30 maj 2023

De slettede (Fermis Paradoks, #1)

 Forfatter: Sabine Hein - Forlag: HiReader - Udgivet: 2023

De Slettede handler om den journalist-studerende Thea, der selv mener hun har helt styr på, hvad der er op og ned på tilværelsen, og hvad sandheden er, - hvilket hun troligt dokumenterer på sin blog, hvor hun går meget op i at afsløre andres svindel og bedrag og at de-bunke konspirationsteorier.. Men er det hele nu også som hun regner med det er? Er det hele, som læseren tror det er?

Det er en fortælling, der leger med en skepsis, som langt hen ad vejen er et spejl af virkelighedens verden, - og som virkelig kan sætte skub i fantasien, og som spiller på en række allerede eksisterende konspirationsteorier, som kløgtigt bliver flettet sammen i et større komplot. Det, man tror er realiteten, bliver vendt på hovedet, og det er svært at finde ud af, hvem man reelt kan stole på, i en grad hvor man nemt kommer til at se skygger, hvor der reelt ingen er.

Det hele bunder i tanken om, hvorvidt der findes liv andre steder i universet end på vores egen planet, - og hvorfor vi endnu ikke har kontakt til en sådan livsform. Hvad er meningen egentlig med det hele, og hvad skal man tro på? Det her er ét bud af mange, og det ligger skræmmende nært det flere grupper allerede tror på visse steder i verden. Der er et nik til mange forskellige allerede eksisterende teorier og tilgange til hvordan det hele hænger sammen, og det er spændende at se hvor mange af den slags man kan spotte, - prøv selv at gå på jagt efter dem.

De slettede holder et fint tempo det meste af vejen, og skrivestilen ercharmerende og let at gå til. Der tales til en skepsis over for autoriteter, en trodsighed, retfærdighedssans og ikke at ville finde sig i hvad som helst. Og så kan den læses fra 6.-7. klasse og opefter, - uanset forudgående kendskab til science fiction genren.

27 maj 2023

Jeg er Manto

 Forfatter: Silja Okking - Forlag: Gutkind - Udgivet: 2023

Jeg er Manto er en fortsættelse til Jeg er Saga, - fokus og hovedperson er rykket en smule. For Manto fylder begivenhederne fra første bog stadig en del i hans bevidsthed, og han savner Saga. Men hans tilværelse fremadrettet byder på en helt anden type eventyr end dem, han oplevede med Saga, på godt og ondt; det er ikke alle, der vil ham det bedste, og det er nogle gange svært at hitte rede i, hvad han skal stille op.

Med Jeg er Manto får vi endnu mere at vide om landet Assuldúr, og får lov at dykke ned i loren omkring det; vi får myter præsenteret, en større forståelse af både de forskellige områder på kortet, og mere info om de mange væsner og forskellige levevis her. Der er masser at udforske, og plads til ennu mere udforskning fremadrettet, - og det er en fest at følge med i.

Stemnigen i Jeg er Manto er stadig meget lig den fra Jeg er Saga, og der er holdt fast i humor og tempo. Der er noget magisk over universet og hvordan det på én gang virker velkendt og fremmed, - det er nemt at føle sig godt tilpas her, og det kan næsten blive helt hjemligt for den erfarne fantasy-læser.

Når det så er sagt er der stadig meget at hente for "nybegynderen", - man kan sagtens læse både Jeg er Saga og Jeg er Manto uden den store viden om fantasygenren. Meget bliver præsenteret undervejs, omend der er nogle væsner hvis handlemønstre sandsynligvis giver bedst mening, hvis man har kendskab til artens karakteristika på forhånd.

Jeg har set flere anmeldelser sammenligne Jeg er Saga med Ringenes Herre i dens vibe og stemning, - og jeg kan sagtens se, hvor de vil hen med det. Men med Jeg er Manto tilføjet universet hælder jeg ærligt en smule mere til Narnia-vibes. Der er noget over den store forskellighed i karaktergalleriet og den måde verdenen er opbygget på; det er magisk på sin egen måde.

Jeg er Saga og Jeg er Manto kan læses fra cirka 4. klasse. De er spændende at dykke ned i, de er velskrevede og humoristiske, og de er svære at lægge fra sig, - og de ville også stå godt på skolebibliotekerne rundt omkring. Og som de bedste børne-bøger kan de naturligvis også sagtens nydes af den voksne læser.



25 maj 2023

Havet kalder

 Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Udgivet: 2023

Disclaimer: Bogen er en genudgivelse af Livet tilbage fra 2019. Den har jeg anmeldt her.

Trigger warnings: Selvmord, selskade

Havet kalder er en genudgivelse (og lettere forarbejdet udgave) af Livet tilbage, som rørte mig dybt, første gang jeg læste den, - og Havet kalder vækker mange af de samme følelser endnu en gang.

Fortællingen tager udgangspunkt i myten om selkier, - at når mennesker begår selvmord bliver de til sæler, men at de hellig tre kongers dag skal være mennesker igen fra solopgang til solnedgang. De bliver først sæler igen, når de påfører sig deres skind og vender tilbage til havet. Her følger vi naturligvis en gruppe individer, der netop vender tilbage til menneskeskikkelsen, men får frataget deres skind og må vende tilbage til deres familier fra tiden før, - men tingene er ikke, som de var engang.

Det gør meget for fortællingen, at vi får kapitler fra både selkierne og deres pårørende undervejs, og at der på den måde veksles mellem meget forskellige følelser og tilgange til det, at selkierne gerne vil have deres skind igen og tilbage til havet. Det er en kamp for alle involverede, og kommunikation er svært når de involverede er i deres følelsers vold, - de vil det gerne, men det er især vanskeligt at sætte egne behov til side og se det hele fra den andens synsvinkel.

Særligt ét citat fra bogen satte sig helt særligt hos mig, - "Lad være med at sige til hende, at hun ikke må forsvinde. Fortæl hende om alle de grunde, hun har til at blive."

Det at tale om mentale udfordringer og psykiske sygdomme er stadig virkelig tabubelagt og et ømt punkt for mange, og mange pårørende kan have svært ved at finde de rigtige ord og den bedste indgangsvinkel til at snakke med den berørte. Ofte kommer de til at sætte sig selv i fokus og få det til at handle om dem selv og deres behov, og i mindre grad om hvad det reelt er den ramte reelt har brug for. 

Det er så vigtigt at huske, at det sjældent blot er ét lille bump på vejen der gør, at det hele ramler og virker uoverskueligt, men at det ofte er mere og større end dét. Samtidig gør det kun ondt være at lade det være op til den ramte at tage sig både af egne og pårørendes behov, når de knapt nok har overskud til at tage sig af egne udfordringer.

Havet kalder er en utrolig vigtig roman, der rammer lige der hvor det gør rigtig ondt, - især hvis læseren selv har stået med store udfordringer med mentalt helbred. Det gør den kun det mere vigtig, både for at de, der selv står i lignende situationer har mulighed for at få sat ord på de kampe de står med, men også for forhåbentlig at kunne give de pårørende en flig af indsigt i, hvad det hele egentlig handler om, trods det at alle sager naturligvis er vidt forskellige.

Det klæder fortællingen at have fået en makeover, og man kan håbe og krydse fingre for at den med dét når endnu længere ud og får fat i flere læsere, - for det er virkelig en af dem, der i høj grad fortjener at blive læst.



23 maj 2023

*Anmeldereksemplar* Knogledrengen: Arven & Udfordret

 Forfatter: Astrid B. Z. Madsen - Forlag:  Calibat - Udgivet: 2021 (Arven) og 2023 (Udfordret)

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

I Arven bliver vi introduceret for Allister for første gang. Han er 11 år gammel, bor med sin mor og har aldrig kendt sin far. En dag da moderen er ude i et ærinde, tropper en fremmed op med en kuffert fuld af knogler, og fortæller at Allister er arving til... noget. Noget, som Allister ikke må kende til, før nogle ting er faldet på plads. Men dét er naturligvis ikke helt så enkelt som det lyder. Dramaet intensiveres naturligvis i Udfordet, - og uden at spoile kan jeg vist godt afsløre at det der med at være Allister altså ikke længere er så spændende som man kunne håbe.

I en scene i Udfordret opsøger Allister sin nye skoles computerlokale for at sende en mail, - et lokale, der for mange i bøgernes primære målgruppe er ukendt land i en tid hvor de fleste danske skoler udleverer personlige enheder til eleverne allerede i de små klasser. Det er ærgeligt, og gør desværre en smule ved læseflowet, men det er ikke dét, der skal være afgørende for om man læser bogen færdig.

Ser man bort fra et genopfundet computerlokale, er seriens energi, sproget og det generelle flow i handlingen knogle-tastisk (forfatterens eget udtryk). Det er en fornøjelse at følge med; begge bøger kører i et tempo hvor det på én gang går stærkt og man gerne vil have mere med, mend ikke hurtigere end at det endnu er til at overskue og at følge med i, uden at det stikker af.

