Viser opslag med etiketten thriller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten thriller. Vis alle opslag

09 september 2025

*Anmeldereksemplar* Niøje

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2FeetEntertainment - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Niøje er en krimi tilsat samfundssatiriske elementer, og foregår i og omkring Blokhus, - en kystby i det nordjyske med under 500 faste beboere, men som i sommerhalvåret ofte er proppet til randen med turister. Vi følger byen, netop som en blotter viser sig i området, væsner fra havet sørger for at folk dør langs stranden, og vores hovedperson har samtidig sine egne problemer at slås med.

Jeg er personligt vokset op (og bor stadig) under 20 minutters kørsel fra Blokhus, og jeg har været vant til at komme på stranden året rundt - om sommeren for at bade, om vinteren for at gå ture langs vandet og nyde at det for en stund er muligt at have det næsten for sig selv. Med mellemrum er det da også blevet til stop i selve byen.

Derfor er det da også ekstra interessant at læse med, når man er en lille smule lokalkendt og har en fornemmelse for den typiske stemning i byen, både i og uden for turistsæsonen. Det er sådan noget, der kræver lidt - for i en roman som denne er det altafgørende at det føles ægte, som om det er virkeligt, og at de karakterer vi oplever på papiret også afspejler de mennesker, man faktisk ville kunne støde på i Blokhus og omegn.

Og jeg må ærligt sige at det langt hen ad vejen lykkes rigtig godt. De her mennesker kunne sagtens være den type man finder i Blokhus, og det er væsentligt at der er tydeliggjort en forskel på de, der har været en del af det i flere generationer, og de, der er kommet til for relativt nyligt. Stemningen og måden karaktererne omgås hinanden på er langt hen ad vejen spot-on og lige tilpas.

Der er meget på spil for vores hovedperson, både i det sociale spil, hvor man hurtigt kan komme til at træde ved siden af i så lille et miljø, men også i forhold til de forskellige sager, der blusser op. Der er meget at forholde sig til, og man kommer hurtigt tæt på karaktererne undervejs, - hvilket også gør det hele mere interessant.

Niøje er spændende, interessant og meget anderledes, og man skal virkelig holde tungen lige i munden undervejs for at kunne finde ud af det hele, for der er mange informationer at forholde sig til.

Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med - hvis du tør!



03 juni 2025

*Anmeldereksemplar* Ø

 Forfatter: Sara Bergmark Elfgren - Dansk forlag: Modtryk - Dansk udgivelse: 2025

- Originaltitel: Ö - Originalsprog: Svensk - Svensk udgivelse: 2024 -

Reklame: Bogen er modtaget som (uopfordret) anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Som der også står på bogens cover, så er Ø en psykologisk thriller, der især tager fat i hvordan parforhold kan påvirke os i forskellig grad, - og hvordan relationen til ens partner kan have konsekvenser langt mere vidtrækkende end man måske lige regner med.

Bogen handler om Mirjam, der er blevet inviteret til fødselsdag hos sin søster på en lille ø i Sverige. På vej derover og under arrangementet mindes hun deres ungdomsår og hvordan deres forskelligheder og skiftende partnere gennem årene har påvirket deres relation som voksne. Under selve fødselsdagen sker der ting, som jeg ikke vil afsløre her, men som på sin egen måde blive skelsættende for deres fremtidige relation.

Fortællingen skifter løbende mellem handlingerne på øen og tilbageblikkende på ungdomsårene, og vekselvirkningen fungerer rimelig godt, selvom man dog med mellemrum lige skal bruge et øjeblik på at orientere sig om hvor på tidslinjen vi befinder os, - noget, der nok vil påvirke nogen læsere mere end andre.

Det er Mirjam, vi er inde i hovedet på, og vi får løbende hendes overvejelser om især søsterens liv og hvordan det påvirker hende selv. Som virkemiddel er dét særligt kraftfuldt efterhånden som arrangementet på øen skrider frem og dramatiske ting begynder at ske. Andre gange kunne man måske godt savne at hun fik lov at blive provokeret lidt og at der blev sat spørsmålstegn ved, om hendes sandhed nu også var den eneste sandhed, eller om der måske kunne være flere vinkler på historien.

Ø er spændende og nervepirrende, men den er lidt dobbelt. For mens man gerne lige vil have det næste med og hurtigt kan blive nysgerrig på hvordan det hele ender med at spille ud (og man vil sandsynligvis have nogle ønske-scenarier), så kan man også få helt ondt i maven over nogle af de ting, søstrene har været ude for.

03 marts 2025

*Anmelder-eksemplar* Hedeland (Nelly Birkebæk #1)

 Forfatter: Inger Wolf - Forlag: Modtryk - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hedeland er første bind i serien om Nelly Birkebæk. Nelly har gennem flere år været ansat ved politiet i Aarhus, men er nu rykket til Hedeland - en fiktiv udgave af Horsens - sammen med sin teenage-søn. Det falder tilfældigvis sammen med at en ung mand, der har været forsvundet gennem noget tid, findes død. Hvem står bag? Og hvad med de andre mystiske ting, der sker i området?

Vi følger naturligvis primært politiets arbejde med at opklare sagen om den unge mand, men får også indblik i enkelte andre interessante personligheder i byen og deres færden. Og især disse kan være værd at bide mærke i, for deres karakterudvikling er ingenlunde skrevet færdige, - og man kan jo krydse fingre for at vi har meget godt i vente i kommende bøger.

Hedeland mangler måske en smule i forhold til kommunikationen mellem de teenagere vi støder på, der virker en anelse karikeret, - men det virker som en lille ting i betragtning af at resten af romanen er spændende og velskrevet, og der ind til de sidste kapitler endnu er meget at gætte med på i forhold til hvor det hel bærer henad.

Anbefales bredt til krimi-elskeren.


18 december 2024

*Anmeldereksemplar* Tro på mig

 Forfatter: Trine Lykke Loughran - Forlag: Byens - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Tro på mig handler om Mira, hvis liv ændrer sig da hendes mand anklages for at have misbrugt en kvindelig patient i sit virke som psykolog. Anklagen slår sprækker i deres forhold, og giver Mira anledning til at granske det liv, de har levet sammen.

Bogen er en psykologisk thriller, hvor der veksles mellem nutiden, handlingsforløbet fra anklagerne og frem, og flashbacks, hvor Mira mindes flere nedslag, der på forskellig vis har været afgørende for hvordan hun og hendes mands relation udviklede sig.

FORDI det netop er en psykologisk thriller, sidder man som læser ret hurtigt med en underlig mavefornemmelse. Om Miras mand er skyldig eller ej bliver man ikke klog på lige med det første, - men der er stadig et eller andet galt, og de røde advarselslamper i parrets indbyrdes relation har været  mange gennem årene.

Det er derude, hvor det egentlig er på kanten til at være en smule ulækkert og makabert, og nok til at kunne give én myrekryb. Men  det er stadigvæk advarselslamper, der kun langsomt er begyndt at lyse, og de har været længe om at varme op, så man forstår også sagtens, hvordan Mira er blevet luret ind i det net, vi ser spor af på bogens forside, - for den slags relationer opstår kun sjældent ud af det blå.

Det er bestemt ikke for sarte sjæle at skulle læse med her, og det er derfor også en bog, der  primært anbefales til den VOKSNE læser, der allerede er et relativt sundt sted mentalt; for det er også en bog, der nemt kan rippe op i nogle ting, hvis man som læser selv sidder med ar på sjælen.

Når det så er sagt, så er det samtidig en bog, man nemt bliver grebet af, og når den så heller ikke er længere end den er, kan den for den rutinerede læser sluges på en eftermiddag, - og dét kan den sagtens tåle! Det er intenst, spændende og nervepirrende, - men som nævnt bestemt ikke for den sarte læser.

10 februar 2024

Syv m2 med lås - Afdeling Q #10

 Forfatter: Jussi Adler-Olsen - Forlag: Politikens forlag - Udgivet: 2023

Syv m2 med lås er bind 10 i serien om Afdeling Q, og dermed sidste del af fortællingen om Carl Mørck og hans folk. Den skiller sig dog også en del ud fra tidligere bind i serien i sin opbygning, hvor det nu ikke længere er Afdeling Q, der jager andre, - det er Mørck, der er den jagede, der må frygte for sit liv og sin frihed, mens de andre febrilsk prøver at hjælpe ham.

Intensiteten holder ved, og det er stadig enormt spændende at læse med. Man må imponeres over at det efter så mange bind i seien stadig kan lade sig gøre at fastholde læserne på denne måde, hvor det hurtigt bliver enormt vanskeligt at lægge bøgerne fra sig, når man først er kommet i gang.

Sprog, skrivestil, plot og karakterudvikling sidder (som efterhånden vanlig stil fra Jussi Adler Olsen) lige i skabet, og det kan virke helt sørgmodigt at måtte tage afsked med universet.. Men så er det jo godt der altid er mulighed for at genlæse serien med friske øjne og nye perspektiver.

Afdeling Q serien har været en sand fornøjelse at følge gennem årene. Hvilken rejse! Samtidug er det en ganske udmærket introduktion til krimigenren for os, der ellers ikke kommer i de kredse i det daglige. Derfor er det også en serie der får de varmeste anbefalinger herfra!

03 april 2023

*Anmelder-eksemplar* Sundial

 Forfatter: Catriona Ward - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: april 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings (lånt liste): Ableisme, børnemishandling (on-page), mishandling af partner, utroskab, forbrug af alkohol og stoffer, selvskade, mord, dødsfald (dyr), forsøg på dyr, dyremishandling

Sundial er mit første møde med Catriona Ward, - og hvilket møde! Bogen er syret, anderledes, mærkelig, og helt klart noget der kræver, at læseren er vågen og oplagt til lidt af hvert, for det er bestemt ikke småting vi bliver præsenteret for i løbet af bogen. Det betyder også at bogen bestemt ikke er for sarte sjæle, og det skal understreges at potentielle kommende læsere bør konsultere en liste med trigger warnings før de kaster sig over bogen - både for bogens og læserens skyld.

Sundial fortjener nemlig at blive læst. Ikke af alle og enhver, for den rammer bestemt ikke lige så bredt som mange andre titler, men af læsere, der har overskud og kapacitet til at sætte pris på litteratur, der ikke passer ind i de faste kasser, de fleste andre bøger hører ind i. Sundial er en helt særlig læseoplevelse for de få, - men den slags skal der også være plads til.

I bogen bliver vi præsenteret for Rob og Callie, mor og datter, der tager til Robs barndomshjem, fordi Rob er bekymret for Callie. Begge karakterer har deres at slås med, og bærer rundt på mentale udfordringer, - men det er ikke bare sådan lige at få styr på, og hemmelighederne dukker langsomt op efterhånden som bogen skrider frem.

Sundial er helt sin egen og det er barsk læsning, men det er også velskrevet og velfortalt, så selvom det er en fortælling der kan virke urimeligt hård at skulle igennem til tider, er den bestemt det hele værd. Også selvom den kan få én til at kigge sig en ekstra gang over skulderen og måske lige tjekke op på omgangskredsen en ekstra gang her og der.

Samtidig er det også en bog, der med sine mange mørke tematikker kan være vanskelig at komme igennem for nogle, hvorfor man også bør kigge trigger warnings igennem. Det er hårdt, og det gør ind i mellem ondt at læse, men det også en type fortælling der dermed bliver vigtig at få ud. Ikke fordi læserne nødvendigvis skal trækkes igennem fortællinger der er svære at holde til, men fordi den trods alt sit mørke også afspejler lommer af virkeligheden, hvor ægte mennesker går igennem mange ting, der ligner det Rob og Callie oplever. Fiktionen drejer, gradbøjer og forvrænger, - men det er stadig en afspejling af noget virkeligt, som alt for mange desværre lever med til hverdag.

Sundial er ikke for hvem som helst, og læsere bør tage sine forholdsregler. Men for den voksne, mentalt robuste læser er den bestemt det hele værd.

*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...