Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Leitura - Udgivet: 2022
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Min anmeldelse af første bog i serien, Drageægget, kan læses her.
Min anmeldelse af anden bog i serien, Dragesværdet, kan læses her.
I Drageægget fulgte vi primært Julianas færd i en verden meget ulig hendes egen - vores verden. I Dragesværdet fulgte vi hendes datter, Sarina, i samme verden. Her i Dragedronningen er synsvinklen splittet, og vi får både kapitler fra begge kvinder, men vi får også et gensyn med kapitler fra Queridor, som er introduceret i de tidligere bøger. Balancen mellem synsvinklerne og frekvensen mellem hvor ofte og hvor meget de enkelte karakterer kommer til orde virker godt og gennemtænkt. Det er en fornøjelse at flere kapitler ender på en måde, så man gerne vil have mere af den karakter man netop har efterladt et spændende sted, - og at man samtidig gerne vil høre nyt fra den karakter, der så dominerer det næste kapitel. Kombinationen af begejstring og frustration er en helt særlig følelse, især når der indimellem kan gå mange kapitler, hvor vi kun hører fra enten Juliana eller Sarina i kombination med kapitler fra Queriodors synsvinkel. Det er en kunst at fange læseren, så man sidder tilbage med begge følelser og bare gerne vil have mere, - men dét kan C. G. Valentin heldigvis, og det er fabelagigt at få lov at blive revet med endnu en gang.
Der er naturligvis forskel på hvordan drager som væsen bliver fortolket afhængigt af i hvilket univers man møder dem. Det er forventeligt, og sådan skal det jo helst være. Her i Dragernes Æra er de intelligente væsner med egen vilje, men det lader dog ikke til at der er fundet et fodfæste i kommunikation mellem drager og universets andre væsner. Dragerne bliver generelt behandlet mere som ridedyr eller udstyr frem for reelt tænkende væsner. Selvom dragerne i serien her ikke gør det helt vilde i at udnytte deres størrelse og kræfter, ville det ikke være urimeligt at tænke at det kunne være en bekymring på sigt, hvis ikke de blev behandlet med den respekt de som race selv mente de fortjente. I kraft af at Salina lader til at have en spirende evne til at skulle kommunikere med dragerne, kunne man dog godt have ønsket sig en smule mere kommunikation med dragerne - og det at se verden fra dragernes synsvinkel, og det havde givet en ekstra kant til historien at få dragernes vinkel på begivenhederne omkring dem. Det er dog samtidig noget, der ville komme til at fylde en del hvis det skulle gennemføres ordentligt, så det er fuldt forståeligt det ikke er kommet med, - og så må man jo nøjes med ønsketænkning på dét område i stedet.
"Sarina kunne ikke lade være med at smile, og i stedet for at svare faldt hun ind i armene på sin mor endnu en gang. Det var, som om det gav et usynligt klik indeni. Alting faldt på plads. Det var den manglende brik, der havde givet hende fornemmelsen af rodløshed så længe." - s. 243 (kap. 22)
- For én gangs skyld bringer jeg min egen baggrund som adopteret i spil i en anmeldelse. Måden Sarina og Julianas første møde beskrives er konkret og præcis. Selvom afsnittet måske nok godt kunne have fyldt endnu mere, koger den netop de virkelige følelser ned til noget der er til at tage og føle på, og kunne være taget ud af en virkelig situation. Det er (eller kan i hvert fald sagtens være) sådan det føles at finde én eller begge sine forældre efter mange års manglende kontakt. Selvom nogle måske vil påstå at tv-programmer, der genforener adopterede med deres biologiske familier, kan male for tykt på for seernes skyld (og jeg skal ikke benægte det kan være tilfældet i nogle eksempler), så vil det for mange også netop være en afspejling af den levede virkelighed. Det er følelsesladet. Det er vildt. Det er at genfinde de puslespilsbrikker, man ikke nødvendigvis viste man manglede. Og det er så vigtigt at der bliver sat ord på det. Uanset hvor god ens adoptivfamilie er for en, vil den adopterede altid risikere at stå med en følelse af at være udenfor og mangle noget - også selvom de ikke nødvendigvis selv fortæller det.
Det ses også i Sarinas relation til hendes far, Daerín. Sarina ønsker sig brændende en positiv relation til ham, og trods det at det aldrig lykkes at gennemføre det på den måde, Sarina havde ønsket, gør det alligevel ondt. Det kan virke mærkeligt at sørge over tabet af noget, man aldrig har haft. Men ønsket kan for individer som Sarina fylde så meget, bevidst eller ubevidst, at det griber om sig, især hvis det ikke bliver bearbejdet. Underbevidstheden kan være en b*tch, der spiller spil med vores psyke, og dét skal ikke undervurderes.
