Viser opslag med etiketten mikala rosenkilde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mikala rosenkilde. Vis alle opslag

09 september 2025

*Anmeldereksemplar* Niøje

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2FeetEntertainment - Udgivet: 2025

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Niøje er en krimi tilsat samfundssatiriske elementer, og foregår i og omkring Blokhus, - en kystby i det nordjyske med under 500 faste beboere, men som i sommerhalvåret ofte er proppet til randen med turister. Vi følger byen, netop som en blotter viser sig i området, væsner fra havet sørger for at folk dør langs stranden, og vores hovedperson har samtidig sine egne problemer at slås med.

Jeg er personligt vokset op (og bor stadig) under 20 minutters kørsel fra Blokhus, og jeg har været vant til at komme på stranden året rundt - om sommeren for at bade, om vinteren for at gå ture langs vandet og nyde at det for en stund er muligt at have det næsten for sig selv. Med mellemrum er det da også blevet til stop i selve byen.

Derfor er det da også ekstra interessant at læse med, når man er en lille smule lokalkendt og har en fornemmelse for den typiske stemning i byen, både i og uden for turistsæsonen. Det er sådan noget, der kræver lidt - for i en roman som denne er det altafgørende at det føles ægte, som om det er virkeligt, og at de karakterer vi oplever på papiret også afspejler de mennesker, man faktisk ville kunne støde på i Blokhus og omegn.

Og jeg må ærligt sige at det langt hen ad vejen lykkes rigtig godt. De her mennesker kunne sagtens være den type man finder i Blokhus, og det er væsentligt at der er tydeliggjort en forskel på de, der har været en del af det i flere generationer, og de, der er kommet til for relativt nyligt. Stemningen og måden karaktererne omgås hinanden på er langt hen ad vejen spot-on og lige tilpas.

Der er meget på spil for vores hovedperson, både i det sociale spil, hvor man hurtigt kan komme til at træde ved siden af i så lille et miljø, men også i forhold til de forskellige sager, der blusser op. Der er meget at forholde sig til, og man kommer hurtigt tæt på karaktererne undervejs, - hvilket også gør det hele mere interessant.

Niøje er spændende, interessant og meget anderledes, og man skal virkelig holde tungen lige i munden undervejs for at kunne finde ud af det hele, for der er mange informationer at forholde sig til.

Et friskt pust og et glimrende bud på en spændingsroman til efteråret. Læs med - hvis du tør!



20 februar 2023

*Anmelder-eksemplar* Fra sabelkatte til levende drager

 Forfatter: Mikala Rosenkilde - Forlag: 2 Feet Entertainment - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Til at starte med: Bogen er baseret på podcasten De mystiske dyr, som bl.a. ligger på eReolen (her kan man logge ind med samme oplysninger som hos det almindelige bibliotek; CPR- eller lånernummer og selvvalgt fire-cifret kode). Bogen kan dog sagtens læses uden at man behøver lytte til podcasten, - men det er et fint supplement at have.

Fra sabelkatte til levende drager fortæller hvordan en lang række dyr, der ellers normalt anses for uddøde, stadig observeres rundt omkring i verden, - og at man også kan finde beretninger om dyr, som videnskaben endnu ikke har haft succes med at beskrive eller i det hele taget komme tæt på.

Derfor handler bogen i høj grad om de forskellige øjenvidne-beretninger, hvorfor man især kan savne at der bliver dedikeret et afsnit enten først eller sidst i bogen til at udpensle for især de yngste potentielle læsere at det altså er dyr, som folk mener, de har set, men at der i skrivende stund ikke er fundet reelle beviser på dyrenes stadige færden. Det handler ikke om at det behøver fylde en hel masse i bogen, men i betragtning af hvor lette de yngre læsere ofte er at påvirke ville det være en sund påmindelse.

Når det så er sagt er det også en bog, der kommer bredt omkring og ind på mange forskellige spændende dyrearter. Uanset smag inden or dyreverdenen er det svært ikke at blive betaget og nysgerrig på at lære mere om nogle af de fund, der er gjort rundt omkring.

I kraft af at hvert af de omtalte dyr i bogen kun får relativt få siders spalteplads, må bogens primære målgruppe siges at være udskolingselever, men den kan med god vilje sagtens læses fra mellemtrinnet. Den indeholder dog både billeder og beskrivelser, der kan virke voldsomme for den sarte læser. En robust læser vil sagtens kunne læse det på egen hånd, men det kan være en god idé at have en voksen at snakke med om indholdet, i tilfælde af at det bliver for voldsomt.

Til trods for bogens unge målgruppe er der dog også meget at hente for den nysgerrige voksne, der har mod på at åbne sig for hvor meget vi endnu har at lære om den verden, vi lever i, - og hvor store områder der endnu er u-udforskede. Det er en vigtig påmindelse om, at mennesket ikke ved alt, og hvordan vi må forholde os til hvor meget vi ikke ved.

Overordnet er Fra sabelkatte til levende drager velskrevet og tilpas balanceret mellem de fakta, vi kender om de dyr, bogen bearbejder, og spørgsmål til om dyrene mon stadig lever derude et sted.

*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...