langt større betydning i en kommende efterfølger, så der er naturligvis en grund til det er med. Dog er det med til at trække spænding og intensitet ud af fortællingen, og man kunne sagtens have ønsket sig at det stod mere i baggrunden til fordel for mere af det, der reelt er problemet i denne bog.

Bogens primære omdrejningspunkt handler netop om overvågningen på skolen, som eleverne gerne vil have skåret ned på. Det i sig selv kan sagtens fylde meget mere end det gør i bogen, som det ser ud her, for problemet og debatten er interessant, både for de voksne læsere og de unge selv. Spørgsmålet om i hvor høj grad vi skal finde os i overvågningen i dagligdagen kan nemt splitte folk - og der er mange indgangsvinkler til debatten, som kunne have været med, både fra hovedpersonerne selv og de voksne omkring dem. Der er sjældent noget galt i at lade de unge mennesker kæmpe sagen selv, men netop i en fortælling som denne kunne det have været en interessant vinkel også at få de voksne på banen. Hvad tænker forældregruppen om øget overvågning af deres børn? Hvad synes lærerne om det? I kraft af at det er en bog til børn og unge er det naturligvis ikke de voksnes perspektiv, der skal tage hele fokus, - men det måtte godt have fyldt lidt mere.

Sprogligt er bogen let tilgængelig og både den stærke læser i 4. klasse og den udfordrede læser i udskolingen vil kunne derfor få noget ud af den, både i forhold til tekstens sværhedsgrad og bogens indhold. Det er heller ikke en af de længste bøger på markedet, hvilket også gør den overskuelig for mange, og samtidig er den rimeligt tidssvarende i forhold til talemåder, vaner og karakterernes brug af sociale medier.

Jeg kalder bogen magisk realisme, men det er ikke magien, der fylder alverdens gennem bogen, så man skal ikke forvente fantasy. Det er realisme-delen, der fylder, og gruppen af hovedpersoners kamp for egen sag. Trods det at jeg sagtens kunne have ønsket mig mere af bogen, vil jeg alligevel anbefale den til de unge læsere, er ønsker sig virkelighedsnære problemstillinger med et twist, - uden at det hele behøver gå op i kærlighedsdramaer eller fantasy.

16 september 2022

*Anmelder-eksemplar* Livseliksiren (Academia, #2)

 Forfatter: Line Wenzel - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien, Den Anden Komponent. Anmeldelsen af dén kan findes her.

Jeg var svært begejstret for Den anden komponent, da den udkom, og genlæsningen op til læsning af Livseliksiren bekræftede mig kun i at det her univers kan noget helt særligt.

Livseliksiren fortsætter, hvor Den anden komponent slap, - og det går vildt for sig allerede fra de første få kapitler. Selvom vi nu er rykket et skridt væk fra universiteternes bygninger, er intrigerne kun fulgt med ud i New Yorks gader og i de involveredes egne hjem. Det lykkedes da også at få flere kapitler i streg til at ende så tilpas spændende, så når først man er kommet i gang, er det ekstra vanskeligt at slippe igen. Der sker meget på én gang, men det er elegant udført, og det er lige til at følge med, trods det umiddelbart kan virke en anelse hektisk.

Hvor Den anden komponent primært beskæftigede sig med til dels worldbuildingen og til dels den indledende opklaring af det mysterie serien grundlæggende handler om, er fokus i Livseliksiren flyttet til at beskæftige sig med karakterudvikling, relationen mellem mennesker fra forskellige baggrunde - både akademikere i mellem og fra andre samfundslag, men også mere etiske spørgsmål.

Bege hovedpersoner, Aden og Nia, rykker sig i løbet af bogen. Hvor Aden langsomt begynder at stille spørgsmål ved sit eget jeg og sine prioriteringer, får Nia blik for en del af New York hun ikke tidligere har beskæftiget sig ret meget med. Som barn af en akademikerfamilie er det kun i begrænset omfang hun har måttet omgås folk udenfor universitetsmiljøet, og hun skal lære at begå sig blandt nogle helt andre mennesker end hun er vant til. Tonen er anderledes, man snakker og opfører sig anderledes. Adens udvikling er mere subtil og rykker sig først for alvor hen mod slutningen af bogen, - og trods deres forskellige rejser er begge karakterers udvikling virkelig stilfuldt udført.

De etiske dilemmaer bliver taget op løbende, og knytter sig især til Aden og Nias loyalitetsforhold. For en karakter som Nia, der altid har gået meget op i fakta og det, der kunne måles, vejes, ses og mærkes, kommer det for alvor til udtryk, da hun i et kapitel begynder at overveje hvorvidt der kan være noget, der er vigtigere end sandheden. Realiteten står klarere for hende, og kan være en øjenåbner, også for mange læsere, fordi det netop viser at der til enhver situationer flere lag end hvad man umiddelbart skulle tro ved første øjekast, og det giver ikke bare scenen, men fortællingen som helhed, endnu mere dybde.

Livseliksiren stiller individets behov op imod fællesskabets behov, og fakta og sandhed op imod sociale spilleregler og samfundets forventninger. Selvom det er nogle få, små bidder, der for alvor stikker til læseren, kan det virke provokerende og tankevækkende, og det er spørgsmål der har potentiale for virkelig at sætte spor.

Academia serien er fantasy. Det er i en kategori af fantasy, hvor de fleste kan være med uanset tidligere erfaringer med genren. Her i bog 2 får vi snuset til en eliksir, der heler sår og sygdomme og har potentiale til at påvirke individets helbred på sigt. Samtidig gemmer divinatorerne på deres egne hemmeligheder, som forhåbentlig får lov at udfolde sig endnu mere i tredje bog i serien.

Dog er det ikke -kun- fantasydelen og det overnaturlige, der får lov at fylde. For Academia handler især om mennesker, og hvordan vi interagerer med hinanden afhængigt af social baggrund og den plads vi for tiden besidder i det sociale hierarki. Det handler om relationer og forskellige forventninger til forskellige sociale kontekster, og dét er nok især bøgernes styrke.

Fordi vi får kapitler fra både Nias og Adens synsvinkel får vi lov at opleve deres meget forskellige tilgange til de problemstillinger, de står over for, og de dilemmaer de får at tænke over undervejs, - og fordi de kommer fra hver sin baggrund, der kun overlapper på ganske få områder, er det virkelig interessant at følge med i. Det fungerer heldigvis virkelig godt, og man kan sagtens mærke at deres syn på verden ikke er ens.

Overordnet set er Academia ikke en serie, du må snyde dig selv for, - uanset om du interesserer dig for fantasy, for 1920'ernes USA, for kulturforskelle eller relationen mellem mennesker!



13 september 2022

*Anmelder-eksemplar* Langt væk fra Midgård

 Forfatter: Thea Astrid - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Langt væk fra Midgård er en selvstændig fortsættelse til Langt væk fra Asgård af samme forfatter. De foregår i samme univers, og selvom der er nogle referencer til forgængeren i denne bog, kan den sagtens læses selv hvis ikke man har læst den første.

Her i Langt væk fra Midgård møder vi Frøydis, der har genetableret jætteøen Vølukur og arbjeder for at man her kan leve i fred, - dét er dog ikke så simpelt som det lyder, og kampen for den slags frihed involverer megen drama.

Vi får for alvor smag for hvordan en verden af jætter ser ud. Der er nogle helt særlige sociale spilleregler, der hører sig jætterne til, og Thea Astrid formår at fremføre det hele på overbevisende vis. 

Niveauet er tydeligt løftet i forhold til Langt væk fra Asgård. Sproget er mere flydende, universet fungerer bedre end nogensinde før, og karaktererne er blevet mere virkelige og relaterbare. Det er en fornøjelse at se en tydelig udvikling i et forfatterskab, og det her er bestemt ingen undtagelse.

En del vil nok associere jætter med "de onde", for det er ofte det, jætterne bliver skudt i skoene og sådan de bliver portrætteret. Det er en fest at få lov at opleve dem fra en anden side, hvor de viser en bred vifte af følelser og karaktertræk, og at de ikke blot bliver skåret over én kam. 

Det er især Frøydis' synsvinkel der dominerer i bogen, men undervejs bliver vi også præsenteret for synsvinkler fra nogle af de andre karakterer, vi møder undervejs. Hvor jeg ved forgængeren synes at de skiftende synsvinkler kom til at virke en anelse rodet, er det her virkelig gennemført, og det giver fortællingen nogle helt særlige nuancer og mere dybde, som absolut klæder den - og så er det blevet mere systematisk, så jeg i hvert fald oplever bogen som værende langt mere strømlinet.

Generelt er der tænkt over mange finde detaljer i plottet, og jeg elsker at se, at der virkelig er blevet knoklet igennem med udførelsen. Det er helt klart én af de læseoplevelser, der har megen potentiale for at sætte sig hos sin læser, og har man den mindste interesse i asatroen og fantasy-genren, kan jeg kun anbefale man kommer i gang med den!

29 august 2022

*Anmelder-eksemplar* Alta

 Forfatter: Bjarne B. Pedersen - Forlag: Historia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Der er ikke megen tvivl om, at en stor del af inspirationen til fortællingen om Alta kommer fra rollespil. Man mærker det i universets opbygning, måden at tale om de forskellige racer på, hvordan karaktererne taler med hinanden indbyrdes, hvordan karaktererne udvikler sig - og hvordan plottet i det hele taget anskues.

Der er naturligvis mange ligheder med traditionelle fantasy-romaner, men man skal som læser ikke forvente den karakternære dannelsesrejse, hvor hovedpersonens indre liv fylder det meste.

Første bog i universet her handler først og fremmest om worldbuilding. Der er plot og karakterudvikling, men det træder lidt i baggrunden. Der er mange begreber at holde styr på, selv for den garvede fantasy-læser, og der er flere karakterer, racer og stednavne at holde styr på, - og selvom jeg elsker at der følger kort med til bogen, kan man i ny og næ savne en ordliste bagerst i bogen, hvor man kan slå op når man bliver i tvivl.

Alta som helhed kan læses fra mellemtrinnet og frem, og kan sagtens læses af voksne - men må anbefales til de læsere, der i forvejen er hjemmevant i fantasy-genren, hvad enten det drejer sig om bøger, film, gaming eller rollespil, for der er tilpas mange indforståede detaljer undervejs, der kan gøre læsningen vanskelig eller uoverskuelig for andre, - for der vil sandsynligvis være for mange undringsspørgsmål.

Det er på ingen måde en skidt ting, for garvede fantasy-fans kan også have behov for at nørde igennem. Her er det blandt andet bogens store styrke hvordan worldbuildingen får lov at udfolde sig, og selvom der endnu er meget til gode til kommende bøger i serien, er der startet godt ud, og fortællingen har et godt fundament at bygge videre på. Så kan man blot krydse fingre for at udvikling af plot, intriger, karakterer og relationer får lov at fylde endnu mere fremadrettet.

28 august 2022

*Anmelder-eksemplar* C&C forever - Det mystiske hus

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første tre bind i serien. Anmeldelsen af disse kan findes her.

Cecilie og Clara er startet i 5. klasse, og vi nærmer os Halloween. Snart forsvinder et par af pigernes klassekammeraterne, men de voksne vil ikke lytte på at der foregår noget mystisk i et hus tæt ved hvor pigerne bor - de tror blot at der er tale om nogen der har pyntet op, - så pigerne må tage sagen i egne hænder.

Som de tre tidligere bøger i serien er bogen bygget relativt simpelt op, og plottet holder sig også relativt stramt til mysteriet om de forsvundne kammerater. Det er spændende og nervepirrende, og når det går vildt for sig er det vanskeligt at lægge fortællingen fra sig. Det har tendens til at være meget creepy og uhyggeligt i en grad, hvor det mere sarte barn kan have behov for ekstra opmærksomhed.

Der afviges kort fra hovedplottet i starten og i slutningen med en mindre stridighed mellem Cecilie og Clara selv, hvor der slås tvivl om deres venskab. Her kunne man godt ønske sig netop den del af plottet udfoldet i endnu højere grad, for forløsningen kan virke en smule vag, - her kunne det have været oplagt med en mere uddybende samtale mellem pigerne om fundamentet for deres venskab. Det ville klæde både serien og karakterudvikling hos pigerne at der her blev gravet lidt mere frem, og at deres indbyrdes relation fik lov at fylde mere end den har gjort tidligere, - uden at det naturligvis behøver tage alt for meget fokus fra hoved-plottet. I kraft af at serietitlen netop henleder opmærksomheden på Cecilie og Claras venskab kunne man sagtens ønske sig at det fik lov at fylde lidt, - måske er det noget, der kunne tages op i kommende bøger i serien?

C&C forever er en fin serie til selvlæsning fra omkring 9 til 12 års alderen, - dog med forbehold for at de mere sarte læsere kan risikere at blive påvirkede af serien, og det derfor er at foretrække at læseren i forvejen har interesse for gyserhistorier med et strejf af noget overnaturligt.

26 august 2022

*Anmelder-eksemplar* Skyggefjenden #2: Slaget i Dostor

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Slaget ved Danubris. Min anmeldelse af dén bog kan findes her.

Trigger Warning: voldtægt, ekstrem jalousi og besidderiskhed 

Noget af det der trykkede mig efter forgængeren var, at der var lagt op til at hovedpersonen skulle ud på en dannelsesrejse, - men at fokus primært var på plottet og i langt mindre grad på karakterudvikling. Slaget i Dostor er som forgængeren primært plotdrevet, - men der er heldigvis gjort plads til at vi i endnu højere grad lærer både hovedpersonen og de andre karakterer at kende undervejs, og rent faktisk mere end bare overfladisk.

Karaktererne får - især efter en bestemt episode, som jeg nok skal undlade at spoile - langt mere dybde og kant, og dét klæder virkelig fortællingen. Vi lærer dem gradvist bedre at kende gennem hele bogen, men der er en specifik episode, der for alvor stadfæster dem som individer, og det er virkelig virkningsfuldt at flere af de bærende karakterer får plads til at være følsomme og få vist sider af sig selv, som tidligere blot har været antydet eller vagt beskrevet.

Plotmæssigt sker der også ting og sager, og det er ikke "bare" en to'er der skal overstås for at nå afslutningen i bind 3. Hemmeligheder afsløres, og hovedpersonerne har fået nogle interessante og forhåbentlig brugbare kort på hånden. Siderne bliver brugt fornuftigt, og det giver mening at det her skal være ent trilogi og ikke blot endnu en duologi med et stykke intetsigende tekst i midten. Der udvikles hele tiden på handlingen, og det står sjældent stille. Selvom det ikke er alle kapitler der indeholder lige meget action, bliver plottet synligt drevet frem hele tiden, - og som læser kommer man næppe til at kede sig.

Det er en ren fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af både world building, plot og karakterer her i bind 2 - ikke at det ikke var der i første bog, men det er virkelig blevet løftet, og der er tydeligt lagt meget energi i at få det til at spille og gå op. Det spiller på en helt anden måde end tidligere. Fortællingen har fået lov til at vokse og den fortjener bestemt at man giver den en chance for at udfolde sig, for den her meget potentiale, - uanset om man er til de plotdrevne eller de karakterdrevne fortællinger.

Spændingsniveauet fungerer også glimrende undervejs i bogen, og man er aldrig -helt- sikker på hvordan karaktererne mon slipper ud af en given konflikt, og om det overhovedet kan lade sig gøre.. Der er noget ved den her type fortællinger, hvor man faktisk reelt frygter hvad der sker karaktererne, og ikke som udgangspunkt går ud fra at alle klarer sig igennem og allerhøjest får overfladiske skrammer, - men at bekymringen for deres chancer bliver reel. Trods overbevisningen om at karaktererne har lagt den bedste plan mulige ud fra de kort de har på hånden, kan man alligevel tvivle på om det kan bæres hjem og gennemføres, - for modstanderne er bestemt ikke at kimse ad, og står også stærkt.

Min største anke var faktisk at karaktererne ikke havde nogen mistanke til en bestemt hemmelighed der bliver afsløret hen mod slutningen af bogen - men det er trods alt ikke værre end at der findes svar på dét idet hemmeligheden afsløres, og selvom det kan virke åbenlyst for læseren, virker det også mindre åbenlyst for karaktererne. Der er lagt brødkrummer ud gennem begge de to første bøger, og ved en genlæsning vil man sandsynligvis opdage endnu flere.

Serien om Skyggefjenden er ikke en af dem, der har fået mest opmærksomhed, - men den fortjener bestemt en masse kærlighed, og jeg er spændt på hvad der venter både os som læsere og karatererne i tredje og sidste bind.



25 august 2022

*Anmelder-eksemplar* Dæmon

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dæmon er en selvstændig fortsættelse til Flod. Min anmeldelse af dén bog kan læses her.

Trigger warnings: Mishandling af børn, vold, mord, salg af mennesker, tvangsoperationer, grafiske beskrivelser af blod

Titlen Dæmon henviser i dette tilfælde til en version af bibelhistorien om Adam og Eva, hvor Lilith var den første kvinde, men som blev forvist for sin selvstændighed, allierede sig med dæmoner og blev skyld i mange børns død.

Fortællingen er da også bygget op over en række børns forsvinden - og andre børns pludselige dødsfald. Sagerne lader til på én gang at være vidt forskellige og at have noget tilfælles, - noget mystisk er der i hvert fald sket, og nu er det op til ordensmagten at udrede hvad der er hoved og hale i det hele.

Der er flere spor igang og mange ledetråde at følge undervejs, så man skal som læser holde tungen lige i munden, - der er meget at holde styr på, både i forhold til plottråde og navne på karakterer. Det er derfor heller ikke en bog, man læser et kapitel eller to af om ugen. Skal man fange det hele, kan det være en fordel at læse så meget som muligt af den i streg, så det er i frisk erindring.

Dæmon er spændende og nervepirrende i en grad, hvor den bliver svær at slippe. Men den er samtidig enormt svær at komme igennem, især hvis man har med børn at gøre i det daglige, - for den er virkelig barsk, og kan efterlade læseren med en rigtig træls fornemmelse efterfølgende. Det er uhyggelig læsning,blandt andet fordi den her slags ting jo netop foregår ude i virkeligheden, og det er svært ikke at give sine børn et ekstra kram efter en bog som den her.

Fordi der stadig mangler et bind i serien, er der af naturlige årsager nogle ting vi stadig mangler at finde ud af om hovedpersonerne i Moritz familien, - og man kan håbe at dét får en del mere fokus i sidste bind, da relationen til dem endnu kan føles en smule distanceret.

Det er ikke de længste krimier på markedet, og det kan derfor være svært at nå i dybden med både plot og karakterer på begrænset sidetal, - men der er en klar forbedring fra forgængeren Flod til bind 2 her. Der er stadig rum at bevæge sig på, og der er stadig ubesvarede spørgsmål, som det skal være, når der endnu mangler et bind. Det giver dog altid noget ekstra til læseoplevelsen, at man får lov at føle noget for de karakterer, man følger, - og at relationen til dem bliver varmere, efterhånden som serien skrider frem.

Dæmon er velfortalt og velskrevet, men er bestemt ikke for sarte sjæle. Det er en barsk læseoplevelse, der forlanger at man ind i mellem tager en dyb indånding eller holder en kort pause, for det er hårde ting, vi læser om. For krimi-læseren er det dog absolut en interessant fortælling at dykke ned i, og bestemt læsningen værd.

15 august 2022

*Anmelder-eksemplar* Jernstaven (Legenden om Agrat, #1)

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Aggresivitet, vold, beskrivelser af blod

Det første der faldt mig ind da jeg så at serie titlen hed Legenden om Agrat var, at det skulle være en historie fortalt af en anden en Agrat selv, og at der altså var tale om en tredjepersonsfortæller. Det er det ikke, kan jeg afsløre, - her er tale om en jeg-fortæller. Men selv om det i første omgang hylede mig en smule ud af den og forstyrrede mit læseflow lidt i begyndelsen, er det heldigvis ikke noget der i længden har betydning for fortællingen.

Legenden om Agrat foregår i en verden, hvor magi ikke er særlig udbredt. Det er der, men det kommer først i fokus relativt sent i fortællingen.

Her er snarere tale om en fortælling, hvor vi følger Agrat, der i begyndelsen kan virke naiv og som om han ikke helt har styr på sin egen fysik, - og hvordan han langsomt modnes og udvikler sig. Det er bog 1 i en serie, så Agrats dannelsesrejse er slet ikke slut endnu, men vi fornemmer stille og roligt hvor han er på vej hen, - og det er virkelig en fornøjelse at vi så tidligt i serien kan se tegn på at der sker noget i dén henseende.

Efterhånden som fortælligen skrider frem og Agrats færd tager sin begyndelse bliver vi også introduceret til objekter, som gemmer på mere end hvad man skulle regne med. Hvordan magisystemet helt nøjagtigt hænger sammen og hvilke muligheder og begrænsninger det har mangler vi stadig at få opklaret, og det håber jeg bestemt bliver berørt i de efterfølgende bind. Det er fint, at vi bliver præsenteret for flere udgaver af magien, og får set nogle af de muligheder den har, - det hjælper plottet frem at vi ser nogle af de muligheder der er, men jeg kunne godt ønske mig det udfoldet i endnu højere grad.

Legenden om Agrat handler naturligvis ikke kun om Agrat selv. Han får nogle interessante bekendtskaber på sin færd, og allerede her i første bind oplever vi nogle spændende forviklinger baseret på karaktererne og de hemmeligheder de gemmer på, - mange gemmer på hemmeligheder, som gradvist afsløres, og der er lagt op til endnu mere drama fremadrettet. Det betyder også at det ikke kun er Agrats udvikling, der er interessant at følge, men også mange af de karakterer, han møder undervejs.

Samtidig taler det til seriens fordel at der er malet et billede af tydelige kulturforskelle blandt de forskellige grupper af karakterer, og at forskellige dele af universet naturligvis har forskellige måder at gøre tingene på. Langsomt åbnes der op for at universet er mere kompliceret end Agrat havde regnet med.

Overordnet set er her tale om en helt fin begyndelse på en serie, som nok skal blive interessant at følge i de kommende bind.

05 august 2022

*Anmeldereksemplar* Dødbringende dukker

 Forfatter: Karen Strange - Forlag: Petunia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mange af os er nok på et tidspunkt stødt på en lærer, hvor man i mødet med vedkommende kunne undre sig gevaldigt over hvorfor de havde valgt netop dét erhverv, - for udadtil lader det da bestemt ikke til at de har lyst til at have med børn og unge at gøre. Sådan en lærer er Magnus' dansklærer - og han er bestemt ikke fan. 

Da resten af skolens lærerstab begynder at opføre sig mærkeligt, falder hans mistanke da også hurtigt på pågældende lærer, der af en eller anden grund ikke er påvirket som de andre, - og det viser sig da også at der gemmes på mere end Magnus i første omgang havde regnet med...

Dødbringende dukker bygger på den klassiske præmis inden for børnelitteraturen hvor børnene må klare problemerne selv, når de voksne ikke vil lytte, tro eller tage affære, - og det bliver børnene, der har det store overblik og styr på tingene. Det gør dog bestemt ingenting, for mange børn kan nok sagtens nikke genkendende til følelsen af at de voksne ikke ser eller hører hvad der egentlig foregår, - eller at de voksne slet ikke kan følge med i deres tempo.

Magnus går i 5. klasse, og tænker mere på at spille fodbold end at følge med i timerne, - og er så småt begyndt at interesse sig for piger. Og selvom han godt kan synes at lillesøster er irriterende, bekymrer han sig meget for hende. Han er altså langt hen ad vejen en helt almindelig dreng, som mange børn i den primære målgruppe (cirka 9-12 år) nok vil kunne spejle sig i - i hvert fald på nogle parametre. Magnus er ikke perfekt, men han gør sit bedste, og får også rettet op på de ting, der ikke går helt efter planen.

Dødbringende dukker er spændende og velfortalt, - og den emmer langt væk af at være én af de bøger, der bliver vanskelige at lægge fra sig. Samtidig er den passende både at have stående på skolebiblioteket til lystlæsning, - og at inddrage i undervisningen, både i arbejdet med personkarakteristik og især til en snak om slutningen, og hvad der mon sker fremadrettet..

Det er ikke fordi Dødbringende dukker er perfekt. Det er der ingen bøger der er. Der er da også enkelte detaljer, der godt kunne have været mere strømlinede her, og med dén slutning kan man vel nærmest kun håbe på en efterfølger. Men overordnet står den virkelig godt som en selvstændig roman, og den har bestemt mine anbefalinger til elever på mellemtrinnet.

13 juli 2022

*Anmeldereksemplar* Den barske sandhed om Thor + Loke, bind 1 og bind 2, del 1

 Forfattere: Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016 & 2022

Reklame: Bøgerne er modtaget som enmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Blod, grafiske beskrivelser af overfald

Mon du, som jeg, har læst de danske Valhalla-tegneserier? Jeg lånte dem i hvert fald ivrigt med hjem fra biblioteket hver gang jeg fik chancen det meste af min barndom - og det var gerne dem, jeg stilede efter, når jeg kom på biblioteket.

Måske er du blot facineret af asatroen og de myter, der danner grundlag for mange af de traditioner, der stadig praktiseres i hele norden. Uanset om man selv er asatroene eller ej påvirker troen os stadig i én eller anden grad.

Den barske sandhed om Thor + Loke tager udgangspunkt i et par af de velkendte karakterer fra myterne, og nogle af dem de fleste trods alt har hør en lille smule om, uanset hvor meget man så ellers kender til asatroen.

Vi bliver som læsere præsenteret for nogle meget ungdommelige udgaver af Thor og Loke, der endnu ikke har fået deres gudestatus, og som stadig rummer meget ungdomsvildskab. De handler gerne før de tænker, de er udadreagerende, men har også en rig indre dialog, hvor de løbende reflekterer over både hændelserne omkring dem og deres eget selv.

Det er en fortælling, hvor der er sker noget, men også især en fortælling om to unge og deres komplicerede relation til hinanden. En relation, der allerede er stærk ved fortællingens start, og som vi får lov at dykke ned i og udforske styrken af - og de udfordringer der også kan være i en relation mellem to meget forskellige karakterer.