"Alligevel var der stadig et stykke af hende, som drømte om en familie. En del af hende, der nu var knust og for evigt falmet." - s. 294 (kap. 34)
De to verdener vi bliver introduceret for, er linket sammen, og ikke blot af en portal. Uroligheder i den ene verden betyder uroligheder i den anden. Selvom der er forskel på hvordan disse uroligheder kommer til udtryk, er der dog ikke den store tvivl om at de har med hinanden at gøre. Det forklarer en hel masse, og kan afhængigt af standpunkt enten virke beroligende eller urovækkende at hvad end der sker, så kan skylden ikke nødvendigvis være placeret et bestemt sted, da det er et resultat af noget større.
Her i årene efter corona kom til har der været en del litteratur, der legede med tanken om, hvad der kunne være sket. Selvom den del af Dragernes Æra, der foregår i vores verden, også udspiller sig fra 2020 og frem, er det dog ikke corona, men naturen, der spiller med musklerne. Og selvom dét også er skræmmende, og budskabet om at passe på miljøet er helt på sin plads, er det alligevel rart at serien beskæftiger sig med andet end corona, - trods det at det nok kunne have været en let udvej.
Klimalitteratur som genre er også på vej frem, og der er mange måder at fortolke det på. Udførelsen her, hvor klimaforandringerne har en konkret, om end overnaturlig årsag takket være genren, er gennemført, og det er en fornøjelse at se de mange måder klimaproblematikken kan vendes og drejes på. Tolkningen er ny og kreativ, men den hører bestemt med blandt de bedste af sin slags.
I Dragernes Æra 2: Dragesværdet var en vekslen mellem reguler brødtekst og breve fra Salina en gennemgående ting, og også her i Dragedronningen bliver vi præsenteret for andre tekstformer. Denne gang er det uddrag fra Julianas dagbog, - eller, i hvert fald notater om Julianas dagligdag nedfældet på de stykker papir, Juliana nu har kunnet komme til. Det fungerer glimrende, da noget af det man godt kan mangle ved fortællinger der er skrevet i tredjeperson, netop er hovedpersonernes indre følelsesliv. Her får Juliana lov til selv at fortælle om sine oplevelser, og selvom reglen ved dagbogsoptegnelser er at skriveren selv vælger hvad der nedfældes, giver det alligevel et fint indtryk af hvordan Juliana håndterer situationen.
For sprognørder er det også interessant at se, at Juliana og Salina har nogle af de samme "misbrugsord", - altså ord eller udtryk, som går igen mange gange i et stykke tekst. Det kommer især til udtryk, når de starter en del sætninger med "men" eller "Nå, men". Det er tilnærmelsesvist talesprogs-agtigt at starte sætninger på den måde og ikke nær så brugt i skriftsprog. I kraft af at det går igen i både de tekster, Salina skriver i Dragesværdet og dem, Juliana skriver her i Dragedronningen, må man gå ud fra at der er tale om en fælles mor-datter-ting, også selvom mængden af dem gradvist mindskes, især for Juliana efterhånden som årene går og hun bliver ældre.
Her kan måske tolke at det i mindre gad handler om hendes udvikling som skribent og i højere grad om hendes udvikling som menneske. I fortællinger, hvor man følger nogle af de samme karakterer over en længere årrække, er det kun et kvalitetstegn at det ikke kun er deres personlighed og væremåde der gradvist ændrer sig i takt med at de bliver ældre, men at det også gælder deres måde at formulere sig på i tanker, tale og på skrift.
Samlet set er jeg virkelig imponeret af Dragernes Æra som serie. Selvom jeg vel nok kunne have ønsket mig lidt her og der, er serien gennemført og gennemtænkt. Det er dog især her i Dragedronningen at serien får lov at vise sig fra sin bedste side. Selvom de to første bind også var rigtig gode, gør kombinationen af Julianas og Sarinas historie noget helt særligt for bogen. Der sker ting og sager, når tingene får lov at gå op i en højere enhed. Selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en serie, får Dragernes Æra lov til at afslutte med et brag - og jeg kan garantere, at det er magisk! De forskellige plottråde bliver samlet op på bedste vis og rundet fornemt af. Og selvom der nok altid er ting man godt kunne ønske sig mere af i de bøger, man holder af, sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af at der mangler noget.
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar