*Anmelder-eksemplar* Livseliksiren (Academia, #2)

 Forfatter: Line Wenzel - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien, Den Anden Komponent. Anmeldelsen af dén kan findes her.

Jeg var svært begejstret for Den anden komponent, da den udkom, og genlæsningen op til læsning af Livseliksiren bekræftede mig kun i at det her univers kan noget helt særligt.

Livseliksiren fortsætter, hvor Den anden komponent slap, - og det går vildt for sig allerede fra de første få kapitler. Selvom vi nu er rykket et skridt væk fra universiteternes bygninger, er intrigerne kun fulgt med ud i New Yorks gader og i de involveredes egne hjem. Det lykkedes da også at få flere kapitler i streg til at ende så tilpas spændende, så når først man er kommet i gang, er det ekstra vanskeligt at slippe igen. Der sker meget på én gang, men det er elegant udført, og det er lige til at følge med, trods det umiddelbart kan virke en anelse hektisk.

Hvor Den anden komponent primært beskæftigede sig med til dels worldbuildingen og til dels den indledende opklaring af det mysterie serien grundlæggende handler om, er fokus i Livseliksiren flyttet til at beskæftige sig med karakterudvikling, relationen mellem mennesker fra forskellige baggrunde - både akademikere i mellem og fra andre samfundslag, men også mere etiske spørgsmål.

Bege hovedpersoner, Aden og Nia, rykker sig i løbet af bogen. Hvor Aden langsomt begynder at stille spørgsmål ved sit eget jeg og sine prioriteringer, får Nia blik for en del af New York hun ikke tidligere har beskæftiget sig ret meget med. Som barn af en akademikerfamilie er det kun i begrænset omfang hun har måttet omgås folk udenfor universitetsmiljøet, og hun skal lære at begå sig blandt nogle helt andre mennesker end hun er vant til. Tonen er anderledes, man snakker og opfører sig anderledes. Adens udvikling er mere subtil og rykker sig først for alvor hen mod slutningen af bogen, - og trods deres forskellige rejser er begge karakterers udvikling virkelig stilfuldt udført.

De etiske dilemmaer bliver taget op løbende, og knytter sig især til Aden og Nias loyalitetsforhold. For en karakter som Nia, der altid har gået meget op i fakta og det, der kunne måles, vejes, ses og mærkes, kommer det for alvor til udtryk, da hun i et kapitel begynder at overveje hvorvidt der kan være noget, der er vigtigere end sandheden. Realiteten står klarere for hende, og kan være en øjenåbner, også for mange læsere, fordi det netop viser at der til enhver situationer flere lag end hvad man umiddelbart skulle tro ved første øjekast, og det giver ikke bare scenen, men fortællingen som helhed, endnu mere dybde.

Livseliksiren stiller individets behov op imod fællesskabets behov, og fakta og sandhed op imod sociale spilleregler og samfundets forventninger. Selvom det er nogle få, små bidder, der for alvor stikker til læseren, kan det virke provokerende og tankevækkende, og det er spørgsmål der har potentiale for virkelig at sætte spor.

Academia serien er fantasy. Det er i en kategori af fantasy, hvor de fleste kan være med uanset tidligere erfaringer med genren. Her i bog 2 får vi snuset til en eliksir, der heler sår og sygdomme og har potentiale til at påvirke individets helbred på sigt. Samtidig gemmer divinatorerne på deres egne hemmeligheder, som forhåbentlig får lov at udfolde sig endnu mere i tredje bog i serien.

Dog er det ikke -kun- fantasydelen og det overnaturlige, der får lov at fylde. For Academia handler især om mennesker, og hvordan vi interagerer med hinanden afhængigt af social baggrund og den plads vi for tiden besidder i det sociale hierarki. Det handler om relationer og forskellige forventninger til forskellige sociale kontekster, og dét er nok især bøgernes styrke.

Fordi vi får kapitler fra både Nias og Adens synsvinkel får vi lov at opleve deres meget forskellige tilgange til de problemstillinger, de står over for, og de dilemmaer de får at tænke over undervejs, - og fordi de kommer fra hver sin baggrund, der kun overlapper på ganske få områder, er det virkelig interessant at følge med i. Det fungerer heldigvis virkelig godt, og man kan sagtens mærke at deres syn på verden ikke er ens.

Overordnet set er Academia ikke en serie, du må snyde dig selv for, - uanset om du interesserer dig for fantasy, for 1920'ernes USA, for kulturforskelle eller relationen mellem mennesker!

*Anmelder-eksemplar* Langt væk fra Midgård

 Forfatter: Thea Astrid - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Langt væk fra Midgård er en selvstændig fortsættelse til Langt væk fra Asgård af samme forfatter. De foregår i samme univers, og selvom der er nogle referencer til forgængeren i denne bog, kan den sagtens læses selv hvis ikke man har læst den første.

Her i Langt væk fra Midgård møder vi Frøydis, der har genetableret jætteøen Vølukur og arbjeder for at man her kan leve i fred, - dét er dog ikke så simpelt som det lyder, og kampen for den slags frihed involverer megen drama.

Vi får for alvor smag for hvordan en verden af jætter ser ud. Der er nogle helt særlige sociale spilleregler, der hører sig jætterne til, og Thea Astrid formår at fremføre det hele på overbevisende vis. 

Niveauet er tydeligt løftet i forhold til Langt væk fra Asgård. Sproget er mere flydende, universet fungerer bedre end nogensinde før, og karaktererne er blevet mere virkelige og relaterbare. Det er en fornøjelse at se en tydelig udvikling i et forfatterskab, og det her er bestemt ingen undtagelse.

En del vil nok associere jætter med "de onde", for det er ofte det, jætterne bliver skudt i skoene og sådan de bliver portrætteret. Det er en fest at få lov at opleve dem fra en anden side, hvor de viser en bred vifte af følelser og karaktertræk, og at de ikke blot bliver skåret over én kam. 

Det er især Frøydis' synsvinkel der dominerer i bogen, men undervejs bliver vi også præsenteret for synsvinkler fra nogle af de andre karakterer, vi møder undervejs. Hvor jeg ved forgængeren synes at de skiftende synsvinkler kom til at virke en anelse rodet, er det her virkelig gennemført, og det giver fortællingen nogle helt særlige nuancer og mere dybde, som absolut klæder den - og så er det blevet mere systematisk, så jeg i hvert fald oplever bogen som værende langt mere strømlinet.

Generelt er der tænkt over mange finde detaljer i plottet, og jeg elsker at se, at der virkelig er blevet knoklet igennem med udførelsen. Det er helt klart én af de læseoplevelser, der har megen potentiale for at sætte sig hos sin læser, og har man den mindste interesse i asatroen og fantasy-genren, kan jeg kun anbefale man kommer i gang med den!