Allister er langt hen ad vejen en ganske almindelig 11 årig med de udfordringer og bekymringer, der nu en gang hører sig til aldersgruppen, - han går i en helt almindelig skole, med bøller og med folk, der vil ham det godt. Han reagerer selvisk uden selv at ænse det før han bliver gjort opmærksom på det, og han får dårlig samvittighed. Han er impulsiv, og da chancen byder sig lever han gerne af pølsehorn og morgenmadsprodukter med chokolade.. Han er derfor uhyre relaterbar for mange børn, også for de, der er lidt yngre end han selv.

Bøgernes forsider er dragende i sig selv, og de tigger og be'r jo om at blive samlet op og læst. Samtidig er det en fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af vignetterne - de små illustrationer vi ser hver gang der er et nyt kapitel, og som på bedste vis gi'r os en idé om, hvad vi har i vente uden at spoile for meget.. Det er tilpas kreativt og et ekstra krydderi til bøgerne.

Bøgerne kan læses fra 9-10 års alderen og opefter; ideelt til frilæsning i 3.-4.-5. klasse, plus minus lidt afhængigt af den enkeltes niveau, - og så vil mange voksne sandsyndligvis også kunne finde en særlig glæde i at læse med.



20 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Tågespind - Ellekongen

 Forfatter: Signe Fahl - Forlag: Ulven & Uglen - Udgivet: 2023 (førsteudgave 2017)

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tågespind - Ellekongen handler om Karen, der er malkepige et sted i Danmark i første halvdel af 1700-tallet - og veksler mellem hverdagen for de fleste almindelige mennesker på den tid og Karens udvekslinger med Daniel - som vist nok har flere hemmeligheder end først antaget.

Ellekongen er fantasy, - men det er ikke dét, der er det bærende for romanen, der i mindst lige så høj grad er slow-burn romance med et præg af historisk roman. Fortællingen emmer langt væk af grundig research af både levevis, tøj, og alt andet der hører sig tiden til, uden at det på noget tidspunkt kammer over i decideret infodumping, så er man en smule interesseret i det historiske aspekt, er det absolut en fornøjelse at læse med her.

Selve romance-delen fylder også i tilpas grad, Karens alder taget i betragtning. Hun er ung, stærk og pligtopfyldende og gør sit for at gøre sin madmoder tilfreds, men det er ikke altid nok når tankerne ofte sværmer om Daniel, som hun har mødt i skoven - og Mikkel, som langt hen ad vejen er det mere fornuftige valg. Det er svært at være i, og det er svært at tage et valg når hjertet og hovedet vil hver sin vej.

Ellekongen er selvfølgelig stadig fantasy, og der er rødder i de nordiske myter om ellefolket - om elvere, elverkonger, ellepiger, og hvordan mennesker kan blive så draget af disse væsner at de forsvinder og dukker op igen mange, mange år senere til en verden, de knapt selv kan genkende. Fortællingen om disse væsner er ærlige og en virkelig fin fortolkning, så der er også masser at hente for os, der nyder at nørde igennem, når det kommer til overnaturlige væsner.

I forbindelse med genudgivelsen af fortællingen har Ellekongen fået ny forside, - og hvilken forside! Intet ondt skal siges om den gamle forside, der også var virkelig fin, men denne her..! Kombinationen af de grå skygger og laktrykket, hvor man lige kan ane en flig af noget mere, kan noget helt særligt. Det tryllebinder og indfanger, nøjagtigt som bogen selv kan gøre det, og det klæder den virkelig at få denne nye opgraderede indpakning.

Fortællingen om Ellekongen er vellykket og velskrevet, og genudgivelsen klæder den. Jeg har glædet mig meget til at genlæse fortællingen med de ændringer, der er foretaget, og dét er også noget ved at prøve at fange, - og jeg ser bestemt også frem til at genlæse bind 2, og er spændt på hvad bind tre kommer til at have at byde på!

18 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Stav til sorg

Forfatter: Eva Munk - Forlag: Klippe - Udgivet: 2023

Reklame: Modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Stav til sorg skriver sig ind i en række af ungdomsromaner om sorg fra netop Eva Munk; tidligere har Eva Munk blandt andet skrevet Du kommer med natten, som jeg har anmeldt her og Mellem træernes grene, som jeg har anmeldt her.

I denne fortælling, som også er den hidtil længste fra Eva Munk, følger vi fire unge i en sorggruppe. De har alle mistet, men på hver deres måde, og de går til sorgprocessen på meget forskellig vis.

Deres meget forskellige personligheder og tilgange til sorgen gør gruppens sociale dynamik virkelig interessant. Det handler hovedsageligt om deres sorgproces, og undervejsvil det være helt naturligt for læseren at finde Kleenex frem, - ikke bare én, men flere gange undervejs i romanen. Men der er også plads til latter og til hjertevarme øjeblikke, der trods alt det barske giver håb om fremtiden for hovedpersonerne.

Sorg er en vanskelig størrelse, men trods det at vi alle sammen kommer til at opleve netop den følelse på et eller andet tidspunkt i livet er det alligevel uhyre tabubelagt - og svært at sætte ord på, når der endelig bliver åbnet en smule for snakken. Derfor er jeg også vild med at Eva Munk skriver de her bøger. De er et værktøj til at få startet samtalen og få nogle ord til det, der ellers virker umuligt og uvirkeligt.

Hvor Du kommer med natten og Mellem træernes grene har været væsentligt kortere og rummer en del symbolik, er Stav til Sorg mere virkelighedsnær, og i kombination med at vi har ikke bare én, men hele fire forskellige hovedpersoner kan det måske netop gøre fortællingen her mere relaterbar for mange læsere. Der er nemlig ikke bare én måde at sørge på, og hvordan man kommer til at håndtere det vil også variere fra gang til gang. Det er ikke til at sige, før man selv står i situationen, - og for dem hvor det hele stadig er meget nyt, kan det give en ekstra ro at have nogen at spejle sig i, og nogen, der leder én hen hvor sorgen er til at rumme. Sorgen forsvinder nemlig ikke, men det er en proces at gøre det tåleligt at være i.

Stav til sorg er velskrevet. Den gør ondt, og den gør godt, - der er plads til både tårer og latter. Og så kan den med fordel læses af alle fra 11-12 års alderen og opefter (voksne inkluderet!), der enten selv har mistet, eller kender nogen, der har. Skaf den, læs den - og husk den, når du selv står i sorgen.

16 maj 2023

*Anmeldereksemplar* Ida tager ansvar

 Forfatter: Kjersti Halvorsen - Forlag: Straarup & co. - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Ida tager ansvar handler om Ida, der læser psykologi på universitetet, og for hvem angst fylder en del i hverdagen. Hendes tankemylder handler især om massemord og skoleskyderier. Da hun møder Aksel tror hun straks det værste, og pålægger sig selv opgaven at hjælpe ham.

Fortællingen er ærligt skræmmende læsning, og kan være farlig at dykke ned i hvis man selv kæmper mentalt, - så man bør tage sine forbehold inden læsning.

Med mellemrum dukker der historier op om, at man skal være varsom med at læse psykologi for at blive klogere på sit eget mentale helbred. Ida er er klasseeksempel på en psykologi-studerende, der selv har udfordringer, som hun ikke helt selv har styr på endnu, og nogle af dem har hun måske ikke selv opdaget endnu.

Derfor er det da også nærliggende at tænke, at selvom Ida er meget opsat på at hjælpe Aksel, er det i lige så høj grad hende selv, der har brug for en hjælpende hånd. Det er der bare ikke nogen, der ser, - hvilket egentlig også er min største anke ved bogen. Hvem vogter dem, der vogter?

Ida er en skrøbelig karakter, der bruger det at kunne hjælpe en anden til egentlig at hjælpe sig selv. Desværre er det minimalt hvad vi ser af fremgang i Idas eget mentale helbred. Hun vil det så godt for Aksel, men glemmer sig selv og sine egne behov, hvilket der på intet tidspunkt reelt bliver stillet spørgsmålstegn ved i fortællingen.

Det er bestemt en interessant indgangsvinkel til det at snakke om angst og mentale udfordringer, at vi kommer helt ind under huden på én som Ida. Men der mangler virkelig et modstykke til at afbalancere og nuancere det. Det handler nemlig meget om det at være i angsten, mens fraværet af sunde måder at arbejde med angsten på udebliver.

Ærligt en blandet læseoplevelse, der på én gang var medrivende og lod mig ville have det næste med hele tiden, og samtidig har potentialet for at give myrekryb og en ubehagelig oplevelse, hvis man selv har det svært med angst og tanker om ulykker.

13 maj 2023

Giv mig tiden igen

    Forfattere: Sarah Engell og Sanne Munk Jensen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Giv mig tiden igen er en selvstændig fortsættelse til Tag gaden tilbage, - bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Kat går i 3.g, spiller rollespil i sin fritid, hun fylder 18 i starten af bogen, - og så føler hun sig generelt meget alene og anderledes. Men hvorfor hun føler sig så anderledes er langt hen ad vejen et mysterie for hende.

Man fristes næsten til at referere til Svedbankens Rollespilssangen (YouTube, Spotify); scenarierne er forskellige, men følelsen af ensomhed uden for rollespilsuniverset er alligevel dominerende, mens selve rollespillet giver en selvtillid og noget gåpåmod som hovedpersonerne ikke oplever andre steder.

Kats rejse gennem bogen handler primært om at finde sig selv og finde sig til rette i en verden, som ved første øjekast slet ikke er indrettet til hende. Det er op ad bakke, og det er utrolig svært at navigere i, - og man skal som læser være godt hård for ikke at blive påvirket af Kats frustrationer undervejs.

Det har alle dage været en kunst at finde sig til rette i teenage-årene og i ungdomstilværelsen, og nogle har det bare sværere end andre. Kat er én af dem, der virkelig kæmper for det. Både for sin egen skyld, men også for omgangskredsens accept af, at det hun er og gør er godt nok. Hun -behøver- ikke lave om på sit autentiske selv alene for at please andre; men det er nogle gange svært at modstå presset. Og så er det altså rart at finde nogen, der støtter op om netop det.

Giv mig tiden igen er en vigtig bog, både for de unge i udskolingen og gymnasiet, men lige så meget for de voksne omkring dem. Det behøver ikke at være et tabu at skille sig ud. Det skal slet ikke være det at prøve at finde sig selv, - dét er trods alt en stor del af det at være ung. Læs gerne med!

06 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Hævnens broderskab

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Hævnens Broderskab er anden bog i Legenden om Agrat. Jeg har også anmeldt første bog i serien, Jernstaven, - den anmeldelse kan læses her.

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hævnens broderskab er fortsættelsen på historien om Agrat, der langt hen ad vejen egentlig bare gerne vil have lov til at være i fred og passe sin smedje, - men omstændighederne vil det hele tiden anderledes. Endnu en gang tvinges han fra sit hjem, og denne gang byder eventyret også på barske perioder i fangeskab.

Legenden om Agrat er ikke spækket med magi eller overnaturlige væsner, - men byder primært på meget menneskelige følelser og frustrationer, når tingene på ingen måde går Agrats vej.

Det gør noget ved tempoet, at Agrats følelsesliv for alvor får lov til at udfolde sig. Til gengæld har netop følelserne også fået så meget spalteplads at vi som læsere nærmest selv må igennem de samme følelser som Agrat, og opleve hans frustrationer over de uretfærdigheder han møder og afsavnet til dem han elsker. Det bliver en rå og ofte hård omgang.

Cover-illustrationerne til både første og anden bog er virkelig flotte, og især den til anden bog her fanger virkelig stemningen med sine grå og mørke nuancer. Det kan virke deprimerende at se på, men der er bestemt heller ikke megen solskinshistorie over fortællingen.

Legenden om Agrat er fantasy, men ikke traditionel fantasy. Fantasy-nørden i mig kan ofte godt savne endnu mere af det magiske og overnaturlige, - og jeg krydser virkelig fingre for at det får større indflydelse på kommende bøger i serien. Når det så er sagt, lykkes fortællingen virkelig godt med det karakterdrevne og udpenslede følelsesliv, og det er også dét, man bør læse serien for.

Hævnens Broderskab er en interessant og virkelig spændende to'er, og jeg glæder mig til at se hvad serien har at byde på fremadrettet.

04 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Tanker om at flygte

 Forfatter: A. Silvestri - Forlag: Screaming Books - Udgivet: Maj 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tanker om at flygte er en samling af 10 noveller, der i deres udtryk på én og samme tid er meget ens, men også meget forskellige.

Det er et indblik i menneskets skyggesider og i de tanker og idéer, som ellers kan have en tendens til at blive gemt væk.

Nogle gange er det mørkt, horribelt, skræmmende, - andre gange er det et vindue til noget større, der rummer både håb og drømme.

Det horrible og skræmmende kommer både til udtryk i det absurde og nogle gange virkelighedsfjerne, - men mindst lige så ofte i de scenarier, der lige så godt kunne have været en scene fra det virkelige liv.

Det er noveller, der har godt af at blive taget over tid, og de fleste kan sagtens tåle at blive læst mere end den ene gang for at man kan være sikker på at få det hele med. Noveller er i kernen kortfattede, men er alligevel indholdstunge, og i disse er der rigtig meget at komme efter.

Disse noveller rummer både dybde og mening, både overordnet og på sætningsplan. Der er masser af ekstra at hente i ordvalg og sætningskonstruktioner. Men det er stadig på et niveau, hvor den casual læser i novelle-genren kan være med, uden at man nødvendigvis kommer på overarbejde i analysen. Det at læse noveller er i og for sig en smagssag, men her er der meget at hente, uagtet hvor hjemmevant man er i genren.

Tanker om at flygte er ikke som andre noveller. De er mørke, men taler også til en side af det at være menneske som ofte bliver fortiet, som er tabubelagt og uudtalt. De berører emner og idéer som ind i mellem kan dukke op, men som mange brænder inde med i frygten for at miste social status, - heraf kunne titlen meget vel også være spundet ud fra. Trods dysterheden og det rå og barske i mange af novellerne er det også det, der gør dem ægte og nærværende.

Her er altså tale om en række anderledes, voksne noveller, som måske især vil tiltale vante novelle-læsere, men også sagtens kan læses af andre. Det er netop fordelen at teksterne i sig selv er så korte at de er hurtigt læst, - og at de så godt tåler at man vender tilbage til dem og læser dem igen. Det er velskrevet og velfortalt, - og meget tankevækkende.

02 maj 2023

*Anmelder-eksemplar* Øjendråber

 Forfatter: Torben M. Husum - Forlag: Magnild - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Øjendråber er en samling fortællinger i mikroformat, - alle er på max 100 ord og skrevet i forbindelse med FebruaryFiction. 

De spreder sig over flere forskellige genrer og rummer både fantasy og realisme. Alle har de dog tilfælles at de rummer glimt af liv og et kig ind i en virkelighed, mange vil kunne relatere til - i en eller anden grad, og hvis ikke til alle, så i hvert fald til enkelte af teksterne.

Resultatet er en række fortællinger, der i kraft af deres kortfattethed er letlæste og relativt letfordøjelige. Samtidig rummer alle fortællinger en dybde der gør, at der er masser af stof til eftertanke, - uanset om man nøjes med en enkelt fortælling ad gangen, eller man tager flere.

Det er historier fyldt med humor. De rummer små stikpiller og kommentarer til mange forskellige slags mennesker, på tværs af køn, alder, beskæftigelse, religion og politisk overbevisning, - alt sammen med glimt i øjet, en frækhed og stadig en respekt for vores forskelligheder.

Med en samling fortællinger som disse viser Torben M. Husum sig som en alsidig forfatter med øje for både præcise formuleringer og en dybde, som mange andre fortællinger må kigge længe efter. At fortællingerne kun fylder en side hver betyder at de er til at overskue for de fleste læsere - uanset hvor meget og hvor lidt man normalt læser. De fleste kan rumme mindst én eller to om dagen, og i kraft af at fortællingerne er selvstændige og fungerer uafhængigt af hinanden betyder det knapt så meget hvis man ikke lige får læst hver dag; man starter bare hvor man er kommet til, og behøver ikke samle op.

Øjendråber er små fortællinger til den voksne læser. Det er en fin "snack" til de, der er vant til at læse meget, og kan måske netop være det, der sparker læselysten igang hos resten; den tilpas dyb og tankevækkende til at man tager noget med sig, og tilpas kort til at den er let at overskue. Anbefales derfor bredt - uanset foretrukken genre.

30 april 2023

*Anmelder-eksemplar* Det ordner sig

 Forfatter: Signe Amtoft - Forlag: Lindhart og Ringhof - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som en del af en goodiebag i forbindelse med litteraturfestivallen Ordkraft.

Det ordner sig er strengt taget en rejsedagbog. Signe Amtoft tager til Island i en måned, rejser landet rundt og indviger os læsere i sine oplevelser undervejs, - både i forhold til at dokumentere de ting hun har set, mærket og hørt, men også i forhold til hendes indre rejse i løbet af rejsen.

Island og Danmark har en række fællestræk, heriblandt en fælles historie, - men der er også mange forskelle, både i naturen og i indbyggernes mentalitet og måde at gå til hverdagen på. Afhængigt af indgangsvinklen kan der findes blandede holdnigner til det hele; søsterskabet er på godt og ondt.

Trods det at her er tale om en rejsedagbog, trækker bogen også tråde til dannelsesrejser. Man fornemmer at rejsen til Island ikke blot har været med til at forme romanen her, men også har rørt noget hos Signe Amtoft selv, i mødet med den islandske natur og den islandske befolkning. Der sker noget med individet, når vi tør åbne os op over for andre måder at gøre tingene på end det, vi er vant til, og måske har begge parter taget en smule med fra netop dette møde.

