15 december 2024

*Anmeldereksemplar* Den magiske opal (Fortællinger fra Novahr Orbîs, #1)

 Forfatter: C. G. Valentin - Forlag: Read.Die.Repeat - Udgivet: 2024

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Den magiske opal er første bind i serien Fortællinger fra Novahr Orbîs; en serie, der foregår som en åbning og en indgang til forfatterens Dragernes Æra serie. De to serier foregår nemlig i samme univers, men bogen her foregår kronologisk før Dragernes Æra bøgerne, og sværhedsgraden er noget lettere, - hvorfor man kan læse med allerede fra 3.-4. klasse.

I Den magiske opal møder vi Birk, der flytter til en middelalderlandsby med sin mor, hvor den mystiske Jens Vejviser også dukker op. Birk er nysgerrig, og snart fortæller Jens ham om skovens magiske væsner og den magi der omgiver dem alle, men tør Birk tro på det? Da en heksejagt indledes på Jens, Birk og Birks mor må Birk træffe valg, der får store konsekvenser, - og ikke kun form ham selv.

Som nævnt er teksten relativt let at gå til og nem at læse, og der er fulgt op med nogle vanvittigt flotte illustrationer til (se bl.a. kortet i bogen her), og kombinationen klæder virkelig universet, der i forvejen er eventyrligt dragende og spændende.

Det er altid lidt specielt også at invitere de lidt yngre læsere med ind i et eksisterende univers, hvor den oprindelige målgruppe har været en smule ældre, - men det gør bestemt ikke noget her. Fortællingen om Den Magiske Opal kan nemlig sagtens stå alene, og så kan de, der for alvor bliver grebet, altid dykke ned i Dragernes Æra, når de bliver en smule ældre og dén serie senere kommer til at føles knapt så intimiderende.

Karaktererne i bogen her er ligetil, relaterbare og nemme at holde af, også for børn på mellemtrinnet. Samtidigt er der åbnet op for, at de i endnu højere grad kommer til at interagere med magiske væsner i kommende bøger i serien, hvilket bestemt er lokkende.

Man kan godt fornemme, at her er tale om første bind i en serie, og der går et øjeblik for handlingen for alvor tager fart, - men det er virkelig en god begyndelse. For selvom det ikke er én af de bøger hvor det går allerhurtigst, kan det også noget at vi  får lov  til at nyde universets langsomme tilblivelse og at vi lærer dét og karaktererne gradvist at kende.

Den magiske opal er spændende, - og kan kun anbefales til fantasylæseren fra ca. 10 år, men bestemt også til de voksne fantasylæsere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

*Anmeldereksemplar* Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle

  Forfatter: Alette Scavenius - Forlag: Strandberg publishing - Udgivet: 2024 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk ...