*Anmelder-eksemplar* Slaget om Kejserstaden (Skyggefjenden, #3)

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første to bøger i serien.

Min anmeldelse af bog 1, Slaget ved Danubris, kan læses her.

Min anmeldelse af bog 2, Slaget i Dostor, kan læses her.

Der sker noget særligt med en bogserie, når den nærmer sig sin afslutning. Det er altid interessant at se om historien kan bære, om trådende bliver samlet, og hvorvidt vi som læsere får svar på de mest presserende spørgsmål, - dog uden at vi nødvendigvis får endegyldigt svar på alle de spørgsmål der måtte være dukket op undervejs.

Med Slaget om Kejserstaden lykkes det heldigvis fortræffeligt, og det er en fornøjelse at læse med. Man kan stadig kende karaktererne, ikke bare på deres navne, men på deres personligheder, der trods en gradvis naturlig udvikling hen over de tre bøger heldigvis stadig rummer spor af det, der var engang.

I forbindelse med læsningen af den første bog skrev jeg noget i retning af, at jeg syntes der skete meget i betragtning af at fortællingen var tænkt som værende karakterdrevet og som en dannelsesrejse, - og måske netop derfor glædes jeg i særdeleshed over den udvikling serien har taget, hvor vi nu ser karaktererne i et lidt andet lys end vi har gjort tidligere, og deres personligheder og indbyrdes relationer har fået lov at fylde lidt mere. Det er en befrielse at se levende karakterer med et sundt mindset, der trods de skurke og fristelser der omgiver dem stadig er ægte og oprigtigt vil deres medmennesker det aller-bedste, uden absolut at skulle have noget igen.

Som sine forgængere er Slaget i Kejserstaden en bog, hvor der sker rigtig meget. Der er meget drama, der skal udfoldes, og mange ting der skal gå op i en højere enhed inden den samlede fortællings afslutning. Men det klæder immervæk fortællingen at det har fået lov til at udfolde sig i et tempo, hvor det er til at følge med og holde styr på hvem man har hvor i forhold til resten af karaktererne, og hvor karaktererne får lov til at komme i mål med deres individuelle udvikling samtidig med at deres indbyrdes relationer også lige får det sidste, - alt sammen uden at det trækkes alt for meget i langdrag, så man undgår at kede sig undervejs. Det hjælper også på det at man kan mærke, at der er noget på spil for karaktererne, og selvom vi som læsere kan danna os en overordnet idé om hvordan det hele muligvis vil komme til at gå, er det tydeligt at uanset hvad der sker, vil det have konsekvenser for karaktererne. Man bliver hurtigt revet med, når der er nogen at holde af og at holde med, - og når det hele ind i mellem bliver lige ægte nok.

Samtidig er der gennem hele serien opbygget et solidt univers, hvor min største anke ærligt er, at jeg savner et landkort at orientere mig i undervejs. Magisystemet er veludviklet, og selvom det ikke er alle nuancer ved universet der bliver forklaret i detaljer, er det alligevel tilpas udviklet til at det giver mening i de kontekster hvor magien for alvor spiller ind. Der er forskellige racer og arter, der navigerer mellem hinanden på kryds og tværs, og gerne med et blik til hvordan pågældende racer tidligere er blevet beskrevet. Det virker måske stereotypt, men det virker, når man med en smule fantasy i bagagen nemt og hurtigt kan orientere sig i hvordan den politiske scene i universet sandsynligvis vil udfolde sig alene på baggrund af en række karaktertræk der går igen - og i en så stor genre som fantasy gør dét bestemt ingenting.

Det giver næsten sig selv at det er en anelse vemodigt at skulle tage afsked med en serie, hvor man virkelig er kommet til at holde af både univers og karakterer, - men det har også været en stor fornøjelse at læse med og at få lov til at være med på rejsen, - blandt andet fordi der tydeligvis er blevet kælet for detaljerne på alle parametre. Serien om Skyggefjenden er bestemt ikke for nybegynderen i fantasy-genren; dertil bliver det vist lige kompliceret nok. Men der skal også være noget til den voksne, rutinerede fantasy-læser, og til dem er det fantastisk at se noget, hvor originalsproget er dansk, og der er substans og indhold i fortællingen, så man har god mulighed for at tage noget med sig.

Serien om Skyggefjenden er et stærkt bidrag til den danske fantasy-scene, og det har været en stor fornøjelse at læse med. Så kan man altid håbe på og krydse fingre for at det kort til universet en dag bliver skabt.. Og ind til da, - få så lige læst serien. Din lokale boghandler kan nok skaffe den hjem, og ellers kan biblioteket sandsynligvis hjælpe.

*Anmelder-eksemplar* Skyggefjenden #2: Slaget i Dostor

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Slaget ved Danubris. Min anmeldelse af dén bog kan findes her.

Trigger Warning: voldtægt, ekstrem jalousi og besidderiskhed 

Noget af det der trykkede mig efter forgængeren var, at der var lagt op til at hovedpersonen skulle ud på en dannelsesrejse, - men at fokus primært var på plottet og i langt mindre grad på karakterudvikling. Slaget i Dostor er som forgængeren primært plotdrevet, - men der er heldigvis gjort plads til at vi i endnu højere grad lærer både hovedpersonen og de andre karakterer at kende undervejs, og rent faktisk mere end bare overfladisk.

Karaktererne får - især efter en bestemt episode, som jeg nok skal undlade at spoile - langt mere dybde og kant, og dét klæder virkelig fortællingen. Vi lærer dem gradvist bedre at kende gennem hele bogen, men der er en specifik episode, der for alvor stadfæster dem som individer, og det er virkelig virkningsfuldt at flere af de bærende karakterer får plads til at være følsomme og få vist sider af sig selv, som tidligere blot har været antydet eller vagt beskrevet.

Plotmæssigt sker der også ting og sager, og det er ikke "bare" en to'er der skal overstås for at nå afslutningen i bind 3. Hemmeligheder afsløres, og hovedpersonerne har fået nogle interessante og forhåbentlig brugbare kort på hånden. Siderne bliver brugt fornuftigt, og det giver mening at det her skal være ent trilogi og ikke blot endnu en duologi med et stykke intetsigende tekst i midten. Der udvikles hele tiden på handlingen, og det står sjældent stille. Selvom det ikke er alle kapitler der indeholder lige meget action, bliver plottet synligt drevet frem hele tiden, - og som læser kommer man næppe til at kede sig.

Det er en ren fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af både world building, plot og karakterer her i bind 2 - ikke at det ikke var der i første bog, men det er virkelig blevet løftet, og der er tydeligt lagt meget energi i at få det til at spille og gå op. Det spiller på en helt anden måde end tidligere. Fortællingen har fået lov til at vokse og den fortjener bestemt at man giver den en chance for at udfolde sig, for den her meget potentiale, - uanset om man er til de plotdrevne eller de karakterdrevne fortællinger.

Spændingsniveauet fungerer også glimrende undervejs i bogen, og man er aldrig -helt- sikker på hvordan karaktererne mon slipper ud af en given konflikt, og om det overhovedet kan lade sig gøre.. Der er noget ved den her type fortællinger, hvor man faktisk reelt frygter hvad der sker karaktererne, og ikke som udgangspunkt går ud fra at alle klarer sig igennem og allerhøjest får overfladiske skrammer, - men at bekymringen for deres chancer bliver reel. Trods overbevisningen om at karaktererne har lagt den bedste plan mulige ud fra de kort de har på hånden, kan man alligevel tvivle på om det kan bæres hjem og gennemføres, - for modstanderne er bestemt ikke at kimse ad, og står også stærkt.

