02 juni 2021

Den Usynlige Krig - Tavse Verdener #1

 Forfatter: Boris Hansen - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2021

Den Usynlige Krig har muligvis været den mest hypede danske ungdomsroman overhovedet i 2021 - i skrivende stund, blandt andet takket være 60uger-dokumentaren, som er blevet til i samarbejdet mellem Boris Hansen og Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien).

Det var egentlig min plan at deltage i readalong på bogen gennem instagram - arrangeret af @bogdoktor, @hellolasse, @sofie.amalie_lit og @sofiesbogverden - og det gik da også nogenlunde den første uge, før jeg glemte at holde øje med sidetallene og kom til at læse bogen færdig.. Hovsa.

Der er fart på i Den usynlige krig, og man skal som læser være indstillet på at det med mellemrum går fra den ene yderlighed til den anden på relativt få sider. Det kan være overvældende og svært at forholde sig til, - og det er bestemt ikke en roman, man kommer sovende til. Der sker noget hele tiden, og man skal være vågen for at få alle detaljerne (og pistacienød-referencerne) med!

Konceptet i sig selv med muligheden for at rejse ind i bøger er virkelig interessant at udforske, og jeg er vild med, at der løbende også er små hints til hvordan denne teknologi virker, og hvilke muligheder og begrænsninger der er ved den - for det virker heldigvis naturligt indarbejdet, og der er tænkt over, at der selvfølgelig er fordele og ulemper ved alt man foretager sig, og at de valg man tager, også inde i litteraturen, kan have store konsekvenser.

Som mange måske kender det fra Boris Hansens Panteon-sagaen falder karaktererne lidt ind i nogle stereotypiske kasser, hvor de har en tendens til at leve op til måske ikke alle, men i hvert fald en del af de gængse fordomme, der kan være om disse typer. Her i Den Usynlige Krig bliver karaktererne dog mere udfordrede på deres standpunkt og forsøges rykket fra deres udgangspunkt, så der er rum til og mulighed for at vokse som karakter - hvilket vi forhåbentlig for alvor kommer til at se i de kommende bøger i serien.

Trods den løbende og nærmest konstante forvirring i forhold til hvad der foregår, er det en stærk begyndelse på serien her, og jeg glæder mig til at læse videre! (Hvornår kommer bog 2, Boris? 😉)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dracula genfortalt

  Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen - Forlag: Politikens Forlag - Udgivet: 2023 Dracula genfortalt  er nu den tredje klassiker i serien af ge...