*Anmeldereksemplarer* Anno Draconi: Udskud, Forræder og Hævner

 Forfatter: Emil Blichfeldt - Forlag: Calibat - Udgivet: 2022

Reklame: Trilogien er modtaget som anmeldereksemplarer. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Udskud er første bind i serien. Vi møder drengen Gisle, hvis rolige liv på sletten ændres da hans forældre bliver dræbt af en drage. Hvor Gisles søster bevæger sig i én retning for at samle folket og vælte magthaverne, nægter Gisle at underkaste sig sin søster, så han drager istedet i en anden retning for at ødelægge det hele indefra.

Forræder er andet bind i serien. Gisle er steget en anelse i graderne hos dem, han forsøger at bekæmpe, men det er nu ikke længere kun forældrene, han forsøger at hævne. Der er mere på spil end nogen sinde før, men alene kampen for overlevelse virker mere barsk end tidligere.

Hævner er tredje og sidste bind i serien, og det afsluttende opgør nærmer sig hastigt. Men kan Gisle holde hovedet koldt, - og hvem kan han overhovedet regne med? Alliancer og sociale relationer er komplicerede, og det er ikke alle, der viser sig fra deres pæneste sider.

Jeg kan forstå, at serien har været længe undervejs, men det her absolut været ventetiden værd, for her kan man for alvor mærke, at der har været kælet for detaljerne.

• Worldbuildingen spiller, og der er styr på både historie og magisystem.

Der er drager med! og selvom det ikke er dem, der løber med det største fokus, får vi alligevel et pænt indblik i både dragernes interne sociale hieararki, deres historie, og deres betydning for menneskene i dette univers.

Magisystemet er der styr på, og selvom det naturligvis ikke er super udpenslet, får vi som læsere alligevel et indtryk af hvilke grene af magien der findes, hvad det kræves for at styre den, og hvad det koster at bruge den. Der er ikke noget bare eller noget tilfældigt her, og det er altid en fornøjelse at se at der er tænkt over det.

• Især Gisles person er helstøbt og relaterbar.

Han er ikke perfekt, men har moralske gråsider, trods det han kæmper for et fælles bedste, og hans motivationsfaktor for at handle og gøre noget sidder også lige i skabet. Han er aggresiv og har temperament, men det er ikke ubegrundet, og bunder i stærdighed og viljestyrke - det er tydeligt, at det ikke handler om ren lyst til vold og konflikt, men at det snarere er et middel til at nå det, han gerne vil have.

Også de andre karakterer virker ægte, og jeg elsker, at det netop ikke bliver gjort til en ting at én af de mandlige karakterer bekender sin kærlighed til Gisle. Det er naturligt at attraktion og seksuel ikke nødvendigvis er ensartet og ikke alle behøver være hetero - heller ikke i dette univers, trods de mange andre ting, karaktererne kommer op at toppes over.

• Plottet er noget helt for sig - på den gode måde!

Man kan ikke længere regne med at få den klassiske kamp mellem det gode og det onde, selv i fantasy romaner, - og også Anno Draconi rummer skygge- og gråsider. Jovist, der er nogle karakterer der er ondere end andre, og andre der mere tydeligt kæmper for det gode og for et fælles bedste. Men både hovedpersonen Gisle og langt de fleste af de andre karakterer rummer flere facetter.

Også som læser bliver man til sidst også tvunget til at tage stilling til hvad der i virkeligheden vil gavne folket bedst, - for det er sjældent nok bare at konstatere at der er en vinder, og så er det dét. For hvad gør vinderne så med den magt, de er blevet tildelt? Kan de overhovedet finde ud af at lede et samfund, og ikke kun en hær?

Meget af den slags må naturligt stå hen i det uvisse for ikke at trække fortællingen unødigt i langdrag, men det er nok meget sundt at vi får færten af at alt ikke nødvendigvis bliver ved at være rosenrødt, bare fordi én krig har fundet sin vinder.

• Derudover er det grafiske også virkelig lækkert at kigge på!

Forsiderne er fabelagtige. Motiverne er detaljerede uden at have for mange forskellige elementer med, og de giver mening for indholdet i den enkelte bog. Farverne er valgt virkelig godt så motivet fremstår tydeligt, og der er gjort noget ud af at man på lang afstand kan se at der er tale om en serie, uden at det er over-gjort.

Og så er det som altid fantastisk at at der er gjort noget ud af at lave et kort til serien - både forrest og bagerst i bogen, og at det giver mening for handlingen, så man kan få et ekstra lag ud af plottet ved at følge med i kortet undervejs og på den måde følge med i hvor de forskellige ting udspiller sig og hvorfor visse beslutninger giver taktisk bedst mening.

*Anmelder-eksemplar* Navari - De som ved

 Forfatter: Desmer Kaunitz - Forlag: Forfatterskabet.dk - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Disclaimer: Navari - De som ved strækker sig over mere end 600 sider, og hører derfor til i den lange ende, selv inden for fantasy-genren. Længden i sig selv kræver derfor en smule af læseren - både i forhold til koncentration og håndledsstøtte!

Fortællingen fokuserer især på en gruppe børn, der gradvist får åbnet øjnene for at verden rummer mere end hvad de havde først antaget. Vi følger dem på en rejse ind i ukendt land, både i forhold til deres personlige rejser og i forhold til ting, de ikke havde troet mulige.

Det er én af den slags fortællinger, hvor man skal have god tålmodighed, - for tempoet er ikke så højt som i mange andre fortællinger i samme genre, og der er i høj grad fokus på i detaljer at beskrive de små brikker, der hver især er med til at danne karaktererne både som individer, som en del af en gruppedynamik, og som oplysende i forhold til de dele af verden, som hidtil har været ukendte både for karaktererne og læserne.

Navari - De som ved skriver sig ind blandt de bøger, der virkelig er med til at give læseren noget at tænke over, - for mon ikke børn og unge ofte kan mere, end hvad de voksne omkring dem tror, de kan? Og mon ikke de voksne langt hen ad vejen kan blive bedre til at turde tro på deres børn og unge, og lade de unge mennesker selv vise, hvad de kan? Ofte mestrer de unge mere end både hvad de selv tror, og hvad folk omkring dem regner med at de kan.

Når det så er sagt, så er det altså ikke en børnebog. Det er en fortælling skrevet til voksne, - eller måske teenageren, der har fået smag for de lidt mere voksne temaer. Undervejs kommer vi nemlig også omkring nogle barske sandheder om både den hverdag, de fleste af os tager for givet, og mere grusomme emner som krig - og det er ikke det hele, der er for hvem som helst.

Samtidigt kan både bogens længde og det langsomme tempo godt komme til at hægte nogle læsere af, hvis man ikke ved hvad man går ind til. Det er ikke klassisk fantasy, og det er derfor heller ikke dét man skal forvente. Man kan i højere grad forvente dannelse, venskab, samspil og en kommentar til hvordan vi tænker om børn og unges færdigheder.

Man kommer dog ikke uden om at fortællingen også rummer mange elementer fra fantasy-genren, endda suppleret med kort i begyndelsen af bogen og en ordliste på de sidste sider, så man kan følge med i de mange, fremmede begreber, - så for den uerfarne udi fantasy-genren er det altså heller ikke den letteste bog at kaste sig over, for der er meget at forholde sig til.

Navari - de som ved er til em særlig målgruppe af læsere, der gerne navigerer i forskellige genrer, og som gerne vil både fantasy-genren og dannelsesromanen, og som kan rumme denne dualitet i samme værk. Det er ikke nødvendigvis en bog, man skal regne med at blive færdig med i løbet af en enkelt session (det magtede jeg end ikke - og jeg har ellers ry for at læse meget, og hurtigt), - men den kan også sagtens tåle at blive delt op, så man tager den i flere bidder. I hvert fald så længe det ikke trækkes for meget i langdrag, så man mister fornemmelsen for de mange ting der er at holde styr på undervejs..

