Stilhed & Storm - Sonetrilogien #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Stilhed & Storm er andet bind i Sonetrilogien. Min anmeldelse af første bind i serien, Sortørnens Øje, kan læses her.

Stilhed & Storm, andet bind i Sonetrilogien, er som sin forgænger lidt af en mursten at kaste sig over. Det er heldigvis det hele værd!

Takket være begivenheder hen mod slutningen af Sortørnens Øje har det rykket sig lidt hvilke karakterer vi følger her i Stilhed & Storm, men der er dog ikke ændret på at de alle på hver deres måde spiller en central rolle i de ind i mellem meget kaotiske begivenheder i universet her.

Det er storslået og spændende, og så er jeg vild med at vi kommer endnu mere ind under huden på både sonerne og de forskellige typer af magi. Både de forskellige typer magis muligheder og begrænsninger samt hvad sonerne egentlig var stod lidt som et åbent spørgsmål før bogen her. Og især sonernes betydning og rolle er det rart at se endnu mere til, nu de trods alt indtager en betydelig plads i trilogiens titel.

Worldbuildingen tager sig altså en gevaldig udvidelse i bogen her, men der er også flere af vores hovedpersoner der gennemgår en helt særlig udvikling undervejs og når til en ganske fornuftig selverkendelse i løbet af deres rejse; og dét er mindst lige så fedt at se. Der bliver tilføjet mere dybde til alle karakterer, om de vil erkende det eller ej, - men der er heldigvis stadig plads til endnu mere spænding i bind 3.

Sonetrilogien er ind til videre intens og virkelig velskrevet. Samtidig er omslaget virkelig gennemført, og der er mange fine detaljer at hente. Jeg glæder mig allerede helt vildt til bind 3, - og håber lidt at der ikke skal gå to år mere før vi får en afslutning..!

Når vinden hvisker mit navn - Azrone #2

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2024

Når vinden hvisker mit navn er bog 2 i serien Azrone. Min anmeldelse af bog 1, Inden det blå ly falmer, kan læses her.

I første omgang var jeg egentlig helt afslappet om at slippe Azrone efter Inden det blå lys falmer sluttede. Den er afrundet på en virkelig fin og elegant måde, og selvom man sagtens kunne drømme videre i universet, var der egentlig også bundet en fin sløjfe på dén del af handlingen. Troede jeg.

Så udkom Når vinden hvisker mit navn, hvor fokus er rykket videre til London, som vi allerede kender lidt til fra Inden det blå lys falmer, og Ames, der er ny i blåkraften. Både de og læserne har egentlig indtryk af at truslerne er væk og der ikke er så meget mere at lave for blåkræfterne og organisationen, der er bygget op om dem, - men det er selvfølgelig ikke sandt.

Der er flere trusler på vej, og det store spørgsmål er så hvor truslen kommer fra. Hvem står bag, og hvorfor gør de det? Hvad er det, der bliver dækket over, og som befolkningen ikke kender til Spørgsmål er der nok af, og mange bliver besvaret, - og ender selvfølgelig alligevel med en håndfuld nye, ubesvarede spørgsmål når sidste side er vendt. For hvad handlede dén slutning lige om?

Der er fart over feltet, og det er super intenst. Det gør en masse, også for forståelsen af den første bog, at vi denne gang får fortællingen fortalt fra mere end én synsvinkel. Tildels har London og Ames hver meget forskellige roller at spille efterhånden som deres udfordringer udspilles, men deres måde at tænke dem på er også unikke for hver af dem, i kraft af hvad de hver har stået over for før vi møder dem.

Simon Zander har leveret endnu end pageturner, - og denne gang er det uhyre vanskeligt bare at lade universet ligge. Jeg vil have mer', og med den cliffhanger bogen her ender på, kan det næsten ikke gå hurtigt nok!

Sonetrilogien 1 - Sortørnens Øje

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: HiReader - Udgivet: 2022

Sortørnens Øje er Simon Zanders anden bogudgivelse, men selvom den som forgængeren er fantasy, lægger den sig alligevel et godt stykke fra Inden det blå lys falmer. Tiden, omgangstonen, og relationen mellem karaktererne - og det, de enkelte karakterer forventer af omverdenen - er en hel anden. Derfor er det også en fornøjelse at se hvor gennemført det er.

World building i universet her sidder lige i skabet, og jeg er især vild med de små sproglige finesser der fortæller noget om køn, slægtskab og evner. Selvfølgelig er universet ikke en afspejling af en ideel verden (så havde der heller ikke været grundlag for en fortælling), - men det gør en kæmpe forskel at man kan mærke, der er tænkt over de små ting, og at sproget som så meget andet naturligvis også er nuanceret. Selvom det kan virke som en mindre detalje, er det, at karakterer vokset op forskellige steder i universet bruger forskellige ord og bøjninger om de samme ting, og at det skaber misforståelser og uenigheder undervejs når disse karakterer så mødes, en kæmpe styrke for fortællingen.

Her i første bog i serien følger vi fire meget forskellige hovedpersoner - Jafiel, Emba, Romilon og Benjah. Deres baggrunde er vidt forskellige, og det samme for deres personligheder, hvilket naturligvis også udmunder i hver deres tydelige fortællerstemmer med nogle helt specielle kendetegn og motivationer for at handle på en given udfordring. Deres temperamenter er helt deres egne, og det er en fornøjelse at følge dem alle fire, både når de er hver for sig og når deres veje mødes. Der er store følelser på spil, og blandt andet på grund af karakterernes temperamenter kan det være svært at vide, hvem man kan stole på undervejs, - og netop tillid til karaktererne kan ændre sig undervejs!

