Viser opslag med etiketten skriveforlaget. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skriveforlaget. Vis alle opslag

14 juni 2026

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

 Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Moe og Monis diademet er anden fortælling om teenage-pigen Moe, der har en helt særlig forbindelse til naturen 

Hvor vi i første bog, Moe og træernes hemmelighed, fulgte Moe efterhånden som hun begyndte at forstå omfanget af netop den forbindelse, så er hun i denne bog blevet sat på en lidt mere kompliceret opgave, der leder hende både til Kina og til Hadrians mur.

Det er en vild rejse, og selvfølgelig ikke uden udfordringer undervejs; både de åbenlyse, og de mindre åbenlyse.

Det her er et fabelaftigt, magisk univers, der trækker på græsk mytologi, asatro og andre natur-religioner, blandet med videnskab og fantasy-genren generelt.

Og særligt i betragtning af at bøgerne er relativt korte, står det virkelig stærkt. Worldbuildingen spiller, karaktererne er vel-afrundede, og plottet er skarpt!

Jeg glæder mig allerede til flere eventyr med Moe og de andre.

Skal du læse med?


15 juni 2022

*Anmelder-eksemplar* På kant af livet

 Forfatter: Kirstine Laursen - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings for bogen: PTSD, ar på sjælen og mentale udfordringer (inkl anfald), selvmordsforsøg, selvskade, stofmisbrug, overgreb, vold, uhensigtsmæssige forældre-barn relationer, sygdom, død, sorg

På kant af livet handler om tre unge mennesker, - Celina, Jakob og Janus, der alle kæmper med deres mentale helbred af vidt forskellige årsager. Vi følger dem i måneders kamp og op- og nedture, hvor deres mentale udfordringer og helbred bliver udfordret, ikke bare af dem selv, men også af verden omkring dem, der ind i mellem kan synes i mod dem.

Det er én af de bøger, der kan gøre virkelig ondt at læse (se mængden af Trigger Warnings øverst), og det er da heller ikke en bog for alle. Men det kan dog alligevel anbefales at give det et forsøg, da en indsats for at sætte sig ind i hvilken kamp det er at leve med mentale udfordringer kan gøre en stor forskel for relationen til de i ens omgangskreds, der selv kæmper.

Verden er ikke sort-hvid, og der er nuancer til alle kampe. Hvad der udefra virker lige til, oplagt, - eller som om det går strygende, kan indefra opleves som det stik modsatte, hvilket kan være en god påmindelse at få. Det er de færreste der går i gennem livet uden knubs, og selvom der skal være rum til at man kan passe på sig selv og arbejde med eget mentale helbred, er det kun sundt at blive mindet om, at andre mennesker også gennemlever deres egne kampe og deres egne udfordringer.

På kant af livet arbejder med ekstremerne, og det er (heldigvis) de færreste almindelige mennesker, der ender helt derude hvor især Jakob og Janus befinder sig mentalt, - men mange af os vil alligevel på et eller andet tidspunkt støde på nogen, der har været igennem noget ligndende. Det kan være en fordel at have en idé om hvilke konsekvenser bestemte oplevelser kan have for den, der gennemlever det, - for alles skyld.

Det er barsk læsning, og der er meget af det. Det kan virke som en stor mundfuld med 568 sider, hvor der kan være langt i mellem de positive oplevelser for hovedpersonerne, men det er bestemt kampen værd, hvis man ellers synes at kunne holde til det. Der bliver ikke lovet guld og grønne skove eller en sukkersød slutning som vi kender fra meget andet fiktion, men der bliver lovet indsigt i mentalt helbred, og mennesker, der har været nogle forfærdelige ting igennem.

Er der én ting jeg skal være lidt ked af ved en bog som den her er det, at især Janus og Jakob hver især går så grueligt meget igennem at de hver godt kunne have fyldt en bog med deres egen kamp for en bedre og lysere fremtid. Der er noget fortælleteknisk der spiller i, at vi følger dem på skift i romanen her, men netop fordi de hver især har oplevet så meget modgang ville det have været en trøst at de netop havde fået det ekstra spotlight, hvor de fik mulighed for at shine og man kunne være gået i dybden med den enkeltes særlige udfordringer og hvilke værktøjer de har behov for på sigt.

Samtidig ville det bestemt ikke have gjort noget at slutte en så barsk bog som den her af med en side eller to med resourcer, man som læser kunne opsøge hvis man enten selv stod i en situation som de unge hovedpersoner, - eller kendte nogen der gjorde. Hjemmesider, telefonnumre, etc., der kan støde til og hjælpe i en håbløs situation.

Dog er det bestemt én af de titler der er værd at samle op for især pårørende til unge som har mentale udfordringer - hvad enten det er familie, venner eller professionelle, da forståelse er den korteste vej til at kunne gøre en forskel.

25 september 2020

Grænsern til Trafallas

 Forfatter: Julie M. Day - Forlag: Skriveforlaget

Om bog 1, Den halves arv, skrev jeg:

Jeg vil ærligt sige, at jeg var længe at blive fanget af romanen her, og jeg kedede mig de første 100 sider. Resten af bogen er fængslende og vanskelig at slippe igen, men det er stadig som om, der mangler noget, som om Grace selv burde kunne gøre noget mere, i stedet for at få tingene gjort for sig.

Trafallas er en vanvittigt interessant verden med meget at byde på og udforske, men Grace må gerne tage noget mere initiativ, og ikke KUN følge med strømmen!

Grænsen til Trafallas - Den halves arv er udgivet i 2017. Den er 466 sider lang, og har ISBN 9788793525382.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.


Om bog 2, Skyggen fra Nord, skrev jeg:

Der er kommet mere turbo på handlingen, plottet ernere interessant og karaktererne virkere mere levende og virkelige i denne del 2, end de gjorde i del 1. Der er helt tydeligt sket en udvikling, selvom der er potentiale for mere.. Meget mere. Det her univers og koncept kan danne grobund for MEGET.

Jeg er ikke helt oppe og ringe, af en eller anden grund, men er dog rigtig godt underholdt.

Grænsen til Trafallas - Skyggen fra Nord er udgivet i 2018. Den er 625 sider lang, og har ISBN 9788793506114.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Om bog 3, Den sidste aliance, skrev jeg:

Sikke en rejse!

Én ting er, at man virkelig kan mærke, hvordan Julie M. Day har udviklet sig som forfatter siden den første bog i serien her; der er et andet flow i sprog og handling, og karaktererne virker dybere og mere realistiske.

I relation til det, virker især de allersidste kapitler meget, meget virkelighedsnære og naturtro i den måde, karaktererne reagerer efter strabadserne (ingen navne nævnt, ingen glemt - så undgår vi også spoilere her). Desperationen, stressen, og det at følelserne tager overhånd er til at tage og føle på, og man kan næsten ikke undgå selv at blive revet med.

Den rejse, vi følger karaktererne på denne gang, fylder en del, men der sker så tilpas meget undervejs at det aldrig bliver kedeligt.

Forhandlingerne med Skyggefolket har en god effekt, så man kan blive helt i tvivl om, hvem der holder med hvem, og hvem man i det hele taget kan regne med, og den her unavngivne karakter, Grace snakker med under fire øjne gør kun det endelige opgør mere interessant.

Generelt er her tale om en vellykket bog 3 og en fantastisk afslutning på serien, - det var absolut værd at vente på, og trods murstens-størrelsen på alle tre bøger, kan det kun anbefales at forsøge at overvinde dem.

Grænsen til Trafallas - Den sidste alliance er udgivet i 2019. Den er 565 sider lang, og har ISBN 9788771713930.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...