Kapløbet om jættekvindens våben & De dødes skib (Når runesten revner, 1 og 2)

Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021

Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.

Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.

Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.

Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.

Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.

Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.

I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.

Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.

*Anmelder-eksemplar* På kant af livet

 Forfatter: Kirstine Laursen - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings for bogen: PTSD, ar på sjælen og mentale udfordringer (inkl anfald), selvmordsforsøg, selvskade, stofmisbrug, overgreb, vold, uhensigtsmæssige forældre-barn relationer, sygdom, død, sorg

På kant af livet handler om tre unge mennesker, - Celina, Jakob og Janus, der alle kæmper med deres mentale helbred af vidt forskellige årsager. Vi følger dem i måneders kamp og op- og nedture, hvor deres mentale udfordringer og helbred bliver udfordret, ikke bare af dem selv, men også af verden omkring dem, der ind i mellem kan synes i mod dem.

Det er én af de bøger, der kan gøre virkelig ondt at læse (se mængden af Trigger Warnings øverst), og det er da heller ikke en bog for alle. Men det kan dog alligevel anbefales at give det et forsøg, da en indsats for at sætte sig ind i hvilken kamp det er at leve med mentale udfordringer kan gøre en stor forskel for relationen til de i ens omgangskreds, der selv kæmper.

Verden er ikke sort-hvid, og der er nuancer til alle kampe. Hvad der udefra virker lige til, oplagt, - eller som om det går strygende, kan indefra opleves som det stik modsatte, hvilket kan være en god påmindelse at få. Det er de færreste der går i gennem livet uden knubs, og selvom der skal være rum til at man kan passe på sig selv og arbejde med eget mentale helbred, er det kun sundt at blive mindet om, at andre mennesker også gennemlever deres egne kampe og deres egne udfordringer.

På kant af livet arbejder med ekstremerne, og det er (heldigvis) de færreste almindelige mennesker, der ender helt derude hvor især Jakob og Janus befinder sig mentalt, - men mange af os vil alligevel på et eller andet tidspunkt støde på nogen, der har været igennem noget ligndende. Det kan være en fordel at have en idé om hvilke konsekvenser bestemte oplevelser kan have for den, der gennemlever det, - for alles skyld.

Det er barsk læsning, og der er meget af det. Det kan virke som en stor mundfuld med 568 sider, hvor der kan være langt i mellem de positive oplevelser for hovedpersonerne, men det er bestemt kampen værd, hvis man ellers synes at kunne holde til det. Der bliver ikke lovet guld og grønne skove eller en sukkersød slutning som vi kender fra meget andet fiktion, men der bliver lovet indsigt i mentalt helbred, og mennesker, der har været nogle forfærdelige ting igennem.

Er der én ting jeg skal være lidt ked af ved en bog som den her er det, at især Janus og Jakob hver især går så grueligt meget igennem at de hver godt kunne have fyldt en bog med deres egen kamp for en bedre og lysere fremtid. Der er noget fortælleteknisk der spiller i, at vi følger dem på skift i romanen her, men netop fordi de hver især har oplevet så meget modgang ville det have været en trøst at de netop havde fået det ekstra spotlight, hvor de fik mulighed for at shine og man kunne være gået i dybden med den enkeltes særlige udfordringer og hvilke værktøjer de har behov for på sigt.

Samtidig ville det bestemt ikke have gjort noget at slutte en så barsk bog som den her af med en side eller to med resourcer, man som læser kunne opsøge hvis man enten selv stod i en situation som de unge hovedpersoner, - eller kendte nogen der gjorde. Hjemmesider, telefonnumre, etc., der kan støde til og hjælpe i en håbløs situation.

Dog er det bestemt én af de titler der er værd at samle op for især pårørende til unge som har mentale udfordringer - hvad enten det er familie, venner eller professionelle, da forståelse er den korteste vej til at kunne gøre en forskel.

*Anmeldereksemplar* De Glemte Vogtere

 Forfatter: Andreas Boeskov - Forlag: Gyldendal - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De Glemte Vogere er fantasy primært skrevet til store børn på 11-12 år og opefter, men kan også sagtens læses af voksne.

Vi følger hovedpersonen Asger, som ofte er overladt til sig selv, både i skolen og hjemme. Han elsker at tegne, men det er som om tegningerne flyder fra hans hænder uden at han tænker over det, - og det kommer der som regel overnaturlige væsner ud af. Han tror i hvert fald de er overnaturlige - ind til én af dem viser sig i levende live, og han får lov at se nogle børn bekæmpe det. Snart er Asger blevet en del af en verden, han slet ikke havde troet mulig.

Asger er en introvert dreng, der ofte tvivler meget på sig selv og kæmper med selvtillid og selvværd. Han er forsigtig og usikker, og det er en kamp for ham at se sine egne styrker, - og undervejs bliver vi som læsere også præsenteret for eksempler på, hvad årsagen er, for ros sidder bestemt ikke på træerne, hverken hjemme i den "gamle" verden eller i den nye, Asger får lov at gå på opdagelse i.

Asger er en uhyre interessant person at dykke ned i, for mens de karakterer vi støder på andre steder i fiktionen med lignende mentale kampe ofte finder en særlig fortrolig at støtte sig til, har Asger endnu ikke fundet dén person, der er der for ham, uanset hvad. Der er også noget usagt mellem Asgers nyfundne kammerater der gør, at Asger langt hen ad vejen føler sig overflødig og tilovers, - og det er svært at rykke det helt vilde ved fra Asgers banehalvdel.

Worldbuildingen i universet her virker gennemtænkt og velovervejet, og der er mange finde detaljer med, herunder en stor mængde referencer til bøgerne om Peter Pan, som også har indflydelse på bogens plot. Det kan heldigvis sagtens lade sig gøre at være med, selvom man kun kender Peter Pan af omtale eller gennem en filmatisering, så længe man holder sig nysgerrig og er opmærksom på detaljerne.

For mange mennesker, der er introverte og / eller som har oplevet ensomhed tæt inde på kroppen, vil det være lige til at identificere sig med en karakter som Asger, hvor modløsheden og det knækkede selvværd får lov at fylde, og som læser ligger det lige for at håbe på at ensomheden og manglen på venskaber er noget af det, der bliver lavet om på for Asger efterhånden som serien skrider frem, - så længe han stadig får lov at være introvert og eftertænksom, for den slags karakterer har vi stadig brug for.

Omvendt vil mange nok også kunne se sig selv i Asgers vilje til at bruge sin fantasi, men også i hvor svært det kan være efterhånden som man bliver ældre og glemmer at lege på samme måde som da man var lille, - fordi livets alvor kommer snigende, først med skole og uddannelse og senere arbejde. Der er et håb i en verden som denne, hvor magien og fantasien får lov at fylde, og hvor der opfordres til at se det skæve i verden omkring os, til at lege og til at tænke anderledes, - for løsningen på vores udfordringer er ind i mellem mere lige til, hvis blot man giver sig selv lov til at tænke kreativt.

De Glemte Vogtere er en virkelig stærk 1'er i en serie, hvor jeg er spændt på hvordan den kommer til at fortsætte, - og jeg glæder mig til at kunne dele den med min datter om nogle år, når hun er klar til den.

*Anmelder-eksemplar* Queenie, Harlems Gudmoder

 Forfatter(e): Elizabeth Colomba og Aurélie Lévy - Dansk forlag: Umpff - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Sorg, død, mord og mordforsøg, vold, overgreb, racisme

Queenie - Harlems Gudmoder er en graphic novel baseret på historien om Stephanie St. Clair, der havde stor indflydelse på bydelen Harlem i mellemkrigstiden. Hun levede et liv på kant med loven og som mafiaboss og feminist. Det her er ligeledes en historie om undertrykkelse af samfundets svageste, og med en sort hovedperson er det (desværre) heller ikke til at komme uden om racisme.