*Anmelder-eksemplar* Alta

 Forfatter: Bjarne B. Pedersen - Forlag: Historia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Der er ikke megen tvivl om, at en stor del af inspirationen til fortællingen om Alta kommer fra rollespil. Man mærker det i universets opbygning, måden at tale om de forskellige racer på, hvordan karaktererne taler med hinanden indbyrdes, hvordan karaktererne udvikler sig - og hvordan plottet i det hele taget anskues.

Der er naturligvis mange ligheder med traditionelle fantasy-romaner, men man skal som læser ikke forvente den karakternære dannelsesrejse, hvor hovedpersonens indre liv fylder det meste.

Første bog i universet her handler først og fremmest om worldbuilding. Der er plot og karakterudvikling, men det træder lidt i baggrunden. Der er mange begreber at holde styr på, selv for den garvede fantasy-læser, og der er flere karakterer, racer og stednavne at holde styr på, - og selvom jeg elsker at der følger kort med til bogen, kan man i ny og næ savne en ordliste bagerst i bogen, hvor man kan slå op når man bliver i tvivl.

Alta som helhed kan læses fra mellemtrinnet og frem, og kan sagtens læses af voksne - men må anbefales til de læsere, der i forvejen er hjemmevant i fantasy-genren, hvad enten det drejer sig om bøger, film, gaming eller rollespil, for der er tilpas mange indforståede detaljer undervejs, der kan gøre læsningen vanskelig eller uoverskuelig for andre, - for der vil sandsynligvis være for mange undringsspørgsmål.

Det er på ingen måde en skidt ting, for garvede fantasy-fans kan også have behov for at nørde igennem. Her er det blandt andet bogens store styrke hvordan worldbuildingen får lov at udfolde sig, og selvom der endnu er meget til gode til kommende bøger i serien, er der startet godt ud, og fortællingen har et godt fundament at bygge videre på. Så kan man blot krydse fingre for at udvikling af plot, intriger, karakterer og relationer får lov at fylde endnu mere fremadrettet.

*Anmelder-eksemplar* C&C forever - Det mystiske hus

 Forfatter: Lotte Kontala - Forlag: mellemgaard - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har tidligere anmeldt de første tre bind i serien. Anmeldelsen af disse kan findes her.

Cecilie og Clara er startet i 5. klasse, og vi nærmer os Halloween. Snart forsvinder et par af pigernes klassekammeraterne, men de voksne vil ikke lytte på at der foregår noget mystisk i et hus tæt ved hvor pigerne bor - de tror blot at der er tale om nogen der har pyntet op, - så pigerne må tage sagen i egne hænder.

Som de tre tidligere bøger i serien er bogen bygget relativt simpelt op, og plottet holder sig også relativt stramt til mysteriet om de forsvundne kammerater. Det er spændende og nervepirrende, og når det går vildt for sig er det vanskeligt at lægge fortællingen fra sig. Det har tendens til at være meget creepy og uhyggeligt i en grad, hvor det mere sarte barn kan have behov for ekstra opmærksomhed.

Der afviges kort fra hovedplottet i starten og i slutningen med en mindre stridighed mellem Cecilie og Clara selv, hvor der slås tvivl om deres venskab. Her kunne man godt ønske sig netop den del af plottet udfoldet i endnu højere grad, for forløsningen kan virke en smule vag, - her kunne det have været oplagt med en mere uddybende samtale mellem pigerne om fundamentet for deres venskab. Det ville klæde både serien og karakterudvikling hos pigerne at der her blev gravet lidt mere frem, og at deres indbyrdes relation fik lov at fylde mere end den har gjort tidligere, - uden at det naturligvis behøver tage alt for meget fokus fra hoved-plottet. I kraft af at serietitlen netop henleder opmærksomheden på Cecilie og Claras venskab kunne man sagtens ønske sig at det fik lov at fylde lidt, - måske er det noget, der kunne tages op i kommende bøger i serien?

C&C forever er en fin serie til selvlæsning fra omkring 9 til 12 års alderen, - dog med forbehold for at de mere sarte læsere kan risikere at blive påvirkede af serien, og det derfor er at foretrække at læseren i forvejen har interesse for gyserhistorier med et strejf af noget overnaturligt.

*Anmelder-eksemplar* Skyggefjenden #2: Slaget i Dostor

 Forfatter: Claus Holm - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Slaget ved Danubris. Min anmeldelse af dén bog kan findes her.

Trigger Warning: voldtægt, ekstrem jalousi og besidderiskhed 

Noget af det der trykkede mig efter forgængeren var, at der var lagt op til at hovedpersonen skulle ud på en dannelsesrejse, - men at fokus primært var på plottet og i langt mindre grad på karakterudvikling. Slaget i Dostor er som forgængeren primært plotdrevet, - men der er heldigvis gjort plads til at vi i endnu højere grad lærer både hovedpersonen og de andre karakterer at kende undervejs, og rent faktisk mere end bare overfladisk.

Karaktererne får - især efter en bestemt episode, som jeg nok skal undlade at spoile - langt mere dybde og kant, og dét klæder virkelig fortællingen. Vi lærer dem gradvist bedre at kende gennem hele bogen, men der er en specifik episode, der for alvor stadfæster dem som individer, og det er virkelig virkningsfuldt at flere af de bærende karakterer får plads til at være følsomme og få vist sider af sig selv, som tidligere blot har været antydet eller vagt beskrevet.

Plotmæssigt sker der også ting og sager, og det er ikke "bare" en to'er der skal overstås for at nå afslutningen i bind 3. Hemmeligheder afsløres, og hovedpersonerne har fået nogle interessante og forhåbentlig brugbare kort på hånden. Siderne bliver brugt fornuftigt, og det giver mening at det her skal være ent trilogi og ikke blot endnu en duologi med et stykke intetsigende tekst i midten. Der udvikles hele tiden på handlingen, og det står sjældent stille. Selvom det ikke er alle kapitler der indeholder lige meget action, bliver plottet synligt drevet frem hele tiden, - og som læser kommer man næppe til at kede sig.

Det er en ren fornøjelse at se hvor meget der er gjort ud af både world building, plot og karakterer her i bind 2 - ikke at det ikke var der i første bog, men det er virkelig blevet løftet, og der er tydeligt lagt meget energi i at få det til at spille og gå op. Det spiller på en helt anden måde end tidligere. Fortællingen har fået lov til at vokse og den fortjener bestemt at man giver den en chance for at udfolde sig, for den her meget potentiale, - uanset om man er til de plotdrevne eller de karakterdrevne fortællinger.

Spændingsniveauet fungerer også glimrende undervejs i bogen, og man er aldrig -helt- sikker på hvordan karaktererne mon slipper ud af en given konflikt, og om det overhovedet kan lade sig gøre.. Der er noget ved den her type fortællinger, hvor man faktisk reelt frygter hvad der sker karaktererne, og ikke som udgangspunkt går ud fra at alle klarer sig igennem og allerhøjest får overfladiske skrammer, - men at bekymringen for deres chancer bliver reel. Trods overbevisningen om at karaktererne har lagt den bedste plan mulige ud fra de kort de har på hånden, kan man alligevel tvivle på om det kan bæres hjem og gennemføres, - for modstanderne er bestemt ikke at kimse ad, og står også stærkt.

Min største anke var faktisk at karaktererne ikke havde nogen mistanke til en bestemt hemmelighed der bliver afsløret hen mod slutningen af bogen - men det er trods alt ikke værre end at der findes svar på dét idet hemmeligheden afsløres, og selvom det kan virke åbenlyst for læseren, virker det også mindre åbenlyst for karaktererne. Der er lagt brødkrummer ud gennem begge de to første bøger, og ved en genlæsning vil man sandsynligvis opdage endnu flere.

Serien om Skyggefjenden er ikke en af dem, der har fået mest opmærksomhed, - men den fortjener bestemt en masse kærlighed, og jeg er spændt på hvad der venter både os som læsere og karatererne i tredje og sidste bind.

*Anmelder-eksemplar* Dæmon

 Forfatter: Ulrik Lauritzen - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Dæmon er en selvstændig fortsættelse til Flod. Min anmeldelse af dén bog kan læses her.

Trigger warnings: Mishandling af børn, vold, mord, salg af mennesker, tvangsoperationer, grafiske beskrivelser af blod

Titlen Dæmon henviser i dette tilfælde til en version af bibelhistorien om Adam og Eva, hvor Lilith var den første kvinde, men som blev forvist for sin selvstændighed, allierede sig med dæmoner og blev skyld i mange børns død.

Fortællingen er da også bygget op over en række børns forsvinden - og andre børns pludselige dødsfald. Sagerne lader til på én gang at være vidt forskellige og at have noget tilfælles, - noget mystisk er der i hvert fald sket, og nu er det op til ordensmagten at udrede hvad der er hoved og hale i det hele.

Der er flere spor igang og mange ledetråde at følge undervejs, så man skal som læser holde tungen lige i munden, - der er meget at holde styr på, både i forhold til plottråde og navne på karakterer. Det er derfor heller ikke en bog, man læser et kapitel eller to af om ugen. Skal man fange det hele, kan det være en fordel at læse så meget som muligt af den i streg, så det er i frisk erindring.

Dæmon er spændende og nervepirrende i en grad, hvor den bliver svær at slippe. Men den er samtidig enormt svær at komme igennem, især hvis man har med børn at gøre i det daglige, - for den er virkelig barsk, og kan efterlade læseren med en rigtig træls fornemmelse efterfølgende. Det er uhyggelig læsning,blandt andet fordi den her slags ting jo netop foregår ude i virkeligheden, og det er svært ikke at give sine børn et ekstra kram efter en bog som den her.

Fordi der stadig mangler et bind i serien, er der af naturlige årsager nogle ting vi stadig mangler at finde ud af om hovedpersonerne i Moritz familien, - og man kan håbe at dét får en del mere fokus i sidste bind, da relationen til dem endnu kan føles en smule distanceret.

Det er ikke de længste krimier på markedet, og det kan derfor være svært at nå i dybden med både plot og karakterer på begrænset sidetal, - men der er en klar forbedring fra forgængeren Flod til bind 2 her. Der er stadig rum at bevæge sig på, og der er stadig ubesvarede spørgsmål, som det skal være, når der endnu mangler et bind. Det giver dog altid noget ekstra til læseoplevelsen, at man får lov at føle noget for de karakterer, man følger, - og at relationen til dem bliver varmere, efterhånden som serien skrider frem.

Dæmon er velfortalt og velskrevet, men er bestemt ikke for sarte sjæle. Det er en barsk læseoplevelse, der forlanger at man ind i mellem tager en dyb indånding eller holder en kort pause, for det er hårde ting, vi læser om. For krimi-læseren er det dog absolut en interessant fortælling at dykke ned i, og bestemt læsningen værd.

*Anmelder-eksemplar* Jernstaven (Legenden om Agrat, #1)

 Forfatter: Anne Mette Asp - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Aggresivitet, vold, beskrivelser af blod

Det første der faldt mig ind da jeg så at serie titlen hed Legenden om Agrat var, at det skulle være en historie fortalt af en anden en Agrat selv, og at der altså var tale om en tredjepersonsfortæller. Det er det ikke, kan jeg afsløre, - her er tale om en jeg-fortæller. Men selv om det i første omgang hylede mig en smule ud af den og forstyrrede mit læseflow lidt i begyndelsen, er det heldigvis ikke noget der i længden har betydning for fortællingen.

Legenden om Agrat foregår i en verden, hvor magi ikke er særlig udbredt. Det er der, men det kommer først i fokus relativt sent i fortællingen.

Her er snarere tale om en fortælling, hvor vi følger Agrat, der i begyndelsen kan virke naiv og som om han ikke helt har styr på sin egen fysik, - og hvordan han langsomt modnes og udvikler sig. Det er bog 1 i en serie, så Agrats dannelsesrejse er slet ikke slut endnu, men vi fornemmer stille og roligt hvor han er på vej hen, - og det er virkelig en fornøjelse at vi så tidligt i serien kan se tegn på at der sker noget i dén henseende.

Efterhånden som fortælligen skrider frem og Agrats færd tager sin begyndelse bliver vi også introduceret til objekter, som gemmer på mere end hvad man skulle regne med. Hvordan magisystemet helt nøjagtigt hænger sammen og hvilke muligheder og begrænsninger det har mangler vi stadig at få opklaret, og det håber jeg bestemt bliver berørt i de efterfølgende bind. Det er fint, at vi bliver præsenteret for flere udgaver af magien, og får set nogle af de muligheder den har, - det hjælper plottet frem at vi ser nogle af de muligheder der er, men jeg kunne godt ønske mig det udfoldet i endnu højere grad.

Legenden om Agrat handler naturligvis ikke kun om Agrat selv. Han får nogle interessante bekendtskaber på sin færd, og allerede her i første bind oplever vi nogle spændende forviklinger baseret på karaktererne og de hemmeligheder de gemmer på, - mange gemmer på hemmeligheder, som gradvist afsløres, og der er lagt op til endnu mere drama fremadrettet. Det betyder også at det ikke kun er Agrats udvikling, der er interessant at følge, men også mange af de karakterer, han møder undervejs.

Samtidig taler det til seriens fordel at der er malet et billede af tydelige kulturforskelle blandt de forskellige grupper af karakterer, og at forskellige dele af universet naturligvis har forskellige måder at gøre tingene på. Langsomt åbnes der op for at universet er mere kompliceret end Agrat havde regnet med.

Overordnet set er her tale om en helt fin begyndelse på en serie, som nok skal blive interessant at følge i de kommende bind.

*Anmeldereksemplar* Dødbringende dukker

 Forfatter: Karen Strange - Forlag: Petunia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mange af os er nok på et tidspunkt stødt på en lærer, hvor man i mødet med vedkommende kunne undre sig gevaldigt over hvorfor de havde valgt netop dét erhverv, - for udadtil lader det da bestemt ikke til at de har lyst til at have med børn og unge at gøre. Sådan en lærer er Magnus' dansklærer - og han er bestemt ikke fan. 

Da resten af skolens lærerstab begynder at opføre sig mærkeligt, falder hans mistanke da også hurtigt på pågældende lærer, der af en eller anden grund ikke er påvirket som de andre, - og det viser sig da også at der gemmes på mere end Magnus i første omgang havde regnet med...

Dødbringende dukker bygger på den klassiske præmis inden for børnelitteraturen hvor børnene må klare problemerne selv, når de voksne ikke vil lytte, tro eller tage affære, - og det bliver børnene, der har det store overblik og styr på tingene. Det gør dog bestemt ingenting, for mange børn kan nok sagtens nikke genkendende til følelsen af at de voksne ikke ser eller hører hvad der egentlig foregår, - eller at de voksne slet ikke kan følge med i deres tempo.

Magnus går i 5. klasse, og tænker mere på at spille fodbold end at følge med i timerne, - og er så småt begyndt at interesse sig for piger. Og selvom han godt kan synes at lillesøster er irriterende, bekymrer han sig meget for hende. Han er altså langt hen ad vejen en helt almindelig dreng, som mange børn i den primære målgruppe (cirka 9-12 år) nok vil kunne spejle sig i - i hvert fald på nogle parametre. Magnus er ikke perfekt, men han gør sit bedste, og får også rettet op på de ting, der ikke går helt efter planen.

Dødbringende dukker er spændende og velfortalt, - og den emmer langt væk af at være én af de bøger, der bliver vanskelige at lægge fra sig. Samtidig er den passende både at have stående på skolebiblioteket til lystlæsning, - og at inddrage i undervisningen, både i arbejdet med personkarakteristik og især til en snak om slutningen, og hvad der mon sker fremadrettet..

Det er ikke fordi Dødbringende dukker er perfekt. Det er der ingen bøger der er. Der er da også enkelte detaljer, der godt kunne have været mere strømlinede her, og med dén slutning kan man vel nærmest kun håbe på en efterfølger. Men overordnet står den virkelig godt som en selvstændig roman, og den har bestemt mine anbefalinger til elever på mellemtrinnet.

*Anmeldereksemplar* Den barske sandhed om Thor + Loke, bind 1 og bind 2, del 1

 Forfattere: Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo - Forlag: Calibat - Udgivet: 2016 & 2022

Reklame: Bøgerne er modtaget som enmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger warnings: Blod, grafiske beskrivelser af overfald

Mon du, som jeg, har læst de danske Valhalla-tegneserier? Jeg lånte dem i hvert fald ivrigt med hjem fra biblioteket hver gang jeg fik chancen det meste af min barndom - og det var gerne dem, jeg stilede efter, når jeg kom på biblioteket.

Måske er du blot facineret af asatroen og de myter, der danner grundlag for mange af de traditioner, der stadig praktiseres i hele norden. Uanset om man selv er asatroene eller ej påvirker troen os stadig i én eller anden grad.

Den barske sandhed om Thor + Loke tager udgangspunkt i et par af de velkendte karakterer fra myterne, og nogle af dem de fleste trods alt har hør en lille smule om, uanset hvor meget man så ellers kender til asatroen.

Vi bliver som læsere præsenteret for nogle meget ungdommelige udgaver af Thor og Loke, der endnu ikke har fået deres gudestatus, og som stadig rummer meget ungdomsvildskab. De handler gerne før de tænker, de er udadreagerende, men har også en rig indre dialog, hvor de løbende reflekterer over både hændelserne omkring dem og deres eget selv.

Det er en fortælling, hvor der er sker noget, men også især en fortælling om to unge og deres komplicerede relation til hinanden. En relation, der allerede er stærk ved fortællingens start, og som vi får lov at dykke ned i og udforske styrken af - og de udfordringer der også kan være i en relation mellem to meget forskellige karakterer.

For Thor og Loke har naturligvis deres egne, vidt forskellige personligheder. De er dem selv, som vi kender dem fra fortællinger og myter, om end i en yngre og mindre poleret udgave. De er mere rå, mere brutale, og mere i deres følelsers vold, - som det hører sig ungdomsårene til.

Det her er de første to bøger i en serie, der fortolker asatroen og dens myter. Den er, så vidt jeg kan fornemme, rimelig loyal over for kildematerialet, og bearbejder det på en ny og spændende måde, som nærmest kun kan fascinere.

Samtidig er illustrationerne i bøgerne flotte og stemningsfulde, og giver fortællingen ekstra dybde og flere lag, - og den minimale brug af farver gør det hele ekstra virkningsfuldt.

Det er en fornøjelse at læse de her bind, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre! En stor anbefaling til de, der er interesserede i både asatroen og religiøse fortællinger generelt.

*Anmelder-eksemplar* Skæbnekløver 2: Kra’koums Hjerte

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: KRABAT - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jeg har også anmeldt første bog i serien, Stjernedrømme, - en anmeldelse kan findes her.

Eftersom jeg selv hører til blandt de nørder, der stadig er lidt småbitre over at tv-serien Firefly blev stoppet alt, alt, alt for tidligt, er det en fornøjelse at læse med i serien om Skæbnekløver, der nok er til en noget yngre målgruppe, men stadig befinder sig lidt i samme genre med en god blanding af Science Fiction, western, pirater, og masser af humor.

Hvor første bind i serien, Stjernedrømme, primært foregik på hovedpersonen Emilias hjemplanet Lyra, har vi her i bog 2 bevæget os ud på eventyr sammen med besætningen fra skibet Skæbnekløver og kaptajnen Stacey, - og det betyder, at Emilia får prøvet grænser af. Selvom hun langt hen ad vejen er meget nysgerrig på alt det, der foregår omkring hende, er der også meget, der kommer bag på hende, og hun finder ud af, at meget af det hun har lært hjemmefra har været halve sandheder.

Emilia bliver tvunget til at tage stilling til ting, hun før havde taget for givet, og lærer den vej både sig selv og samfundets struktur bedre at kende. Hun får prøvet grænser af, og udvider sin horisont, - både i forhold til sin spirende seksualitet, sin fysik og sit moralske kompas. Emilia har fra start været nysgerighed af natur, - men den nysgerrighed betyder også, at hun får oplevelser langt ud over hvad hun havde forestillet sig mens hun stadig boede hjemme.

Stacey var et stort mysterie i første bog, og vi får ikke opklaret mange af de spørgsmål der kunne være om hende; hun vedbliver at være helt sin egen, og afslører kun få detaljer om sig selv. Hun er vild og hun har sine egne idéer om hvad hu vil, og det er der ikke nogen, der skal stå i vejen for. Hun tager hvad hun vil have, og formår at samle de folk omkring sig, som kan hjælpe hende til at nå målet. Man skal ikke forvente at få noget foræret hos en karakter som Stacey, men det er netop dét, der gør hende interessant at følge, - at man tydeligt kan mærke der er en baggrundshistorie, vi ikke kommer til at kende til fulde, men som vi får en snert af her og der.

Relationen mellem Stacey og Emilia udfordrer dem begge, netop fordi de er vidt forskellige, og modsætningsforholdet skaber naturligvis spændinger undervejs. Så selvom der er et mål og en rejse forude, der driver historien frem, er Emilias og Staceys skubben til hinanden også med til at rykke ved historien, som ville have været langt kedeligere hvis ikke de langt hen ad vejen havde været hinandens modsætninger. Det slår gnister, når de mødes, - på flere måder.

Skæbnekløver serien er fyldt med eventyr og drømmen om noget større og noget mere end det, vi kender, og muligheden for at gå på opdagelse på ukendt territorium. Det er spændende og nervepirrende, og bølgerne går højt undervejs, - og dét gør bøgerne virkeligt vanskelige at lægge fra sig. Og selvom jeg var vild med de tidligere bøger fra Mikkel Wendelboe, mærkes det også tydeligt at han er vokset som forfatter, og både worldbuilding, plot og karakterer står skarpere end nogensinde før. Jeg glæder mig til at læse videre i serien!

*Anmeldereksemplarer* Anno Draconi: Udskud, Forræder og Hævner

 Forfatter: Emil Blichfeldt - Forlag: Calibat - Udgivet: 2022

Reklame: Trilogien er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udskud er første bind i serien. Vi møder drengen Gisle, hvis rolige liv på sletten ændres da hans forældre bliver dræbt af en drage. Hvor Gisles søster bevæger sig i én retning for at samle folket og vælte magthaverne, nægter Gisle at underkaste sig sin søster, så han drager istedet i en anden retning for at ødelægge det hele indefra.

Forræder er andet bind i serien. Gisle er steget en anelse i graderne hos dem, han forsøger at bekæmpe, men det er nu ikke længere kun forældrene, han forsøger at hævne. Der er mere på spil end nogen sinde før, men alene kampen for overlevelse virker mere barsk end tidligere.

Hævner er tredje og sidste bind i serien, og det afsluttende opgør nærmer sig hastigt. Men kan Gisle holde hovedet koldt, - og hvem kan han overhovedet regne med? Alliancer og sociale relationer er komplicerede, og det er ikke alle, der viser sig fra deres pæneste sider.

Jeg kan forstå, at serien har været længe undervejs, men det her absolut været ventetiden værd, for her kan man for alvor mærke, at der har været kælet for detaljerne.

• Worldbuildingen spiller, og der er styr på både historie og magisystem.

Der er drager med! og selvom det ikke er dem, der løber med det største fokus, får vi alligevel et pænt indblik i både dragernes interne sociale hieararki, deres historie, og deres betydning for menneskene i dette univers.

Magisystemet er der styr på, og selvom det naturligvis ikke er super udpenslet, får vi som læsere alligevel et indtryk af hvilke grene af magien der findes, hvad det kræves for at styre den, og hvad det koster at bruge den. Der er ikke noget bare eller noget tilfældigt her, og det er altid en fornøjelse at se at der er tænkt over det.

• Især Gisles person er helstøbt og relaterbar.

Han er ikke perfekt, men har moralske gråsider, trods det han kæmper for et fælles bedste, og hans motivationsfaktor for at handle og gøre noget sidder også lige i skabet. Han er aggresiv og har temperament, men det er ikke ubegrundet, og bunder i stærdighed og viljestyrke - det er tydeligt, at det ikke handler om ren lyst til vold og konflikt, men at det snarere er et middel til at nå det, han gerne vil have.

Også de andre karakterer virker ægte, og jeg elsker, at det netop ikke bliver gjort til en ting at én af de mandlige karakterer bekender sin kærlighed til Gisle. Det er naturligt at attraktion og seksuel ikke nødvendigvis er ensartet og ikke alle behøver være hetero - heller ikke i dette univers, trods de mange andre ting, karaktererne kommer op at toppes over.

• Plottet er noget helt for sig - på den gode måde!

Man kan ikke længere regne med at få den klassiske kamp mellem det gode og det onde, selv i fantasy romaner, - og også Anno Draconi rummer skygge- og gråsider. Jovist, der er nogle karakterer der er ondere end andre, og andre der mere tydeligt kæmper for det gode og for et fælles bedste. Men både hovedpersonen Gisle og langt de fleste af de andre karakterer rummer flere facetter.

Også som læser bliver man til sidst også tvunget til at tage stilling til hvad der i virkeligheden vil gavne folket bedst, - for det er sjældent nok bare at konstatere at der er en vinder, og så er det dét. For hvad gør vinderne så med den magt, de er blevet tildelt? Kan de overhovedet finde ud af at lede et samfund, og ikke kun en hær?

Meget af den slags må naturligt stå hen i det uvisse for ikke at trække fortællingen unødigt i langdrag, men det er nok meget sundt at vi får færten af at alt ikke nødvendigvis bliver ved at være rosenrødt, bare fordi én krig har fundet sin vinder.

• Derudover er det grafiske også virkelig lækkert at kigge på!

Forsiderne er fabelagtige. Motiverne er detaljerede uden at have for mange forskellige elementer med, og de giver mening for indholdet i den enkelte bog. Farverne er valgt virkelig godt så motivet fremstår tydeligt, og der er gjort noget ud af at man på lang afstand kan se at der er tale om en serie, uden at det er over-gjort.

Og så er det som altid fantastisk at at der er gjort noget ud af at lave et kort til serien - både forrest og bagerst i bogen, og at det giver mening for handlingen, så man kan få et ekstra lag ud af plottet ved at følge med i kortet undervejs og på den måde følge med i hvor de forskellige ting udspiller sig og hvorfor visse beslutninger giver taktisk bedst mening.

*Anmelder-eksemplar* Navari - De som ved

 Forfatter: Desmer Kaunitz - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Disclaimer: Navari - De som ved strækker sig over mere end 600 sider, og hører derfor til i den lange ende, selv inden for fantasy-genren. Længden i sig selv kræver derfor en smule af læseren - både i forhold til koncentration og håndledsstøtte!

Fortællingen fokuserer især på en gruppe børn, der gradvist får åbnet øjnene for at verden rummer mere end hvad de havde først antaget. Vi følger dem på en rejse ind i ukendt land, både i forhold til deres personlige rejser og i forhold til ting, de ikke havde troet mulige.

Det er én af den slags fortællinger, hvor man skal have god tålmodighed, - for tempoet er ikke så højt som i mange andre fortællinger i samme genre, og der er i høj grad fokus på i detaljer at beskrive de små brikker, der hver især er med til at danne karaktererne både som individer, som en del af en gruppedynamik, og som oplysende i forhold til de dele af verden, som hidtil har været ukendte både for karaktererne og læserne.

Navari - De som ved skriver sig ind blandt de bøger, der virkelig er med til at give læseren noget at tænke over, - for mon ikke børn og unge ofte kan mere, end hvad de voksne omkring dem tror, de kan? Og mon ikke de voksne langt hen ad vejen kan blive bedre til at turde tro på deres børn og unge, og lade de unge mennesker selv vise, hvad de kan? Ofte mestrer de unge mere end både hvad de selv tror, og hvad folk omkring dem regner med at de kan.

Når det så er sagt, så er det altså ikke en børnebog. Det er en fortælling skrevet til voksne, - eller måske teenageren, der har fået smag for de lidt mere voksne temaer. Undervejs kommer vi nemlig også omkring nogle barske sandheder om både den hverdag, de fleste af os tager for givet, og mere grusomme emner som krig - og det er ikke det hele, der er for hvem som helst.

Samtidigt kan både bogens længde og det langsomme tempo godt komme til at hægte nogle læsere af, hvis man ikke ved hvad man går ind til. Det er ikke klassisk fantasy, og det er derfor heller ikke dét man skal forvente. Man kan i højere grad forvente dannelse, venskab, samspil og en kommentar til hvordan vi tænker om børn og unges færdigheder.

Man kommer dog ikke uden om at fortællingen også rummer mange elementer fra fantasy-genren, endda suppleret med kort i begyndelsen af bogen og en ordliste på de sidste sider, så man kan følge med i de mange, fremmede begreber, - så for den uerfarne udi fantasy-genren er det altså heller ikke den letteste bog at kaste sig over, for der er meget at forholde sig til.

Navari - de som ved er til em særlig målgruppe af læsere, der gerne navigerer i forskellige genrer, og som gerne vil både fantasy-genren og dannelsesromanen, og som kan rumme denne dualitet i samme værk. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal regne med at blive færdig med i løbet af en enkelt session (det magtede jeg end ikke - og jeg har ellers ry for at læse meget, og hurtigt), - men den kan også sagtens tåle at blive delt op, så man tager den i flere bidder. I hvert fald så længe det ikke trækkes for meget i langdrag, så man mister fornemmelsen for de mange ting der er at holde styr på undervejs..

Kapløbet om jættekvindens våben & De dødes skib (Når runesten revner, 1 og 2)

Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021

Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.

Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.

Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.

Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.

Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.

Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.

I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.

Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.

*Anmelder-eksemplar* På kant af livet

 Forfatter: Kirstine Laursen - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings for bogen: PTSD, ar på sjælen og mentale udfordringer (inkl anfald), selvmordsforsøg, selvskade, stofmisbrug, overgreb, vold, uhensigtsmæssige forældre-barn relationer, sygdom, død, sorg

På kant af livet handler om tre unge mennesker, - Celina, Jakob og Janus, der alle kæmper med deres mentale helbred af vidt forskellige årsager. Vi følger dem i måneders kamp og op- og nedture, hvor deres mentale udfordringer og helbred bliver udfordret, ikke bare af dem selv, men også af verden omkring dem, der ind i mellem kan synes i mod dem.

Det er én af de bøger, der kan gøre virkelig ondt at læse (se mængden af Trigger Warnings øverst), og det er da heller ikke en bog for alle. Men det kan dog alligevel anbefales at give det et forsøg, da en indsats for at sætte sig ind i hvilken kamp det er at leve med mentale udfordringer kan gøre en stor forskel for relationen til de i ens omgangskreds, der selv kæmper.

Verden er ikke sort-hvid, og der er nuancer til alle kampe. Hvad der udefra virker lige til, oplagt, - eller som om det går strygende, kan indefra opleves som det stik modsatte, hvilket kan være en god påmindelse at få. Det er de færreste der går i gennem livet uden knubs, og selvom der skal være rum til at man kan passe på sig selv og arbejde med eget mentale helbred, er det kun sundt at blive mindet om, at andre mennesker også gennemlever deres egne kampe og deres egne udfordringer.

På kant af livet arbejder med ekstremerne, og det er (heldigvis) de færreste almindelige mennesker, der ender helt derude hvor især Jakob og Janus befinder sig mentalt, - men mange af os vil alligevel på et eller andet tidspunkt støde på nogen, der har været igennem noget ligndende. Det kan være en fordel at have en idé om hvilke konsekvenser bestemte oplevelser kan have for den, der gennemlever det, - for alles skyld.

Det er barsk læsning, og der er meget af det. Det kan virke som en stor mundfuld med 568 sider, hvor der kan være langt i mellem de positive oplevelser for hovedpersonerne, men det er bestemt kampen værd, hvis man ellers synes at kunne holde til det. Der bliver ikke lovet guld og grønne skove eller en sukkersød slutning som vi kender fra meget andet fiktion, men der bliver lovet indsigt i mentalt helbred, og mennesker, der har været nogle forfærdelige ting igennem.

Er der én ting jeg skal være lidt ked af ved en bog som den her er det, at især Janus og Jakob hver især går så grueligt meget igennem at de hver godt kunne have fyldt en bog med deres egen kamp for en bedre og lysere fremtid. Der er noget fortælleteknisk der spiller i, at vi følger dem på skift i romanen her, men netop fordi de hver især har oplevet så meget modgang ville det have været en trøst at de netop havde fået det ekstra spotlight, hvor de fik mulighed for at shine og man kunne være gået i dybden med den enkeltes særlige udfordringer og hvilke værktøjer de har behov for på sigt.

Samtidig ville det bestemt ikke have gjort noget at slutte en så barsk bog som den her af med en side eller to med resourcer, man som læser kunne opsøge hvis man enten selv stod i en situation som de unge hovedpersoner, - eller kendte nogen der gjorde. Hjemmesider, telefonnumre, etc., der kan støde til og hjælpe i en håbløs situation.

Dog er det bestemt én af de titler der er værd at samle op for især pårørende til unge som har mentale udfordringer - hvad enten det er familie, venner eller professionelle, da forståelse er den korteste vej til at kunne gøre en forskel.

*Anmeldereksemplar* De Glemte Vogtere

 Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De Glemte Vogere er fantasy primært skrevet til store børn på 11-12 år og opefter, men kan også sagtens læses af voksne.

Vi følger hovedpersonen Asger, som ofte er overladt til sig selv, både i skolen og hjemme. Han elsker at tegne, men det er som om tegningerne flyder fra hans hænder uden at han tænker over det, - og det kommer der som regel overnaturlige væsner ud af. Han tror i hvert fald de er overnaturlige - ind til én af dem viser sig i levende live, og han får lov at se nogle børn bekæmpe det. Snart er Asger blevet en del af en verden, han slet ikke havde troet mulig.

Asger er en introvert dreng, der ofte tvivler meget på sig selv og kæmper med selvtillid og selvværd. Han er forsigtig og usikker, og det er en kamp for ham at se sine egne styrker, - og undervejs bliver vi som læsere også præsenteret for eksempler på, hvad årsagen er, for ros sidder bestemt ikke på træerne, hverken hjemme i den "gamle" verden eller i den nye, Asger får lov at gå på opdagelse i.

Asger er en uhyre interessant person at dykke ned i, for mens de karakterer vi støder på andre steder i fiktionen med lignende mentale kampe ofte finder en særlig fortrolig at støtte sig til, har Asger endnu ikke fundet dén person, der er der for ham, uanset hvad. Der er også noget usagt mellem Asgers nyfundne kammerater der gør, at Asger langt hen ad vejen føler sig overflødig og tilovers, - og det er svært at rykke det helt vilde ved fra Asgers banehalvdel.

Worldbuildingen i universet her virker gennemtænkt og velovervejet, og der er mange finde detaljer med, herunder en stor mængde referencer til bøgerne om Peter Pan, som også har indflydelse på bogens plot. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre at være med, selvom man kun kender Peter Pan af omtale eller gennem en filmatisering, så længe man holder sig nysgerrig og er opmærksom på detaljerne.

For mange mennesker, der er introverte og / eller som har oplevet ensomhed tæt inde på kroppen, vil det være lige til at identificere sig med en karakter som Asger, hvor modløsheden og det knækkede selvværd får lov at fylde, og som læser ligger det lige for at håbe på at ensomheden og manglen på venskaber er noget af det, der bliver lavet om på for Asger efterhånden som serien skrider frem, - så længe han stadig får lov at være introvert og eftertænksom, for den slags karakterer har vi stadig brug for.

Omvendt vil mange nok også kunne se sig selv i Asgers vilje til at bruge sin fantasi, men også i hvor svært det kan være efterhånden som man bliver ældre og glemmer at lege på samme måde som da man var lille, - fordi livets alvor kommer snigende, først med skole og uddannelse og senere arbejde. Der er et håb i en verden som denne, hvor magien og fantasien får lov at fylde, og hvor der opfordres til at se det skæve i verden omkring os, til at lege og til at tænke anderledes, - for løsningen på vores udfordringer er ind i mellem mere lige til, hvis blot man giver sig selv lov til at tænke kreativt.

De Glemte Vogtere er en virkelig stærk 1'er i en serie, hvor jeg er spændt på hvordan den kommer til at fortsætte, - og jeg glæder mig til at kunne dele den med min datter om nogle år, når hun er klar til den.

*Anmelder-eksemplar* Queenie, Harlems Gudmoder

 Forfatter(e): Elizabeth Colomba og Aurélie Lévy - Dansk forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Sorg, død, mord og mordforsøg, vold, overgreb, racisme

Queenie - Harlems Gudmoder er en graphic novel baseret på historien om Stephanie St. Clair, der havde stor indflydelse på bydelen Harlem i mellemkrigstiden. Hun levede et liv på kant med loven og som mafiaboss og feminist. Det her er ligeledes en historie om undertrykkelse af samfundets svageste, og med en sort hovedperson er det (desværre) heller ikke til at komme uden om racisme.

Vi følger Stephanie St. Clair i glimt, hvor vi skiftevis følger hende som voksen i tiden mellem første og anden verdenskrig og i episoder fra hendes barndom og ungdom. Som voksen kan hun virke barsk, hård og vanskelig at komme ind på livet af, mens glimtende fra barndommen viser en helt anden, blødere side, som forsøger at få mening ud af tilværelsen. 

Vi er alle et resultat af mange hændelser, - og hverken fortællingen om barnet Stephanie St. Clair eller den voksne Stephanie St. Clair kunne have stået alene. Selvom de to sider af Stephanie St. Clair umiddelbart kan virke meget modstridende, er det udført på en måde så de tilsammen giver et helt menneske, og det minder os om, at vi netop alle er et produkt af vores liv indtil nu.

Stephanie St. Clairs sindstilstand fremstår tydeligt for læseren, og det er virkelig noget af det der står stærkest undervejs. Frustrationerne over verdens uretfærdigheder. Handlekraften. Drivet. Retfærdighedssansen. 

Fordi det er en graphic novel, er det nærmest ikke muligt at skille handlingen fra det grafiske, - for de spiller sammen og det grafiske fortæller meget af det, der ikke er nedfællet med ord. Og netop i forhold til det grafiske får vi for alvor Stephanie St. Clairs personlighed og hendes forskellige sindstilstande at se, på en måde som tekst ikke på samme måde ville kunne illustrere.

Samtidig er der gjort ekstra ud af, at bogen er gjort i rene sort-hvide nuancer i de episoder, hvor vi følger Stephanie St. Clair som voksen, mens der er tilføjet grå nuancer, når vi følger hende som barn. Det gør det både let og lige til hurtigt at spotte hvornår i tidslinjen vi befinder os, men det giver også nogle ekstra lag til fortællingen.

Det er en fortælling om en kvinde, der trods det at hun var på kant med loven, var - og stadig bør være - et forbillede, og en personlighed som man kan håbe fremover i endnu højere grad bliver almendt kendt.

Stepanie St. Clairs historie er en rejse. Det er for den historie-interesserede, som er nysgerrig på mellemkrigstidens USA, og som ikke viger tilbage for at høre om de dele, der handler om andre end lige den hvide mand.

Det er for læseren, der gerne vil opdage de dele af historien, som ikke er beskrevet i de almindelige historiebøger. Læseren, der selv er interesseret i feminisme, i klassekamp, og i kvindernes og de sortes historie, - ikke kun de hvide mænds.

For det fulde udbydte af Queenie - Harlems Gudmoder kræves det en smule forforståelse for mellemkrigstidens USA, - men med dét på plads kan den med fordel læses allerede fra 13-14 års alderen. Dog kan det anbefales at de mere sensitive læsere kan blive påvirket af visse scener i bogen.

Yinka, where is your huzband?

 Forfatter: Lizzie Damilola Blackburn - Forlag: Viking (imprint under Penguin Books) - Udgivet: 2022

Yinka, where is your huzband? handler om Yinka, der er i starten af 30'erne, bosat i London og med nigerianske rødder. Hun er single, og hendes familie (og i særdeleshed hendes mor) spørger med jævne mellemrum ind til om hun ikke snart finder sig en mand, - men det er altså ikke bare sådan lige til. Yinka klarer sig egentlig relativt udmærket. Hun hviler i sig selv, hun har en god uddannelse og et godt job, hvor der muligvis venter en forfremmelse. Men moderens konstante kommentarer er svære at ignorere, - snart lider Yinkas selvtillid og hun bliver usikker på sin karakter og sit udseende, og det bliver ikke bedre, da den forventede forfremmelse bliver byttet ud med en fyreseddel.

Det at de unge voksne føler et pres fra deres ældre familiemedlemmer til at slå sig ned, finde en partner, blive gift og få børn er en universel ting, - lige dét kan ikke kun knyttes til en bestemt nationalitet, etnicitet, kultur eller trosretning. Men måden presset bliver ført udi livet på, hvordan og i hvilken grad det bliver italesat, kan variere fra familie til familie. Det i sig selv gør fortællingen relaterbar på tværs af læseres varierende baggrunde.

Samtidig gør Yinkas skiftende sindstilstande indtryk. Hun er blevet voksen, og hendes bekymringer er derfor lidt andre end den typiske hovedperson i en Young Adult / New Adult bog. Hun er for længst ude af uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarkedet, så mens hendes kærlighedsliv stadig bekymrer, kan hendes tanker om fremtidige ansættelsesforhold måske især gøre indtryk hos den lidt mere modne læser.

Selv på kærlighedsfronten handler det ikke kun om et crush man gerne vil score lige nu og her, men om at finde en partner man kan se sig selv med på længere sigt, - én, man forhåbentlig vil kunne se sig selv blive gammel sammen med. Der er ikke så meget instant gratification over fortællingen som visse bøger målrettet et lidt yngre segment. Det skal ikke forstås som en kritik af andre romance-bøger, som har deres egne styrker, - men denne her skriver sig på den måde ind i en anden gren af romance-genren.

At bogen er til et lidt mere modent publikum viser sig også i, at Yinka måske ikke er direkte jaloux på dem i hendes omgangskreds der er nået til forlovelser, bryllupper og babyer, - men hun er heller ikke upåvirket, måske især fordi det giver hendes mor ekstra chancer for at presse på i forhold til hendes kærlighedsliv, men også til dels fordi det bliver en lind strøm af små påmindelser om, hvor hun ikke er.

Yinka oplever dog ikke udelukkende udfordringer på kærligheds- og karriere-fronten. Hun er også udfrordret af sin hudfarve, da en del af hendes egen usikkerhed bunder i at hun er meget mørk i huden, også i forhold til flere andre sorte, - og det bliver ikke bedre af, at flere bejlere feticherer hendes hudfarve, eller fortæller hende direkte, at hendes mørke hud er årsagen til at de ikke kan blive til mere. 

Det ville også næsten være mærkeligt hvis ikke der blev sat ord på aspekter af racisme, når nu hovedpersonen er sort og bosat i en del af verden hvor majoriteten er hvide, - desværre. Det er ikke historiens primære omdrejningspunkt, men dog et væsentligt undertema, der bliver bearbejdet på en elegant og subtil måde, - og det er fantastisk at se, at Yinkas eget syn på hendes udseende bliver italesat, da hun starter i terapi.

Yinka, where is your huzband? er til romance-læseren, der ikke viger tilbage for problematikker der knytter sig til slut-20'erne / start-30'erne. Det er til læseren, der vil have en anderledes bog om kærlighed, der ikke har en åbenlys førsteelsker gennem hele romanen. Det er til læseren, der gerne vil gøre op med generations-relaterede traumer, og som kan se det positive i at hvile i sig selv og embrace single-tilværelsen.

*Anmelder-eksemplar* Lyset (Arias fortælling, #3)

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.

Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.

Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.

Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.

Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.

Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.

Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.

Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.

*Anmelder-eksemplar* At trække vejret under vand

 Forfatter: Anja Mosch Lagoni - Forlag: Mosch Lagoni - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Partnervold (fysisk og psykisk), beskrivelser af mentale og fysiske mén efter samme - ikke for sarte sjæle!

Jeg vil lægge ud med at fortælle, at jeg ikke har redigeret billedet af bogen, - og at det er taget i masser af lys. Bogen er vitterligt i grå og sorte nuancer, hvilket også udmærket reflekterer hovedpersonens mentale tilstand i en stor del af bogen.

At trække vejret under vand handler om Signe, der har haft en voldsom, uforudsigelig opvækst, og nu, hvor huner voksen og mor til to, har hun fundet en kæreste, Martin, der mildest talt er utilregnelig. Signe bliver efter bruddet indlagt på psykiatrisk, hvor hun tænker tilbage på forskellige perioder i sit liv.

Bogen her er én af de titler, jeg har brugt længst tid på at samle mig mod til at takke ja til - og til at få læst, netop på grund af dens barske fortælling. Det gør ondt i maven at læse, og det var svært at komme igennem. Men det er (desværre) en uhyrre realistisk beskrivelse af mange af de ting, der foregår i hovedet på ofre for det, Signe går igennem. Der er mange undskyldninger for, hvorfor man bliver. Hvorfor man byder sig selv det, Signe går igennem. Men i situationen er det helt naturligt at den slags logik ikke giver mening, - at der ikke er andre muligheder end at blive i det, hvor sørgeligt det så end lyder. Og netop den høje grad af realisme er romanens stærkeste kort.

Når man læser bogen, bliver man præsenteret for tekststykker fra forskellige perioder i Signes liv. De beskriver til dels hendes barndom, og til dels tiden lige op til og og tiden i relationen til Martin, og til dels tiden hvor hun er indlagt, - som også er nuet. Det gør noget for fortællingen at vi får de her forskellige indblik i Signes liv, og det fremstår tydeligt, hvordan Signe mentalt er endt et sted, hvor hun kunne blive charmeret af en mand som Martin og blive hos ham.

Dog kunne man som læser ønske sig, at der i forhold til layout, opsætning, skrifttype eller andet var gjort forskel på de forskellige perioder i Signes liv, - om ikke andet så bare med en kort overskrift, der gjorde det klart, hvornår i Signes liv vi befinder os. Som det er, hvor tekststykkerne til forveksling ligner hinanden, kommer man nemt til at bruge uheldigt meget energi på at orientere sig i forhold til konteksten, hvilket er synd, - for det er kræfter, man sagtens kunne have brugt bedre på at bearbejde Signes vanskelige livsvilkår.

Derudover savner jeg virkelig en epilog, der bare kort i højere grad for uddybet, hvordan det hele ender for Signe og hendes børn. Jeg vil ikke spoile slutningen for kommende læsere, men blot pointere at der sagtens kunne være lagt nogle flere sider i slutningen for at få rundet historien mere af.

Samtidig ville det klæde bogen at man dedikerede en side til slut, hvor personer i samme situation som Signe (uanset køn, for det kan ramme alle) bliver forsikret om, at det aldrig er deres skyld, - og med informationer om, hvor og hvordan det er muligt at søge hjælp.

Når det så er sagt, så sætter bogen fokus på noget, som ellers er meget tabubelagt i samfundet. Vi blander os kun sjældent i det, der sker inden for hjemmets fire vægge hos andre end hos selv, trods klare beviser på, at der er noget, der ikke er som det bør være. Det gør ondt at snakke om. Mange ofre får ikke åbnet op og gjort noget i tide, - enten på grund af en følelse af, at det er deres egen skyld, eller fordi de ikke kan se nogen udvej. Og i forbindelse med diverse nedlukninger fra 2020 og frem, er antallet af ofre desværre kun gået én vej.

Der er behov for, at vi snakker om emner som det her. Også selvom det gør ondt. Også selvom det betyder, at vi får åbnet op for noget ubehageligt. For alles skyld, både de direkte ofre som Signe, men også for de mere indirekte ofre som Signes børn og øvrige pårørende, - og eventuelt kommende partnere til de, der udfører disse handlinger.

At trække vejret under vand er ubehagelig læsning. Det er barskt, gør ondt, og kan være svært at komme igennem. Men det er også en fortælling, der fortjener at blive fortalt og for alvor lyttet til.

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret..