Viser opslag med etiketten flammen og bølgen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flammen og bølgen. Vis alle opslag

10 september 2023

*Anmeldereksemplar* Flammen og Bølgen 3: De sidste drager

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2023

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

De sidste drager er tredje bind i serien om Flammen og Bølgen. Min anmeldelse af første bind i serien, Den røde drage, kan læses her. Min anmeldelse af andet bind i serien, Den sorte drage, kan læses her.

Så fik vi afslutningen på Flammen & Bølgen-trilogien, - og hvilken måde at slutte den på! Jeg var solgt allerede fra første bind, men den her afslutning står alligevel som noget helt særligt. Det er dragende, fængslende og svært at lægge fra sig.

Både Ignis, Mashal og de andre gennemgår en naturlig udvikling, og deres reaktioner, tanker og følelser i kølvandet på deres oplevelser kan måske virke voldsomme, men hvor er det også fedt at se hvor realistisk det er beskrevet. Det er -ikke- en dans på roser at kæmpe mod systemerne, og det er helt naturligt at det påvirker hovedpersonernes mentale helbred, deres håb for fremtiden og tro på hvad der egentlig er det rigtige at gøre; det er normalt at tvivle på den oprindelige plan, og selvom det kan være hårdt at læse om den slags oplevelser, gør det også karaktererne dét mere virkelige at de ikke bare går derfra uden mén.

De sidste drager følger også op på de tråde, der er lagt ud i Den røde drage og Den sorte drage og binder en fin sløjfe på det hele undervejs. Det er ikke det endeligegyldige svar på alting, men trods alt på det mest væsentlige, og der er lagt op til at læseren fint kan lade fantasien arbejde med hvad der sker efter sidste side er vendt. Og dét på en måde, hvor der på én gang er opsat -nogle- rammer, men der stadig er frihed til at danne sit eget billede af mulige fremtider for karaktererne.

Trilogien om Flammen & Bølgen skiller sig en smule ud fra tidligere udgivelser fra Sidsel Sander Mittet; der er til dels tale om et genreskift (fantasy til dystopisk science fiction), og til dels en lidt anden måde at fortælle på. Der er inkluderet fine, grafiske detaljer undervejs i bogen i form af dagbogsnotater og eksempler på håndskrift, hvilket komplementerer handlingen virkelig godt og er et fint touch til fortællingen.

Serien er velfortalt, gribende, og kan (forhåbentlig) være med til at sætte en række tanker i gang hos både unge og voksne, - for den kan læses fra udskolingen og frem. Og nej, børne- og ungdomslitteratur bliver man altså ikke for gammel til Især ikke, når det har så vigtigt et budskab som serien her!

05 marts 2022

*Anmelder-eksemplar* Den sorte drage (Flammen og Bølgen, #2)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Min anmeldelse af første bog i serien om Flammen og Bølgen, Den Røde Drage, kan læses her.

Reklame: Begge bøger i serien om Flammen og Bølgen er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Trigger Warnings for Den Sorte Drage: vold, overgreb, forsøg på voldtægt, mord

Bemærkning: Jeg fandt en del ro i at lytte til dette soundtrack under min læsning.

Her i anden bog i serien om Flammen og Bølgen fortsætter vi, hvor første bog slap. Ignis og Khalil er ankommet til Broen, der fungerer som base for oprørsgruppen Bølgen, og de bliver videre sendt på missioner sammen med Ignis' bror. Samtidig kæmper de for at holde styr på kaosnettet, - pendanten til Flammens mentale net, og en videreudvikling af dét vi i vores tid vil kalde internettet.

Hurtigt bemærker man dog en lille forskel i begyndelsen af hvert andet kapitel i denne bog i forhold til forgængeren. I begge bøger følger vi på skift Ignis og Khalil, - og nu, hvor Khalil går under navnet Mashal, er det også det, der i denne bog står som overskrift til hans kapitler.

I forhold til selve bogens indhold, bliver vi i første omgang præsenteret for hvordan oprørsgruppen Bølgen er struktureret. Hvor gruppen tidligere har været styret af Ignis' mormor, er den nu styret af en anden, noget yngre kvinde, der fører en politik der hedder, at enkelte medlemmer kun skal vide det, der er strengt nødvendigt for den opgave, de står over for, - hvilket i høj grad er frustrerende for Mashal og Ignis, og til en hvis grad også for læseren, afhængigt af ens temperament. Det kan være virkelig træls at vi ved, at vi ikke får alt at vide, - men det er også et virkelig stærkt værktøj, og ved endt læsning giver det meget bedre mening hvorfor nogle bestemte valg blev taget, selvom vi endnu ikke har fået svar på alt.

Forskellen mellem de forskellige typer af net i denne verden bliver i højere grad udforsket her i Den Sorte Drage. Mashal har gennem sin opvækst fået et dybdegående kendskab til det mentale net (men har dog ikke helt styr på hvorfor det virker som det gør), og lærer også relativt hurtigt at begå sig med kaosnettet. For Ignis er det straks vanskeligere, - igen til stor frustration for især hende selv.