Vi følger Stephanie St. Clair i glimt, hvor vi skiftevis følger hende som voksen i tiden mellem første og anden verdenskrig og i episoder fra hendes barndom og ungdom. Som voksen kan hun virke barsk, hård og vanskelig at komme ind på livet af, mens glimtende fra barndommen viser en helt anden, blødere side, som forsøger at få mening ud af tilværelsen. 

Vi er alle et resultat af mange hændelser, - og hverken fortællingen om barnet Stephanie St. Clair eller den voksne Stephanie St. Clair kunne have stået alene. Selvom de to sider af Stephanie St. Clair umiddelbart kan virke meget modstridende, er det udført på en måde så de tilsammen giver et helt menneske, og det minder os om, at vi netop alle er et produkt af vores liv indtil nu.

Stephanie St. Clairs sindstilstand fremstår tydeligt for læseren, og det er virkelig noget af det der står stærkest undervejs. Frustrationerne over verdens uretfærdigheder. Handlekraften. Drivet. Retfærdighedssansen. 

Fordi det er en graphic novel, er det nærmest ikke muligt at skille handlingen fra det grafiske, - for de spiller sammen og det grafiske fortæller meget af det, der ikke er nedfællet med ord. Og netop i forhold til det grafiske får vi for alvor Stephanie St. Clairs personlighed og hendes forskellige sindstilstande at se, på en måde som tekst ikke på samme måde ville kunne illustrere.

Samtidig er der gjort ekstra ud af, at bogen er gjort i rene sort-hvide nuancer i de episoder, hvor vi følger Stephanie St. Clair som voksen, mens der er tilføjet grå nuancer, når vi følger hende som barn. Det gør det både let og lige til hurtigt at spotte hvornår i tidslinjen vi befinder os, men det giver også nogle ekstra lag til fortællingen.

Det er en fortælling om en kvinde, der trods det at hun var på kant med loven, var - og stadig bør være - et forbillede, og en personlighed som man kan håbe fremover i endnu højere grad bliver almendt kendt.

Stepanie St. Clairs historie er en rejse. Det er for den historie-interesserede, som er nysgerrig på mellemkrigstidens USA, og som ikke viger tilbage for at høre om de dele, der handler om andre end lige den hvide mand.

Det er for læseren, der gerne vil opdage de dele af historien, som ikke er beskrevet i de almindelige historiebøger. Læseren, der selv er interesseret i feminisme, i klassekamp, og i kvindernes og de sortes historie, - ikke kun de hvide mænds.

For det fulde udbydte af Queenie - Harlems Gudmoder kræves det en smule forforståelse for mellemkrigstidens USA, - men med dét på plads kan den med fordel læses allerede fra 13-14 års alderen. Dog kan det anbefales at de mere sensitive læsere kan blive påvirket af visse scener i bogen.

Yinka, where is your huzband?

 Forfatter: Lizzie Damilola Blackburn - Forlag: Viking (imprint under Penguin Books) - Udgivet: 2022

Yinka, where is your huzband? handler om Yinka, der er i starten af 30'erne, bosat i London og med nigerianske rødder. Hun er single, og hendes familie (og i særdeleshed hendes mor) spørger med jævne mellemrum ind til om hun ikke snart finder sig en mand, - men det er altså ikke bare sådan lige til. Yinka klarer sig egentlig relativt udmærket. Hun hviler i sig selv, hun har en god uddannelse og et godt job, hvor der muligvis venter en forfremmelse. Men moderens konstante kommentarer er svære at ignorere, - snart lider Yinkas selvtillid og hun bliver usikker på sin karakter og sit udseende, og det bliver ikke bedre, da den forventede forfremmelse bliver byttet ud med en fyreseddel.

