Krøniken om Mistle End - Griffens opvågning og Jagten begynder

 Forfatter: Benedict Mirow - Dansk forlag: Straarup & Co.

Krøniken om Mistle End handler om en dreng og hans far, der flytter fra London til den lille by Mistle End et sted i Skotland. Her finder drengen hurtigt ud af, at der findes mytologiske væsner, - og at han måske også selv har noget, som almindelige mennesker ikke har. Hvad dét er, må du dog læse med for at finde ud af.

Især den første bog, Griffens opvågning, kan noget særligt, og er både magisk og dragende, og man kommer relativt hurtigt til at holde både af og med vores unge hovedperson. Det er et charmerende lille univers, selvom der helt naturligt er karakterer der modarbejder vores hovedperson og hans venner, - og det er blot én af flere opgaver at få sat en stopper for disse karakterer.

I bog 2, Jagten begynder, er vi så langt at vores hovedperson og hans venner tager nogle ture til London for at løse de problemer, der er opstået. Selv for tre helt almindelige børn kan det være vildt at skulle navigere London på egen hånd, men de involverede hører til den magiske verden bliver det naturligvis kun endnu vildere, for Londons indbyggere tæller ikke kun almindelige mennesker. Der er mange, der vil børnene det ondt, og det er en nærmest konstant spændingsfaktor at følge med i, om børnene klarer den, og om de får dét ud af deres London-tur som de havde håbet.

Er du eller dit barn blevet præsenteret for magiske universer som Harry Potter, Narnia og Percy Jackson, - og ved I ikke, hvad der skal læses næste gang? Så er dét her et ganske udmærket bud. De har nogenlunde samme målgruppe, og de er fyldt med både magi, overnaturlige væsner, venskab og meget andet godt, og så er de super spændende og svære at lægge fra sig. Fra ca. 10 år.

Blodskat (Knogledrengen, #3)

 Forfatter: Astrid B. Z. Madsen - Forlag: Calibat - Udgivet: 2024

Blodskat er 3. og sidste bind i serien om Knogledrengen. Jeg har også anmeldt de første to bind i serien, - de kan læses her.

Blodskat rummer kulminationen på drengen Allisters prøvelser; hvor vi i de to første bind har set ham introduceret for en kuffert fuld af knogler og fulgt ham i forsøget på at flygte fra onklen Mortimer, bringer sidste bind i trilogien lidt flere svar på hvad det hele egentlig handlede om. Det er langt fra alt, der bliver besvaret, men det hele giver langt mere mening nu, hvor vi har fået en forståelse for, hvad der reelt var med den kuffert med knogler, og hvorfor den var så vigtig.

Knogledrengen-serien er en fortælling med fart over feltet og masser af action, så man keder sig bestemt ikke. Det er velfortalt og spændende, og bøgerne er vanskelige at lægge fra sig. Det eneste der skærer en smule i øjnene er IT-lokalet fra bog 2, som virker en smule malplaceret (det er flere år siden, de fleste skoler afskaffede IT-lokaler til fordel for personlige enheder), - men det er heldigvis ikke værre end at det sagtens kan tilgives.

Genremæssigt befinder vi os i den magiske realisme. Det er en fin indgang til fantasygenren til de, der endnu ikke er overbevist om hvad dén genre kan, - og for de der ellers sværger til fantasy, kan bøger som disse måske lokke i retning af at det hele ikke KUN behøver foregå i en fremmed, magisk verden.

Både sprog og plot passer til en målgruppe på cirka 9 til 12 år, eller 3.-6. klasse, - og bør være et oplagt valg til en lidt actionpræget serie til selvlæsning, hvorfor den også med fordel kan inkluderes i de fleste skolebibliotekers samlinger. Med den relativt åbne slutning er der også masser at tage fat på i forhold til at lade fantasien vandre fremad, - for hvad sker der mon for Allister efter sidste side er vendt?

Blodskat er alt hvad man kunne håbe på af en afslutning på serien. Det bliver ikke for firkantet i slutningen, men runder findt de løse tråde af og giver de væsentligste svar på de spørgsmål der er dukket op, - og selvom der ikke er et endeligt svar på alting, kan man alligevel lægge bogen fra sig med ro i maven. Helt, som det skal være.

Serien har i hvert fald mine varmeste anbefalinger!

Jeg er Manto

 Forfatter: Silja Okking - Forlag: Gutkind - Udgivet: 2023

Jeg er Manto er en fortsættelse til Jeg er Saga, - fokus og hovedperson er rykket en smule. For Manto fylder begivenhederne fra første bog stadig en del i hans bevidsthed, og han savner Saga. Men hans tilværelse fremadrettet byder på en helt anden type eventyr end dem, han oplevede med Saga, på godt og ondt; det er ikke alle, der vil ham det bedste, og det er nogle gange svært at hitte rede i, hvad han skal stille op.

