*Anmelder-eksemplar* Skyggefjenden #2: Slaget i Dostor

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Slaget ved Danubris. Min anmeldelse af dén bog kan findes her.

Trigger Warning: voldtægt, ekstrem jalousi og besidderiskhed 

Noget af det der trykkede mig efter forgængeren var, at der var lagt op til at hovedpersonen skulle ud på en dannelsesrejse, - men at fokus primært var på plottet og i langt mindre grad på karakterudvikling. Slaget i Dostor er som forgængeren primært plotdrevet, - men der er heldigvis gjort plads til at vi i endnu højere grad lærer både hovedpersonen og de andre karakterer at kende undervejs, og rent faktisk mere end bare overfladisk.

Karaktererne får - især efter en bestemt episode, som jeg nok skal undlade at spoile - langt mere dybde og kant, og dét klæder virkelig fortællingen. Vi lærer dem gradvist bedre at kende gennem hele bogen, men der er en specifik episode, der for alvor stadfæster dem som individer, og det er virkelig virkningsfuldt at flere af de bærende karakterer får plads til at være følsomme og få vist sider af sig selv, som tidligere blot har været antydet eller vagt beskrevet.

Plotmæssigt sker der også ting og sager, og det er ikke "bare" en to'er der skal overstås for at nå afslutningen i bind 3. Hemmeligheder afsløres, og hovedpersonerne har fået nogle interessante og forhåbentlig brugbare kort på hånden. Siderne bliver brugt fornuftigt, og det giver mening at det her skal være ent trilogi og ikke blot endnu en duologi med et stykke intetsigende tekst i midten. Der udvikles hele tiden på handlingen, og det står sjældent stille. Selvom det ikke er alle kapitler der indeholder lige meget action, bliver plottet synligt drevet frem hele tiden, - og som læser kommer man næppe til at kede sig.

Det er en ren fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af både world building, plot og karakterer her i bind 2 - ikke at det ikke var der i første bog, men det er virkelig blevet løftet, og der er tydeligt lagt meget energi i at få det til at spille og gå op. Det spiller på en helt anden måde end tidligere. Fortællingen har fået lov til at vokse og den fortjener bestemt at man giver den en chance for at udfolde sig, for den her meget potentiale, - uanset om man er til de plotdrevne eller de karakterdrevne fortællinger.

Spændingsniveauet fungerer også glimrende undervejs i bogen, og man er aldrig -helt- sikker på hvordan karaktererne mon slipper ud af en given konflikt, og om det overhovedet kan lade sig gøre.. Der er noget ved den her type fortællinger, hvor man faktisk reelt frygter hvad der sker karaktererne, og ikke som udgangspunkt går ud fra at alle klarer sig igennem og allerhøjest får overfladiske skrammer, - men at bekymringen for deres chancer bliver reel. Trods overbevisningen om at karaktererne har lagt den bedste plan mulige ud fra de kort de har på hånden, kan man alligevel tvivle på om det kan bæres hjem og gennemføres, - for modstanderne er bestemt ikke at kimse ad, og står også stærkt.

Min største anke var faktisk at karaktererne ikke havde nogen mistanke til en bestemt hemmelighed der bliver afsløret hen mod slutningen af bogen - men det er trods alt ikke værre end at der findes svar på dét idet hemmeligheden afsløres, og selvom det kan virke åbenlyst for læseren, virker det også mindre åbenlyst for karaktererne. Der er lagt brødkrummer ud gennem begge de to første bøger, og ved en genlæsning vil man sandsynligvis opdage endnu flere.

Serien om Skyggefjenden er ikke en af dem, der har fået mest opmærksomhed, - men den fortjener bestemt en masse kærlighed, og jeg er spændt på hvad der venter både os som læsere og karatererne i tredje og sidste bind.