Det ordner sig er en bog, der har størst mulighed for at tale til en læser, der til dels er nysgerrig på andre tilgange til livet og verden, og til dels tør kigge på egen natur og oprigtigt overveje hvad vi kan lære af hinanden på tværs af ligheder og forskelligheder. I vores uperfekthed rummer dialogen og åbenheden en masse muligheder, og det er især med disse at vi som individer har størst potentiale for udvikling.

I løbet af fortællingen dokumenterer Signe Amtoft ikke blot sit møde med Island, men er også bund-ærlig om hendes egen tilgang til landet, og det er en fornøjelse undervejs at kunne mærke hvordan interaktionerne med den islandske befolkning gradvist tilpasses i takt med at landet også sniger sig ind under huden på Signe Amtoft selv. Det er små detaljer, der skal kigges efter, der kræver en smule opmærksomhed at få øje på, men det kan bestemt noget at se hvordan vi som individer udvikler os i mødet med mennesker hvis tilgang til og vinkel på tilværelsen adskiller sig fra vores egen.

Trods det at Det ordner sig på mange områder ligger langt fra det, jeg normalt læser, har det været en fornøjelse at læse med, og den kan bestemt anbefales.

03 april 2023

*Anmelder-eksemplar* Sundial

 Forfatter: Catriona Ward - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: april 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings (lånt liste): Ableisme, børnemishandling (on-page), mishandling af partner, utroskab, forbrug af alkohol og stoffer, selvskade, mord, dødsfald (dyr), forsøg på dyr, dyremishandling

Sundial er mit første møde med Catriona Ward, - og hvilket møde! Bogen er syret, anderledes, mærkelig, og helt klart noget der kræver, at læseren er vågen og oplagt til lidt af hvert, for det er bestemt ikke småting vi bliver præsenteret for i løbet af bogen. Det betyder også at bogen bestemt ikke er for sarte sjæle, og det skal understreges at potentielle kommende læsere bør konsultere en liste med trigger warnings før de kaster sig over bogen - både for bogens og læserens skyld.

Sundial fortjener nemlig at blive læst. Ikke af alle og enhver, for den rammer bestemt ikke lige så bredt som mange andre titler, men af læsere, der har overskud og kapacitet til at sætte pris på litteratur, der ikke passer ind i de faste kasser, de fleste andre bøger hører ind i. Sundial er en helt særlig læseoplevelse for de få, - men den slags skal der også være plads til.

I bogen bliver vi præsenteret for Rob og Callie, mor og datter, der tager til Robs barndomshjem, fordi Rob er bekymret for Callie. Begge karakterer har deres at slås med, og bærer rundt på mentale udfordringer, - men det er ikke bare sådan lige at få styr på, og hemmelighederne dukker langsomt op efterhånden som bogen skrider frem.

Sundial er helt sin egen og det er barsk læsning, men det er også velskrevet og velfortalt, så selvom det er en fortælling der kan virke urimeligt hård at skulle igennem til tider, er den bestemt det hele værd. Også selvom den kan få én til at kigge sig en ekstra gang over skulderen og måske lige tjekke op på omgangskredsen en ekstra gang her og der.

Samtidig er det også en bog, der med sine mange mørke tematikker kan være vanskelig at komme igennem for nogle, hvorfor man også bør kigge trigger warnings igennem. Det er hårdt, og det gør ind i mellem ondt at læse, men det også en type fortælling der dermed bliver vigtig at få ud. Ikke fordi læserne nødvendigvis skal trækkes igennem fortællinger der er svære at holde til, men fordi den trods alt sit mørke også afspejler lommer af virkeligheden, hvor ægte mennesker går igennem mange ting, der ligner det Rob og Callie oplever. Fiktionen drejer, gradbøjer og forvrænger, - men det er stadig en afspejling af noget virkeligt, som alt for mange desværre lever med til hverdag.

Sundial er ikke for hvem som helst, og læsere bør tage sine forholdsregler. Men for den voksne, mentalt robuste læser er den bestemt det hele værd.

30 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Slaget om Kejserstaden (Skyggefjenden, #3)

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første to bøger i serien.
Min anmeldelse af bog 1, Slaget ved Danubris, kan læses her.
Min anmeldelse af bog 2, Slaget i Dostor, kan læses her.

Der sker noget særligt med en bogserie, når den nærmer sig sin afslutning. Det er altid interessant at se om historien kan bære, om trådende bliver samlet, og hvorvidt vi som læsere får svar på de mest presserende spørgsmål, - dog uden at vi nødvendigvis får endegyldigt svar på alle de spørgsmål der måtte være dukket op undervejs.

Med Slaget om Kejserstaden lykkes det heldigvis fortræffeligt, og det er en fornøjelse at læse med. Man kan stadig kende karaktererne, ikke bare på deres navne, men på deres personligheder, der trods en gradvis naturlig udvikling hen over de tre bøger heldigvis stadig rummer spor af det, der var engang.

I forbindelse med læsningen af den første bog skrev jeg noget i retning af, at jeg syntes der skete meget i betragtning af at fortællingen var tænkt som værende karakterdrevet og som en dannelsesrejse, - og måske netop derfor glædes jeg i særdeleshed over den udvikling serien har taget, hvor vi nu ser karaktererne i et lidt andet lys end vi har gjort tidligere, og deres personligheder og indbyrdes relationer har fået lov at fylde lidt mere. Det er en befrielse at se levende karakterer med et sundt mindset, der trods de skurke og fristelser der omgiver dem stadig er ægte og oprigtigt vil deres medmennesker det aller-bedste, uden absolut at skulle have noget igen.

Som sine forgængere er Slaget i Kejserstaden en bog, hvor der sker rigtig meget. Der er meget drama, der skal udfoldes, og mange ting der skal gå op i en højere enhed inden den samlede fortællings afslutning. Men det klæder immervæk fortællingen at det har fået lov til at udfolde sig i et tempo, hvor det er til at følge med og holde styr på hvem man har hvor i forhold til resten af karaktererne, og hvor karaktererne får lov til at komme i mål med deres individuelle udvikling samtidig med at deres indbyrdes relationer også lige får det sidste, - alt sammen uden at det trækkes alt for meget i langdrag, så man undgår at kede sig undervejs. Det hjælper også på det at man kan mærke, at der er noget på spil for karaktererne, og selvom vi som læsere kan danna os en overordnet idé om hvordan det hele muligvis vil komme til at gå, er det tydeligt at uanset hvad der sker, vil det have konsekvenser for karaktererne. Man bliver hurtigt revet med, når der er nogen at holde af og at holde med, - og når det hele ind i mellem bliver lige ægte nok.

Samtidig er der gennem hele serien opbygget et solidt univers, hvor min største anke ærligt er, at jeg savner et landkort at orientere mig i undervejs. Magisystemet er veludviklet, og selvom det ikke er alle nuancer ved universet der bliver forklaret i detaljer, er det alligevel tilpas udviklet til at det giver mening i de kontekster hvor magien for alvor spiller ind. Der er forskellige racer og arter, der navigerer mellem hinanden på kryds og tværs, og gerne med et blik til hvordan pågældende racer tidligere er blevet beskrevet. Det virker måske stereotypt, men det virker, når man med en smule fantasy i bagagen nemt og hurtigt kan orientere sig i hvordan den politiske scene i universet sandsynligvis vil udfolde sig alene på baggrund af en række karaktertræk der går igen - og i en så stor genre som fantasy gør dét bestemt ingenting.

Det giver næsten sig selv at det er en anelse vemodigt at skulle tage afsked med en serie, hvor man virkelig er kommet til at holde af både univers og karakterer, - men det har også været en stor fornøjelse at læse med og at få lov til at være med på rejsen, - blandt andet fordi der tydeligvis er blevet kælet for detaljerne på alle parametre. Serien om Skyggefjenden er bestemt ikke for nybegynderen i fantasy-genren; dertil bliver det vist lige kompliceret nok. Men der skal også være noget til den voksne, rutinerede fantasy-læser, og til dem er det fantastisk at se noget, hvor originalsproget er dansk, og der er substans og indhold i fortællingen, så man har god mulighed for at tage noget med sig.

Serien om Skyggefjenden er et stærkt bidrag til den danske fantasy-scene, og det har været en stor fornøjelse at læse med. Så kan man altid håbe på og krydse fingre for at det kort til universet en dag bliver skabt.. Og ind til da, - få så lige læst serien. Din lokale boghandler kan nok skaffe den hjem, og ellers kan biblioteket sandsynligvis hjælpe.

28 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Lydie

 Forfattere: Zidrou og Jordi Lafebre - Forlag: Umpff - Udgivet: Marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Sorg, spædbarnsdød

Lydie er en tegneserie, målrettet voksne. Og så er den alligevel på ingen måde for alle. Ved første øjekast virker den fine forside let munter og hyggelig, - men man bemærker hurtigt at noget er off, at der mangler et eller andet.

Lydie er navnet på et barn, der døde enten under fødslen eller allerede i sin mors mave. Men moderen har svært ved at finde sig til rette med tabet af datteren, og et par måneder senere viser hun derfor alligevel stolt "Lydie" frem, - og hele kvarteret tager sig hurtigt kærligt af både mor og "barn".

Det er tragisk og smertefuldt at læse, måske isærdeleshed hos de, der selv er forældre, og/eller de, som har mistet en graviditet. Så trods det lette tegneserieformat kan det tage tid at komme igennem en bog som denne, fordi der sagtens kan være brug for pauser undervejs til lige at trække vejret.

Men samtidig rummer fortællingen en snert af håb for noget bedre og noget godt i det enkelte menneske. Idéen om at sammenhold og viljen til at gøre noget godt for andre, uden forventningen om at få noget igen, kan noget helt særligt.

Lydie er velfortalt, både i tekst og illustrationer. Trods det barske indhold og brutaliteten i den sorg mange går og gemmer på, er det læsningen værd. Især, hvis man efterfølgende husker at give sig god tid til at reflektere over hvor stor en forskel selv den mindste gode gerning kan gøre.

17 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Credokæden

 Forfatter: Lone Sole - Forlag: Krabat - Udgivet: Marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Credokæden er nytænkende dansk fantasy, der kan læses fra 12-13 års alderen. Det foregår i et fiktit London, hvor der er forskel på klasser i befolkningen, blandt andet med magi som en af de afgørende faktorer for skellet mellem befolkningsgrupper.

Vi følger Stef og Claes på skift og får gennem dem indblik i en verden rig på begreber og ting, der på én gang virker anderledes end meget andet fantasy, men også helt naturligt i netop dette univers. Samtidig er der brugt begreber, der er til at udtale, og som trods det unikke virker naturlige og helt rigtige for netop de ting de dækker over.

Netop begrebernes naturlighed og ligefremhed gør det en smule lettere at følge med undervejs i et handlingsforløb, hvor der ellers er rigeligt at holde styr på, og hvor det er let at blive forvirret over den rene mængde informationer og twists undervejs. Det er bestemt én af de fortællinger, hvor man er nødt til at holde tungen lige i munden undervejs for at kunne følge med, og for at undgå at blive hægtet af.

Credokæden er en spændende fortælling, hvis største styrke er dens worldbuilding, - og det alene gør det dét værd at kaste sig over bogen. Det er en fornøjelse at se hvor godt det hele fungerer, og så kan resten af fortællingen sådan set godt tåle at man læser den flere gange for at få alle detaljerne med.. Overordnet set er her dermed tale om en udmærket tilføjelse til den danske fantasy-scene, hvor det er en fornøjelse at læse med, - især hvis man interesserer sig for de helt gennemførte verdener, hvor der virkelig er kælet for detaljerne.

15 marts 2023

*Anmelder-eksemplar* Mørkets tjener

 Forfatter: Anne Elvedal - Forlag: Straarup & Co. - Udgivet: marts 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mørkets tjener er tredje og sidste bog i serien om Dødens spil. De første to bind i serien, Dødens Spil og Den Sorte Brud, har jeg anmeldt her.

Hvis du har læst bare en smule om de to forgængere til Mørkets tjener ved du også, at serien er creepy, spooky, og små-uhyggelig. Det er ikke en serie, der hører til blandt de mest uhyggelige gysere, men den er bestemt stadig læsningen værd, - især, hvis man endnu er grøn i genren og blot er nysggerig på hvad det har at byde på.

Serien om Dødens spil arbejder med Ouija boards - eller på dansk det der hedder et åndebræt. De er relativt almindelige i de gysere, der arbejder med spøgelseshistorier eller på anden måde involverer kommunikation med en anden dimension, og i denne kontekst bevæger Dødens spil sig ikke langt væk fra den sti mange andre historier har betrådt før.

Det, der alligevel gør serien til noget særligt, er til dels at den bliver ved at være spændende, også hele vejen gennem bog tre her. Jovist trækkes der på tematikker, der er brugt før, men det er stadig sin egen selvstændige historie, der kan blive ved at overraske og bevæge.

Individuelt er bøgerne ikke længere end en almindelig ungdomsroman, hvilket derfor er forholdsvist overskueligt, uanset om man er hjemmevant i genren eller ej; serien er tilpas lang til at worldbuildingen fungerer, karaktererne er relaterbare og virkelige, og at både deres personligheder og indbyrdes relationer når at gennemgå en realistisk udvikling.

Til de, der allerede har læst de foregående bind i serien, der der stadig masser af uhygge at se frem til. Spænd selen og forvent en historie, der kan være vanskelig at slippe igen, - fyldt med desperation og frustration, men også en gnist af håb, og den der my af noget større end karaktererne selv.

Til nye læsere.. hvad venter I på?

I forhold til tekstens sværhedsgrad kan bøgerne læses fra 5. klasse, mens det tematiske gør at mange læsere vil nyde godt af at vente til mindst 7. eller 8. klasse før de kaster sig over bøgerne, - for nogle måske endnu længere, baseret på individuelle skøn.

Det er dog en fornøjelse at læse med, og der vil være meget at hente, nærmest uanset læserens alder og foretrukne genre - netop fordi bøgerne har meget forskelligt at byde på.

20 februar 2023

*Anmelder-eksemplar* Fra sabelkatte til levende drager

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2 Feet Entertainment - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Til at starte med: Bogen er baseret på podcasten De mystiske dyr, som bl.a. ligger på eReolen (her kan man logge ind med samme oplysninger som hos det almindelige bibliotek; CPR- eller lånernummer og selvvalgt fire-cifret kode). Bogen kan dog sagtens læses uden at man behøver lytte til podcasten, - men det er et fint supplement at have.

Fra sabelkatte til levende drager fortæller hvordan en lang række dyr, der ellers normalt anses for uddøde, stadig observeres rundt omkring i verden, - og at man også kan finde beretninger om dyr, som videnskaben endnu ikke har haft succes med at beskrive eller i det hele taget komme tæt på.

Derfor handler bogen i høj grad om de forskellige øjenvidne-beretninger, hvorfor man især kan savne at der bliver dedikeret et afsnit enten først eller sidst i bogen til at udpensle for især de yngste potentielle læsere at det altså er dyr, som folk mener, de har set, men at der i skrivende stund ikke er fundet reelle beviser på dyrenes stadige færden. Det handler ikke om at det behøver fylde en hel masse i bogen, men i betragtning af hvor lette de yngre læsere ofte er at påvirke ville det være en sund påmindelse.

Når det så er sagt er det også en bog, der kommer bredt omkring og ind på mange forskellige spændende dyrearter. Uanset smag inden or dyreverdenen er det svært ikke at blive betaget og nysgerrig på at lære mere om nogle af de fund, der er gjort rundt omkring.

I kraft af at hvert af de omtalte dyr i bogen kun får relativt få siders spalteplads, må bogens primære målgruppe siges at være udskolingselever, men den kan med god vilje sagtens læses fra mellemtrinnet. Den indeholder dog både billeder og beskrivelser, der kan virke voldsomme for den sarte læser. En robust læser vil sagtens kunne læse det på egen hånd, men det kan være en god idé at have en voksen at snakke med om indholdet, i tilfælde af at det bliver for voldsomt.

Til trods for bogens unge målgruppe er der dog også meget at hente for den nysgerrige voksne, der har mod på at åbne sig for hvor meget vi endnu har at lære om den verden, vi lever i, - og hvor store områder der endnu er u-udforskede. Det er en vigtig påmindelse om, at mennesket ikke ved alt, og hvordan vi må forholde os til hvor meget vi ikke ved.

Overordnet er Fra sabelkatte til levende drager velskrevet og tilpas balanceret mellem de fakta, vi kender om de dyr, bogen bearbejder, og spørgsmål til om dyrene mon stadig lever derude et sted.

11 februar 2023

Noter om at overleve

Forfatter: Christian Engkilde - Forlag: Silhuet - Udgivet: 2022

Christian Enkilde kan noget særligt med de her dystopiske fortællinger, hvor klima- og naturforandringer drastisk har forandret den måde vi lever på. Fra samme forfatter er allerede udkommet den afsluttede trilogi om Pandora (Vulkanvinter, Sandstorm, og Jordskælv), som jeg selv har været svært begejstret for.

Noter om at overleve foregår i noget, der ligner vores samtid, og starter i Københavns-området. Helene på 16 bor egentlig hos sin mor, men er på vej hjem til sin far på weekend da det pludselig begynder at regne med meteorer. Snart er byen fuldstændigt ødelagt, og det gælder om hurtigt at finde ud af byen og starte en ny tilværelse - og så vidt muligt undgå at blive overfaldet, berøvet, eller dét der er værre, først..