Både Ignis og Mashal får lov at vise noget mere af sig selv undervejs. Ignis viser sig flere gange fra sin temperamentsfulde side, hun er spontan, ilter og umiddelbar, hvilket hun i høj grad også har haft behov for gennem sin opvækst. Mashal er opdraget til en helt anden livsstil og det viser sig også i hans måde at opføre sig på, - hvor han på mange områder har fuldstændig styr på det teoretiske, mangler han praktisk erfaring, og går derfor forkert af de mennesker han møder uden for den relativt beskyttede tilværelse han er vokset op med. Tilfælles har de dog umiddelbarheden, fanden-i-voldskheden, og at de ikke altid tænker planerne fuldstændig igennem. Om det skyldes manglende info hos dem eller generel uopmærksomhed skifter lidt, men de bliver i hvert flad begge presset ud i at skulle improvisere, - hvilket for Ignis er noget lettere end for Mashal.

Det er befriende at læse med, når vores to hovedpersoners stemmer grundlæggende forbliver de samme, og at vi som læsere stadig tydeligt kan mærke hvem de er og hvad de står for, trods de skiftende omstændigheder og ændrede livsvilkår for både Mashal og Ignis. De er levende i en grad, hvor de nærmest træder ud af siden; de er virkelige, både i deres handlemønstre og måder at tænke på, og man kan mærke, at deres følelser nærmest er helt ægte, og er et logisk produkt af deres opvækst. For selvfølgelig er Ignis bedre til at håndtere ghettoen, til at improvisere, og til at tage en maske på end Mashal, for det har hun været tvunget til i flere år for at overleve, - og selvfølgelig er Mashal på andre områder mere hjemmevant i det teknologiske, i kaosnettet og det mentale net, og til at tænke ud af boksen på andre fronter, for det er det, han er blevet skolet i gennem hele sin opvækst.

Den Sorte Drage slutter ikke på en decideret cliffhanger, men der er dog stadig en del uafklarede spørgsmål, og der er flere tråde, der skal reddes ud før serien kan afsluttes på en måde, der er tilfredsstillende som læser, - herunder en opklaring af hvad der skete Marshal i hans første leveår. Ignis' kusine Fia har endnu kun haft en lille rolle at spille, så jeg ser frem til at se hvilken betydning hun får fremadrettet, - og det samme med Ignis' bror. Og så mangler vi naturligvis det endelige opgør mellem Flammen og oprørsgruppen Bølgen, - hvordan dét spiller ud bliver også interessant.

Både Ignis og Mashal er stadig så unge, så jeg ikke forventer, at de nødvendigvis skal ende ud med kærester når serien slutter, - men hvor Mashals seksualitet og drive på dén front blev gjort relativt klart i første bog, er det endnu mere usikkert med Ignis. Der er dog kommet nogle antydninger af noget her i Den sorte drage. Det er dog endnu kun noget, vi som læsere kan gisne om, og man kan da håbe og krydse fingre for at Ignis selv når til en erkendelse af, hvad hun er til på dén front i løbet af en kommende bog i serien. Det er blevet antydet, at andre karakterer gerne så Mashal og Ignis danne par, hvilket vores hovedpersoner dog endnu kun har spillet skuespil omkring på missioner for Bølgen, - hvorvidt det bliver alvor for dem vil tiden vise.

Flammen og Bølgen som serie foregår i en fremtidsudgave af den verden vi kender, - men en flodbølge har ændret måden vi lever på, og gjort mange landområder ubeboelige. I forhold til tema og målgruppe læner den sig meget op af Christian Engkildes Pandora-trilogi (min anmeldelse af tre'eren i dén serie ligger her). Fælles for dem er, at de foregår flere år efter en naturkatastrofe, der har ændret vores levevilkår radikalt, - og at de, i hvert fald hos den samvittighedsfulde læser, giver stof til eftertanke i forhold til den måde vi behandler naturen og klimaet på. Serierne kan, forhåbentlig, være med til at gøre en lille forskel på den front, hvis man altså er så heldig at læseren tager noget af det til sig. Flammen og Bølgen er dog også helt sin egen, og ud over de grundlæggende fællestræk er der rigtig meget, der adskiller den fra Pandora, hvor mange af de problematikker, karaktererne står over for, er væsentligt anderledes, - begge serier fortjener ros på deres egen måde. Man må blot gå ud fra, at har man været glad for den ene serie, vil man med stor sandsynlighed også være det for den anden.

Slutbemærkning: Perlepladen på billedet er naturligvis hjemmelavet og er blevet til på baggrund af symbolet på forsiden af netop bog 2, Den Sorte Drage, hvilket også er det symbol, oprørsgruppen Bølgen benytter sig af i serien. Figuren er blevet cirka 56 centimeter bred og 82 centimeter høj - eller hvad der svarer til fire kvadratiske stiftplader i bredden og fem i højden. Der er brugt noget der ligner 7500 røde perler og lidt færre hvide. Hvis du vil lave din egen, så send mig endelig en mail, så hjælper jeg gerne til med mønsteret.. 



