Viser opslag med etiketten feer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feer. Vis alle opslag

01 oktober 2022

*Anmelder-eksemplar* Fate: The Winx Saga - Feernes Vej

 Forfatter: Ava Corrigan - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2022

Fate: The Winx Saga - Feernes Vej udkom, som det permanente klistermærke på bogens forside antyder, samtidig med en Netflix-serie. Vi befinder os på en skole for teenagere, der skal lære at bruge deres magiske kræfter. Vi følger fem meget forskellige elever på skolen, der har hver deres styrkesider, - og der er både lagt op til drama og intense kampe.

Netop fordi bogen udkom i forlængelse af en tv-serie er tempoet anderledes end det, jeg i hvert fald er vant til fra lignende fantasy-bøger. Der skiftes synsvinkel flere gange undervejs, så hver synsvinkel får lov at fortælle én scene, og så skiftes der synsvinkel i den næste scene. Til gengæld er kapitlerne længere end normalt, og svarer til (hvad jeg går ud fra er) et afsnit af tv-serien.

Lige de mange skift i synsvinkel kan virke overvældende, hvis man som mig læser langt flere bøger end der bliver set film og serier, - og jeg skulle da også et stykke ind i bogen, før det kørte for mig. Jeg vil dog også sige til bogens forsvar at det er ualmindeligt godt gennemført, og det virker langt bedre end jeg først havde regnet med.

Skiftende synsvinkler gør noget for tempoet i bogen. Det kan noget, at vi kan følge med både der hvor kampen sker og der hvor andre karakterer forsøger at hjælpe et andet sted. Der er en fin dynamik i det, hvor vi får lige tilpas meget af hver synsvinkel, hvor man får en fornemmelse af hvad der foregår, og man egentlig gerne vil have mere, men også gerne vil høre hvad der sker hos de andre, hvor der jo også er drama i gang.

Når vi følger flere karakterer tæt i samme bog når vi af naturlige årsager ikke helt så meget ind under huden på dem alle som hvis de havde fået hver deres bog, eller hvis der kun havde været en enkelt hovedperson. I bogen her er det dog også især én af karaktererne, outsideren Bloom, vi lærer bedst at kende. Det er hendes historie der bliver fortalt, og fortællingens hovedproblematikker centraliseres om netop hendes fortid og dét, der gør Bloom til noget særligt i denne verden.

Bloom fungerer også glimrende som hovedperson. Hendes fortælling er interessant og hendes kræfter er interessante at udforske, - og der er god plads til at hun kan udvikle sig, fordi hun ikke på forhånd kender det store til denne magiske verden. Dog har resten af karaktererne også masser af byde på, og man kan jo altid håbe deres historier med tiden også får lov til at fylde, - for de har hver deres ting, som også sagtens kan fylde en bog (eller en sæson af en tv-serie, for den sags skyld).

Magisystemet i universet er ikke forklaret idetaljer, - men man får dog hurtigt indtryk af at der er forskellige styrker at trække på, så den enkelte bruger er særligt dygtig til for eksempel ild, som Bloom er det, til vand eller til andre ting, - og at det trækker på brugerens naturlige energireserver. Den super-nørdede læser (host, mig selv) kunne nok sagtens ønske sig endnu flere tekniske beskrivelser af hvad der gør magien, - men der skal naturligvis også være plads til udvikling her, og det fungerer glimrende at der er undgået tunge info-dumps. Tempoet skal selvfølgelig bevares, og det kommer i første række.

På dansk har Rosenholm trilogien af Gry Kappel Jensen været utrolig populær, og det er også i dén serie der er flest paralleller at hente i dansk fantasy. Min forestilling er lidt, at kunne man lide de bøger, vil man også kunne få en masse ud af at læse Fate: The Winx Saga.

Fate: The Winx Saga er YA fantasy i skole-regi, når det fungerer super-godt. Den er mærkbart anderledes fra meget af det andet litteratur i samme genre, især på grund af tempoet, men det klæ'r den, og man kan sagtens have fornøjelse af bogen uden at have været i nærheden af tv-serien først.

06 januar 2022

Kuppelbyens hemmelighed (Urværkerne, #1)

 Forfatter: Stine Bahrt - Forlag: Krabat - Udgivet: 2021

Historien om Urværkerne og Kuppelbyens hemmelighed er noget helt for sig, - jeg er i hvert fald kun sjældent stødt på denne kombination af fantasy, steampunk og dystopi i ét. Og det virker, heldigvis. Det er ikke perfekt, - men det står stærkt, det er en god begyndelse på en serie, - og så kan man håbe på, at resten kommer hen ad vejen.

Vi lever i en verden opdelt i de, der har evner inden for opfindelser, og dem, der ikke har. Dem, der har evnen, lever en mere priviligeret tilværelse en resten, med mere mad tilgængeligt og en bedre uddannelse. Vores hovedperson har naturligvis denne evne, og når man så er vokset op med forældre uden evnen, åbnes der en ny verden af muligheder. Det er fascinerende, men idyllen får selvfølgelig ikke lov at vare ved.

Det er en magisk kombination af flere ting. Kostskole-delen, som en god portion af handlingen centrerer sig omkring, giver god anledning til opbygning af relationer, og disse fremstår også relativt godt gennemarbejdet. De forskellige karakterer får anledning til at gøre nogle ting, de ikke ville kunne komme til i andre sammenhænge, og får på den måde adgang til en række informationer, der sætter yderligere gang i handlingen.

I kraft af at vores hovedperson selv er vokset op undre andre kår end de andre urværkere, er hendes viden om samfundet heller ikke den samme, idet megen viden er forbeholdt urværkerne. Hendes forvirring gør, at vi som læsere også er på bar bund med mange ting, og selvom det gør noget for handlingen, at vi lærer i takt med at vores hovedperson gør det, savnede jeg en del worldbuilding i første del af bogen. For hvorfor lever man som man gør i dette samfund, - hvad er historien bag? Det er heldigvis noget af det, vi får en smule svar på hen ad vejen, efterhånden som handlingen skrider frem, - og jeg krydser fingre for, at det er et element, der bliver bygget endnu mere på i de kommende bøger.

Derudover kommer vi kort omkring hovedpersonens egen identitetsdannelse. Hun er 15 år og interesserer sig vist nok for både drenge og piger, - men der kommer aldrig mærkat på, og hun er tilpas forsigtig til, at vi som læsere også kan blive i tvivl om, hvor hun står. Det bliver også et enkelt sted antydet, at hun er polygam, men føler sig presset til at være monogam, hvilket heller ikke bliver addresseret yderligere. Det handler ikke om, at det skal være super grafisk, for det kalder bogen slet ikke på, - men nærmere, at man kunne ønske sig lidt mere sikkerhed omkring hvordan vores hovedperson forholder sig til de forskellige labels, og at det forhåbentlig bliver accepteret af omverdenen.

Til slut er der én helt særlig ting jeg savner i den her bog, - et kort over kuppelbyens struktur. Det bliver beskrevet hvordan byen er bygget op i cirkler, og der er tydeligvis tænkt over det, men det kunne underbygge beskrivelserne virkelig godt at få en dygtig illustrator på. KORT - altid kort!



12 september 2021

*Anmelder-eksemplar* Stormtid

 Forfatter: Rikke Havner Alrø - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatter og forlag. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings for bogens indhold: Fysisk vold, verbal vold, sex (med samtykke!), spontan abort

Maren bor i Odense og arbejder i et firmaer, der laver ure og smykker. Det er dog kun et cover for at tage på missioner og rejse i tiden. En af disse rejser går naturligvis galt og sætter skub i en række begivenheder, der sætter tanker i gang hos Maren.

Det er spændende og medrivende, og langt hen ad vejen vanskeligt at lægge bogen fra sig, - men skulle man være fristet, er bogen delt op i flere dele (altså, ud over den traditionelle kapitel-inddeling), og så kan man jo nøjes med at læse en enkelt del ad gangen. Maren kommer ud for lidt af hvert i løbet af bogens små 500 sider, og det er undervejs nevepirrende og uhyre fængslende, og det kan ind i mellem virke helt håbløst at finde en løsning på de problemer, hun står over for.

Noget af det, jeg savner svar på i løbet af bogen, er blandt andet hvordan magi-systemet fungerer. Nogle kan rejse i tiden - men ikke alle. Nogle kan svæve - men ikke alle. I betragtning af hvor stor en betydning begge dele umiddelbart har for det, Maren skal igennem, undrede det mig en del, at det ikke blev uddybet yderligere. (Det skal dog, trods alt, tale til bogens fordel, at der flere gange diskuteres hvad det gør, at man rejser i tiden - og hvad det har af konsekvenser for vores nutid og fremtid, hvis man laver noget om undervejs.)

Samtidig er der stadig en række ubesvarede spørgsmål i forhold til hvorfor Marens mor. Hvorfor rejste hun fra Marens far - og uden at tage Marens søster med? Hvorfor afskærmede hun Maren for den magiske verden det meste af Marens barndom?

Mon ikke vi forhåbentlig får svar på nogle af spørgsmålene i bog 2.

Når det så er sagt, var jeg lettere underholdt af valget af navn til vores hovedperson, - i betragtning af at bogen tager udgangspunkt i overnaturlige væsner fra blandt andet Skandinavien, virker det som enten et heldigt tilfælde eller et meget bevidst valg, at hun hedder Maren. Selvom navnet ikke er direkte relateret til sagnet om maren, væsnet der i følge historierne er skyld i vores mareridt og dårlige drømme, ligner det til forveksling.

Stormtid fungerer som et friskt pust til den danske fantasy-scene, hvor der tages udgangspunkt i forfatterens egen fortolkning af blandt andet elvere og troldfolk i en tilnærmelsesvist moderne kontekst. En stor del af handlingen finder sted i første halvdel af 2022, og er derfor lige om hjørnet, - men man skal kigge langt efter moderne teknologi, som karaktererne ikke for alvor bruger i løbet af fortællingen. Der er dog fyldt med referencer til en række popkultur-fænomener, både bøger, serier og musik, - nogle mere åbenlyse end andre.

Stormtid er Rikke Havner Alrøs debutroman, og den står stærkt. Jovist, den er ikke perfekt (det er der vel ikke noget, der er?), og der er plads til forbedringer flere steder, - men især i betragtning af at der er lagt op til at det er første bind i en serie, synes jeg den starter ganske godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå yderligere på opdagelse i dette univers, - og forhåbentlig få svar på nogle af de spørgsmål, jeg ligger inde med.

En sidste bemærkning herfra må være, at jeg er virkelig imponeret over hvor gennemført cover og smudsomslag er til bogen her. Der er virkelig kælet for alle detaljer i arbejdet her, og det er svært ikke at føle sig draget af det.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...