Viser opslag med etiketten kaldet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaldet. Vis alle opslag

11 marts 2022

*Anmelder-eksemplar* Lyset (Arias fortælling, #3)

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2022

Reklame: Bogen (og dens to forgængere) er alle modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Min anmeldelse af de to første bøger i serien, Kaldet og Synet, kan findes her.

Vi er nu nået til tredje og sidste bind i serien om Arias fortælling, og det begynder at spidse til i konflikten mellem de evneløse og de forbandede/velsignede (som naturligvis bliver kaldt noget forskelligt afhængigt af ens holdning til dem). Den gode nyhed er, at det ser ud som om der findes en måde at løse konflikten på og, i hvert fald for en stund, skabe fred mellem de to folkeslag. Den dårlige nyhed er, at de evneløse ikke er interesserede i fredsmægling, og det bliver uhyre vanskeligt at gennemføre planen.

Arias fortælling er en serie, der har mulighed for at sætte indtryk hos de yngre læsere og for at tage en snak om dét at være anderledes og føle, at man ikke passer ind, - og balancen mellem hvorvidt man selv skal gøre en større indsats for at passe ind, og hvornår man skal lade være og søge i andre retninger. Det er også en fortælling om stærke venskabsbånd og det at være der for andre, når der er behov for det.

Gradvist får vi lidt mere at vide om de forskellige grene man kan have evner for. Det bliver dog svært begrænset, og ud over Hviskerne, hvis evne er at kommunikere med en dyreflok, som også er den, Aria primært tilhører, er det ikke meget vi ved om omfanget af evnerne hos de andre. Dog er det en fornøjelse at se at Arias evne får lov at udfolde sig i endnu højere grad end tidligere, og at vi for alvor får en fornemmelse af, hvad det vil sige at hviske med en dyreflok - og hvilke muligheder det giver. Det er gjort meget levende, og man kan som læser tilnærmelsesvist selv fornemme flagermusene omkring sig undervejs.

Selve løsningen på hele konflikten mellem de evneløse og de velsignede afhænger af, at Aria lærer lidt om hver af de forskellige typer af evner, - og at der sker en forening mellem en velsignet og en evneløs, som begge parter går ind til af egen fri vilje. Aria lærer det, hun skal, uden de helt store vanskeligheder, men foreningen mellem de to folkeslag synes mere vanskelig. Først og fremmest handler løsningen om at finde en partner til en tronfølger til de evneløse, og hos de velsignede tænkes i meget heteronomative baner i jagten på et partner til vedkommende. Da man i begyndelsen går ud fra, at det er en evneløs mand, de skal have fat i, er fokus udelukkende på unge kvindelige velsignede - og omvendt, da de finder ud af at det handler om en evneløs kvinde, så er det en ung velsignet mand, de leder efter. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det kan da undre, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de to udvalgte kunne være af samme køn.

Derudover går lederne hos de velsignede meget målrettet mod gennemførelsen af ritualet, og i betragtning af at det er en del af profetien at de to parter skal gå til ritualet af egen fri vilje kan det igen undre, at der tænkes i baner af en kærlighedsdrik, der netop påvirker de involverede parters grad af frivillighed, - der kunne sagtens være stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var en reel, gangbar løsning på udfordringen. Der er nogle etiske dilemmaer, der sagtens kunne være diskuteret her, også på en måde hvor seriens primæere målgruppe sagtens kunne være med, - for modsat tænker jeg egentlig det er et uheldigt signal at sende, at det bliver okay at få andre til at gå i seng med én ved hjælp fra den slags substanser.

Noget af det, der fylder rigtig meget hos Aria, er jagten på hendes ophav, og mysteriet om hvem hendes far er, nu hvor hendes mor døde kort efter fødslen og Aria aldrig har kendt sin familie. Aria har længe vist, at hendes fars navn skulle starte med tre bestemte bogstaver, og når man holder den information op i mod at der i bøgernes persongalleri kun er én mand hvis navn starter med lige netop de bogstaver, ville det være oplagt at tænke over, om det monstro kunne være ham, der var Arias far. Så langt tænker Aria dog ikke, og hun bruger i stedet en pæn mængde energi på at jagte svaret ad andre omveje. Ganske vist kan man da ikke være sikker på, at det er den pågældende karakter der er hendes far, men man kunne da have håbet på at der i hvert fald var tænkt i de baner, - og når bøgernes primære målgruppe er 12-14 årige må man gå ud fra, at de er store nok til også at ville placere deres odds på lige netop dén karakter.

Arias fortælling er en serie, der er nem at blive grebet af og man kan hurtigt få lyst til lige at skulle have det næste med og finde ud af hvad er sker. Det er en fortælling, der også rundes af på en fin måde, hvor historien sådan set er afsluttet, men der også er et fint afsæt til at lade fantasien fare videre i forhold til hvad der sker med karaktererne, og hvordan det vil gå dem fremover. Så på trods af nogle af de udfordringer, der findes i serien i forhold til etiske dilemmaer og heteronormativitet, er det også en serie, der sagtens kan gøre et stort indtryk på sin læser, især i den yngre, primære målgruppe.

Det er ikke perfekt, - der er rum og plads til forbedring. Men det er bestemt også en serie med masser af potentiale, og det er absolut et forfatterskab, jeg ser frem til at følge mere fremover.



03 september 2021

*Anmelder-eksemplarer* Arias fortælling 1+2

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Kaldet er første bind, og Synet er andet bind i serien om Arias fortælling. Tredje og afsluttende bind i serien er i skrivende stund under udarbejdelse.

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Arias fortælling er historien om en pige, der ikke rigtigt hører til, nærmest uanset hvor hun befinder sig. I en verden af mennesker enten med eller uden særlige kræfter er hun vokset op blandt dem uden, og har altid set skævt til dem med særlige kræfter - De Forbandede, som de kaldes i denne del af verden. Ad omveje kommer hun dog til selv at bo i De Forbandedes del af verden - hos De Velsignede, som de kalder sig selv. Her finder hun ud af, at hun selv kan nogle ting - men hvad det er, og hvordan man styrer det, ved hun ikke helt endnu, og hvad er det for noget med, at den sidste med særlige kræfter skulle være født for mellem 10 og 20 år siden?

Aria har ikke mange venner, og har generelt en smule svært ved at få det. Hun har temperament og kan derfor være sjov at drille for nogle, og andre kommer hun til at træde over tærende fordi hun kun ser sine egne vanskeligheder og derfor glemmer at lægge mærke til, at andre også kan have det svært. Havde temperamentet stået alene kunne det have været en udfordring for alvor at nå ind til Aria for læseren, men fordi det heldigvis ikke kommer til at fylde hele hendes personlighed, men at det bliver uddybet og kun kommer frem en gang i mellem, er hun heldigvis til at holde af og holde med undervejs. Aria har nemlig både håb og drømme, og hun holder virkelig af folk omkring sig - også selvom hun ind i mellem glemmer at vise det, og hun nogle gange glemmer at se deres udfordringer.

Arias fortælling er endnu ikke afsluttet. Men de to første bind i serien står virkelig stærkt, og der er lagt op til, at afslutningen bliver rigtig vild, så den ser jeg i hvert fald frem til at få i hænderne en dag! Magi-systemet synes jeg er utroligt fascinerende i denne fortælling, for vi ved endnu ikke helt hvor mange forskellige slags evner folk kan have, og hvordan de manifesterer sig hos den enkelte, - blot at nogles kræfter er stærkere end andre og derfor mere brugbare for magtindehaverne, og at kræfterne tilsyneladende er arvelige, men at barnet kun arver kræfter fra én af sine forældre. Umiddelbart lader det da også til at kræfterne er baseret meget på, hvad der er anvendeligt i universet, og at de er meget specifikke. Men hvad det betyder for grupperingerne af De Velsignede, og om der eventuelt kunne udvikles kræfter i andre retninger, hvis miljøet så anderledes ud, er også uvist. Det må dog også forventes at der er en række uafklarede spørgsmål til serien, når sidste og afsluttende bind endnu mangler, - det er vel naturligt, - men man kan da håbe og krydse fingre for, at der bliver svaret på nogle af de største spørgsmål til blandt andet magisystemet! 

Selvom jeg i de første kapitler af Kaldet blev en smule overvældet af associationer til Laini Taylors serie om Ønskekræmmerens Datter (en serie, som jeg i øvrigt også holder meget af), bevægede fortællingen sig hurtigt en smule væk fra stilen, og selvom der stadig var enkelte paralleler at finde undervejs, blev Aias fortælling mere og mere sin egen, jo mere vi fik fortalt. Kaldet og Synet er begge velskrevede, og et godt bidrag til den danske fantasy-litteratur (som man jo altid kan ønske sig der bliver mere af), og må bestemt høre hjemme i enhver dansk fantasy-elskers bogreol. 

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...