Viser opslag med etiketten romance. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten romance. Vis alle opslag

27 januar 2025

Pumpkin Spice Caféen

 Forfatter: Laurie Gilmore - Forlag: HarperCollins

Pumpkin Spice Caféen var vældig populær i efteråret, og jeg forstår egentlig godt hvorfor. MEN, trods de fem stjerner jeg  selv smed efter bogen på goodreads, kan jeg også sagtens sætte mig i kritikernes sted! 😅

Det er sukkersød romance ala en Hallmark film, der kører nogenlunde efter samme manuskript som rigtig mange bøger før den. Storbypigen flytter til en lille by, hvor hun skal bestyre en café, og hun forelsker sig i én af de lokale, - og så er det selvfølgelig krydret med lidt drama undervejs.

Vi har set det før, og fortællingen er på ingen måde unik. Den er fortalt om og om igen, i forskellige formater og med forskellige baggrundstæpper, men stort set de samme karakterer. Har du først været igennem én af den her slags, kan det næsten føles som om du har været igennem dem alle, - for så stor er variationen heller ikke. Det er forudsigeligt og lige til.

Men er det ikke også noget af det, der er så charmerende ved den her genre, - og  det, der får mange til at vende tilbage gang på gang? Vi ved nøjagtigt hvad det er vi bliver serveret og hvad det er, der venter os.

Jovist, bøger vi bliver klogere af, som provokerer os og får os til at opleve verden på en ny måde kan deres, - men det  kan den her slags bøger altså også.

Det er et varmt kram på en dag, hvor overskuddet ikke er til det helt vilde, - hvor  man bare har brug for at være til, smække benene op, og pakke sig ind i yndlingstæppet eller yndlingssweateren med en god kop te / kaffe / varm chokolade og bare eksistere i sit eget vakuum.

Det er den slags bøger, hvor man nærmest føler man kan koble hjernen fra (eller i hvert fald sætte den i dvaletilstand) for en kort stund og bare være til.

Og DET kan altså noget helt særligt. DET er nemlig også magisk, på sin helt egen facon.


11 november 2024

The wrong bachelor

 Forfatter: Alexandra Moody

The Wrong Bachelor er rom-com i et high school miljø. Skolen arrangerer et reality-dating forløb over nogle uger, med en mandlig elev som prisen 10 af pigerne skal dyste om at få lov at følges med til skoleballet om nogle uger. Hver uge kan de, der følger med, stemme på hvilken pige er deres favorit, mod et lille beløb der går til velgørenhed, - hvilket er det, der skal retfærdiggøre hele arrangementet.

Som læser og et lærervirke bag mig kan jeg savne noget voksentilknytning til et arrangement der netop har skolen stemplet over det. Hvor er de voksne, der griber de unge, når det hele er ved at køre af sporet, bliver usikkert, eller der kommer for meget i klemme? Hvem står ved de af deltagerne, der oprigtigt føler sig utilpasse ved deltagelsen? Og hvorfor er der ikke nogen der griber ind over for mobning og chikane, som der ses eksempler på flere steder i bogen?

Når dét så er sagt kan man hurtigt blive grebet af arrangementet og vores hovedpersoners følelser, som i bedste ungdomsstil stritter i alle mulige retninger, og der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, - nøjagtigt som det skal være. Det er drama for alle pengene, og det er egentlig meget underholdende hvad de kommer ud for undervejs, - omend jeg (igen) savner nogen, der holder dem i hånden og tager dem seriøst, når de føler sig allermest frustrerede. Der er absolut ingen hjælp at hente fra de voksne. Forældrene synes bare det hele er herligt, og der er nærmest ikke en eneste voksen fra skolen der pipper op om noget som helst.

Overordnet set var The Wrong Bachelor ærligt en noget blandet læseoplevelse hos mig, og det er derfor også med forbehold at jeg anbefaler den - fra cirka udskolingen og op. Den kan også læses af voksne. Kræver at man orker reality-shows og kan udholde at deltagernes frustrationer på ingen måde tages seriøst.


29 august 2024

A Dowry of Blood

 Forfatter: S. T. Gibson

Trigger Warnings for bogen: emotional, verbal and physical intimate partner abuse, gaslighting, war, famine, plague, blood, gore, consensual sexual content, sadomasochism, self-harm, body horror, violence, murder, alcohol use, depression, mania

Allerede på omslaget af A Dowry of Blood støder vi på ordene desire - obsession - control, som også er meget kendetegnene for fortællingen.

Hop med ind i en spicy vampyrromance med både poly og bi-repræsentation, skrevet i form af erindringer eller tilsvarende fra hovedpersonen til hendes skaber.

Skabervampyren er ikke omtalt ved navn, men fremstår i fortællingen om ham dominerende og med hang til det sadistiske.

Stilen er bemærkelsesværdigt anderledes end mange andre nyere vampyrromancer - og romancer i det hele taget, så det kræver lidt at vænne sig til måden det hele bliver fortalt på.

Til gengæld drages der paralleller til den oprindelige Dracula fortælling, som også var stykket sammen af dagbogsnotater, avisartikler og lignende. A Dowry of Blood er heldigvis alligevel helt sin egen, trods den åbenlyse inspirationskilde.

Der er fin variation i typen af relationer i løbet af bogen, og det er særligt interessant at følge med i hovedpersonens skift i mindset afhængigt af om der interageres med skaberen, en ligeværdig eller en nyere vampyr; der skabes kløfter og skel mellem aldersgrupper og status internt mellem karaktererne.

Fortællestilen indsnævrer af naturlige årsager den verden vi træder ind i og befinder os i, så man kan godt komme til at savne noget worldbuilding.

Jeg ELSKER at bogen lægger ud med en liste af Trigger Warnings inden bogen rigtigt går i gang, så man som læser har en chance for at mærke efter, hvad og hvor meget man er klar på, - for en bog som den her er bestemt ikke for sarte sjæle. Derfor er bogen også udelukkende (!!!) til 18+ segmentet!


25 april 2024

Bride

 Forfatter: Ali Hazelwood - Udgivet: 2024

Ali Hazelwood er primært kendt for at skrive romancer, hvor den kvindelige hovedperson har sit daglige virke inden for noget med matematik eller videnskab, - og dét er Ali Hazelwood god til. Bride er den første af forfatterens romaner, der er fantasy-baseret og ikke foregår i den verden vi kender, men det virker altså også.

Hazelwoods romaner er på ingen måde stor litteratur. Det er dog stadig fængende og fængslende på sin egen måde, og romanerne er vanskelige at slippe igen; lige som en god romance skal være. 

Man kan hurtigt ende med øjnene klistret til siderne og fundere over hvad det næste bliver, og hvilken retning historien nu tager. Selvom de har en tendens til at blive en anelse forudsigelige og man derfor nemt kan regne ud hvordan de ender til sidst er det alligevel spændende at gætte med på, hvilke drejninger og twists bogen tager undervejs.

Bride er på ingen måde et mustread, heller ikke for vante romantasy-læsere. Men den er alligevel charmerende på sin egen måde, og kan bestemt bidrage med noget interessant og anderledes, også for dem der har læst meget i genren i forvejen.

Skal noget trække særligt ned virker hele idéen om at have en Alpha inden for varulve-pak efterhånden en smule forældet og outdatet, og derfor lige rigeligt cliché. Personligt er det i hvert fald noget, jeg stejler en smule over når jeg ser det brugt; men kan man se bort fra det, kan resten af bogen stadig noget.

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...