Med Jeg er Manto får vi endnu mere at vide om landet Assuldúr, og får lov at dykke ned i loren omkring det; vi får myter præsenteret, en større forståelse af både de forskellige områder på kortet, og mere info om de mange væsner og forskellige levevis her. Der er masser at udforske, og plads til ennu mere udforskning fremadrettet, - og det er en fest at følge med i.

Stemnigen i Jeg er Manto er stadig meget lig den fra Jeg er Saga, og der er holdt fast i humor og tempo. Der er noget magisk over universet og hvordan det på én gang virker velkendt og fremmed, - det er nemt at føle sig godt tilpas her, og det kan næsten blive helt hjemligt for den erfarne fantasy-læser.

Når det så er sagt er der stadig meget at hente for "nybegynderen", - man kan sagtens læse både Jeg er Saga og Jeg er Manto uden den store viden om fantasygenren. Meget bliver præsenteret undervejs, omend der er nogle væsner hvis handlemønstre sandsynligvis giver bedst mening, hvis man har kendskab til artens karakteristika på forhånd.

Jeg har set flere anmeldelser sammenligne Jeg er Saga med Ringenes Herre i dens vibe og stemning, - og jeg kan sagtens se, hvor de vil hen med det. Men med Jeg er Manto tilføjet universet hælder jeg ærligt en smule mere til Narnia-vibes. Der er noget over den store forskellighed i karaktergalleriet og den måde verdenen er opbygget på; det er magisk på sin egen måde.

Jeg er Saga og Jeg er Manto kan læses fra cirka 4. klasse. De er spændende at dykke ned i, de er velskrevede og humoristiske, og de er svære at lægge fra sig, - og de ville også stå godt på skolebibliotekerne rundt omkring. Og som de bedste børne-bøger kan de naturligvis også sagtens nydes af den voksne læser.

*Anmeldereksemplar* Dødbringende dukker

 Forfatter: Karen Strange - Forlag: Petunia - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Mange af os er nok på et tidspunkt stødt på en lærer, hvor man i mødet med vedkommende kunne undre sig gevaldigt over hvorfor de havde valgt netop dét erhverv, - for udadtil lader det da bestemt ikke til at de har lyst til at have med børn og unge at gøre. Sådan en lærer er Magnus' dansklærer - og han er bestemt ikke fan. 

Da resten af skolens lærerstab begynder at opføre sig mærkeligt, falder hans mistanke da også hurtigt på pågældende lærer, der af en eller anden grund ikke er påvirket som de andre, - og det viser sig da også at der gemmes på mere end Magnus i første omgang havde regnet med...

Dødbringende dukker bygger på den klassiske præmis inden for børnelitteraturen hvor børnene må klare problemerne selv, når de voksne ikke vil lytte, tro eller tage affære, - og det bliver børnene, der har det store overblik og styr på tingene. Det gør dog bestemt ingenting, for mange børn kan nok sagtens nikke genkendende til følelsen af at de voksne ikke ser eller hører hvad der egentlig foregår, - eller at de voksne slet ikke kan følge med i deres tempo.

Magnus går i 5. klasse, og tænker mere på at spille fodbold end at følge med i timerne, - og er så småt begyndt at interesse sig for piger. Og selvom han godt kan synes at lillesøster er irriterende, bekymrer han sig meget for hende. Han er altså langt hen ad vejen en helt almindelig dreng, som mange børn i den primære målgruppe (cirka 9-12 år) nok vil kunne spejle sig i - i hvert fald på nogle parametre. Magnus er ikke perfekt, men han gør sit bedste, og får også rettet op på de ting, der ikke går helt efter planen.

Dødbringende dukker er spændende og velfortalt, - og den emmer langt væk af at være én af de bøger, der bliver vanskelige at lægge fra sig. Samtidig er den passende både at have stående på skolebiblioteket til lystlæsning, - og at inddrage i undervisningen, både i arbejdet med personkarakteristik og især til en snak om slutningen, og hvad der mon sker fremadrettet..

Det er ikke fordi Dødbringende dukker er perfekt. Det er der ingen bøger der er. Der er da også enkelte detaljer, der godt kunne have været mere strømlinede her, og med dén slutning kan man vel nærmest kun håbe på en efterfølger. Men overordnet står den virkelig godt som en selvstændig roman, og den har bestemt mine anbefalinger til elever på mellemtrinnet.