09 marts 2021

*Anmelder-eksemplar* Den Røde Drage (Flammen og Bølgen, #1)

 Forfatter: Sidsel Sander Mittet - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Sidetal: 376 - ISBN: 9788793456839

- Reklame - Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er helt mine egne.

Jeg er virkelig imponeret over, hvor gennemført bogen her er.

 Det er helt tydeligt, at Sidsel Sander Mittet har hands on-erfaring med ild-gøgl. Det er FEDT at se, at det får lov at fylde lidt, og at der er er kommet så mange små detaljer med, - ting, som man ikke nødvendigvis ville bemærke eller tænke over, hvis ikke man selv har været i det, men som er indgroede og ofte meget bevidste handlinger for dem, der er i det. Som tidligere aktiv jonglør og deltager ved flere jonglørtræf (godt nok tilbage i 2006-2007, men stadig) er det nærliggende at blive en smule nostalgisk - der er virkelig mange detaljer, der er kommet med her, både i forhold til ting, der er specifikke for ildgøgl, men også i forhold til stemningen omkring en optræden og mentaliteten og tilgangen til det.

Når det så er sagt, er der også præsenteret en stærk start på serien, hvor der er rig mulighed for at komme omkring mange ting. Plottet og de bærende temaer er super-interessante, og det er lækkert hvordan der virkelig er tænkt over tingene, - både i forhold til kortet og hvordan denne verden er bygget op.  For nok befinder vi os i en fremtids-udgave af den verden, vi kender, men der er på én gang mange ligheder og mange forskelle på samfundsstrukturen her i bogen og den virkelige verden.

  • Der er forskellen mellem land og by (eller rettere - kyst og by, i det her tilfælde), - hvor der er ret tydelige paralleller til de fordomme, der kan være om den modsatte part, hvis man kun har boet det ene sted, selv i vores verden. 
  • Og så er der den teknologiske udvikling, som vel nærmest helt naturligt når nye højder, når vi når nogle hundrede år ud i fremtiden, med et såkaldt "mentalt net", der er udbredt i byen, og fungerer i stedet for de computere og gadgets vi bruger i dag. Hvordan det mere præcist virker kan man håbe bliver udforsket lidt i kommende bøger i serien, - for hvad mon det er der gør, at man bliver i stand til at logge på det mentale net?

I forhold til karaktererne og deres ægthed, er det Ignis, der står særligt stærkt for mig; hendes bekymring for og trang til at passe på og at tage sig af sin bror og kusine er ægte, og det var for mig virkelig nemt at relatere til hende. Hun rummer store følelser for sin alder, og vi får lov at opleve både frustrationerne, når det ikke går, som hun havde ønsket sig, og de mere positive følelser, når tingene arter sig.

Den anden hovedperson, Khalil, står midt i, hvad der vil nærmest må kaldes en identitetskrise. Selvom han på sin uddannelse klarer sig godt med topkarakterer og gode venner, ved han ikke, hvor han kommer fra, og hvorfor han er plaget af mystiske mareridt. Derudover kan han ikke slippe tanken om den pige, han en dag støder på, og som han bliver meget opsat på at finde igen.

Khalil rummer, som Ignis, nogle store følelser, men det handler meget om ham selv, - ikke, at der nødvendigvis er noget galt i det, men sammenligner man de to karakterer, fremstår han hurtigt mere selvcentreret og egoistisk. Hans opdragelse og fokus gennem opvæksten har været end anden end for Ignis, og en 1 til 1 sammenligning gør dem derfor nærmest til modsætninger. Det er to yderligheder, der er i spil, hvorfor en del læsere sandsynligvis vil kunne identificere sig med en smule fra hver af dem, for så at finde et standpunkt et sted mellem Ignis, der ofrer sig selv for sin bror og kusine og derigennem næsten glemmer sig selv for at tage sig af andre, og Khalil, der primært har sig selv i fokus, og ikke på samme måde er vant til at skulle tage hensyn til andre.

Den røde drage fremstår for mig som en uhyre stærk start på en serie. Den fangede med det samme, og allerede efter de første 100 sider stod det klart, at den ville komme til at stjæle en god portion af min nattesøvn, - for jeg måtte vide, hvordan denne bog endte. Nu sidder jeg så tilbage med en følelse af, at bog 2 bliver enormt svær at vente på!

Sidsel Sander Mittet har hele 9 bøger bag sig, - Morika-trilogien, Krøniken om Morika-trilogien og Bjergtaget-trilogien, der alle er fantasy-romaner. Flammen og Bølgen er som en dystopisk roman et genreskift, hvilket dog ikke umiddelbart lader til at volde problemer for forfatteren. Plottet er velgennemtænkt og sproget er vedkommende, så man kan derfor som læser trygt læne sig tilbage og nyde det - hvis man vel at mærke har tålmodighed til at vente på bog 2 i serien..

⭐⭐⭐⭐⭐/5 stjerner herfra!

*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...