Forfatter: Mads Schack-Lindhart - Forlag: Dreamlitt - Udgivet: 2024
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Min anmeldelse af første bind i serien, Skyggesværdet, kan læses her.
Blodpagten er andet bind i serien om Nattens Skygger. Vi fortsætter få uger efter første bind sluttede, og nu hvor Tians studier er skiftet er det hele blevet endnu mere dystert end det allerede var. Tian har nemlig fået rodet sig ud i noget, han ikke helt selv kan styre, og han er på vej ned af en meget mørk vej, - og selv om hans nærmeste er bekymrede for ham og forsøger at minde ham om at stoppe mens tid er, så er det ikke så simpelt som det lyder at fjerne sig fra det, Tian har fået rodet sig ud i.
Nattens Skygger er, for både Skyggesværdet og Blodpagtens vedkommende, mørke, dystre og makabre, - men også nervepirrende og umulige at lægge fra sig.
Worldbuildingen udvides gradvist her i Blodpagten, og det er altid fantastisk at kunne følge både regler for magisystemet i universet og kende til lidt om hvordan samfundsstrukturen er. Og dét i en grad, hvor det hele kommer til at gå op i en højere enhed og universet giver mening for læseren, uden at det er DE detaljer, der stjæler hele fokus.
Tian gennemgår i især denne bog en lettere skræmmende udvikling. Da vi mødte ham i starten af første bog hvar han en meget følsom ung mand (nærmest bare en dreng stadigvæk), der ikke havde set meget af verden. Selvom han stadig har noget samvittighed at tage af, da vi forlader ham til sidst i bogen her, er det slet ikke i samme grad. Han har udviklet en hård skal og er blevet mere koldblodig - man skal ikke sætte sig op i mod ham, det er helt tydeligt.
Det er en kæmpe styrke for bøgerne at der på fineste vis jongleres udvidelse af worldbuildingen, en fin karakterudvikling OG et plot, der står super skarpt. Derfor er det bestemt også en serie, der både har mine varmeste anbefalinger og som jeg glæder mig til at læse videre i, når der kommer mere!
Men - hvad nedenstående uddrag betyder.. det må du læse med for at finde ud af!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar