*Anmeldereksemplar* Dødbringende dukker

 Forfatter: Karen Strange - Forlag: Petunia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mange af os er nok på et tidspunkt stødt på en lærer, hvor man i mødet med vedkommende kunne undre sig gevaldigt over hvorfor de havde valgt netop dét erhverv, - for udadtil lader det da bestemt ikke til at de har lyst til at have med børn og unge at gøre. Sådan en lærer er Magnus' dansklærer - og han er bestemt ikke fan. 

Da resten af skolens lærerstab begynder at opføre sig mærkeligt, falder hans mistanke da også hurtigt på pågældende lærer, der af en eller anden grund ikke er påvirket som de andre, - og det viser sig da også at der gemmes på mere end Magnus i første omgang havde regnet med...

Dødbringende dukker bygger på den klassiske præmis inden for børnelitteraturen hvor børnene må klare problemerne selv, når de voksne ikke vil lytte, tro eller tage affære, - og det bliver børnene, der har det store overblik og styr på tingene. Det gør dog bestemt ingenting, for mange børn kan nok sagtens nikke genkendende til følelsen af at de voksne ikke ser eller hører hvad der egentlig foregår, - eller at de voksne slet ikke kan følge med i deres tempo.

Magnus går i 5. klasse, og tænker mere på at spille fodbold end at følge med i timerne, - og er så småt begyndt at interesse sig for piger. Og selvom han godt kan synes at lillesøster er irriterende, bekymrer han sig meget for hende. Han er altså langt hen ad vejen en helt almindelig dreng, som mange børn i den primære målgruppe (cirka 9-12 år) nok vil kunne spejle sig i - i hvert fald på nogle parametre. Magnus er ikke perfekt, men han gør sit bedste, og får også rettet op på de ting, der ikke går helt efter planen.

Dødbringende dukker er spændende og velfortalt, - og den emmer langt væk af at være én af de bøger, der bliver vanskelige at lægge fra sig. Samtidig er den passende både at have stående på skolebiblioteket til lystlæsning, - og at inddrage i undervisningen, både i arbejdet med personkarakteristik og især til en snak om slutningen, og hvad der mon sker fremadrettet..

Det er ikke fordi Dødbringende dukker er perfekt. Det er der ingen bøger der er. Der er da også enkelte detaljer, der godt kunne have været mere strømlinede her, og med dén slutning kan man vel nærmest kun håbe på en efterfølger. Men overordnet står den virkelig godt som en selvstændig roman, og den har bestemt mine anbefalinger til elever på mellemtrinnet.