Viser opslag med etiketten mobning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mobning. Vis alle opslag

26 september 2020

A very large expanse of sea

 Forfatter: Tahereh Mafi -Sidetal: 310 - Udgivet: 2018 - ISBN: 9780062866561 

Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg forventede, da jeg gik i gang med bogen her, men det var bestemt noget andet end det, jeg tog med mig - på en positiv måde. Den overraskede og var vanskelig at lægge fra sig.

Den portrætterer to teenageres flirt gennem et skoleår og viser nogle grimme sider af, hvad racisme og fordomme gør ved de personer, det går ud over - på den hårde måde. Det er barsk læsning, der giver stof til eftertanke, og man kan næsten ikke undgå at gå sine egne ord og handlinger efter i sømmene efter læsning som denne her; og det er vel egentlig meget sundt? Selvom det kan være usundt at blive krænket over alting og ingenting, er det kun meget godt at vi tænker over, at de ting vi gør og siger ikke kun påvirker os selv, men også folk omkring os - på godt og ondt.

Budskabet er nobelt, og bliver endda fortalt uden at være bedrevidende eller for at virke som en løftet pegefinger, men nærmere som en venlig påmindelse og en fin gestus.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



Simon vs the Homo Sapiens Agenda

 Forfatter: Becky Albertally - Udgivet: 2015 - Forlag: Balzer + Bay

Sidetal: 303 - ISBN: 9780062348678 

Simon går i high school, og klarer sig udadtil godt. Han har gode venner, der bakker ham op, og hans familie er, også efter dansk standard, helt almindelige. Simon er dog nået frem til, at han er homoseksuel, men han er ikke ude af skabet endnu. Det er der én af hans skolekammerater, der finder ud af ved et uheld, og nu forsøger han at afpresse Simon og true med at fortælle alle, at Simon er homoseksuel.

Romanen er sød, sjov, romantisk, og en smule dramatisk.

Simon føles virkelig og ægte, som kunne han være en gennemsnitlig fyr på gaden - det gør ham relaterbar og vanskelig ikke at elske.

Hans venner elsker ham for den han er, og bakker ham op fuldt ud. Kunne man dog blot ønske sig, at alle, også i den virkelige verden, ville være så støttende som Simons venner - så ville verden da være et bedre sted.

Fortællingen vil flere unge kunne spejle sig i, da flere af Simons kvaler er universelle, og gælder, uanset køn eller seksualitet.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.




25 september 2020

Fra ild til aske

 Forfatter: Cecilie Birkshøj - Forlag: Tellerup

Årh!

Jeg havde hørt meget godt om fortællingen her, inden jeg gik i gang, - den har været relativt godt omtalt, og jeg havde derfor positive forventninger til, hvad den kunne byde på, hvilket dog også altid sker med forbehold, - jeg har forsøgt at gå til den på forholdsvist neutral vist, i håb om ikke at blive alt for skuffet, hvis nu det ikke holdt stik.

Dét have jeg nu ikke behøvet, for Fra ild til aske lever helt op til de positive anmeldelser - og mere til.

Det er en intens fortælling om den spirende dannelse af ens identitet i teenageårene og de frustrationer og udfordringer, der kan følge med, især når denne dannelse af identiteten ikke stemmer overens med, hvad flertallet gør, - for mange vil stadig gerne følge strømmen, trods det at deres attitude viser, at de er helt dem selv.

Der er meget usikkerhed forbundet med teenageårene. Det bliver ikke bedre af, at man skiller sig ud - uanset hvordan man så skiller sig ud.

Tony og Aske er vidt forskellige. Tony er indelukket og har ikke ret mange venner. Aske er åben, glad og livlig - og får hurtigt nye venner.

Men de er også meget ens. De har hver deres at slås med, som de ikke altid er så gode til at få sat ord på og få talt om, - hvilket betyder, at det, der gør ondt, med tiden kommer til at gøre endnu mere ondt og kun gradvist bliver endnu værre. Det er en ond cirkel, som er svær at slippe ud ad.

Men når de at opdage, hvor gode de er for hinanden, inden det er for sent og de ødelægger det hele for sig selv? Kan deres relation nogensinde udvikle sig positivt og finde en form for stabilitet?

Det kan man håbe på, - og man sidder virkelig helt ude på kanten af stolen under meget af bogen, i håb om, at de unge mænd snart indser, hvad der er det rigtige.

Jeg er solgt!

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 303 sider lang. Den har ISBN 9788758839080.



Er du okay?

Forfatter: Annika Eibe - Forlag: Tellerup

Om Er du okay, Marie? skrev jeg:

Jeg kan godt lide konceptet bag ved den her serie, - at sætte fokus på de unge, som af forskellige årsager har det rigtig svært socialt, og som føler sig låst i en bestemt rolle uden umiddelbart at kunne gøre ret meget ved deres situation. Der er potentiale til, at det kan blive til rigtig meget. Langt hen ad vejen er det også gennemført; Maries stemme er virkelig og til at forstå, og det er let at sætte sig ind i hendes tanker, bekymringer, håb, forventninger og drømme.

Desværre er det lidt svært at finde rundt i tiden i romanen, måske "bare" grundet uheldigt layout; det lader til, at der springes flere dage over i handlingen i løbet af et øjeblik uden nogen synlig markør for, hvornår det skel sker. Man må altså som læser være ekstra vågen for at opdage de her skel, og det kan godt komme til at bremse forståelsen af handlingen en smule.

Jeg gav bogen 3 ud af 5 mulige stjerner.

Er du okay, Marie? blev udgivet i 2016 med ISBN 9788758820354. Den er 181 sider lang.


Om Er du okay, Matthias? skrev jeg:

Igen en vigtig bog med fokus på udsatte unge i et ellers trygt velfærdssamfund som det danske. Det er ikke nemt at skille sig ud. Især ikke i yderste dele af vort ellers så lille land. Der er ikke den samme forståelse for og accept af minoriteterne i Udkants-Danmark. Det mærker Matthias på egen krop, da han har svært ved at få taget springet og fortælle, at han er homoseksuel. Og hvad gør man så? Nettet er én vej, men hvem kan man stole på dér?

Der blev tidligt lagt op til, at Matthias og Thomas skulle mødes på et tidspunkt, uden at man vidste helt hvornår eller hvordan, men mange af de spor, Thomas til sidst afslører, at han har brugt til at finde ud af, hvem Matthias var og hvor han boede, får læseren ikke noget at vide om i løbet af bogen.Læseren ved, at Matthias og hans klasse er i Ribe, og at han har fortalt Thomas, at han skulle på lejrtur, men ikke HVOR de skulle på lejrtur. Det undrede mig, hvorfor vi først så sent får at vide, at de måske har set hinanden dér?

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2017 med ISBN 9788758826349. Den er 179 sider lang.


Om Er du okay, Fie? skrev jeg:

Som med Er du okay, Marie? mener jeg, at den her serie af bøger er utrolig vigtig - at få fokus på de unge, der kæmper en kamp til hverdag, men som ikke får talt højt om det, som ikke føler sig set eller hørt i et samfund, der bliver ved at kræve af dem.

Fies mor forventer, at Fie er perfekt. Fie ser godt ud, får høje karakterer i skolen, og er en dygtig springrytter med potentiale for at komme på landsholdet ved siden af. Men Fie har svært ved at holde til presset om konstant at skulle være perfekt, - det er dog ikke noget, forældrene ser.

En rørende fortælling, som er svær at slippe; den er barsk og voldsom, og nogle scener kan være særligt vanskelige at læse, men det er med til at forstærke bogens budskab. Den er ikke for sarte sjæle, - men den viser nogle af livets grimme sider, som det kan se ud, når vi som mennesker bliver blinde for det, der i virkeligheden betyder noget, og dét kan måske være en øjenåbner for nogen. Lad os få talt om tingene, i stedet for at gemme dem væk, og lad os huske at lytte til - og se! hinanden.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2017 med ISBN 9788758824628. Den er 179 sider lang.


Om Er du okay, Nanna? skrev jeg:

Det var nok den her bog, der rørte mig mest i serien. Hvordan man kan blive blind for, hvad ens nærmeste gør ved en, før det er ved at være for sent.

Det er ikke så udpenslet som i de andre tre bøger, men stadig til at tage at føle på; utrygheden, usikkerheden, tvivlen, - at man godt ved, inderst inde, at man er bedre værd, men at man ikke får taget sig sammen til at gøre noget, og hvordan man næsten kan føle, at hvad som helst er godt nok til én selv - bare for at få den kortvarige følelse af at blive bekræftet og holdt af.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2017 med ISBN 9788758828916. Den er 213 sider lang.


Om Er du okay, Helene? skrev jeg:

Av, hvor det skær i hjertet at læse om Helenes skræmmende realistiske oplevelse af en voldtægt. Hun er igennem møllen af skyldfølelse, skam og usikkerhed, og det gør det ikke bedre, at politiet forkaster sagen, da hendes sag mod voldtægtsmanden er påstand mod påstand.

Det kammer over for Helene, da klassekammeraterne og vennerne vender sig mod hende, og giver sig i kast med udskamning via sociale medier med alt hvad det indebærer af hadebeskeder og en gruppe på facebook, hvor der udstilles billeder af Helene.

Man bliver helt varm om hjertet, da det lader til, at der er håb for Helene, og at hun har allierede, - at hun ikke står helt alene med sin sag. Det er fantastisk at der nogen, der tror hende, og selvom Helene ikke får den ønskede forløsning på sine kvaler, er der dog en mulighed for, at hun kan komme til at fungere igen og komme ovenpå.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2019 med ISBN 9788758836607. Den er 176 sider lang.


24 september 2020

21 måder at dø

 Forfatter: Sarah Engell - Forlag: Carlsen - Udgivet: 2014 - Sidetal: 335 - ISBN: 9788711344460

Det gør ondt i hjertet at læse en roman som denne her, der virkelig formår at fortælle en historie om, hvor modbydelige mennesker kan være mod hinanden, og hvor lidt der i bund og grund der egentlig skal til for at drive det.

Den fortæller også om, hvor barskt det kan være at være offer, oveni hvor hårdt det kan være at være teenager med de udfordringer, der følger med, - og når man som Stella oveni købet er barn af et par kendte forældre og derfor skal kæmpe ekstra hårdt for at blive anerkendt for sin egen indsats, bliver virkeligheden det ekstra hård, når det er ens tidligere bedste veninde, der vender én ryggen.

Det er hårdt. Det giver gåsehud og tårer i øjnene.

Men det er også en roman om virkelige udfordringer og frustrationer hos en ung pige, som kæmper for bare at få lov til at være sig selv og at være i fred.

Det er barskt og uretfærdigt. Og det er desværre et billede på, hvordan virkeligheden ser ud for enkelte mennesker rundt omkring.

Men det er også en fortæling om at få sagt fra i tide, og hvordan det kan eskalere, hvis man giver det lov.

Det er en fortælling om et håb om, at det kan blive bedre, selvom det virker uoverskueligt og umuligt. For det skal det.

Kæmp. Og søg hjælp. Der FINDES folk, der gerne vil lytte, og som gerne vil én det allerbedste.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...