Det at de unge voksne føler et pres fra deres ældre familiemedlemmer til at slå sig ned, finde en partner, blive gift og få børn er en universel ting, - lige dét kan ikke kun knyttes til en bestemt nationalitet, etnicitet, kultur eller trosretning. Men måden presset bliver ført udi livet på, hvordan og i hvilken grad det bliver italesat, kan variere fra familie til familie. Det i sig selv gør fortællingen relaterbar på tværs af læseres varierende baggrunde.

Samtidig gør Yinkas skiftende sindstilstande indtryk. Hun er blevet voksen, og hendes bekymringer er derfor lidt andre end den typiske hovedperson i en Young Adult / New Adult bog. Hun er for længst ude af uddannelsessystemet og videre på arbejdsmarkedet, så mens hendes kærlighedsliv stadig bekymrer, kan hendes tanker om fremtidige ansættelsesforhold måske især gøre indtryk hos den lidt mere modne læser.

Selv på kærlighedsfronten handler det ikke kun om et crush man gerne vil score lige nu og her, men om at finde en partner man kan se sig selv med på længere sigt, - én, man forhåbentlig vil kunne se sig selv blive gammel sammen med. Der er ikke så meget instant gratification over fortællingen som visse bøger målrettet et lidt yngre segment. Det skal ikke forstås som en kritik af andre romance-bøger, som har deres egne styrker, - men denne her skriver sig på den måde ind i en anden gren af romance-genren.

At bogen er til et lidt mere modent publikum viser sig også i, at Yinka måske ikke er direkte jaloux på dem i hendes omgangskreds der er nået til forlovelser, bryllupper og babyer, - men hun er heller ikke upåvirket, måske især fordi det giver hendes mor ekstra chancer for at presse på i forhold til hendes kærlighedsliv, men også til dels fordi det bliver en lind strøm af små påmindelser om, hvor hun ikke er.

Yinka oplever dog ikke udelukkende udfordringer på kærligheds- og karriere-fronten. Hun er også udfrordret af sin hudfarve, da en del af hendes egen usikkerhed bunder i at hun er meget mørk i huden, også i forhold til flere andre sorte, - og det bliver ikke bedre af, at flere bejlere feticherer hendes hudfarve, eller fortæller hende direkte, at hendes mørke hud er årsagen til at de ikke kan blive til mere. 

Det ville også næsten være mærkeligt hvis ikke der blev sat ord på aspekter af racisme, når nu hovedpersonen er sort og bosat i en del af verden hvor majoriteten er hvide, - desværre. Det er ikke historiens primære omdrejningspunkt, men dog et væsentligt undertema, der bliver bearbejdet på en elegant og subtil måde, - og det er fantastisk at se, at Yinkas eget syn på hendes udseende bliver italesat, da hun starter i terapi.

Yinka, where is your huzband? er til romance-læseren, der ikke viger tilbage for problematikker der knytter sig til slut-20'erne / start-30'erne. Det er til læseren, der vil have en anderledes bog om kærlighed, der ikke har en åbenlys førsteelsker gennem hele romanen. Det er til læseren, der gerne vil gøre op med generations-relaterede traumer, og som kan se det positive i at hvile i sig selv og embrace single-tilværelsen.

*Anmelder-eksemplar* Lyset (Arias fortælling, #3)

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.

Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.

Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.

Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.

Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.

Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.

Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.

Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.

*Anmelder-eksemplar* At trække vejret under vand

 Forfatter: Anja Mosch Lagoni - Forlag: Mosch Lagoni - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Trigger Warnings: Partnervold (fysisk og psykisk), beskrivelser af mentale og fysiske mén efter samme - ikke for sarte sjæle!

Jeg vil lægge ud med at fortælle, at jeg ikke har redigeret billedet af bogen, - og at det er taget i masser af lys. Bogen er vitterligt i grå og sorte nuancer, hvilket også udmærket reflekterer hovedpersonens mentale tilstand i en stor del af bogen.