Min største anke var faktisk at karaktererne ikke havde nogen mistanke til en bestemt hemmelighed der bliver afsløret hen mod slutningen af bogen - men det er trods alt ikke værre end at der findes svar på dét idet hemmeligheden afsløres, og selvom det kan virke åbenlyst for læseren, virker det også mindre åbenlyst for karaktererne. Der er lagt brødkrummer ud gennem begge de to første bøger, og ved en genlæsning vil man sandsynligvis opdage endnu flere.

Serien om Skyggefjenden er ikke en af dem, der har fået mest opmærksomhed, - men den fortjener bestemt en masse kærlighed, og jeg er spændt på hvad der venter både os som læsere og karatererne i tredje og sidste bind.

*Anmelder-eksemplar* Slaget ved Danubris (Skyggefjenden, #1)

 Forfatter: Claus Holm - Forlag: Superlux - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Slaget ved Danubris er første bind i en serie, hvor vi i hvert fald i dette bind følger starten på den unge Alains dannelsesrejse. Ordet manddomsrejse er brugt flere gange i bogen om selve den tur, Alain bliver sendt ud på, men begge ord kan dække dét, det egentlig drejer sig om, - at Alain drager ud i verden for at få øjnene op for andre måder at leve og anskue verden på en lige som én af de mest velstillede i eget baroni.

Ud fra beskrivelsen alene kunne man godt tro, at handlingen var meget karakterdrevet, - men der sker dog hurtigt nogle ting der gør, at begyndelsen på Alains rejse kommer til at fokusere mere på at redde nogle tråde ud og deltage i både politik og krigsførelse end på en udvikling af Alain selv.

Det skal dog ikke skræmme læseren væk, for i kraft af at vi som læsere får lov at følge Alain i de politiske og diplomatiske overvejelser, bliver vi også præsenteret for en god portion worldbuilding, og lærer på denne måde universet at kende - fra ledernes synsvinkel, i hvert fald. Dermed har vi allerede nu ret godt styr på nogle enkelte alliancer og konflikter i universet, og ved en smule om hvordan strukturen er.

Det betyder dog også, at vi i kommende bøger i serien forhåbentlig kan komme til at lære Alain selv endnu bedre at kende, og det samme med hans rejsekammerater. Ud fra både epilogen og de løse tråde at dømme er der i hvert fald masser af drama i støbeskeen, og forhåbentlig noget mere karakterudvikling.

Slaget ved Danubris er en fortælling, hvor vi løbende skifter synsvinkel og får lov til at opleve handlingen gennem flere forskellige karakterers øjne. Dét i sig selv er altid interessant og kan give teksten et ekstra lag og noget mere dybde, men man skal være vågen, - for her sker det ofte løbende i teksten, og selvom der altid skiftes afsnit ved skift af synsvinkel, er det ikke markeret på anden vis. Det er dog en fordel at fortællingen er skrevet i tredje person, så det kun er fokuset på karaktererne der skifter, mens fortællerstemmen forbliver den samme undervejs.

Jeg var også svært fascineret af den underliggende diskussion om arrangerede ægteskaber versus hvem individet havde lyst til at være sammen med, og hvad der egentlig bar ægteskabet, - for selvom det kun bliver berørt overfladisk, var det spændende at følge med i, og epilogen taget i betragtning blev nogle af de pågældende diskussioner mellem nogle af de involverede karaktererer virkelig spændende. Både i forhold til at diskutere stand og at være sammen med nogen, der ikke umiddelbart hører til samme klasse som den man er født ind i, men også lgbtqiap+ relationer versus hetero-lignende forhold, og sex både uden for ægteskab og/eller med andre end den, man er gift med. Det er emner, der kun kortvarigt er berørt i bogen her, men jeg håber virkelig at det også er noget af det, der får fokus længere fremme i serien, - for bliver der gået rigtigt til værks, er det virkelig, virkelig spændende at følge med i, og det kan sagtens blive en styrke for serien.