Det er barske sager, karaktererne kommer ud for, og det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse med. Vi støder især på to slags triggere undervejs, som læsere bør være opmærksomme på.

  • Allerede i de indledende kapitler, hvor meteornedslag ødelægger København, er angst og panik nogle af de bærende følelser, og det er grafisk beskrevet.
  • Efterfølgende er det mødet med ind til flere potentielle overfaldsmænd, der kan frembringe nogle af de samme følelser. 
  • Samtidig spiller magtesløsheden en fremtrædende rolle, for uanset hvor meget Helene kæmper for at klare sig, er der hele tiden faktorer der ikke kan styres. Angsten bliver ved at sidde der, og det er svært at stole på nogen, uagtet deres gode intentioner.

Afhængigt af læserens egne erfaringer med lignende hændelser kræver det derfor en smule agtpågivenhed at kaste sig over en bog som denne, - og det må derfor være op til den enkelte om man har mod på at se den salgs i øjnene.

I en tid hvor de fleste tager velfærdssamfundets goder for givet kan handlingen i en bog som Noter om at overleve være en smule skræmmende. Allerede da corona gjorde sit indtog i landet sås tendenser til at flere hamstrede - trods det at der reelt ikke var mangel på dagligvarer - og man var gerne sig selv nærmest. Her, hvor der faktisk er udsigt til mangel på dagligvarer, er kampen om det tilbageværende naturligvis intensiveret, og mange viser sig fra deres allerværste side for at få det, de gerne vil have.

Kampen for basale nødvendigheder virker realistisk. Langt hen ad vejen virker også Helenes reaktion på de enorme omvæltninger også virkelige, omend der findes emner, som med lidt god vilje godt kunne have fyldt bare en lille smule, - for trods faderens mange overvejelser i sin notesbog har den sandsynligvis ikke kunnet rumme alt. Nok er Helene en gæv hovedperson, hvor man kan se noget af faderens kølige overblik begynde at spire, men hun er endnu uerfaren og, må man gå ud fra, til en hvis grad påvirket af normer i samfundet og blandt kammeraterne - hvorfor bekymringer om blandt andet personlig hygiejne må forventes at være en ting. Det er detaljer, det handler om, og kunne sagtens være løst i en sidebemærkning undervejs - eller eventuelt som et kapitel i faderens notesbog, hvor man trods alt kan håbe, han også har haft dén slags med i overvejelserne.

Noter om at overleve minder på visse områder en del om Pandora trilogien. Begge handler om efterspillet af en naturkatastrofe, og begge har en ung, kvindelig hovedperson, der kæmper for at finde sin rette hylde i en verden, der på mange måder er så ulig det, vi er vant til, - men på andre områder desværre også skræmmende ens, fordi der nok bare er visse dele af menneskets egen natur der er vanskelig at ændre på.

Fortællinger som både denne og Pandora kan især to ting. Til dels tør man næsten håbe på en fremtid hvor individet får mulighed for at dyrke lige præcis de ting, som vedkommende er allerbedst til, og at det at sætte folk i bås baseret på overfladiske karakteristiska forhåbentlig kan udfases. Og til dels cementerer de vigtigheden af at mennesker står sammen i stedet for at modarbejde hinanden. Mennesker er og bliver et flokdyr - af mangel på bedre udtryk. Vi er som art afhængig af at alle spæder til med egne spidskompetencer og nicheinteresser for at det hele i sidste ende skal gå op i en højere enhed.. Og uanset ekspertise bør der kunne findes en respekt for dem, der er anderledes en én selv.

Noter om at overleve er velskrevet og virkelig vanskelig at lægge fra sig - og må næsten være et must-read til både de, der savner Pandora, og generelt til dig, der er til dystopiske fortællinger. Den rummer den intensivitet og desperation, som gør genren til noget helt særligt, og trods brutaliteten er det med til at fastholde læseren. Der er nemlig store følelser på spil, som man nemt kan komme til at ville have mere af.

Jeg kunne dog godt ønske mig at Helenes fars notesbog blev udgivet som en slags spin-off. Ikke at den behøver fylde alverdens - det ville netop være naturligt at den var kort og præcis - men den kunne være et fint supplement.

14 november 2022

*Anmeldereksemplar* Mira & Mikkel - Jordens sang

 Forfatter: Eva Ehler - Forlag: Himmelheltene - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mira & Mikkel - Jordens sang er fantasy til børn fra 9-års alderen og op. 

Mira skal som vanligt tilbringe sommerferien hos sine bedsteforældre, - og finder ud af at deres nabo også har sit barnebarn, Mikkel, på sommerferie. Da de er ved at lære hinanden at kende bliver de ved et tilfælde transporteret til en anden verden, hvor der venter dem masser af eventyr.

De to hovedperson er vidt forskellige, og vil sandsynligvis tiltale to meget forskellige typer børn. Mira virker umiddelbart inspireret af Pippi Langstrømpe; hun er nysgerrig på naturen, på mennesker og dyr, fuld af gå-på-mod og virker ikke bange for noget. Modsat er Mikkel mere tilbageholdende, og ville helst have brugt sin sommerferie hjemme ved computeren, - men åbner dog gradvist op for Mira især.

Eventyret om Mira og Mikkel er spændende, også for børn fra 9 års alderen og op. Dog kan flere ord og udtryk virke svært tilgængelige for især de yngste læsere, og samtidig er der nogle af bogens emner, der også kan virke komplicerede. Derfor er det også én af de bøger, der fungerer særligt godt til at blive læst op (jo, det kan man også godt med større børn), så man kan tale om handlingen undervejs, - og så tage ét eller to kapitler ad gangen, afhængigt af overskud. Både for at få den grundlæggende forståelse af ordene på plads, men også for at snakke om emner og temaer undervejs.

Der er nemlig lagt op til en fin snak om den måde vi behandler jorden på, hvordan det påvirker naturen og dyrene omkring os, og hvad vi kan gøre anderledes, - og netop for at børnene ikke skal overlades til sig selv med så store spørgsmål kan det være ekstra smart at have en voksen med inde over til at styre, så det ikke kommer til at virke alt for håbløst.

Mira & Mikkel - Jordens sang er eventyrlig, spændende og giver potentielt anledning til masser af leg og interessante tankeeksperimenter. Det er en bog, der lægger op til at børnene selv kan gå på opdagelse og udforske, både hjemme hos dem selv og i deres lokalområde, og få øjnene op for de mange muligheder de fleste trods alt har - og ofte tættere på end hvad man lige regner med.

Der er nogle enkelte bandeord med i bogen, især fra Mikkels kant, hvilket trækker en smule ned for mit vedkommende. Det er ord og udtryk, børnene givetvis har hørt i forvejen i skolen, til fritidsaktiviteter eller med vennerne, - men det er samtidig udtryk, som fortællingen sagtens kunne have været foruden, da det ikke er noget der tilføjer en hel masse ekstra, hverken til karakterer eller handling.

Overordnet set synes jeg dog bogen er rigtig fin til målgruppen, - altså børn fra 9 år og opefter. Dog fungerer den allerbedst i samspil med en voksen, netop på grund af sproget og de lidt tungere sider af bogen. Samtidig fungerer det glimrende at der er lavet en malebog med nogle af de fine illustrationer til bogen, så de børn der måtte have lyst til det, kan farvelægge billederne mens de får læst højt. 



09 november 2022

*Anmelder-eksemplar* Tananarive

 Forfattere: Sylvain Vallée og Mark Eacersall - Forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tananarive er en graphic novel, eller på godt dansk - en tegneserie til voksne. Den handler om de to mænd, der er nydeligt illustreret på forsiden. Da den ene dør, begiver den anden sig ud i verden for at finde den søn, vennen har efterladt sig, - men opdager samtidig hemmeligheder om sin kammerat, og lærer også nye sider af sig selv at kende.

Nu det er en graphic novel, skal er naturligvis kommenteres på de fine illustrationer. De taler sit helt eget sprog, og selvom man godt kan se hvornår fantasi og virkelighed smelter sammen undervejs, hvis man ved hvad man skal kigge efter, taler det til fortællingens fordel at man netop skal lede efter det.

Fortællingen rummer nemlig rigtig meget dybde, hvor vi ikke nøjes med en mands jagt på sin kammerats søn, men også får indblik i hvor kompliceret sindet kan være, og hvor meget der foregår bag facaden - hos os selv og dem, vi føler vi er tæt på. Der er ikke meget der er som det først så ud til at være, og man må forundres og tænke.

Tananarive fungerer STRÅLENDE som graphic novel, og det er virkelig en styrke for lige denne fortælling at vi får det grafiske med, fordi det netop giver en række muligheder for noget dybde, som havde været vanskelig at få ordentligt med i en ren tekstbaseret fortælling. Samtidig er det netop i illustrationerne at meget af humoren ligger - i det u-udtalte, mellem linjerne, i de akavade øjeblikke, i ansigtsudtryk og detaljer, som illustrationerne gør så godt.

Tananarive er ikke for børn. Den er humoristisk og underfundig. Den er spændende og virkelig en pageturner. Den er let læst, men har potentiale for at sætte spor hos sin læser og til at sætte tanker i gang. Og så er den proppet med referencer til bl.a. Tintin og fremmedlegionen, så der er især masser at komme efter for de voksne læsere, - mens der givetvis vil være en del, der går hen over hovedet på de helt unge læsere. Ikke at den hverken er voldsom eller har seksuelt indhold, men dens dybde taler primært til de voksne læsere. Afhængigt af modenhed vil visse teenagere muligvis godt kunne få noget ud af at læse med, - men bogen sigter efter et noget mere modent publikum, som dog også får varen leveret.

Tananarive har mine varmeste anbefalinger - til den voksne læser. Underfundigheden og humoren er det hele værd, uanset om man er vant til tegneseriemediet eller ej. Det er bestemt læsningen værd!

07 november 2022

*Anmelder-eksemplar* Dragedronningen (Dragernes Æra #3)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan læses her.
Min anmeldelse af anden bog i serien, Dragesværdet, kan læses her.

I Drageægget fulgte vi primært Julianas færd i en verden meget ulig hendes egen - vores verden. I Dragesværdet fulgte vi hendes datter, Sarina, i samme verden. Her i Dragedronningen er synsvinklen splittet, og vi får både kapitler fra begge kvinder, men vi får også et gensyn med kapitler fra Queridor, som er introduceret i de tidligere bøger. Balancen mellem synsvinklerne og frekvensen mellem hvor ofte og hvor meget de enkelte karakterer kommer til orde virker godt og gennemtænkt. Det er en fornøjelse at flere kapitler ender på en måde, så man gerne vil have mere af den karakter man netop har efterladt et spændende sted, - og at man samtidig gerne vil høre nyt fra den karakter, der så dominerer det næste kapitel. Kombinationen af begejstring og frustration er en helt særlig følelse, især når der indimellem kan gå mange kapitler, hvor vi kun hører fra enten Juliana eller Sarina i kombination med kapitler fra Queriodors synsvinkel. Det er en kunst at fange læseren, så man sidder tilbage med begge følelser og bare gerne vil have mere, - men dét kan C. G. Valentin heldigvis, og det er fabelagigt at få lov at blive revet med endnu en gang.


Der er naturligvis forskel på hvordan drager som væsen bliver fortolket afhængigt af i hvilket univers man møder dem. Det er forventeligt, og sådan skal det jo helst være. Her i Dragernes Æra er de intelligente væsner med egen vilje, men det lader dog ikke til at der er fundet et fodfæste i kommunikation mellem drager og universets andre væsner. Dragerne bliver generelt behandlet mere som ridedyr eller udstyr frem for reelt tænkende væsner. Selvom dragerne i serien her ikke gør det helt vilde i at udnytte deres størrelse og kræfter, ville det ikke være urimeligt at tænke at det kunne være en bekymring på sigt, hvis ikke de blev behandlet med den respekt de som race selv mente de fortjente. I kraft af at Salina lader til at have en spirende evne til at skulle kommunikere med dragerne, kunne man dog godt have ønsket sig en smule mere kommunikation med dragerne - og det at se verden fra dragernes synsvinkel, og det havde givet en ekstra kant til historien at få dragernes vinkel på begivenhederne omkring dem. Det er dog samtidig noget, der ville komme til at fylde en del hvis det skulle gennemføres ordentligt, så det er fuldt forståeligt det ikke er kommet med, - og så må man jo nøjes med ønsketænkning på dét område i stedet.


"Sarina kunne ikke lade være med at smile, og i stedet for at svare faldt hun ind i armene på sin mor endnu en gang. Det var, som om det gav et usynligt klik indeni. Alting faldt på plads. Det var den manglende brik, der havde givet hende fornemmelsen af rodløshed så længe." - s. 243 (kap. 22)

- For én gangs skyld bringer jeg min egen baggrund som adopteret i spil i en anmeldelse. Måden Sarina og Julianas første møde beskrives er konkret og præcis. Selvom afsnittet måske nok godt kunne have fyldt endnu mere, koger den netop de virkelige følelser ned til noget der er til at tage og føle på, og kunne være taget ud af en virkelig situation. Det er (eller kan i hvert fald sagtens være) sådan det føles at finde én eller begge sine forældre efter mange års manglende kontakt. Selvom nogle måske vil påstå at tv-programmer, der genforener adopterede med deres biologiske familier, kan male for tykt på for seernes skyld (og jeg skal ikke benægte det kan være tilfældet i nogle eksempler), så vil det for mange også netop være en afspejling af den levede virkelighed. Det er følelsesladet. Det er vildt. Det er at genfinde de puslespilsbrikker, man ikke nødvendigvis viste man manglede. Og det er så vigtigt at der bliver sat ord på det. Uanset hvor god ens adoptivfamilie er for en, vil den adopterede altid risikere at stå med en følelse af at være udenfor og mangle noget - også selvom de ikke nødvendigvis selv fortæller det. 

Det ses også i Sarinas relation til hendes far, Daerín. Sarina ønsker sig brændende en positiv relation til ham, og trods det at det aldrig lykkes at gennemføre det på den måde, Sarina havde ønsket, gør det alligevel ondt. Det kan virke mærkeligt at sørge over tabet af noget, man aldrig har haft. Men ønsket kan for individer som Sarina fylde så meget, bevidst eller ubevidst, at det griber om sig, især hvis det ikke bliver bearbejdet. Underbevidstheden kan være en b*tch, der spiller spil med vores psyke, og dét skal ikke undervurderes.

"Alligevel var der stadig et stykke af hende, som drømte om en familie. En del af hende, der nu var knust og for evigt falmet." - s. 294 (kap. 34)


De to verdener vi bliver introduceret for, er linket sammen, og ikke blot af en portal. Uroligheder i den ene verden betyder uroligheder i den anden. Selvom der er forskel på hvordan disse uroligheder kommer til udtryk, er der dog ikke den store tvivl om at de har med hinanden at gøre. Det forklarer en hel masse, og kan afhængigt af standpunkt enten virke beroligende eller urovækkende at hvad end der sker, så kan skylden ikke nødvendigvis være placeret et bestemt sted, da det er et resultat af noget større.

Her i årene efter corona kom til har der været en del litteratur, der legede med tanken om, hvad der kunne være sket. Selvom den del af Dragernes Æra, der foregår i vores verden, også udspiller sig fra 2020 og frem, er det dog ikke corona, men naturen, der spiller med musklerne. Og selvom dét også er skræmmende, og budskabet om at passe på miljøet er helt på sin plads, er det alligevel rart at serien beskæftiger sig med andet end corona, - trods det at det nok kunne have været en let udvej.

Klimalitteratur som genre er også på vej frem, og der er mange måder at fortolke det på. Udførelsen her, hvor klimaforandringerne har en konkret, om end overnaturlig årsag takket være genren, er gennemført, og det er en fornøjelse at se de mange måder klimaproblematikken kan vendes og drejes på. Tolkningen er ny og kreativ, men den hører bestemt med blandt de bedste af sin slags.


I Dragernes Æra 2: Dragesværdet var en vekslen mellem reguler brødtekst og breve fra Salina en gennemgående ting, og også her i Dragedronningen bliver vi præsenteret for andre tekstformer. Denne gang er det uddrag fra Julianas dagbog, - eller, i hvert fald notater om Julianas dagligdag nedfældet på de stykker papir, Juliana nu har kunnet komme til. Det fungerer glimrende, da noget af det man godt kan mangle ved fortællinger der er skrevet i tredjeperson, netop er hovedpersonernes indre følelsesliv. Her får Juliana lov til selv at fortælle om sine oplevelser, og selvom reglen ved dagbogsoptegnelser er at skriveren selv vælger hvad der nedfældes, giver det alligevel et fint indtryk af hvordan Juliana håndterer situationen.

For sprognørder er det også interessant at se, at Juliana og Salina har nogle af de samme "misbrugsord", - altså ord eller udtryk, som går igen mange gange i et stykke tekst. Det kommer især til udtryk, når de starter en del sætninger med "men" eller "Nå, men". Det er tilnærmelsesvist talesprogs-agtigt at starte sætninger på den måde og ikke nær så brugt i skriftsprog. I kraft af at det går igen i både de tekster, Salina skriver i Dragesværdet og dem, Juliana skriver her i Dragedronningen, må man gå ud fra at der er tale om en fælles mor-datter-ting, også selvom mængden af dem gradvist mindskes, især for Juliana efterhånden som årene går og hun bliver ældre. 

Her kan måske tolke at det i mindre gad handler om hendes udvikling som skribent og i højere grad om hendes udvikling som menneske. I fortællinger, hvor man følger nogle af de samme karakterer over en længere årrække, er det kun et kvalitetstegn at det ikke kun er deres personlighed og væremåde der gradvist ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men at det også gælder deres måde at formulere sig på i tanker, tale og på skrift. 


Samlet set er jeg virkelig imponeret af Dragernes Æra som serie. Selvom jeg vel nok kunne have ønsket mig lidt her og der, er serien gennemført og gennemtænkt. Det er dog især her i Dragedronningen at serien får lov at vise sig fra sin bedste side. Selvom de to første bind også var rigtig gode, gør kombinationen af Julianas og Sarinas historie noget helt særligt for bogen. Der sker ting og sager, når tingene får lov at gå op i en højere enhed. Selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en serie, får Dragernes Æra lov til at afslutte med et brag - og jeg kan garantere, at det er magisk! De forskellige plottråde bliver samlet op på bedste vis og rundet fornemt af. Og selvom der nok altid er ting man godt kunne ønske sig mere af i de bøger, man holder af, sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af at der mangler noget.

28 oktober 2022

*Anmelder-eksemplar* Ur

 Forfatter: Rasmus Hastrup - Forlag: Screaming Books - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Ur er en historie. Det er en type bog, der er nærmest umulig at sætte i bås. Det ligner en novelle-samling med flere kortere stykker tekst med hver sin hovedperson, i forskellige stilarter, og med meget forskellige måder at gå til sproget på. Men der er også en rød tråd, der binder karaktererne sammen og giver dem noget fælles, selvom det kan være svært at finde ud af nøjagtigt hvad det er.

Ur er ikke lineær, og man skal lede efter systemet i bogen. Det kan virke uoverskueligt og mærkeligt, - og det er i hvert fald anderledes end det meste andet litteratur.

Ur bryder på mange måder med normerne for hvad litteratur er for noget, og man skal som læser derfor ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt, - for det her er sandynligvis meget langt fra noget andet, man tidligere har læst.

Ur fortæller en historie om mennesker, om relationer og om samfundsstruktur. Den stiller spørgsmål og undres, og beder indirekte læseren forholde sig. Ikke bare til nutiden, men også til både fortid og fremtid. Hvad er det, vi kommer af, og hvordan skal det se ud på sigt?

Ur er grænsesøgende, både i sin udtryksform, der varierer en del over kapitlerne, men også overordnet set. Også på indholdssiden skubbes der til læserens forforståelse af hvordan verden hænger sammen, og der er afsnit, der kan virke decideret provokerende.

Ur er muligvis den bog, jeg har haft sværest ved at anmelde, - for den ligner simpelthen ikke noget som helst andet. Men det er også en bog, der skaber stof til eftertanke, og som efterlader brødkrummer at fundere over længe efter, - netop fordi den er så anderledes.

Ur er en helt særlig bog, og selvom den bestemt ikke er for alle og enhver, er den god til de læsere, der tør prøve kræfter med det absurde, med det anderledes, og det som skubber til normerne og forsøger at gøre noget andet end det, vi plejer. Den er tydeligvis helt sin egen, - men den gør det godt!

20 oktober 2022

*Anmelder-eksemplar* Forstyrrelsen

 Forfatter: Steinar Bragi - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Forstyrrelsen er en science fiction roman, der foregår nogle år ude i fremtiden. Det handler om en parallelverden til vores egen og om kunstig intelligens, - men det er også en thriller, som virkelig kan få læseren til at tænke og undres.

Selve thriller-delen af bogen er i sig selv velskrevet og har et højt niveau. Det er langt hen ad vejen dét, der bærer bogen, - mens det, der fylder i efterbearbejdningen af bogen er de filosofiske og etiske spørgsmål om vores brug af teknologi, som forstyrrelsen også stiller. Det er spændende og virkelig interessant, hvis man går op i den slags, men det kan også blive meget teknisk, og det er en diskussion læseren skal orke.

Forstyrrelsen er en type bog, man skal vente med til overskuddet er der. Det er en bog, der kræver noget af sin læser, og beder én tage stilling og forholde sig, ikke bare til det, der foregår i bogen, men også til eget liv, eget forbrug af teknologi, og hvordan kunstig intelligens bliver brugt ude i den virkelige verden.

Det er også en bog, der fortjener at man har energi og overskud til den. For selvom de spørgsmål den stiller kan være krævende og meget, så er de virkelige og reelle, og de er vigtige både for den måde vi forbruger på i dag, men også i forhold til de beslutninger, vi tager på sigt, - både som individer og som samfund.

Samtidig skal man dog også have en smule tålmodighed til Forstyrrelsen, netop fordi den bliver så filosofisk og teknisk i sine overvejelser om kunstig intelligens. Vi bliver præsenteret for en række tekniske fagbegreber, som kan virke fremmede, hvis man ikke har megen kendskab til området i forvejen, og det kan måske få nogen læsere til at falde fra. Samtidig betyder mængden af tekniske begreber og etiske overvejelser at tempoet er trukket en del ud af bogen, så man skal ikke forvente masser af action, - tværtimod.

Forstyrrelsen er en på mange områder virkelig interessant bog, der har masser af potentiale til at sætte varige spor hos sin læser. Forstyrrelsen er sådan en bog, man husker, og som sagtens kan tåle at blive diskuteret og snakket om - for den giver så mange ting at forholde sig til og at tænke over.

Det betyder dog også at det langt fra er en bog for alle. Man skal ville den her type diskussioner, og det kræver både energi og mentalt overskud. Har man det, er det dog bestemt læsningen værd.

09 oktober 2022

Sonetrilogien 1 - Sortørnens Øje

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2022

Sortørnens Øje er Simon Zanders anden bogudgivelse, men selvom den som forgængeren er fantasy, lægger den sig alligevel et godt stykke fra Inden det blå lys falmer. Tiden, omgangstonen, og relationen mellem karaktererne - og det, de enkelte karakterer forventer af omverdenen - er en hel anden. Derfor er det også en fornøjelse at se hvor gennemført det er.

World building i universet her sidder lige i skabet, og jeg er især vild med de små sproglige finesser der fortæller noget om køn, slægtskab og evner. Selvfølgelig er universet ikke en afspejling af en ideel verden (så havde der heller ikke været grundlag for en fortælling), - men det gør en kæmpe forskel at man kan mærke, der er tænkt over de små ting, og at sproget som så meget andet naturligvis også er nuanceret. Selvom det kan virke som en mindre detalje, er det, at karakterer vokset op forskellige steder i universet bruger forskellige ord og bøjninger om de samme ting, og at det skaber misforståelser og uenigheder undervejs når disse karakterer så mødes, en kæmpe styrke for fortællingen.

Her i første bog i serien følger vi fire meget forskellige hovedpersoner - Jafiel, Emba, Romilon og Benjah. Deres baggrunde er vidt forskellige, og det samme for deres personligheder, hvilket naturligvis også udmunder i hver deres tydelige fortællerstemmer med nogle helt specielle kendetegn og motivationer for at handle på en given udfordring. Deres temperamenter er helt deres egne, og det er en fornøjelse at følge dem alle fire, både når de er hver for sig og når deres veje mødes. Der er store følelser på spil, og blandt andet på grund af karakterernes temperamenter kan det være svært at vide, hvem man kan stole på undervejs, - og netop tillid til karaktererne kan ændre sig undervejs!

Denne verden er nemlig delt op i to, Zarnera og Tochoran,  med hver deres meget forskellige styreformer, - og dét danner naturligvis grundlag for nogle uenigheder (det kommer vel ikke bag på nogen). Et værdifuldt smykke med særlige kræfter er stjålet fra Zarneras regent, og modsat er den forlovede til Tochorans kongesøn bortført, - og i begge lande findes der naturligvis karakterer, der vil gøre hvad som helst for at få det stjålne tilbage. Men hvor langt når man, før følelserne overtager og kører missionen ud på et sidespor? Hvem formår at holde fokus?

Ingen af de to styreformer i Zarnera og Tochoran er perfekte - overhovedet, og der er meget at kritisere. I takt med at karakterer fra de to lande besøger det andet og oplever anderledes skikke end de er vant til går det da også op for flere, at der er flere måder at leve på, og at hverken deres egen eller de andres måde nødvendigvis er den bedste for alle parter, selvom hver styreform naturligvis har nogle fordele den anden ikke har. Med flere bøger på vej i serien - og konflikter under opsejling på begge sider af grænsen - kan man måske have lov at håbe at regeringsformerne også får en kærlig medfart, efterhånden som serien skrider frem.

Der er lagt op til drama og masser af intriger, - og det er slet ikke slut endnu. Der er nemlig flere bind på vej i det her univers, og med de cliffhangers bogen her endte på har jeg ærligt en smule svært ved at vente! Sortørnens Øje er spændende og velskrevet. Godt nok blev den overhalet inden om af Inden det blå lys falmer i forhold til udgivelsesdato, det har bestemt været den ekstra ventetid værd. Det er en fest at læse med, og jeg glæder mig til at se hvilke eventyr vi bliver taget med på i de kommende bind i serien!



*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...