Denne verden er nemlig delt op i to, Zarnera og Tochoran,  med hver deres meget forskellige styreformer, - og dét danner naturligvis grundlag for nogle uenigheder (det kommer vel ikke bag på nogen). Et værdifuldt smykke med særlige kræfter er stjålet fra Zarneras regent, og modsat er den forlovede til Tochorans kongesøn bortført, - og i begge lande findes der naturligvis karakterer, der vil gøre hvad som helst for at få det stjålne tilbage. Men hvor langt når man, før følelserne overtager og kører missionen ud på et sidespor? Hvem formår at holde fokus?

Ingen af de to styreformer i Zarnera og Tochoran er perfekte - overhovedet, og der er meget at kritisere. I takt med at karakterer fra de to lande besøger det andet og oplever anderledes skikke end de er vant til går det da også op for flere, at der er flere måder at leve på, og at hverken deres egen eller de andres måde nødvendigvis er den bedste for alle parter, selvom hver styreform naturligvis har nogle fordele den anden ikke har. Med flere bøger på vej i serien - og konflikter under opsejling på begge sider af grænsen - kan man måske have lov at håbe at regeringsformerne også får en kærlig medfart, efterhånden som serien skrider frem.

Der er lagt op til drama og masser af intriger, - og det er slet ikke slut endnu. Der er nemlig flere bind på vej i det her univers, og med de cliffhangers bogen her endte på har jeg ærligt en smule svært ved at vente! Sortørnens Øje er spændende og velskrevet. Godt nok blev den overhalet inden om af Inden det blå lys falmer i forhold til udgivelsesdato, det har bestemt været den ekstra ventetid værd. Det er en fest at læse med, og jeg glæder mig til at se hvilke eventyr vi bliver taget med på i de kommende bind i serien!

Inden det blå lys falmer

 Forfatter: Simon Zander - Forlag: Petunia - Udgivet: 2021

Det her er en vild roman. Virkelig. Det er svært ikke at blive revet med af fortællingen, af plottet, af relationen mellem karaktererne, af sproget, og af en række virkemidler, der bare spiller. For en debut står det her uamlindeligt stærkt, og jeg ser virkelig frem til, hvad der dukker op fra Simon Zander fremover!

- Med blåkraften følger overmenneskelige evner, pligten til at forsvare den sidste by i verden og et liv i luksus. Men det er også en dødsdom. Fra du får den, er der præcis ét år til, at du skal dø. 16-årige Noël bor i Grå Zone, den fattige del af Azrone. Han ­drømmer om at få den berømte blåkraft, at blive hædret og gøre en forskel. Men blåkraften er forbeholdt de, der er så heldige at bo i Blå Zone. En dag sker det utænkelige, og Noël har kun 365 dage tilbage at leve i. Var drømmen om blåkræften overhovedet værd at stræbe efter? Eller var det kedelige, trivielle liv at foretrække? Nedtællingen er begyndt. -

Noël som hovedperson er en helstøbt karakter. Han er teenager, med mange af de ting, der hører med teenage-tilværelsen. Han dyrker dem med blåkraften på samme måde som andre teenagere dyrker deres idoler. Han bliver forelsket. Han handler før han tænker. Han siger og gør ind i mellem det forkerte, og får dårlig samvittighed. Han drømmer. Han tvivler, på verden og på sig selv. Han er alt det, mange af os oplever i - eller i hvert fald husker fra - teenage-årene. Han føles virkelig og realistisk, og netop hans uperfektheder gør det svært ikke at heppe på og holde med ham.

Blåkraften, som giver dem, der besidder den, noget der minder om superkræfter, er i sig selv vanskelig ikke at blive fascineret af. Vi finder som læsere ikke ud af ret meget om, hvordan eller hvorfor den er opstået, og vi ved heller ikke ret meget om, hvilke begrænsninger der er. Og selv om det kan være frustrerende, at vi ikke finder ud af flere detaljer undervejs, er mystikken omkring den alligevel noget af det, der gør denne verden fascinerende, - uvisheden er med til at holde det spændende. Trods det at bogen umiddelbart er skrevet som en selvstændig roman, der sagtens kan stå alene, slutter den dog (ingen spoilers, bare rolig!) tilpas åbent til, at vi som læsere stadig kan håbe på, at der en dag vil komme mere i universet, og at vi får lov at se lidt mere af alt det, blåkraften kan, - og at vi kan få lidt mere at vide om, hvad den kommer af, og hvad den har af muligheder.

Én af romanens vel nok største styrker er LGBTQIAP+-repræsentationen, som i høj grad er til stede på en måde, så det er umuligt at ignorere, - og gjort på en naturlig måde, så man ikke sætter spørgsmålstegn ved det.

• Hovedpersonen Noël er tiltrukket af mænd. Det er ikke nogen coming-out-fortælling. Der er ikke nogen der kommenterer på det. Det er der bare. 
• Én af bipersonerne bruger hen-pronominer. Ingen undrer sig, ingen træder i det eller gør noget særligt ud af det, - og ingen bruger de forkerte  pronominer.

Det er befriende, forfriskende - og noget helt særligt hvor smooth det er integreret i fortællingen, så det bare er, på en måde som de fleste LGBTQIAP+ personer kun kan drømme om det i den virkelige verden. Dét at det er der, uden at der bliver gjort et nummer ud af det, kan forhåbentlig være med til at naturliggøre repræsentation i medier, - for selvom der stadig er brug for coming-out-historier, er der bestemt også brug for fortællinger som den her, hvor personer, der er andet end CIS-HET, kan få lov til at eksistere på lige fod med alle andre, med alt hvad der der tilhører af rettigheder og accept fra samfundet.