For Thor og Loke har naturligvis deres egne, vidt forskellige personligheder. De er dem selv, som vi kender dem fra fortællinger og myter, om end i en yngre og mindre poleret udgave. De er mere rå, mere brutale, og mere i deres følelsers vold, - som det hører sig ungdomsårene til.

Det her er de første to bøger i en serie, der fortolker asatroen og dens myter. Den er, så vidt jeg kan fornemme, rimelig loyal over for kildematerialet, og bearbejder det på en ny og spændende måde, som nærmest kun kan fascinere.

Samtidig er illustrationerne i bøgerne flotte og stemningsfulde, og giver fortællingen ekstra dybde og flere lag, - og den minimale brug af farver gør det hele ekstra virkningsfuldt.

Det er en fornøjelse at læse de her bind, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre! En stor anbefaling til de, der er interesserede i både asatroen og religiøse fortællinger generelt.



11 juli 2022

*Anmelder-eksemplar* Skæbnekløver 2: Kra’koums Hjerte

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: KRABAT - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Stjernedrømme, - en anmeldelse kan findes her.

Eftersom jeg selv hører til blandt de nørder, der stadig er lidt småbitre over at tv-serien Firefly blev stoppet alt, alt, alt for tidligt, er det en fornøjelse at læse med i serien om Skæbnekløver, der nok er til en noget yngre målgruppe, men stadig befinder sig lidt i samme genre med en god blanding af Science Fiction, western, pirater, og masser af humor.

Hvor første bind i serien, Stjernedrømme, primært foregik på hovedpersonen Emilias hjemplanet Lyra, har vi her i bog 2 bevæget os ud på eventyr sammen med besætningen fra skibet Skæbnekløver og kaptajnen Stacey, - og det betyder, at Emilia får prøvet grænser af. Selvom hun langt hen ad vejen er meget nysgerrig på alt det, der foregår omkring hende, er der også meget, der kommer bag på hende, og hun finder ud af, at meget af det hun har lært hjemmefra har været halve sandheder.

Emilia bliver tvunget til at tage stilling til ting, hun før havde taget for givet, og lærer den vej både sig selv og samfundets struktur bedre at kende. Hun får prøvet grænser af, og udvider sin horisont, - både i forhold til sin spirende seksualitet, sin fysik og sit moralske kompas. Emilia har fra start været nysgerighed af natur, - men den nysgerrighed betyder også, at hun får oplevelser langt ud over hvad hun havde forestillet sig mens hun stadig boede hjemme.

Stacey var et stort mysterie i første bog, og vi får ikke opklaret mange af de spørgsmål der kunne være om hende; hun vedbliver at være helt sin egen, og afslører kun få detaljer om sig selv. Hun er vild og hun har sine egne idéer om hvad hu vil, og det er der ikke nogen, der skal stå i vejen for. Hun tager hvad hun vil have, og formår at samle de folk omkring sig, som kan hjælpe hende til at nå målet. Man skal ikke forvente at få noget foræret hos en karakter som Stacey, men det er netop dét, der gør hende interessant at følge, - at man tydeligt kan mærke der er en baggrundshistorie, vi ikke kommer til at kende til fulde, men som vi får en snert af her og der.

Relationen mellem Stacey og Emilia udfordrer dem begge, netop fordi de er vidt forskellige, og modsætningsforholdet skaber naturligvis spændinger undervejs. Så selvom der er et mål og en rejse forude, der driver historien frem, er Emilias og Staceys skubben til hinanden også med til at rykke ved historien, som ville have været langt kedeligere hvis ikke de langt hen ad vejen havde været hinandens modsætninger. Det slår gnister, når de mødes, - på flere måder.

Skæbnekløver serien er fyldt med eventyr og drømmen om noget større og noget mere end det, vi kender, og muligheden for at gå på opdagelse på ukendt territorium. Det er spændende og nervepirrende, og bølgerne går højt undervejs, - og dét gør bøgerne virkeligt vanskelige at lægge fra sig. Og selvom jeg var vild med de tidligere bøger fra Mikkel Wendelboe, mærkes det også tydeligt at han er vokset som forfatter, og både worldbuilding, plot og karakterer står skarpere end nogensinde før. Jeg glæder mig til at læse videre i serien!



09 juli 2022

*Anmeldereksemplarer* Anno Draconi: Udskud, Forræder og Hævner

 Forfatter: Emil Blichfeldt - Forlag: Calibat - Udgivet: 2022

Reklame: Trilogien er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udskud er første bind i serien. Vi møder drengen Gisle, hvis rolige liv på sletten ændres da hans forældre bliver dræbt af en drage. Hvor Gisles søster bevæger sig i én retning for at samle folket og vælte magthaverne, nægter Gisle at underkaste sig sin søster, så han drager istedet i en anden retning for at ødelægge det hele indefra.

Forræder er andet bind i serien. Gisle er steget en anelse i graderne hos dem, han forsøger at bekæmpe, men det er nu ikke længere kun forældrene, han forsøger at hævne. Der er mere på spil end nogen sinde før, men alene kampen for overlevelse virker mere barsk end tidligere.

Hævner er tredje og sidste bind i serien, og det afsluttende opgør nærmer sig hastigt. Men kan Gisle holde hovedet koldt, - og hvem kan han overhovedet regne med? Alliancer og sociale relationer er komplicerede, og det er ikke alle, der viser sig fra deres pæneste sider.



Jeg kan forstå, at serien har været længe undervejs, men det her absolut været ventetiden værd, for her kan man for alvor mærke, at der har været kælet for detaljerne.

  • Worldbuildingen spiller, og der er styr på både historie og magisystem.

Der er drager med! og selvom det ikke er dem, der løber med det største fokus, får vi alligevel et pænt indblik i både dragernes interne sociale hieararki, deres historie, og deres betydning for menneskene i dette univers.

Magisystemet er der styr på, og selvom det naturligvis ikke er super udpenslet, får vi som læsere alligevel et indtryk af hvilke grene af magien der findes, hvad det kræves for at styre den, og hvad det koster at bruge den. Der er ikke noget bare eller noget tilfældigt her, og det er altid en fornøjelse at se at der er tænkt over det.

  • Især Gisles person er helstøbt og relaterbar.

Han er ikke perfekt, men har moralske gråsider, trods det han kæmper for et fælles bedste, og hans motivationsfaktor for at handle og gøre noget sidder også lige i skabet. Han er aggresiv og har temperament, men det er ikke ubegrundet, og bunder i stærdighed og viljestyrke - det er tydeligt, at det ikke handler om ren lyst til vold og konflikt, men at det snarere er et middel til at nå det, han gerne vil have.

Også de andre karakterer virker ægte, og jeg elsker, at det netop ikke bliver gjort til en ting at én af de mandlige karakterer bekender sin kærlighed til Gisle. Det er naturligt at attraktion og seksuel ikke nødvendigvis er ensartet og ikke alle behøver være hetero - heller ikke i dette univers, trods de mange andre ting, karaktererne kommer op at toppes over.

  • Plottet er noget helt for sig - på den gode måde!

Man kan ikke længere regne med at få den klassiske kamp mellem det gode og det onde, selv i fantasy romaner, - og også Anno Draconi rummer skygge- og gråsider. Jovist, der er nogle karakterer der er ondere end andre, og andre der mere tydeligt kæmper for det gode og for et fælles bedste. Men både hovedpersonen Gisle og langt de fleste af de andre karakterer rummer flere facetter.

Også som læser bliver man til sidst også tvunget til at tage stilling til hvad der i virkeligheden vil gavne folket bedst, - for det er sjældent nok bare at konstatere at der er en vinder, og så er det dét. For hvad gør vinderne så med den magt, de er blevet tildelt? Kan de overhovedet finde ud af at lede et samfund, og ikke kun en hær?

Meget af den slags må naturligt stå hen i det uvisse for ikke at trække fortællingen unødigt i langdrag, men det er nok meget sundt at vi får færten af at alt ikke nødvendigvis bliver ved at være rosenrødt, bare fordi én krig har fundet sin vinder.

  • Derudover er det grafiske også virkelig lækkert at kigge på!

Forsiderne er fabelagtige. Motiverne er detaljerede uden at have for mange forskellige elementer med, og de giver mening for indholdet i den enkelte bog. Farverne er valgt virkelig godt så motivet fremstår tydeligt, og der er gjort noget ud af at man på lang afstand kan se at der er tale om en serie, uden at det er over-gjort.

Og så er det som altid fantastisk at at der er gjort noget ud af at lave et kort til serien - både forrest og bagerst i bogen, og at det giver mening for handlingen, så man kan få et ekstra lag ud af plottet ved at følge med i kortet undervejs og på den måde følge med i hvor de forskellige ting udspiller sig og hvorfor visse beslutninger giver taktisk bedst mening.

28 juni 2022

*Anmelder-eksemplar* Navari - De som ved

 Forfatter: Desmer Kaunitz - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Disclaimer: Navari - De som ved strækker sig over mere end 600 sider, og hører derfor til i den lange ende, selv inden for fantasy-genren. Længden i sig selv kræver derfor en smule af læseren - både i forhold til koncentration og håndledsstøtte!

Fortællingen fokuserer især på en gruppe børn, der gradvist får åbnet øjnene for at verden rummer mere end hvad de havde først antaget. Vi følger dem på en rejse ind i ukendt land, både i forhold til deres personlige rejser og i forhold til ting, de ikke havde troet mulige.

Det er én af den slags fortællinger, hvor man skal have god tålmodighed, - for tempoet er ikke så højt som i mange andre fortællinger i samme genre, og der er i høj grad fokus på i detaljer at beskrive de små brikker, der hver især er med til at danne karaktererne både som individer, som en del af en gruppedynamik, og som oplysende i forhold til de dele af verden, som hidtil har været ukendte både for karaktererne og læserne.

Navari - De som ved skriver sig ind blandt de bøger, der virkelig er med til at give læseren noget at tænke over, - for mon ikke børn og unge ofte kan mere, end hvad de voksne omkring dem tror, de kan? Og mon ikke de voksne langt hen ad vejen kan blive bedre til at turde tro på deres børn og unge, og lade de unge mennesker selv vise, hvad de kan? Ofte mestrer de unge mere end både hvad de selv tror, og hvad folk omkring dem regner med at de kan.

Når det så er sagt, så er det altså ikke en børnebog. Det er en fortælling skrevet til voksne, - eller måske teenageren, der har fået smag for de lidt mere voksne temaer. Undervejs kommer vi nemlig også omkring nogle barske sandheder om både den hverdag, de fleste af os tager for givet, og mere grusomme emner som krig - og det er ikke det hele, der er for hvem som helst.

Samtidigt kan både bogens længde og det langsomme tempo godt komme til at hægte nogle læsere af, hvis man ikke ved hvad man går ind til. Det er ikke klassisk fantasy, og det er derfor heller ikke dét man skal forvente. Man kan i højere grad forvente dannelse, venskab, samspil og en kommentar til hvordan vi tænker om børn og unges færdigheder.

Man kommer dog ikke uden om at fortællingen også rummer mange elementer fra fantasy-genren, endda suppleret med kort i begyndelsen af bogen og en ordliste på de sidste sider, så man kan følge med i de mange, fremmede begreber, - så for den uerfarne udi fantasy-genren er det altså heller ikke den letteste bog at kaste sig over, for der er meget at forholde sig til.

Navari - de som ved er til em særlig målgruppe af læsere, der gerne navigerer i forskellige genrer, og som gerne vil både fantasy-genren og dannelsesromanen, og som kan rumme denne dualitet i samme værk. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal regne med at blive færdig med i løbet af en enkelt session (det magtede jeg end ikke - og jeg har ellers ry for at læse meget, og hurtigt), - men den kan også sagtens tåle at blive delt op, så man tager den i flere bidder. I hvert fald så længe det ikke trækkes for meget i langdrag, så man mister fornemmelsen for de mange ting der er at holde styr på undervejs..

18 juni 2022

Kapløbet om jættekvindens våben & De dødes skib (Når runesten revner, 1 og 2)

Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021

Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.

Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.

Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.

Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.

Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.

Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.

I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.

Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.

15 juni 2022

*Anmelder-eksemplar* På kant af livet

 Forfatter: Kirstine Laursen - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings for bogen: PTSD, ar på sjælen og mentale udfordringer (inkl anfald), selvmordsforsøg, selvskade, stofmisbrug, overgreb, vold, uhensigtsmæssige forældre-barn relationer, sygdom, død, sorg

På kant af livet handler om tre unge mennesker, - Celina, Jakob og Janus, der alle kæmper med deres mentale helbred af vidt forskellige årsager. Vi følger dem i måneders kamp og op- og nedture, hvor deres mentale udfordringer og helbred bliver udfordret, ikke bare af dem selv, men også af verden omkring dem, der ind i mellem kan synes i mod dem.

Det er én af de bøger, der kan gøre virkelig ondt at læse (se mængden af Trigger Warnings øverst), og det er da heller ikke en bog for alle. Men det kan dog alligevel anbefales at give det et forsøg, da en indsats for at sætte sig ind i hvilken kamp det er at leve med mentale udfordringer kan gøre en stor forskel for relationen til de i ens omgangskreds, der selv kæmper.

Verden er ikke sort-hvid, og der er nuancer til alle kampe. Hvad der udefra virker lige til, oplagt, - eller som om det går strygende, kan indefra opleves som det stik modsatte, hvilket kan være en god påmindelse at få. Det er de færreste der går i gennem livet uden knubs, og selvom der skal være rum til at man kan passe på sig selv og arbejde med eget mentale helbred, er det kun sundt at blive mindet om, at andre mennesker også gennemlever deres egne kampe og deres egne udfordringer.

På kant af livet arbejder med ekstremerne, og det er (heldigvis) de færreste almindelige mennesker, der ender helt derude hvor især Jakob og Janus befinder sig mentalt, - men mange af os vil alligevel på et eller andet tidspunkt støde på nogen, der har været igennem noget ligndende. Det kan være en fordel at have en idé om hvilke konsekvenser bestemte oplevelser kan have for den, der gennemlever det, - for alles skyld.

Det er barsk læsning, og der er meget af det. Det kan virke som en stor mundfuld med 568 sider, hvor der kan være langt i mellem de positive oplevelser for hovedpersonerne, men det er bestemt kampen værd, hvis man ellers synes at kunne holde til det. Der bliver ikke lovet guld og grønne skove eller en sukkersød slutning som vi kender fra meget andet fiktion, men der bliver lovet indsigt i mentalt helbred, og mennesker, der har været nogle forfærdelige ting igennem.

Er der én ting jeg skal være lidt ked af ved en bog som den her er det, at især Janus og Jakob hver især går så grueligt meget igennem at de hver godt kunne have fyldt en bog med deres egen kamp for en bedre og lysere fremtid. Der er noget fortælleteknisk der spiller i, at vi følger dem på skift i romanen her, men netop fordi de hver især har oplevet så meget modgang ville det have været en trøst at de netop havde fået det ekstra spotlight, hvor de fik mulighed for at shine og man kunne være gået i dybden med den enkeltes særlige udfordringer og hvilke værktøjer de har behov for på sigt.

Samtidig ville det bestemt ikke have gjort noget at slutte en så barsk bog som den her af med en side eller to med resourcer, man som læser kunne opsøge hvis man enten selv stod i en situation som de unge hovedpersoner, - eller kendte nogen der gjorde. Hjemmesider, telefonnumre, etc., der kan støde til og hjælpe i en håbløs situation.

Dog er det bestemt én af de titler der er værd at samle op for især pårørende til unge som har mentale udfordringer - hvad enten det er familie, venner eller professionelle, da forståelse er den korteste vej til at kunne gøre en forskel.

29 maj 2022

*Anmeldereksemplar* De Glemte Vogtere

 Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De Glemte Vogere er fantasy primært skrevet til store børn på 11-12 år og opefter, men kan også sagtens læses af voksne.

Vi følger hovedpersonen Asger, som ofte er overladt til sig selv, både i skolen og hjemme. Han elsker at tegne, men det er som om tegningerne flyder fra hans hænder uden at han tænker over det, - og det kommer der som regel overnaturlige væsner ud af. Han tror i hvert fald de er overnaturlige - ind til én af dem viser sig i levende live, og han får lov at se nogle børn bekæmpe det. Snart er Asger blevet en del af en verden, han slet ikke havde troet mulig.

Asger er en introvert dreng, der ofte tvivler meget på sig selv og kæmper med selvtillid og selvværd. Han er forsigtig og usikker, og det er en kamp for ham at se sine egne styrker, - og undervejs bliver vi som læsere også præsenteret for eksempler på, hvad årsagen er, for ros sidder bestemt ikke på træerne, hverken hjemme i den "gamle" verden eller i den nye, Asger får lov at gå på opdagelse i.

Asger er en uhyre interessant person at dykke ned i, for mens de karakterer vi støder på andre steder i fiktionen med lignende mentale kampe ofte finder en særlig fortrolig at støtte sig til, har Asger endnu ikke fundet dén person, der er der for ham, uanset hvad. Der er også noget usagt mellem Asgers nyfundne kammerater der gør, at Asger langt hen ad vejen føler sig overflødig og tilovers, - og det er svært at rykke det helt vilde ved fra Asgers banehalvdel.

Worldbuildingen i universet her virker gennemtænkt og velovervejet, og der er mange finde detaljer med, herunder en stor mængde referencer til bøgerne om Peter Pan, som også har indflydelse på bogens plot. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre at være med, selvom man kun kender Peter Pan af omtale eller gennem en filmatisering, så længe man holder sig nysgerrig og er opmærksom på detaljerne.

For mange mennesker, der er introverte og / eller som har oplevet ensomhed tæt inde på kroppen, vil det være lige til at identificere sig med en karakter som Asger, hvor modløsheden og det knækkede selvværd får lov at fylde, og som læser ligger det lige for at håbe på at ensomheden og manglen på venskaber er noget af det, der bliver lavet om på for Asger efterhånden som serien skrider frem, - så længe han stadig får lov at være introvert og eftertænksom, for den slags karakterer har vi stadig brug for.

Omvendt vil mange nok også kunne se sig selv i Asgers vilje til at bruge sin fantasi, men også i hvor svært det kan være efterhånden som man bliver ældre og glemmer at lege på samme måde som da man var lille, - fordi livets alvor kommer snigende, først med skole og uddannelse og senere arbejde. Der er et håb i en verden som denne, hvor magien og fantasien får lov at fylde, og hvor der opfordres til at se det skæve i verden omkring os, til at lege og til at tænke anderledes, - for løsningen på vores udfordringer er ind i mellem mere lige til, hvis blot man giver sig selv lov til at tænke kreativt.

De Glemte Vogtere er en virkelig stærk 1'er i en serie, hvor jeg er spændt på hvordan den kommer til at fortsætte, - og jeg glæder mig til at kunne dele den med min datter om nogle år, når hun er klar til den.

27 maj 2022

*Anmelder-eksemplar* Queenie, Harlems Gudmoder

 Forfatter(e): Elizabeth Colomba og Aurélie Lévy - Dansk forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Sorg, død, mord og mordforsøg, vold, overgreb, racisme

Queenie - Harlems Gudmoder er en graphic novel baseret på historien om Stephanie St. Clair, der havde stor indflydelse på bydelen Harlem i mellemkrigstiden. Hun levede et liv på kant med loven og som mafiaboss og feminist. Det her er ligeledes en historie om undertrykkelse af samfundets svageste, og med en sort hovedperson er det (desværre) heller ikke til at komme uden om racisme.

Vi følger Stephanie St. Clair i glimt, hvor vi skiftevis følger hende som voksen i tiden mellem første og anden verdenskrig og i episoder fra hendes barndom og ungdom. Som voksen kan hun virke barsk, hård og vanskelig at komme ind på livet af, mens glimtende fra barndommen viser en helt anden, blødere side, som forsøger at få mening ud af tilværelsen. 

Vi er alle et resultat af mange hændelser, - og hverken fortællingen om barnet Stephanie St. Clair eller den voksne Stephanie St. Clair kunne have stået alene. Selvom de to sider af Stephanie St. Clair umiddelbart kan virke meget modstridende, er det udført på en måde så de tilsammen giver et helt menneske, og det minder os om, at vi netop alle er et produkt af vores liv indtil nu.

Stephanie St. Clairs sindstilstand fremstår tydeligt for læseren, og det er virkelig noget af det der står stærkest undervejs. Frustrationerne over verdens uretfærdigheder. Handlekraften. Drivet. Retfærdighedssansen. 

Fordi det er en graphic novel, er det nærmest ikke muligt at skille handlingen fra det grafiske, - for de spiller sammen og det grafiske fortæller meget af det, der ikke er nedfællet med ord. Og netop i forhold til det grafiske får vi for alvor Stephanie St. Clairs personlighed og hendes forskellige sindstilstande at se, på en måde som tekst ikke på samme måde ville kunne illustrere.

Samtidig er der gjort ekstra ud af, at bogen er gjort i rene sort-hvide nuancer i de episoder, hvor vi følger Stephanie St. Clair som voksen, mens der er tilføjet grå nuancer, når vi følger hende som barn. Det gør det både let og lige til hurtigt at spotte hvornår i tidslinjen vi befinder os, men det giver også nogle ekstra lag til fortællingen.

Det er en fortælling om en kvinde, der trods det at hun var på kant med loven, var - og stadig bør være - et forbillede, og en personlighed som man kan håbe fremover i endnu højere grad bliver almendt kendt.

Stepanie St. Clairs historie er en rejse. Det er for den historie-interesserede, som er nysgerrig på mellemkrigstidens USA, og som ikke viger tilbage for at høre om de dele, der handler om andre end lige den hvide mand.

Det er for læseren, der gerne vil opdage de dele af historien, som ikke er beskrevet i de almindelige historiebøger. Læseren, der selv er interesseret i feminisme, i klassekamp, og i kvindernes og de sortes historie, - ikke kun de hvide mænds.

For det fulde udbydte af Queenie - Harlems Gudmoder kræves det en smule forforståelse for mellemkrigstidens USA, - men med dét på plads kan den med fordel læses allerede fra 13-14 års alderen. Dog kan det anbefales at de mere sensitive læsere kan blive påvirket af visse scener i bogen.

25 maj 2022

Yinka, where is your huzband?

 Forfatter: Lizzie Damilola Blackburn - Forlag: Viking (imprint under Penguin Books) - Udgivet: 2022

Yinka, where is your huzband? handler om Yinka, der er i starten af 30'erne, bosat i London og med nigerianske rødder. Hun er single, og hendes familie (og i særdeleshed hendes mor) spørger med jævne mellemrum ind til om hun ikke snart finder sig en mand, - men det er altså ikke bare sådan lige til. Yinka klarer sig egentlig relativt udmærket. Hun hviler i sig selv, hun har en god uddannelse og et godt job, hvor der muligvis venter en forfremmelse. Men moderens konstante kommentarer er svære at ignorere, - snart lider Yinkas selvtillid og hun bliver usikker på sin karakter og sit udseende, og det bliver ikke bedre, da den forventede forfremmelse bliver byttet ud med en fyreseddel.

Det at de unge voksne føler et pres fra deres ældre familiemedlemmer til at slå sig ned, finde en partner, blive gift og få børn er en universel ting, - lige dét kan ikke kun knyttes til en bestemt nationalitet, etnicitet, kultur eller trosretning. Men måden presset bliver ført udi livet på, hvordan og i hvilken grad det bliver italesat, kan variere fra familie til familie. Det i sig selv gør fortællingen relaterbar på tværs af læseres varierende baggrunde.

Samtidig gør Yinkas skiftende sindstilstande indtryk. Hun er blevet voksen, og hendes bekymringer er derfor lidt andre end den typiske hovedperson i en Young Adult / New Adult bog. Hun er for længst ude af uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarkedet, så mens hendes kærlighedsliv stadig bekymrer, kan hendes tanker om fremtidige ansættelsesforhold måske især gøre indtryk hos den lidt mere modne læser.

Selv på kærlighedsfronten handler det ikke kun om et crush man gerne vil score lige nu og her, men om at finde en partner man kan se sig selv med på længere sigt, - én, man forhåbentlig vil kunne se sig selv blive gammel sammen med. Der er ikke så meget instant gratification over fortællingen som visse bøger målrettet et lidt yngre segment. Det skal ikke forstås som en kritik af andre romance-bøger, som har deres egne styrker, - men denne her skriver sig på den måde ind i en anden gren af romance-genren.

At bogen er til et lidt mere modent publikum viser sig også i, at Yinka måske ikke er direkte jaloux på dem i hendes omgangskreds der er nået til forlovelser, bryllupper og babyer, - men hun er heller ikke upåvirket, måske især fordi det giver hendes mor ekstra chancer for at presse på i forhold til hendes kærlighedsliv, men også til dels fordi det bliver en lind strøm af små påmindelser om, hvor hun ikke er.

Yinka oplever dog ikke udelukkende udfordringer på kærligheds- og karriere-fronten. Hun er også udfrordret af sin hudfarve, da en del af hendes egen usikkerhed bunder i at hun er meget mørk i huden, også i forhold til flere andre sorte, - og det bliver ikke bedre af, at flere bejlere feticherer hendes hudfarve, eller fortæller hende direkte, at hendes mørke hud er årsagen til at de ikke kan blive til mere. 

Det ville også næsten være mærkeligt hvis ikke der blev sat ord på aspekter af racisme, når nu hovedpersonen er sort og bosat i en del af verden hvor majoriteten er hvide, - desværre. Det er ikke historiens primære omdrejningspunkt, men dog et væsentligt undertema, der bliver bearbejdet på en elegant og subtil måde, - og det er fantastisk at se, at Yinkas eget syn på hendes udseende bliver italesat, da hun starter i terapi.

Yinka, where is your huzband? er til romance-læseren, der ikke viger tilbage for problematikker der knytter sig til slut-20'erne / start-30'erne. Det er til læseren, der vil have en anderledes bog om kærlighed, der ikke har en åbenlys førsteelsker gennem hele romanen. Det er til læseren, der gerne vil gøre op med generations-relaterede traumer, og som kan se det positive i at hvile i sig selv og embrace single-tilværelsen.

*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...