Viser opslag med etiketten stjernedrømme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stjernedrømme. Vis alle opslag

11 juli 2022

*Anmelder-eksemplar* Skæbnekløver 2: Kra’koums Hjerte

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: KRABAT - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Stjernedrømme, - en anmeldelse kan findes her.

Eftersom jeg selv hører til blandt de nørder, der stadig er lidt småbitre over at tv-serien Firefly blev stoppet alt, alt, alt for tidligt, er det en fornøjelse at læse med i serien om Skæbnekløver, der nok er til en noget yngre målgruppe, men stadig befinder sig lidt i samme genre med en god blanding af Science Fiction, western, pirater, og masser af humor.

Hvor første bind i serien, Stjernedrømme, primært foregik på hovedpersonen Emilias hjemplanet Lyra, har vi her i bog 2 bevæget os ud på eventyr sammen med besætningen fra skibet Skæbnekløver og kaptajnen Stacey, - og det betyder, at Emilia får prøvet grænser af. Selvom hun langt hen ad vejen er meget nysgerrig på alt det, der foregår omkring hende, er der også meget, der kommer bag på hende, og hun finder ud af, at meget af det hun har lært hjemmefra har været halve sandheder.

Emilia bliver tvunget til at tage stilling til ting, hun før havde taget for givet, og lærer den vej både sig selv og samfundets struktur bedre at kende. Hun får prøvet grænser af, og udvider sin horisont, - både i forhold til sin spirende seksualitet, sin fysik og sit moralske kompas. Emilia har fra start været nysgerighed af natur, - men den nysgerrighed betyder også, at hun får oplevelser langt ud over hvad hun havde forestillet sig mens hun stadig boede hjemme.

Stacey var et stort mysterie i første bog, og vi får ikke opklaret mange af de spørgsmål der kunne være om hende; hun vedbliver at være helt sin egen, og afslører kun få detaljer om sig selv. Hun er vild og hun har sine egne idéer om hvad hu vil, og det er der ikke nogen, der skal stå i vejen for. Hun tager hvad hun vil have, og formår at samle de folk omkring sig, som kan hjælpe hende til at nå målet. Man skal ikke forvente at få noget foræret hos en karakter som Stacey, men det er netop dét, der gør hende interessant at følge, - at man tydeligt kan mærke der er en baggrundshistorie, vi ikke kommer til at kende til fulde, men som vi får en snert af her og der.

Relationen mellem Stacey og Emilia udfordrer dem begge, netop fordi de er vidt forskellige, og modsætningsforholdet skaber naturligvis spændinger undervejs. Så selvom der er et mål og en rejse forude, der driver historien frem, er Emilias og Staceys skubben til hinanden også med til at rykke ved historien, som ville have været langt kedeligere hvis ikke de langt hen ad vejen havde været hinandens modsætninger. Det slår gnister, når de mødes, - på flere måder.

Skæbnekløver serien er fyldt med eventyr og drømmen om noget større og noget mere end det, vi kender, og muligheden for at gå på opdagelse på ukendt territorium. Det er spændende og nervepirrende, og bølgerne går højt undervejs, - og dét gør bøgerne virkeligt vanskelige at lægge fra sig. Og selvom jeg var vild med de tidligere bøger fra Mikkel Wendelboe, mærkes det også tydeligt at han er vokset som forfatter, og både worldbuilding, plot og karakterer står skarpere end nogensinde før. Jeg glæder mig til at læse videre i serien!



13 juni 2021

Skæbnekløver #1 - Stjernedrømme

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Krabat - Udgivet: 2021

I kraft af, at jeg har været svært begejstret for de tidligere udgivelser fra Mikkel Wendelboe, fulgte der næsten af naturlige årsager også en række forventninger med til bogen her. Derudover lover  forsiden i sig selv en masse, og kan let give associationer til blandt andet Disney-filmene Skatteplaneten og Atlantis (som i øvrigt begge er svært underratede, og sagtens kunne bruge noget mere positiv opmærksomhed!), - der er lagt op til eventyr af en helt særlig art, allerede inden man overhovedet får åbnet for bogen.

I bogen følger vi Emilia. Der er nogle helt særlige forventninger til, både hvordan Emilia opfører sig, og hvordan hendes fremtid helt skal arte sig - primært på baggrund af hendes fars status. Emilia følger da også godt med i skolen og får gode karakterer, og ser langt hen ad vejen ud til at være på rette spor. I hvert fald ind til Stacy dukker op. Stacy er sprudlende, vild, udadvendt, uforudsigelig og med på den værste, - og hun sætter tanker i gang hos Emilie, der begynder at stille spørgsmål, som hun tidligere ikke havde turdet stille.

  • Det er anderledes og forfriskende, og noget helt for sig.
  • Det er en historie om at følge sine drømme og at turde tro på sig selv.
  • Det er en historie om at se muligheder i stedet for lukkede døre. 
  • Det er en venlig påmindelse til de voksne om faktisk at lytte til deres unge mennesker, og at tage udgangspunkt i, hvor de er - i stedet for at trække ens egne ønsker og drømme ned over hovedet på dem. 
  • Det er en venlig påmindelse til de unge om, at de voksne ikke altid har ret - og at det godt kan betale sig at kæmpe for det, man drømmer om, uanset hvad de andre tænker.
  • Det er idéen om, at tingene ikke altid er som de ser ud på overfladen, samt påmindelsen om at være kritisk over for systemet, og at det, selvom det er fristende at følge flowet og strømmen, kan være en stor befrielse i stedet at finde sin egen vej i tilværelsen.

De sproglige finesser er ikke helt så svært tilgængelige som i de andre bøger fra Mikkel Wendelboe, hvor sætningerne til tider godt kunne blive lidt kringlede, og hvor Wendelboe virkelig fik demonstreret et stort ordforråd. Der er stadig mange termer i spil, denne gang, af naturlige årsager, meget teknisk og om universet, - men det bliver på et niveau, hvor det er bredere tilgængeligt, og hvor flere kan være med. Wendelboe har en helt særlig måde at formulere sig på, så man kan næsten ikke være i tvivl, når det er én af hans bøger, man får i hånden - sætningskonstruktionerne og det imponerende ordforråd taler for sig selv, og selvom der er skruet en smule ned, er man ikke i tvivl om, hvem ophavsmanden er.

Det er, for mig at se, dybt fascinerende at få lov at følge Wendelboes udvikling som forfatter og se, hvordan der sker noget - for selvom jeg var vild med Aiña-fablen, er den her alligevel lige dét vildere, både i forhold til worldbuilding, plot, sprog og relatérbare karakterer. Jeg ser frem til at få fat i bog 2!

- Nattøj venligst udlånt af min datter 😅 -


*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...