*Anmelder-eksemplar* Lyset (Arias fortælling, #3)

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.

Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.

Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.

Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.

Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.

Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.

Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.

Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.

*Anmelder-eksemplar* Mogthunheims forbandelse (De III udvalgte, #1)

 Forfatter: Paul Anthony Sørensen - Forlag: HoneyBadger - Udgivet: 2020 - Sidetal: 340

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mogthunheims forbandelse er en eventyrlig fantasyfortælling om Sebastian, Eliot og Bjørn, der finder et skrin der gør, at de i drømme kommer til Mogthunheim - et parallelunivers til vores verden. Her er drengene De Udvalgte, som skal genoprette freden og sørge for at det igen er den rette regent, der sidder på tronen.

Der er langt en del energi i world-buildingen i det her univers, og selvom jeg stadig sidder tilbage med enkelte spørgsmål, nås der alligevel langt omkring, og det står for mig ret stærkt. Dog krydser jeg fingre for at en fortsættelse vil give svar på nogle af de største spørgsmål, der stadig gnaver.

• For er det tilfældigt eller skæbnebestemt, at det netop er disse tre drenge, der kommer til Mogthunheim? 
• Er der flere paralleluniverser at rejse i mellem? 
• Når en karakterer bosat i Mogthunheim på et tidspunkt nævner en gud, er det mon så en gud, vi kender til i vores verden, eller er religionen noget særligt for denne verden? 
• Og når Sebastian, Eliot og Bjørn går fra at være teenagere i vores verden til at være voksne mænd i Mogthunheim, hvordan er de så ved et trylleslag pludselig i stand til at styre deres nye kroppe? Hvorfor er deres motorik og balance ikke mere påvirket?

Jeg tænker selv, at man som teenager i forvejen kan have et pudsigt og måske endda lidt skævt forhold til sin krop, som kan være svær at styre i forbindelse med at den ændrer sig helt vildt, - og her sker det så snart drengene falder i søvn.. Det virkede i mine øjne lidt mærkeligt, at det gik så let for dem med at omstille sig, - også selvom der kan være en god forklaring.

Drengenes venskaber står stærkt gennem hele fortællingen, hvilket også Claire fra drengenes klasse bemærker. Det var noget særligt allerede inden, de kom til Mogthunheim, og blev kun stærkere af de udfordringer, de måtte igennem undervejs i fortællingen, - og det bliver spændende at følge med i, om der er noget der kan ryste dette venskab og konstellationen mellem drengene, der har fungeret i en helt særlig form for dynamik gennem længere tid. I kraft af at Claire her i løbet af den første bog løbende får mere og mere med drengene at gøre, og sandsynligvis kommer til at få en mere betydningsfuld rolle fremover, kan man som læser kun gisne om, hvilken indflydelse det kan få på drengenes venskaber, - og om fortællingens temaer kommer til at flytte sig fra i høj grad at handle om den her nærmest brødre-lignende relation drengene har til måske også at rumme noget mere.

Undervejs i fortællingen får vi løbende en smule at vide om ikke bare Sebastian, Eliot og Bjørn, men også flere af de andre karakterer. Det varierer lidt, hvor smooth det virker og hvor godt inkorporeret baggrundshistorierne er i hoved-fortællingen, og enkelte steder kommer det til nærmere at ligne info-dumps, der desværre tog lidt af pusten fra resten af historien. Selvom det er en interessant del af fortællingen, og jeg naturligvis gerne vil lære karaktererne endnu bedre at kende, kunne det med fordel være erstattet af nogle mere subtile hints til deres baggrund, som så kunne leveres løbende i takt med fortællingens udvikling og hvor det er relevant i forhold til resten. Det er især væsentligt i forhold til at der lægges kraftigt op til, at det her er første bog i en serie, og man dermed må forvente, at der kommer endnu mere af historien.

Generelt synes jeg fortællingen og verdenen som helhed står virkelig stærkt, og at den sagtens kan læses som en enkeltstående bog, - trods det, at den ender på en cliffhanger, og at der kraftigt er lagt op til, at der kommer en fortsættelse på et tidspunkt.

*Anmeldereksemplar* Will og den sorte havn

 Forfatter: Mie L. S. - Forlag: Forfatterksbaet.dk - Udgivet: 2020 

Sidetal: 340 - ISBN: 9788793927056

Bogen er modtaget som anmelderesksemplar fra forlaget.

Der er desværre langt imellem de forventninger jeg havde til bogen her og min egentlige læseoplevelse, blandt andet takket være den under-skønne forsideillustration, som i mine øjne er noget af det mest positive ved bogen. Den giver umiddelbart associationer i retning af Pirates of the Caribbean, hvorfor jeg også havde håbet på en læseoplevelse i samme stil som netop dét univers. Det var dog ikke helt det, jeg blev mødt med, og jeg stod tilbage med en følelse af at have flere spørgsmål efter sidste side, end jeg havde, da jeg begyndte.

Bogen hedder Will og Den Sorte Havn, hvilket egentlig er en udmærket arbejdstitel til en roman, der handler om pirater. Men hvor vi befinder os på kloden og hvordan klimaet er, samt cirka hvornår vi er i forhold til årstal blev jeg aldrig rigtigt klog på, - hvor er den her sorte havn egentlig? Er det et sted på det verdenskort, vi kender, eller er det i en alternativ virkelighed med et andet verdenskort? Rent tidsmæssigt kunne jeg ikke helt finde ud af, hvilket århundrede, jeg skulle placere historien i, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvilken teknologi, karaktererne havde til rådighed, så jeg kunne blive ledt i en bestemt retning. Navnene gjorde mig ikke klogere, da de peger i vidt forskellige retninger, både i forhold til geografisk og tidsmæssig oprindelse.

Vi finder ret hurtigt ud af, at der er et eller andet med nogle spøgelsessoldater, som vist nok skyldes en forbandelse af en art. Men jeg fandt ikke rigtigt ud af, hvad det var med den her forbandelse. Hvad gik den helt nøjagtigt ud på? Hvor mange var påvirket, og hvordan blev de påvirket af den? Hvad havde den at gøre med Wills far og bedstefar (som kun ultrakort er nævnt)? Hvorfor skulle den løses som den skulle?

Og nu vi er ved uopklarede spørgsmål; hvorfor skulle Elisabeth ligge i en komalignende tilstand i netop dén periode? Hvad var den egentlige grund til, at hun endte i denne tilstand, og hvorfor skulle hun løses fra den på netop den måde?

Hvad skete der for denne Ashlay og hendes kuffert, - hvad er hendes historie egentlig? Og hvorfor dukkede kufferten altid op hos hende eller Will på tilfældige tidspunkter? Hvor kom alle de sedler fra, de fik, - og hvordan endte de på mystisk vis i kufferten?

Rent sprogligt er der ikke tale om noget imponerende værk. Det er læseligt, og i forhold til stavning og grammatik er der nærmest ikke en finger at sætte, men sætningskonstruktionerne er ikke videre komplicerede, men lyder nærmere som en folkeskoleelev, der har fået fat i en ordbog (læs: noget i retning af det afsnit af Friends, hvor Joey skal skrive en anbefaling af Monica og Chandler til adoptionsbureauet og bruger synonymordbogen på hele sin tekst - her er det bare ikke hvert eneste ord, men stadig for mange). Det er ikke fordi ordene er brugt forkert i sætningerne, - de virker bare ofte malplacerede i konteksten.

Jeg kunne dog virkelig godt lide grundkonceptet for historien; det her med, at der er et sted eller en familie, der er blevet forbandet på én eller anden måde, hvilket familien eller en helt så skal rejse ud og gøre noget ved, er der rigtig meget potentiale i. Desværre skal der lidt mere redigering til for, at det for alvor bliver en succes i mine øjne. I denne fortælling er der for mange ubesvarede spørgsmål. Persongalleriet er for stort, så vi når ikke for alvor ind under huden på de væsentligste karakterer, - man kunne måske med fordel have skåret ned på antallet af søstre, som Will skulle rede, for så at skrue op for relationerne i familien, ligesom der kunne skæres ned på antallet af personer de møder undervejs, da disse også kun når at blive præsenteret ganske overfladisk. Overordnet så jeg personligt gerne, at der var brugt mere energi på at lære personerne at kende og udvikle relationen mellem dem, i stedet for at beskrive det, der var en gang i dialogerne, og at præsentere så mange forskellige karakterer. Det bliver simpelthen for forvirrende at holde styr på dem alle sammen i længden, - for hvem var det nu lige der var hvem, hvad var deres historie, og hvem havde de en relation til?

Derudover kunne der med fordel også være skåret ned på antallet af synsvinkler, så vi for eksempel kun følger én karakter i et kapitel, og gerne så det er markeret tydeligere, hvis synsvinkel vi følger i det pågældende afsnit, så man som læser ikke skal bruge så meget energi på at sætte sig ind i, hvem det nu er vi er hos i det pågældende meget korte afsnit. Det tager for meget fokus på det, der reelt sker i historien på netop det tidspunkt.

I det hele taget vil jeg vurdere, at jeg sagtens kan se idéen med fortællingen her. Den rummer og kan virkelig meget, og mere, end hvad der desværre endte med at blive det færdige resultat. Det ville klæde den med et par ekstra omgange redigering undervejs, - så kunne den til gengæld have siddet lige i skabet.

Jeg gav bogen 2 ud af 5 mulige stjerner.

Regnbuefolket

 Forfatter: Lise Bidstrup - Forlag: Facet

Om bog 1, Den gamle, skrev jeg:

En fin start på fortællingen om Regnbuefolket, hvor Silje fra start står skarpt som karakter, - og der er lagt op til både eventyr og personlig udvikling for hende. Det bliver spændende at følge hende og Gustav i de næste tre bøger.

Bogen er relativt let læst, og tilpas kort til, at den kan læses i løbet af ingen tid - og skulle derfor være til at overskue for selv de, der har lidt vanskeligheder.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Dæmonjagten, skrev jeg:

Silje og Gustav er taget ind i en labyrint for at finde nogle glaskugler emd deres egne dæmoner i.

En ting er, at labyrinten kan være vanskelig nok at finde rundt i - men de støder også på andre udfordringer undervejs, og Silje og Gustav har nu grund til at frygte for deres liv.

Deres venskab bliver også testet undervejs - for det er ikke sådan lige til at håndtere udfordringer og uenigheder, når man er under pres, og ikke har kendt hinanden ret længe.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Glaspusteren, skrev jeg:

Det bliver mere og mere interessant for Silje og Gustav.

Kommer de nogensinde hjem til deres egen verden? De opgaver, de bliver sat over for, virker vanskelige, og det kan knibe med at finde ud af, hvordan man kommer ud af problemerne.

Oven i det bliver Silje og Gustavs spirende venskab endnu en gang sat på prøve, - for kan Silje regne med Gustav, når det virkelig gælder?

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 4, Forræderen, skrev jeg:

Det bliver mere og mere intenst, efterhånden som handlingen skrider frem, og man kan helt blive i tvivl om, hvordan det nogensinde skal blive godt igen.

Når alt kommer alt, er det dog til at regne ud, hvem skurken er, og hvordan det hele hænger sammen, - i hvert fald fra et voksent perspektiv, og Siljes laster og personlighed ved seriens begyndelse taget i betragtning.

Undervejsudvikler Silje sig heldigvis til det bedre, og hendes snobbede attitude forsvinder næsten helt undervejs i serien, så hun bliver lettere at holde af, efterhånden som hun lærer hvad det vil sige at være en god ven og kæmpe for mere end bare sig selv.

Alt i alt en sød, letlæst serie, som en relativt stærkt læser hurtigt kommer igennem - den er til at overskue, og har masser at byde på.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Næslandet

 Forfatter: Eva Egeskjold - Forlag: Mellemgaard

Bog 1 er tilsendt fra forfatteren.

Om bog 1, Legenden om Querqus Skjoldet, skrev jeg:

[Bogen er tilsendt af forfatteren]

Af en eller anden grund har jeg ventet ALT for længe med at komme i gang med serien her, - den har trods alt fået pæne anmeldelser, og den har været dragende gennem en længere periode.

Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at låne serien på biblioteket.. For så at finde ud af, at mit lokale bibliotek havde en gammel udgave af den første bog liggende, hvilket jeg heldigvis blev gjort opmærksom på ret hurtigt. Eva Egeskjold tilbød at sende mig den nye udgave, som har fået en ekstra kærlig hånd i forhold til den gamle udgave, og forsideillustrationen er ny.

Takket være de positive anmeldelser kan det være svært at undgå at have visse forventninger til en bog. Legenden om Quergus Skjoldet er heldigvis lige så eventyrligt episk som jeg havde håbet, og det er en fantasifuld rejse ind i et fantastisk univers, der helt sikkert har rigtig meget at byde på.

Oona er en pige med ben i næsen, og som har mere at byde på end hvad omverdenen umiddelbart regner med, - hun kan forsvare sig, når det er nødvendigt, og er ikke bange for at handle, når der er brug for hende. Hun er viljestærk og kan heldigvis selv, - også selvom hun naturligvis bærer rundt på mange af de usikkerheder, som hører hendes unge alder til.

Det gør det ikke lettere, at hun uden megen varsel bliver sendt på en lang og farefuld rejse, som kan have konsekvenser, ikke bare for hende selv og mulighederne for at se familien igen, men også for hele rigets beståen som hun kender det.

Der er meget på spil, og der hviler en stor byrde på den unge Oonas skuldre. Kan hun mon løfte det ansvar, hun er blevet pålagt af en spådom, og som hun ikke selv har hat noget at sige i forhold til? Det vil tiden vise.

Den her balance i den usikre side af Oona og hendes mere viljestærke side er virkelig veludført, og Oona er let at relatere til. Selvom hun med mellemrum kommer i situationer, hvor hun bliver handlingslammet, finder hun alligevel styrken til at gøre noget, uanset om det er hende selv eller andre, hun kæmper for. Retfærdighedssansen står stærkt, og Oona er en helt særlig pige, som jeg ser frem til at følge i de næste bøger i serien.

Selve opbygningen af universet i sig selv står super stærkt. Vi arbejder med to forskellige kort, - ét over hele Næslandet forrest i bogen, og ét over området omkring en af de store byer bagerst i borgen. Selv ét kort havde jo givet bonus-point i sig selv hos diverse fantasy-entusiaster, men TO kort? Fantastisk! Det gør det meget lettere at holde styr på hvad der foregår i et fremmed univers, når man ikke kun får beskrivelserne af, hvor vi er, og i hvilken retning karaktererne rejser, men at der også følger en visuel støtte med ved siden af.

At vi så også bliver præsenteret for mange forskellige typer af karakterer, som man ellers kun sjældent støder på, selv i fantasy-universer, er et ekstra plus, - blandt andet er mødet med mosekonen noget helt særligt, ligesom indikationen af, at drager ikke bare er drager, men at der er forskel på drage-racer. Det giver fortællingen så meget ekstra, at der er gjort noget ud af ikke bare de typer af karakterer, vi så ofte møder i fantasy-universer, men også de, som der er længere i mellem, og som enkelte læsere måske endda støder på for første gang.

Her på falderebet skal Eva Egeskjold naturligvis have tak for ikke blog at gøre mig opmærksom på forskellen mellem den gamle og den nye udgave af denne bog, men også for at sende bogen så hurtigt. Selvom jeg læser relativt hurtigt, er der alligevel grænser for hvor hurtigt det går, - og når nu resten af serien er lånt på biblioteket er der trods alt en grænse for, hvor længe jeg kan blvie ved med at holde på serien.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 2, Vinterkrigens ofre, skrev jeg:

Jeg er stadig lige imponeret over hvor stærkt denne verden står, og hvor meget energi der er langt i opbygningen af den.

De to kort der hører til serien er flotte og hjælpsomme undervejs i løsningen, - og forsideillustrationerne har også et helt særligt udtryk, der virkelig sætter stemningen for bogen.

Det bliver ikke ligefrem meget nemmere at være Oona her i bog 2, - hun har næsten mere at forholde sig til, nu hun for det første er ældet tre år i løbet af en enkelt vinter, med hvad der hører til af fysiske og mentale forandringer, og hun skal samtidig forholde sig til ikke bare den konflikt, der foregår i Næslandet, hvor hun som den udvalgte spiller en væsentlig rolle, men også mændenes øgede interesse i hende. Det er svært at overskue det hele, når der er så meget på én gang.

Men selvom Oona er skrøbelig og viser svage sider, vokser hun også med opgaven, og klarer de udfordringer, hun bliver stillet over for, på imponerende vis. Hun er naturligvis mærket af de voldsomme oplevelser, men vedholder en kontakt til sit "gamle" menneskelige jeg, og kan bibeholde noget af det uskyldige, som hun havde, da vi lærte hende at kende. Også selvom hun går igennem det, der må føles som kaos undervejs, og man må gå ud fra, at selv mange mere voksne ville have svært ved at håndtere de udfordringer, Oona bliver stillet over for.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 3, Snedkerens Hemmelighed, skrev jeg:

Jeg er stadig virkelig opslugt af det her helt vildt imponerende univers, som kan noget særligt. Der er tænkt over rigtig mange detaljer undervejs i opbygningen af universet, og vi er så heldige at få meget af det med - og endda på en måde, så det er naturligt inkorporeret i handlingen, og ikke "bare" er smidt ind som noget info-dump for at informere læseren. Oona lærer sin verden bedre at kende efterhånden som hun kommer på flere og flere eventyr, - og som læsere lærer vi om universet sammen med hende.

Oona modnes gradvist bøgerne igennem og bliver mere og mere voksen, med det, der nu hører med; fysisk og mentalt gennemgik hun naturligvis en stor forandring allerede i bog 2, men også her sker der ting og sager, efterhånden som Oonas kærlighedsliv driller hende, og hun skal finde ud af, hvem af hendes nærmeste hun rent faktisk kan stole på. Og så lærer hun sin fars historie bedre at kende, og finder informationer om ham, som er nye både for hende og de, der troede at de kendte Oonas far, - hvilket naturligvis kan få stor betydning for handlingen i bog fire.

Det bliver mere og mere tydeligt, at der snart kommer en afgørelse i serien, og at der snart kommer en forløsning på alle de ting, Oona og de andre har været igennem. Spørgsmålet er bare, hvordan udkommet bliver, og hvem der ender på magten til sidst, - kan Oona og de andre holde hovedet koldt, når det virkelig gælder, og i sidste ende overvinde deres fjender? Det bliver spændende at finde ud af.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Om bog 4, Asaphs Rige, skrev jeg:

Asaphs Rige er mere intens end sine forgængere.. Og samtidigt en fænomenal afslutning på serien om Næslandet, - en verden, man næsten kun kan blive betaget af.

Oona er gået i gennem en stor udvikling fra første gang vi mødte hende, - fra en ung, usikker pige, der først lige skulle til at gennemgå det ritual, der gjorde hende til kvinde, til nu, hvor hun er en selvsikker ung kvinde, der hands-on har bekæmpet flere fjender end mange andre af de hovedpersoner, vi møder - og endda undervejs fundet kærligheden. Det har naturligvis ikke været uden konsekvenser, og Oona har, som mange af hendes nærmeste, fået ar på krop og sjæl, som hun vil være mærket af lang tid fremover, - men med det, hun har vundet undervejs, må det vist være det hele værd.

Der er tab undervejs. Det er en naturlig konsekvens af krig, at man ikke får alle med sig hjem igen. Men overordnet set er tabene på lysfolkets side relativt små, når man tager det store billede i betragtning.

Selvom de afgørende scener før klokkerne ringede for at Radixfolket havde fået som fortjent kan virke en smule tamme, de mange foregående kampe taget i betragtning, er det alligevel uhyrre veludført med noget så listigt. Det er lidt et antiklimaks, - men måske alligevel det klimaks, der var behov for efter mange af de grusomme kampe, som Oona og de andre allerede har været igennem?

Også Ragnars selvmord kan ved første øjekast virke en anelse tamt, - hans opførsel i betragtning kunne man være fristet til at ønske, at Oona fik en eller anden form for hævn, og at Ragnar fik som fortjent. Normalt bryder jeg mig ikke om at tale om selvmord som værende kujon-agtigt, for der ligger ofte rigtig meget bag overvejelserne, og der skal ekstremer til, før mange ender dér, men lige i Ragnars tilfælde er der tale om et kujonagtigt valg, - han flygter fra konsekvenserne af de valg, han har truffet undervejs. Valg, som han har vidst har haft fatale konsekvenser for lysfolket. Den flugt er en kujons værk.

Jeg sidder dog ikke tilbage med en følelse af for alvor at mangle noget her efter endt læsning, - det er en fin, fuldent historie, som virkelig har meget at byde på. Der er endda fin plads til eftertanke i forhold til ideologier og tro, - og hvordan man behandler andre på baggrund af samme. Serien er med Asaphs Rige flot rundet af, og jeg glæder mig til, at jeg en dag får samlet mod til mig til at vende tilbage til universet med serien om Vaals Hær, hvor første bog Genkomsten, i skrivende stund lader til at være et hit rundt omkring.

Jeg gav bogen ud af 5 mulige stjerner.