At trække vejret under vand handler om Signe, der har haft en voldsom, uforudsigelig opvækst, og nu, hvor huner voksen og mor til to, har hun fundet en kæreste, Martin, der mildest talt er utilregnelig. Signe bliver efter bruddet indlagt på psykiatrisk, hvor hun tænker tilbage på forskellige perioder i sit liv.

Bogen her er én af de titler, jeg har brugt længst tid på at samle mig mod til at takke ja til - og til at få læst, netop på grund af dens barske fortælling. Det gør ondt i maven at læse, og det var svært at komme igennem. Men det er (desværre) en uhyrre realistisk beskrivelse af mange af de ting, der foregår i hovedet på ofre for det, Signe går igennem. Der er mange undskyldninger for, hvorfor man bliver. Hvorfor man byder sig selv det, Signe går igennem. Men i situationen er det helt naturligt at den slags logik ikke giver mening, - at der ikke er andre muligheder end at blive i det, hvor sørgeligt det så end lyder. Og netop den høje grad af realisme er romanens stærkeste kort.

Når man læser bogen, bliver man præsenteret for tekststykker fra forskellige perioder i Signes liv. De beskriver til dels hendes barndom, og til dels tiden lige op til og og tiden i relationen til Martin, og til dels tiden hvor hun er indlagt, - som også er nuet. Det gør noget for fortællingen at vi får de her forskellige indblik i Signes liv, og det fremstår tydeligt, hvordan Signe mentalt er endt et sted, hvor hun kunne blive charmeret af en mand som Martin og blive hos ham.

Dog kunne man som læser ønske sig, at der i forhold til layout, opsætning, skrifttype eller andet var gjort forskel på de forskellige perioder i Signes liv, - om ikke andet så bare med en kort overskrift, der gjorde det klart, hvornår i Signes liv vi befinder os. Som det er, hvor tekststykkerne til forveksling ligner hinanden, kommer man nemt til at bruge uheldigt meget energi på at orientere sig i forhold til konteksten, hvilket er synd, - for det er kræfter, man sagtens kunne have brugt bedre på at bearbejde Signes vanskelige livsvilkår.

Derudover savner jeg virkelig en epilog, der bare kort i højere grad for uddybet, hvordan det hele ender for Signe og hendes børn. Jeg vil ikke spoile slutningen for kommende læsere, men blot pointere at der sagtens kunne være lagt nogle flere sider i slutningen for at få rundet historien mere af.

Samtidig ville det klæde bogen at man dedikerede en side til slut, hvor personer i samme situation som Signe (uanset køn, for det kan ramme alle) bliver forsikret om, at det aldrig er deres skyld, - og med informationer om, hvor og hvordan det er muligt at søge hjælp.

Når det så er sagt, så sætter bogen fokus på noget, som ellers er meget tabubelagt i samfundet. Vi blander os kun sjældent i det, der sker inden for hjemmets fire vægge hos andre end hos selv, trods klare beviser på, at der er noget, der ikke er som det bør være. Det gør ondt at snakke om. Mange ofre får ikke åbnet op og gjort noget i tide, - enten på grund af en følelse af, at det er deres egen skyld, eller fordi de ikke kan se nogen udvej. Og i forbindelse med diverse nedlukninger fra 2020 og frem, er antallet af ofre desværre kun gået én vej.

Der er behov for, at vi snakker om emner som det her. Også selvom det gør ondt. Også selvom det betyder, at vi får åbnet op for noget ubehageligt. For alles skyld, både de direkte ofre som Signe, men også for de mere indirekte ofre som Signes børn og øvrige pårørende, - og eventuelt kommende partnere til de, der udfører disse handlinger.

At trække vejret under vand er ubehagelig læsning. Det er barskt, gør ondt, og kan være svært at komme igennem. Men det er også en fortælling, der fortjener at blive fortalt og for alvor lyttet til.

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret..