Viser opslag med etiketten transkønnet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten transkønnet. Vis alle opslag

03 august 2021

Hvor ingen ser det (Onshore, #2)

 Forfatter: K. L. Berger - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2021

Hvor ingen ser det er en uafhængig efterfølger til bogen Hvor jeg hører til. Bøgerne foregår i samme fiktive univers og er parallelle i tid, men følger hver sin hovedperson. Selvom bogen her, Taylors historie, godt kan læses uafhængigt af forgængeren om Hannah, kan det dog være en fordel at have læst Hannahs historie først - så er der nogle enkelte plottråde, der giver bedre mening.

Har man læst Hannahs historie, ved man også, at Taylor flyttede hjemmefra relativt tidligt, og det er antydet, at hans liv ind til nu ikke har været en dans på roser. Ellers var han sandsynligvis heller ikke endt som medarbejder på caféen. Taylor bærer på en hemmelighed, som han helst ikke vil ud med, - den har allerede kostet ham dyrt på den sociale front, og den usikkerhed, dét førte med sig nager ham stadig.

Taylors historie er barsk og hjerteskærende - og det kan være svært at forstå, hvad der kan få folk til at behandle mennesker som Taylor sådan som Taylor bliver behandlet. Især at forældre kan behandle deres børn på den både, som Taylor oplever det. Det virker urimeligt og umenneskeligt, - men er desværre skræmmende tæt på virkeligheden i mange tilfælde, og så er Taylors historie endda et mildere eksempel end mange af de skræmmehistorier, man ellers kan finde.

Det er en helt særlig oplevelse at få lov til at opleve en periode af Taylors liv fra hans egen synsvinkel og følge de tanker, der går gennem hans hoved - både i "nutiden" i den periode, hvor Hannahs historie foregår, men også i diverse flashbacks til perioder før det. Taylor er en meget levende karakter, der fremstår virkelig og realistisk, og han er én af de karakterer, man kan få lyst til at hive ud af bogen og give et kram - for han fortjener virkelig, at der er nogen, der passer på ham, bekymrer sig for og tænker på ham.

Bogen er vedkommende og ærlig, og får vist en del af det at være menneske. Det handler om et opgør med forældede strukturer og tankemønstre, og det handler om at finde sig selv og sin egen måde at leve livet på - til trods for hvad man kommer fra. Det handler om at mærke efter, og lytte til sine egne oplevelser, og at finde ud af, at man er god nok som man er - at man ikke skal lave om på sig selv, fordi andre ikke kan håndtere hvad og hvem man er.

Som sin forgænger er Hvor ingen ser det en barsk fortælling, der er uhyre vanskelig at slippe igen, når man først er kommet i gang, - og så kan det anbefales at have Kleenex ved hånden under læsningen. Det gør ondt i hjertet, og måske især fordi jeg selv er forælder, kan jeg virkelig blive forarget over den måde, Taylors forældre behandler ham på, også selvom jeg ved, at det kommer skræmmende tæt på virkelighedens verden for rigtig mange.

Man kan dog tydeligt mærke, at der i arbejdet med romanen her er gjort en masse forarbejde, og at der er foretaget en solid research på Taylors situation. Det forekommer realistisk og ligetil, og der er arbejdet respektfuldt med emnet på en måde, der er nænsom for de, der er i samme situation som Taylor, og som samtidig kan være med til at gøre alle andre bare en smule klogere på det hele.

Samlet set er det her en overordentlig vellykket ungdomsroman, og selvom det efterhånden er lidt siden at forgængeren udkom, har ventetiden været det hele værd. Kan anbefales fra udskolingen og op - og er bestemt egnet til undervisningsbrug, hvor der er rigeligt at tage fat på i forhold til identitet. Men den er bestemt også værd at læse for os, der for længst har forladt folkeskolen. Der er noget at lære, nærmest uanset hvilken årgang man er fra. Altså - skal du kun læse én bog i år, kan jeg sagtens anbefale at det skulle være denne her!

26 september 2020

På vej mod Sophie

 Forfatter: Line Lybecker - Forlag: Calibat - Udgivet: 2018 - Sidetal: 330 - ISBN: 9788793728059

Aww ❤️

Sophies rejse er både frustrerende og hjertevarm, efterhånden som hun hen ad vejen finder sig selv og den, hun gerne vil være, men også lærer sine medmennesker langsomt bedre at kende - hvilket også betyder, at der må luges ud i, hvem man kan stole på, og hvem der, ved nærmere eftertanke, ikke længere er værd at samle på.

På én gang en traditionel coming-of-age fortælling, hvor vores hovedperson undervejs er på én form for dannelsesrejse, men samtidig en helt særlig historie om en pige, der ikke er som de fleste, og som har sine helt egne udfordringer at slås med, - udfordringer, der er fremmede for de fleste andre, men som enkelte heldigvis gerne vil støtte hende i.

En roman, som kun kan anbefales i arbejdet med identitet i folkeskolens ældste klasser, hvor den lægger op til en god debat om, hvad det er der definerer os som mennesker, og hvordan vi behandler vores medmennesker.

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.



25 september 2020

Kunsten at være normal

 Forfatter: Lisa Williamson - Dansk forlag: Politikens forlag - Udgivet: 2017

Sidetal: 405 - ISBN: 9788740034110 - Originaltitel: The Art of Being Normal

Årh! Wauw..

Hjerteskærende, og alligevel varm og noget af det, man lige har brug for at høre, når det gælder.

Selv sad jeg flere gange med tårer i øjnene, - husk Kleenex!

Teenageårene er besværlige og fyldt med identitetskriser for de fleste af os, - uanset baggrund, køn, seksualitet eller andre faktorer. Der er meget, man skal forholde sig til, uanset hvad.

For nogle bliver der bare læsset endnu flere udfordringer på end for så mange andre. For hvordan får man lige fortalt, at man ikke føler sig som det køn, man er blevet tildelt ved fødslen? Hvordan vil omverdenen reagere, - familie, venner, klassekammerater? Det er ikke sådan lige til at navigere i.

For vores hovedpersoner i Kunsten at være normal går det da heller ikke hverken værre eller bedre end at enkelte af deres skolekammerater har meget vanskeligt ved at håndtere det faktum, at andre ikke passer ind, - og de mener åbenbart at det er deres opgave i livet at træde på de, der falder udenfor.

Og når det så oveni ikke kører helt glat på hjemmefronten, kan det være vanskeligt at finde overskuddet til også at håndtere problemerne på skolebænken.

Det er en barsk fortælling, der både minder læseren om nogle af de gængse udfordringer, man kan hav som teenager, men også åbner læserens øjne for nogle af de ekstra udfordringer man kan have, når man er transkønnet, og derfor er ekstra udsat. Det minder os om at huske at behandle andre ordentligt - uanset hvad. Og det minder os om vigtigheden af at turde sige fra, når vi - eller andre, for den sags skyld - ikke bliver behandlet ordentligt, - for at gøre en forskel, ikke bare på kort sigt, men på den lange bane, både for os selv og vores omgivelser.

Jeg gav bogen 5 ud af 5 mulige stjerner.



*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...