Forfatter: Jakob Leth - Forlag: Mellemgaard - Udgivet: 2019 og 2021
Kapløbet om jættekvindens våben og De dødes skib er de første to bind i den planlagte trilogi, Når runesten revner.
Det handler om Jonas og Omid, der i lang tid har levet et helt almindeligt liv, - men i mødet med klassens nye pige bliver de rodet ind i en verden, de ellers kun kender fra deres begrænsede undervisning i nordisk mytologi. Ragnarok og verdens undergang er tættere på end vi regner med, - og drengene er nogen af de eneste, der kan gøre en forskel.
Når runesten revner er en god blanding af eventyr og fantasy kombineret med udforskning af forskellige dele af Danmark, efterhånden som Jonas og Omid rejser landet rundt for at løse den udfordring, de står over for. Der startes ud i Århus-området, og der er udflugter til både Lindholm Høje, Ribe og Stevns, - så vi kommer vidt omkring.
Jonas og Onid er typiske teenagedrenge med hver deres bekymringer, og selvom den slags træder lidt i baggrunden i kampen for at redde verden fra Ragnarok, er man alligevel ikke i tvivl om at de har deres egne personligheder og drømme for livet.
Også på fantasy-fronten er der skruet på de rigtige knapper, - der sker noget, og vi kommer vidt omkring flere dele af de nordiske myter, der virkelig får lov til at blomstre i bøgerne her, efterhånden som Jonas og Onid går på opdagelse i en verden, de ikke havde kendskab til før. Som læsere bliver vi hevet med både i en elverhøj og i den hule hvor Loke bliver holdt fanget, og det er en fornøjelse at se en loyalitet over for myterne fra asatroen. Der er stadig myter til gode, og det bliver spændende at se hvilke der får en plads i bog 3.
Plotmæssigt står serien stærkere i De Dødes Skib end i Kapløbet om jættekvindens våben, og tempoet er bedre i betragning af bøgernes længde. Også sprogligt sker der en udvikling fra første til anden bog, og bøgerne blvier gradvist sværere at lægge fra sig. Selvom der stadig er plads til forbedring, er det en fornøjelse at se at der ser noget, og at bøgernes kvalitet gradvist bliver bedre og bedre.
I forhold til layout og bogens opsætning kunne jeg til dels ogdt have ønsket mig en større ensartethed i bøgernes forsider, så det var mere tydeligt at de er en serie. Selve brødteksten kunne med fordel være sat op, så det fremgik tydeligt hvilken karakter vi følger på hvilket tidspunkt, - og at der var lidt flere nuancer i netop opsætningen.
Jeg glæder mig dog virkelig til at få afslutningen på serien med i bog 3, for der er lagt op til at det bliver vildt. Spændingskurven er allerede stigende i løbet af de to første bøger, og kan dét holde, bliver den afsluttende del af fortællingen forhåbentlig virkelig en pageturner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar