Viser opslag med etiketten teknologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teknologi. Vis alle opslag

05 marts 2022

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret.. 



08 november 2021

*Anmelder-eksemplar* Doktor Fusk og Dødsappen

 Forfatter: Casper Grundtvig - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar

Doktor Fusk og Dødsappen er bog 3 i serien om Doktor Fusk. Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan læses her.

Noget af det jeg slog på i min anmeldelse af i særdeleshed den første bog i serien om Doktor Fusk var, at der var en del ligheder med Ternet Ninja universet i forhold til tempo, stil og humor.

Kvaliteterne fra ddét holder Doktor Fusk og Dødsappen sådan set fast i, - men den er meget mere sin egen i stilen end nogensinde før, og man kan virkelig mærke, hvordan Casper Grundtvig er vokset som forfatter. Fortællerstemmen i teksten er for alvor blevet Caspers egen og der er for mig ingen tvivl om, at det her er en bog, som en del børn rundt omkring i landet vil komme til at holde meget af.

Serien om Doktor Fusk er fantasifuld, tempofyldt, humoristisk og original (trods mine tidligere sammenligninger med andre værker). Jovist, vi har før mødt gale/geniale opfindere i forskellige grader, - og der er vist en hårfin grænse mellem de to udgaver, - der eksperimenterer med forskellige ting og lader det gå ud over mere eller mindre uskyldige ofre. Men måden vi her i bøgerne både får lidt af fortælligen fra heltenes synsvinkel og samtidigt noget fra Doktor Fusks synsvinkel kan noget særligt. For selvom man ikke er et sekund i tvivl om, at Doktor Fusk er skurken, kan man alligevel godt komme til at holde en smule af ham undervejs, - og det samme gælder for så vidt også hans side-kick Bjarne, der også viser sig at have en blødere side, i hvert fald når det gælder sønnen Viggo.

Det er nemt at leve sig ind i universet og blive grebet af både fortælligen og karaktererne, der trods en grad af statiskhed også udvikler sig en anelse i løbet af bøgerne. Og er læseren stadig barn nok til at ville lege, er der også masser af ting at tage fat på og blive inspireret af i bøgerne her.

For mig fremstår Doktor Fusk bøgerne som et friskt indspark i børnelitteraturen, og selvom de unge mennesker fra Doktor Fusk universet går i folkeskolens ældste klasser, kan bøgerne med fordel læses allerede på mellemtrinnet, hvor man må forvente at mange vil kunne følge med både i forhold til læsefærdigheder, forståelse og tekstens indhold.

07 september 2021

*Anmelder-eksemplar* Et liv under solens lys

 Forfatter: Nicolai Just - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Wauw.. Dét her er en bog, der virkelig kan sætte gang i tankerne hos sin læser i forhold til, hvad der er etisk forsvarligt, i forhold til teknologiens indtog på nærmest alle tænkelige aspekter og områder af vores hverdag, og hvordan vores samfund er struktureret.

Det handler i mindre grad om klimaet, og hvad der mon skal blive af jorden, hvis vi bliver ved at opføre os som hidtil. Det er muligt, det ikke nødvendigvis påvirker den enkelte i vedkommendes levetid, - men hvad er det vi efterlader til kommende generationer?

Det handler om den luksus, teknologi kan lade os leve i, hvis den udvikler sig i samme tempo som hidtil, - hvis vi giver den lov. Men hvor langt vil og bør vi gå i stræben efter en luksustilværelse, der kun kræver et minimum af indsats fra den enkelte?

Det handler om etik, og i hvilken grad individet bør ofre sig for fællesskabet. I hvor høj en grad har vi brug for det frie valg? Har vi overhovedet et frit valg? Bør vi vælge selv, når menneskeheden står med en række akutte behov, der skal løses - og bør vi ikke stille os til rådighed, hvis vi har værktøjerne til at hjælpe?

Det handler om kombinationen af, hvor meget teknologi med stor sandsynlighed bliver i stand til at kunne i fremtiden, - og i hvilken grad det er etisk forsvarligt at lade teknologien bestemme for os, i stedet for at vi selv tager de store afgørelser i vores liv, - om karriere, bopæl, valg af partner og lignende.

Det er en balancegang at finde ud af, hvor langt man kan gå med de forskellige ting, og svarene er ikke åbenlyse. Der vil være fordele og ulemper, uanset hvilken retning man tager, - alt har konsekvenser i én eller anden grad. Så hvor meget er vi villige til at gå på kompromis - som individer og som samfund?

Et liv under solens lys hører til blandt de bøger, jeg ville have uhyre vanskeligt ved blot at læse for underholdningens skyld, for så blot at lægge den fra mig uden at forholde mig videre til den. 

Den be'r om at blive tænkt over, om at man forholder sig til den - ikke blot i tidsrummet umiddelbart før, under og efter læsning, men at den forhåbentlig kommer til at sætte elementer af læserens liv en smule i perspektiv.

For hvad er det for et liv, vi ønsker os, - for os selv og for fremtidige generationer?

Det er samtidigt, som så meget af dette dystopiske science fiction, en subtil kritik af det samfund, vi allerede lever i. Forholder vi os aktivt til det liv, vi lever? Husker vi at være kritiske i forhold til de valg og tilvalg, vi tager i livet - og den måde systemet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet som noget større fungerer?

Bogen er Nicolai Justs debutroman, men det kan man ikke mærke. Den står stærkt, og er absolut værd at læse.

*Anmeldereksemplar* Dragekrigene (Magiens alfabeter, #3)

  Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes - Forlag: Alvilda - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdni...