Forfattere: Sarah Engell og Sanne Munk Jensen - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022
Giv mig tiden igen er en selvstændig fortsættelse til Tag gaden tilbage, - bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.
Kat går i 3.g, spiller rollespil i sin fritid, hun fylder 18 i starten af bogen, - og så føler hun sig generelt meget alene og anderledes. Men hvorfor hun føler sig så anderledes er langt hen ad vejen et mysterie for hende.
Man fristes næsten til at referere til Svedbankens Rollespilssangen (YouTube, Spotify); scenarierne er forskellige, men følelsen af ensomhed uden for rollespilsuniverset er alligevel dominerende, mens selve rollespillet giver en selvtillid og noget gåpåmod som hovedpersonerne ikke oplever andre steder.
Kats rejse gennem bogen handler primært om at finde sig selv og finde sig til rette i en verden, som ved første øjekast slet ikke er indrettet til hende. Det er op ad bakke, og det er utrolig svært at navigere i, - og man skal som læser være godt hård for ikke at blive påvirket af Kats frustrationer undervejs.
Det har alle dage været en kunst at finde sig til rette i teenage-årene og i ungdomstilværelsen, og nogle har det bare sværere end andre. Kat er én af dem, der virkelig kæmper for det. Både for sin egen skyld, men også for omgangskredsens accept af, at det hun er og gør er godt nok. Hun -behøver- ikke lave om på sit autentiske selv alene for at please andre; men det er nogle gange svært at modstå presset. Og så er det altså rart at finde nogen, der støtter op om netop det.
Giv mig tiden igen er en vigtig bog, både for de unge i udskolingen og gymnasiet, men lige så meget for de voksne omkring dem. Det behøver ikke at være et tabu at skille sig ud. Det skal slet ikke være det at prøve at finde sig selv, - dét er trods alt en stor del af det at være ung. Læs gerne med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar