Viser opslag med etiketten pixie lever stadig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pixie lever stadig. Vis alle opslag

25 august 2021

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

  • Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
  • Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.

27 juli 2021

Pixie lever stadig

 Forfatter: Sofie Riis Endahl - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2021

Pixie lever stadig er fortællingen om tiden omkring sidste studentereksamen og tiden efter. Det er fortællingen om den identitetskrise, der kan fylde så utroligt meget hos rigtig mange unge. For hvem er man uden for gymnasiets faste rammer med et allerede fastsat socialt hierarki? Det kan være svært at finde ud af, hvad man  skal - hvad skal tiden gå med, og hvem skal nu være en del af ens liv?

Det at komme ud på den anden side af gymnasiet er en skillevej, der er med til at forme og danne det enkelte menneske. For nogle er de fremtidige valg oplagte og lige til, mens det for andre er langt mere kompliceret at finde den rette hylde og meningen med tilværelsen. Det kræver benhårdt arbejde påny at finde fodfæste, og kan ind i mellem tage lang tid.

Mange unge føler sig pressede af samfundet, af familien, af vennerne, af tidligere og nuværende lærere, og mange andre, - måske endda også af sig selv - i forhold til at skulle vælge noget bestemt, at skulle agere på en bestemt måde, at skulle vælge sig ind på en uddannelse lige efter gymnasiet. Desværre er de løsninger, andre ser som værende rigtige for én, ikke altid det rigtige for den enkelte. Samtidig sker der noget i vennernes lejre, i kraft af at de står over for lignende udfordringer, og de måske bevæger sig i en anden retning.

Vi som mennesker udvikler os hele tiden, i forskelligt tempo og i forskellige retninger, og vi bliver ikke ved med at være de mennesker, vi var engang. Det kan være svært at tage afsked med det, der var engang, - netop fordi det kræver en del at skulle til at definere, hvem og hvad man skal være. Det er en proces at finde ud af, og det er ikke altid lige til at finde ud af, hvordan ens egen proces kommer til at være.

Sofie Riis Endahl har efterhånden en del realistiske ungdomsromaner bag sig, og hun har en helt særlig evne til at ramme, der hvor det gør ondt. Tonen, sproget, temaerne, det sociale omkring de unge, er som taget ud af virkeligheden. Mange af tingene er mere eller mindre evigtgyldige, og gjorde sig også gældende for 10, 20, eller 30 år siden - men der er også meget, som er noget helt særligt for nutidens unge, heriblandt brugen af sociale medier, og for at fange det, kræver det altså at man selv er med, hvor det gælder, og har en finger på pulsen.

Pixie lever stadig er, som de andre romaner fra Sofie Riis Endahl, et helt særligt friskt pust i dansk, realistisk ungdomslitteratur. Det er bøger, der taler til danske unge med indhold, der giver mening og er relaterbart i forhold til netop deres virkelighed. Man kan sige meget om - og få meget ud af udenlandsk realistisk ungdomslitteratur, men (og måske lyder jeg gammeldags her) noget andet med litteratur, der er skrevet om og for netop de danske unge ud fra en samfundsstruktur, som de selv har levet og som de selv er en del af.

(Huen er i øvrigt fra min egen studentertid 😁)


*Anmeldereksemplar* Hjemsøgt håb (Indigo Skye, #1)

  Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat Reklame:  Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine ...