Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag

29 april 2021

*Anmelder-eksemplar* Skaberværk

 Forfatter: Nis Dahm Sperling - Forlag: Facet - Udgivet: 2021 - Sidetal: 240

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Da jeg pakkede bogen op, var min mands første reaktion at spørge ind til, om det nu var en pædagogisk lærebog, jeg havde modtaget? Og selvom jeg sagtens kan forstå, hvordan hans tanker er blevet ledt derhen, er det ikke helt det, der er tilfældet.

Det handler om skyggeboksning. Og for at citere bagsideteksten:

Skyggeboksning: 1. (Opr.) boksning med en indbildt modstander i træningsøjemed 2. (Ny) sportsgren, hvor to modstandere programmeres med berømte bokseres bevægelser og genopfører klassiske kampe.

Vi følger to hovedpersoner, der oplever denne verden fra hver deres vinkel. Teo er selv skyggebokser, og hele hans tilværelse omhandler dén verden. Lottas verden handler nærmere om Teo, og det er svært at undgå at blive revet med af den tilværelse, han fører. Begge kæmper for at overleve en ellers miserabel tilværelse, hvor det ofte handler om at klare sig til dagen efter. Pengene er små, og livet er barskt og brutalt.

Generelt kræver det sin læser at være med, og det er absolut ikke for sarte sjæle at følge med på deres rejse. Vi kommer tæt på tilværelsen på bunden af samfundet, hvor man ofte gør hvad som helst for at tjene til dagen og vejen. Det betyder ofte vold og overfald, også uden for arenaen. Det betyder groft sprog, masturbation, stoffer, og en meget up-front og til tider aggressiv attitude fra flere af karaktererne. 

Kvinder præsenteres som værende sexobjekter, som mænd nærmest kan bruge som de har lyst, mens mændene snarere fungerer som maskiner. Altså står vi tilbage med mennesker, som tingsliggøres, og som mangler personlig frihed. Stemningen er præget af modløshed og håbløshed, og det kan være svært at finde en mening med livet, når situationen er som den er. For er der virkelig ikke mere ved tilværelsen end ren overlevelse?

Rent etisk savner jeg en dybere diskussion af skyggeteknologiens berettigelse, og hvordan det har fået lov til at udvikle sig til det, det er i historien. Hvad er det, der har ført til, at man i denne grad eksperimenterer på mennesker? Nok kan man overveje i hvilken grad samfundets mest udsatte i dag bliver udnyttet af systemet, afhængigt af hvor i verden man befinder sig, men her er der nærmest tale om ekstremer. Hvad mon har drevet samfundet så langt ud, at det tillader det?

Det skinner dog klart igennem, at der her er tale om en forfatter, der har praktiseret write what you know. Fagbegreberne sidder lige i skabet, og det sproglige flow og følingen med stemningen og strukturen omkring bokseverdenen og hvad det vil sige at være en del af det er on point. Det falder helt naturligt, og trods det at læseren ikke nødvendigvis selv har førstehåndskendskab til den beskrevne verden, føles det næsten som at være der selv.

Romanen er voldsom, men også relativt kort, så er man sart, er der trods alt grænser for, hvor længe man behøver påvirkes af denne barske fremtid. Og måske netop fordi den kan være så voldsom, indsnævrer det (desværre) målgruppen en del, da det flere gange bliver meget ubehagelig læsning. Det er bestemt ikke en let roman at skulle igennem, men den etiske diskussion, som den lægger op til i forhold til teknologiens berettigelse, synes jeg er super interessant, og det er måske noget jeg savner, at der i højere grad var blevet dvælet ved.



26 september 2020

XY

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2015 - Sidetal: 240

Årh.. Hvordan har jeg på mystisk vis fået fat i så stor en stak bøger, der får mig til at tude? Og så fra første kapitel, allerede! Det er nærmest ikke til at arbejde med, og det er da utroligt hvad små, sorte kruseduller på hvidt papir kan gøre ved tårekanalerne.

Uanset læserens kønsidentitet må XY her kunne sætte tanker i gang hos modtageren i forhold til vedkommendes indstilling til køn, og hvorvidt man opfatter det som en social konstruktion eller som noget mere biologisk - eller hvor man nu befinder sig rent holdningsmæssigt. For hvilke betingelser skal der egentlig opfyldes for, at man er det ene eller det andet? Er det det, man har mellem benene, eller de kromosomer, man er født med - eller det det, man føler sig som, der bør gælde? Debatten raserer ivrigt rundt omkring, og det er nok for meget at håbe på, at alle får en forståelse for, hvad det egentlig drejer sig om, og hvordan det kan føles at være fanget i en forkert krop, og / elller ikke turde dele sine tanker om køn og seksualitet af frygt for, hvordan omverdenen vil tage imod det. Men bogen her kan forhåbentlig sætte skub i nogle ting, og udbrede i hvert fald en smule forståelse for, hvordan det kan være at være inde i hovedet på én, der ikke er som de fleste andre på dette punkt.

Romanen er velskrevet, og karkatererne har masser af dybde, - trods det, at det hele er fiktion, kunne man sagtens møde Christoffer eller Asta ude i den virkelige verden. Og man må sige, at står man med de problematikker, som Christoffer og Asta står med, eller noget lignende, har man rigeligt at se til - uden også at skulle forholde sig til andres fordomme og idéer om, hvordan det hele hænger sammen. Derfor er det gavnlig læsning at forsøge at bevæge sig ind bag facaden og få et indblik i, hvordan andre mennesker tænker, og forsøge at sætte sig ind i, hvorfor og hvordan man overhovedet kan komme i tvivl om noget så omfattende som kønsidentitet, hvilket mange, der ikke har oplevet det på egen krop, kan tænke må være mærkeligt og forvirrende.

Overordnet en velskrevet bog med nogle uhyre vigtige problemstillinger, som vi som samfund er nødt til at få italesat for at udbrede kendskabet til de minoriteter, der er særligt udsat. Det gavner os alle på den lange bane, at der også er plads til de skæve eksistenser og dem, der ikke passer ind i de traditionelle kasser - der skal være plads til os alle sammen.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



The Hate U Give

 Forfatter: Angie Thomas - Udgivet: 2017 - Forlag: Walker Books - Sidetal: 448

Bogen og dens efterfølger, On the Come Up, kan læses uafhængigt af hinanden.

Man kan ikke komme udenom, at THUG er en vigtig fortælling at få ud, også i Danmark, selvom vilkårende er anderledes her end de er i staterne.

Desværre er fortælle-stilen ikke den bedste, og der er god plads til forventninger - og Angie Thomas kommer da også efter det i efterfølgeren, On the Come Up.

Dialogen føles tvungen, og jeg var ofte tæt på at lægge bogen fra mig og opgive, når jeg nåede til steder med meget dialog.

Slutningen føles næsten for intens, og den kunne med fordele være skrevet mindre dramatisk, uden at handlingen nødvendigvis ville lide under det.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Smukke dreng

 Forfatter: Charlotte Fischer - Forlag: Tellerup - Udgivet i 2019

Sidetal: 376 - ISBN 9788758836096

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.

Smukke dreng er barsk og ubarmhjertig. Allerede i løbet af de første få kapitler blødte mit hjerte for November, og nødvendigheden af, at han skulle gå så meget igennem, og det var svært at holde tårene tilbage, - en klar anbefaling herfra må være at huske at have lomeletter eller lignende i nærheden, inden man går igang.

Nok mangler November ingenting materialistisk, og med adgang til fars kreditkort kan han stadig købe, hvad han ønsker sig, men hans opvækst har været unødvendigt hård og kold. Han savner voksenkontakt og at der er én, der ser ham for den han er bag den fascade han har brugt så lang tid på at stille op, og som han bruger mange kræfter på kunstigt at opretholde. Det er svært, og det gør ondt inden i, for hvordan spørger man om hjælp til de store og svære ting, når man aldrig har fået hjælp til selv de små ting? Når det forventes, at man mander sig op, og at man ikke viser tegn på svaghed?

November portrætteres som en ung mand med hjertet på det rette sted, og som har så meget at byde på. Ud over sit gode udseende er han intelligent og klarer sig godt i skolen, og han er en stjerne på fodboldbanen. Men selvom han er 17 år og bruger mange kræfter på at leve op til de forventninger, der følger med fra samfundet, fra vennerne og ikke mindst faderen, har han brug for at kunne være nogens barn; at nogen holder om ham og vejleder ham igennem de kriser, der også hører ungdommen til. November har i sin opvækst kun kendt sin strenge fars hårde opdragelsesmetoder, og mangler én, der kan give ham kærlig omsorg, holde om ham, og lære ham om de mere bløde værdier.

Sproget i romanen ændrer sig en smule undervejs. I starten føltes det en smule kantet, og med tiden bløder det stille og roligt op, hvilket stemmer godt overens med den udvikling, vi ser November gå igennem; efterhånden som han oplever forskellige dele af tilværelsen og vokser personligt, ændres sproget i romanen også gradvist. Det bruges som værktøj til at vise en del af Novembers sindstilstand, og det virker. Dertil hører den klare udvikling i både Novembers egen måde at tale på, og hvordan hans mindset og tankegang også gennemgår en mindre rejse.

Der er et godt flow i romanen, og den er næsten umulig at slippe igen. De næsten 400 sider var hos mig læst i løbet af en enkelt aften, - jeg måtte lige have det næste med, og vide, hvordan det ville gå for November. Mit hjerte bløder i øvrigt stadig for ham - hvordan kommer det til at gå ham, nu hvor vi har forladt ham? Kan han holde til det hele?

Personligt er jeg vild med, at kapitlerne ikke er nummererede, men indledes med et hashtag, der er sigende om det kapitel, vi går i møde. Det går godt i spil med handlingen, og de brugte hashtags er velvalgte, humoristiske, og heldigvis holdt i tone med resten af romanen. Det samme gør sig gældende for den ungdomsslang, der bruges undervejs; det virker naturligt, og det er tydeligt, at der er lagt arbejde i at få det til at lyde rigtigt.

Jeg gav Smukke Dreng 4 ud af 5 mulige stjerner.



Simon vs the Homo Sapiens Agenda

 Forfatter: Becky Albertally - Udgivet: 2015 - Forlag: Balzer + Bay

Sidetal: 303 - ISBN: 9780062348678 

Simon går i high school, og klarer sig udadtil godt. Han har gode venner, der bakker ham op, og hans familie er, også efter dansk standard, helt almindelige. Simon er dog nået frem til, at han er homoseksuel, men han er ikke ude af skabet endnu. Det er der én af hans skolekammerater, der finder ud af ved et uheld, og nu forsøger han at afpresse Simon og true med at fortælle alle, at Simon er homoseksuel.

Romanen er sød, sjov, romantisk, og en smule dramatisk.

Simon føles virkelig og ægte, som kunne han være en gennemsnitlig fyr på gaden - det gør ham relaterbar og vanskelig ikke at elske.

Hans venner elsker ham for den han er, og bakker ham op fuldt ud. Kunne man dog blot ønske sig, at alle, også i den virkelige verden, ville være så støttende som Simons venner - så ville verden da være et bedre sted.

Fortællingen vil flere unge kunne spejle sig i, da flere af Simons kvaler er universelle, og gælder, uanset køn eller seksualitet.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




Og så drukner jeg ...

 Forfatter: Ditte Wiese - Udgivet: 2019 - Forlag: CarlsenPuls - Sidetal: 335 - ISBN: 9788711903339 

Hvorfor pokker er der ikke nogen der har advaret mig om at vente med at læse den her til jeg kom hjem?!? Så har man da også prøvet at tudbrøle over en bog i det offentlige rum!

Josephine lever udadtil et perfekt liv som datter af den øvre middelklasse, hvor hun ikke mangler noget, får gode karakterer, har den rigtige kæreste, og generelt klarer sig godt. Men man skal ikke grave dybt for at finde usikkerheden og bristerne, for alle forventningerne er svære at leve op til, og Josephines liv er ikke så perfekt som det ser ud.

Ditte Wiese har gjort det igen, og rammer lige der hvor det gør ondt. Der tales til læserens indre perfektionist, og får fat i den indre monolog, som kan være så svær at slås med.

Et must-read, både til teenagerne og deres forældre. En venlig påmindelse til de unge om at huske at sige fra og i stedet tænke på sig selv, og en endnu større påmindelse til forældrene om at passe på deres unge mennesker.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



Not if I see you first

 Forfatter: Eric Lindstrom - Udgivet: 2015 - Sidetal: 310 - ISBN: 9780316259859 

Jeg fik bogen her anbefalet for nogle måneder siden til en Patreon-livestream med Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien), hvor den kort blev beskrevet, - mange bøger blev anbefalet til dén livestream, så det var kun sparsomt, hvad jeg vidste, før jeg (endelig) kom i gang med bogen.

Alligevel tænker jeg, at jeg ville være blevet positivt overrasket, uanset hvad.

I langt de fleste fortællinger har hovedpersonen synssansen til rådighed, og det er derfor meget anderledes at sidde med en bog, hvor det ikke er tilfældet. Bogen er ryddet for de sædvanlige beskrivelser af, hvordan personer, miljøer og ting ser ud, og vi er overladt til de andre sanser.

Det gør læseoplevelsen intens på en helt særlig måde, og giver en oplevelse, som ellers kan være vanskelig at få indblik i. Især i forhold til nogle af de hverdagsproblematikker man kan komme ud for som blind, og som mange seende tager for givet at de kan klare selv, - og i forhold til hvordan man som blind kan blive mødt af andre.

Derudover er plottet stærkt skruet sammen. Karaktererne har hver deres quirks der gør dem til noget helt særligt og viser os, hvordan vi alle sammen kan have noget at slås med og at ingen af os er helt perfekte.

Derfor er fortælingen også klart én, jeg selv vil anbefale videre til andre.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Fun fact: Jeg fik den anbefalet under en Patreon-livestream med Nanna Foss i foråret 2020.







25 september 2020

Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?

Forfatter: Jacob Wendt Jensen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2020 - Sidetal: 368

Om bogen Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned? skrev jeg:

Niels Olsen virker, set udefra, som en sympatisk og behagelig mand, og som værende virkelig godt selskab, skulle man have fornøjelsen deraf.

Denne biografi bekræfter kun min mistanke.

Som læsere får vi indblik i en stor del af Niels' liv, lige fra barndomshjemmet i Århus til den igangværende turné med Ørkenens Sønner. Niels har lavet så tilpas meget i løbet af sit liv, så det er naturligt, at ikke alt kommer med, og at nogle af bogens kapitler får lov til at fylde mere end andre, - som de også har gjort det i det virkelige liv.

Det gives indblik i nogle af de ting, som har betydet rigtig meget fra Niels, og selvom der naturligvis er forskel på det, vi ser i bogen her, og hvad der gemmer sig bag facaden, kan man let komme til at bilde sig ind, at man kender mennesket bag, - i hvert fald en smule bedre, end vi gjorde før.

Vi hører om Niels' rolle i søskendeflokken og hans relation til forældrene.

Vi hører om hans oplevelse af skolegangen fra folkeskolen til teaterskolen.

Vi hører om nogle af de valg, der er taget i karrieren, og hvordan det har påvirket resten, - for alt påvirker hinanden på kryds og tværs. Tilvalg betyder samtidigt fravalg, men et tilvalg betyder også at nye døre kan åbne sig og føre i en ny retning.

Og vi hører en smule om, hvordan privatlivet har været, fra forholdet til ungdomskæresten, som ikke holdt, til det nuværende ægteskab, der både er et ægteskab i traditionel forstand, men også et arbejdsmæssigt ægteskab, selvom især Niels' kone har forsøgt at holde deres karrierer adskilt.

Det er svært at snakke forhold og ægteskab uden at nævne, at Niels har en datter, som også er interviewet til bogen her. Hun figurerer ikke med navn, og selvom årsagen ikke er beskrevet, må ønsket om relativ anonymitet respekteres. Dog vil jeg nævne, at interviewet med datteren netop er noget af det, der gør det lettere at få øje på mennesket bag masken, da det netop viser en blød side af Niels, som man ikke nødvendigvis tænker over, at han også indeholder, når man kun ser ham på scenen eller skærmen, og det er dermed med til at menneskeliggøre ham.

Derudover; forsidebilledet siger utrolig meget om Niels Olsens karakter, og det billede, bogen gerne vil danne af ham. Det siger noget om, hvordan han fungerer i sociale sammenhænge, - at han ikke trækker fokus mod mennesket Niels Olsen, trods det, at han godt kan få folk til at smile eller fokusere på den rolle, han spiller, og at man må skille tingene ad. Det siger noget om hans blik på situationen han befinder sig i, hvor han har det komfortabelt i flere aspekter af livet.

Overordnet er bogen absolut værd at læse, har man blot en smule interesse i mennesket bag facaden.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.






 

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...