Viser opslag med etiketten julekalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julekalender. Vis alle opslag

09 november 2024

*Anmeldereksemplar* Sagas juleeventyr og 23 andre julehistorier

 Forfatter: Kristoffer Verholt - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Sagas juleeventyr  - og 23 andre julehistorier er en samling stemningsfulde historier, der alle har dét tilfælles at de foregår i dagene omkring juleaften. De er alle relativt korte og man kan derfor nemt bruge den som kalenderbog derhjemme, eller i forbindelse med den daglige læsning på skolen.

Man skal dog være opmærksom på, at der med 24 individuelle historier, med hver deres hovedperson og langt hen ad vejen vidt forskellig art, så er det heller ikke alle fortællingerne der vil tale lige meget til alle læsere. Det varierer, afhængigt af historien, meget om det primært er henvendt indskolingen (eller med lidt god vilje de store børnehavebørn), eller om det er de store i 6.-7. klasse, fortællingen er målrettet.

Gør man sig som den voksne sig selv den tjeneste lige at skimme de første afsnit af historierne igennem kan man dog lynhurtigt afkode, hvem det er målrettet, og så kan man altid vælge til og fra, hvis man kun sidder med de mindre børn. Står man dog med flere årgange samlet, er historierne målrettet de store dog stadig på et niveau hvor de små også godt kan være en smule med, selvom de måske ikke får det samme ud af det.

Historierne har alle det tilfælles, at de foregår i dagene omkring jul. Der er dog stor forskel på, hvor julede hver enkelt historie føles. Nogle af historierne er meget præget af action, mens andre er mere i julens ånd i traditionel forstand, hvor familier bringes sammen og karaktererne finder hinanden undervejs. Der er altså også plotmæssigt noget til mange forskellige typer læsere, hvorfor bogen også er særlig idéel til når man sidder med højtlæsning for flere børn, - der skulle nemlig gerne være noget til næsten enhver smag her.

Jeg bed personligt særligt mærke i at første og sidste historie i bogen i princippet hører sammen, da de omhandler lidt af det samme handlingsforløb men er fortalt fra hver sin karakters synsvinkel. Det binder en fin sløjfe på det hele, og det giver noget helt særligt at vi får det samme fortalt på flere måder.

Sagas juleeventyr - og 23 andre julehistorier kan anbefales til dig, der savner en julekalenderbog der rammer mere end blot et bestemt type barn, og kan fint bruges hvad enten du står som lærer, pædagog eller bare forælder med meget forskellige børn.


07 november 2024

*Anmeldereksemplar* Jul i det magiske bjerg

 Forfattere: Troels Engelbrecht og Maj Nørgaard - Forlag: December - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Jul i det magiske bjerg handler om søstrene Reva og Ragnhild. Da julen er ved at forsvinde, er det op til dem at redde det hele. Undervejs møder de både en ellekonge, en skovheks, trolde, nisser og andre mystiske væsner.

Det er en spændende, sød og magisk fortælling, der med sin eventyrlighed og relativt korte kapitler er idéel til og højtlæsning allerede fra ca. 4-5 år til 9 år - måske længere, hvis ungerne selv vil have lov at læse den på et tidspunkt.

Historien breder sig over 24 kapitler, så den fungerer glimrende som julekalenderbog med ét kapitel om dagen hver dag fra 1. december til juleaften, - hvis man altså er i stand til at vente til dagen efter med at få det næste med.

Hjemme hos os er vi særligt vilde med de julefortællinger og julekalendre der holder fast i julen som værende noget hyggeligt vi kan samles om. Dét værner fortællingen her om, for selvom der sker noget undervejs, bliver det aldrig for alvor en uhyggelig bog, men er nærmere med til at bringe karaktererne sammen og minde om den varme og hygge, som julen også handler om.

Så mangler I som familie en god julekalenderbog I kan læse med jeres unger, som virkelig kan bringe familien sammen, så er Jul i det magiske bjerg et ganske udmærket bud.

11 oktober 2020

*Anmelder-eksemplar* Noah og vennerne - Jagten på julekuren

Forfatter: Kim Linnet - Forlag: :||forandre||: - Udgivet: 2020

Sidetal: 184 - ISBN: 9788797243602

Bogen er modtaget som anmeldereksempar.

Langt hen ad vejen er her tale om nogle helt klassiske træk, både i børnelitteratur, men også i forhold til julekalendre. Vi kender efterhånden mønstret;

- Noget går galt, så den jul, vi kender, er i fare, - noget må gøres, og nogen må redde dagen.

- Det er naturligvis børnene, der må stå i spidsen for missionen.

- De voksne, vi møder undervejs, er enten skurke, eller meget umodne og fjollede, - det er børnene, der fremstår som modne, velovervejede og beslutsomme til sammenligning.

I den her fortælling går historien på, at alle verdens grantræer har fået granpest og er visnet, og dét lige omkring 1. december. Nu kan folk ikke få rigtige træer som juletræer, men må nøjes med dem af plast.

Det er ikke godt nok for Noah og hans venner, som tager ud i for at finde en kur, der kan kurere træerne. Men det er ikke så simpelt, for dem, der laver plast-juletræer er ikke interesserede i, at der findes en kur til grantræerne, - og langt hen ad vejen er Noahs forældre ikke til megen hjælp.

Der er fart over feltet fra start til slut; her er ikke sparet på hverken action eller fjollede indslag.

Sproget er sobert, hvilket betyder at børn kan være med fra omkring 6-7 års alderen. Dog kan teksten være tilpas vanskelig at bogen skal læses højt for de, der endnu ikke er stærke til at læse, - og selv for de stærke læsere optræder der ord, som kan være vanskelige at gå til - heriblandt ord på svensk.

Det kan derfor være en god idé at have en voksen til at læse med over skulderen og hjælpe, når det bliver for svært. Bogen er da heldigvis også fint egnet til, at det er én, man kan læse sammen, - og kapitlerne er af en tilpas længde til, at man sagtens burde kunne overskue ét kapitel hver dag som ved andre julekalendre.

Undervejs støder vi på en række fantastiske elementer, jo længere vi kommer hen i bogen, dog uden at det kommer til at fylde det hele; vi støder på trolde og julemandens sønner, der alle påvirker Noah og vennernes rejse mod målet. Der er ikke tale om væsner, der er decideret uhyggelige, men snarere væsner, der allerhøjst kan finde på at drille lidt, - så det burde ikke blive alt for skræmmende. Til gengæld kan det starte en fin snak om hvad trolde og nisser også kan være, og hvordan vi forstår væsnerne.

Blandt Noah og de to venner, der er med på turen, er der en særlig dynamik. Når det kommer til venskabet mellem dem, vil børn i indskolingen sagtens kunne nikke genkendende til nogle af de påfund, der opstår, og den tone, der er mellem dem. De lidt ældre børn vil oven i dét kunne spejle sig i den begyndende interesse for kærester, som så småt begynder at spire, - og som Noah naturligvis selv oplever, selvom det endnu kan være svært at formulere og få sagt.

Selvom fortællingens kapitler er korte, rummer den alligevel meget, og der er mange ting som man kan snakke om efter hvert kapitel. Hvorfor mon Noahs far er så fjollet? Hvordan mon barnet ville have det med, at deres egen mor eller far var sådan? Hvordan med julestemningen, - kan man undvære et rigtigt træ juleaften, og ville det være okay at de alle sammen var af plast? Osv.. Her kan inddrages både etiske overvejelser og mere personlige ting, afhængigt af det enkelte barn, - der nok at tage fat på.

Illustrationerne undervejs er fine, men kunne med fordel have fået en smule farve og flere detaljer, - og der kunne sagtens have været flere af dem til at supplere historien.

Overordnet set er der dog tale om et fint bud på en julekalender, man kan læse med børnene, - og som lægger op til, at man læser den sammen, og gerne som familie eller andre sammenhænge, hvor man kan snakke om det læste kapitel.



*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...