*Anmelder-eksemplar* Hvide elefanter

 Forfatter: Jakob Brodersen - Forlag: Brændpunkt - Forventet udgivelse: 16. september 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Hvide elefanter er en barsk roman. Det er ikke sådan én, man bare lige læser. Den beder om at blive fordøjet og at man forholder sig til den, og det, den vil. Både i forhold til det enkelte individ, og verdenssituationen som noget større.

Det her er fortællingen om, hvordan der ofte er to sider af samme sag. Hvor kort der er fra håb til håbløshed. Fra privilegierne og mulighederne i Nordeuropa til begrænsningerne mange steder i Afrika - og for den sags skyld andre steder, hvor økonomien ikke er den samme. 

Det er en fortælling om drømmene om at gøre en forskel, og hvor lidt kontrol man i bund og grund har over, hvorvidt ens drømme bliver til virkelighed, - de er konstant påvirket af udefrakommende faktorer.

Hvide elefanter handler om Alan Bang. Han er midaldrende, single efter flere ødelagte forhold, og far til en voksen datter, der ikke har villet tale med ham i flere år. Som ingeniør kæmper han for at gøre en positiv forskel - både for de Nordeuropæiske forhold, der har behov for at få pumpet vand væk fra landområder, og for Afrika, der stadig kæmper med mangel på vand og mad.

Alan Bang er vel nok hvid, heteroseksuel mand, som de nu engang er flest. Han har i mange år prioriteret drømme og karriere over familie, - hvorfor kernefamilien ikke rigtigt blev til noget, og hans voksne datter er skuffet over, at hun ikke for alvor blev en prioritering i hans liv. 

Alan er idémanden bag den virksomhed, han og broderen driver i fællesskab, og hvor det primært er broderen, der fører sig frem i forhold til at skaffe penge hjem på det Nordeuropæiske marked, drømmer Alan videre om at ville gøre en forskel i Afrika. Men om det er fordi han reelt vil gøre en forskel dér, eller om han underbevidst bruger det som middel til at komme tættere på datteren, er uvist.

Og selvom Alan af flere omgange møder modgang, faktisk nærmest konstant, er hans tilgang til virkeligheden også præget af de privilegier der følger med at være i hans position. Han kan tillade sig at tage chancer, og bliver nærmest opfordret til at gøre det af samfundet. Han kan tillade sig at tale og gøre i forskellige sammenhænge, - og han bliver lyttet til, uden at der er ret mange der stiller nogen særlige spørgsmål til, hvorfor han dog kan tillade sig dét.

Der er i bund og grund heller ikke noget galt i at være en hvid, heteroseksuel mand som Alan Bang. Slet ikke. Men tilhører man som læser en minoritetsbaggrund af en eller anden art, bliver det let tydeligt, hvor meget man kan komme til at tage for givet som hvid, heteroseksuel mand, som ville være noget nær utænkeligt - eller i hvert fald umådeligt vanskeligt - hvis man er noget som helst andet end det.

Rent sprogligt dukker der da også sætninger og begreber op, hvor det er fristende at tænke, at de ord ville karaktererne slet ikke have tænkt på at have brugt, hvis de havde haft en anden baggrund, - og det er bemærkelsesværdigt, at ingen kommenterer på det. Det er kommentarer affødt af privilegier, og bunder ofte i racisme. Det er kommentarer, som jeg formoder ikke afspejler forfatterens egne synspunkter, men udelukkende karakterernes. Men måske derfor stikker de alligevel ud. For hvorfor er der ingen, der gør noget? Hvorfor lader hvide mennesker (og i særdeleshed hvide mænd, for det er dem, der er flest af, langt hen ad vejen i romanen her) andre hvide slippe afsted med den type kommentarer? Som samfund er vi nødt til at være bedre end det. Det hjælper ikke noget at kalde det hyggeracisme, når det i virkeligheden bare er racisme. Det skal stoppes - og det hjælper absolut ingenting, at litteraturen lader sine karakterer slippe godt fra det, også selvom det er at finde ude i virkeligheden. Forandringen skal starte et sted.

Hvide Elefanter er da også bogen om grundlægende at ville det gode i samfundet. Nok lykkes det ikke altid lige godt, - men intentionen er der hos de fleste. Og det er netop den her viden om, at også mennesker omkring os handler ud fra tesen om, at de vil nogen eller noget det bedste, der kan gøre en forskel i vores eget daglige virke - også selvom dem, vi vil det bedste, og måden vi gør det på, ikke altid er det samme. Lige præcis dén viden kan være en god påmindelse for mange - og også et vigtigt redskab i den måde, vi gebærder os på.

*Anmelder-eksemplar* Et liv under solens lys

 Forfatter: Nicolai Just - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Wauw.. Dét her er en bog, der virkelig kan sætte gang i tankerne hos sin læser i forhold til, hvad der er etisk forsvarligt, i forhold til teknologiens indtog på nærmest alle tænkelige aspekter og områder af vores hverdag, og hvordan vores samfund er struktureret.

Det handler i mindre grad om klimaet, og hvad der mon skal blive af jorden, hvis vi bliver ved at opføre os som hidtil. Det er muligt, det ikke nødvendigvis påvirker den enkelte i vedkommendes levetid, - men hvad er det vi efterlader til kommende generationer?

Det handler om den luksus, teknologi kan lade os leve i, hvis den udvikler sig i samme tempo som hidtil, - hvis vi giver den lov. Men hvor langt vil og bør vi gå i stræben efter en luksustilværelse, der kun kræver et minimum af indsats fra den enkelte?

Det handler om etik, og i hvilken grad individet bør ofre sig for fællesskabet. I hvor høj en grad har vi brug for det frie valg? Har vi overhovedet et frit valg? Bør vi vælge selv, når menneskeheden står med en række akutte behov, der skal løses - og bør vi ikke stille os til rådighed, hvis vi har værktøjerne til at hjælpe?

Det handler om kombinationen af, hvor meget teknologi med stor sandsynlighed bliver i stand til at kunne i fremtiden, - og i hvilken grad det er etisk forsvarligt at lade teknologien bestemme for os, i stedet for at vi selv tager de store afgørelser i vores liv, - om karriere, bopæl, valg af partner og lignende.

Det er en balancegang at finde ud af, hvor langt man kan gå med de forskellige ting, og svarene er ikke åbenlyse. Der vil være fordele og ulemper, uanset hvilken retning man tager, - alt har konsekvenser i én eller anden grad. Så hvor meget er vi villige til at gå på kompromis - som individer og som samfund?

Et liv under solens lys hører til blandt de bøger, jeg ville have uhyre vanskeligt ved blot at læse for underholdningens skyld, for så blot at lægge den fra mig uden at forholde mig videre til den. 

Den be'r om at blive tænkt over, om at man forholder sig til den - ikke blot i tidsrummet umiddelbart før, under og efter læsning, men at den forhåbentlig kommer til at sætte elementer af læserens liv en smule i perspektiv.

For hvad er det for et liv, vi ønsker os, - for os selv og for fremtidige generationer?

Det er samtidigt, som så meget af dette dystopiske science fiction, en subtil kritik af det samfund, vi allerede lever i. Forholder vi os aktivt til det liv, vi lever? Husker vi at være kritiske i forhold til de valg og tilvalg, vi tager i livet - og den måde systemet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet som noget større fungerer?

Bogen er Nicolai Justs debutroman, men det kan man ikke mærke. Den står stærkt, og er absolut værd at læse.

*Anmelder-eksemplarer* Arias fortælling 1+2

 Forfatter: Ida Søby Fogh - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Kaldet er første bind, og Synet er andet bind i serien om Arias fortælling. Tredje og afsluttende bind i serien er i skrivende stund under udarbejdelse.

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er dog mine egne.

Arias fortælling er historien om en pige, der ikke rigtigt hører til, nærmest uanset hvor hun befinder sig. I en verden af mennesker enten med eller uden særlige kræfter er hun vokset op blandt dem uden, og har altid set skævt til dem med særlige kræfter - De Forbandede, som de kaldes i denne del af verden. Ad omveje kommer hun dog til selv at bo i De Forbandedes del af verden - hos De Velsignede, som de kalder sig selv. Her finder hun ud af, at hun selv kan nogle ting - men hvad det er, og hvordan man styrer det, ved hun ikke helt endnu, og hvad er det for noget med, at den sidste med særlige kræfter skulle være født for mellem 10 og 20 år siden?

Aria har ikke mange venner, og har generelt en smule svært ved at få det. Hun har temperament og kan derfor være sjov at drille for nogle, og andre kommer hun til at træde over tærende fordi hun kun ser sine egne vanskeligheder og derfor glemmer at lægge mærke til, at andre også kan have det svært. Havde temperamentet stået alene kunne det have været en udfordring for alvor at nå ind til Aria for læseren, men fordi det heldigvis ikke kommer til at fylde hele hendes personlighed, men at det bliver uddybet og kun kommer frem en gang i mellem, er hun heldigvis til at holde af og holde med undervejs. Aria har nemlig både håb og drømme, og hun holder virkelig af folk omkring sig - også selvom hun ind i mellem glemmer at vise det, og hun nogle gange glemmer at se deres udfordringer.

Arias fortælling er endnu ikke afsluttet. Men de to første bind i serien står virkelig stærkt, og der er lagt op til, at afslutningen bliver rigtig vild, så den ser jeg i hvert fald frem til at få i hænderne en dag! Magi-systemet synes jeg er utroligt fascinerende i denne fortælling, for vi ved endnu ikke helt hvor mange forskellige slags evner folk kan have, og hvordan de manifesterer sig hos den enkelte, - blot at nogles kræfter er stærkere end andre og derfor mere brugbare for magtindehaverne, og at kræfterne tilsyneladende er arvelige, men at barnet kun arver kræfter fra én af sine forældre. Umiddelbart lader det da også til at kræfterne er baseret meget på, hvad der er anvendeligt i universet, og at de er meget specifikke. Men hvad det betyder for grupperingerne af De Velsignede, og om der eventuelt kunne udvikles kræfter i andre retninger, hvis miljøet så anderledes ud, er også uvist. Det må dog også forventes at der er en række uafklarede spørgsmål til serien, når sidste og afsluttende bind endnu mangler, - det er vel naturligt, - men man kan da håbe og krydse fingre for, at der bliver svaret på nogle af de største spørgsmål til blandt andet magisystemet! 

Selvom jeg i de første kapitler af Kaldet blev en smule overvældet af associationer til Laini Taylors serie om Ønskekræmmerens Datter (en serie, som jeg i øvrigt også holder meget af), bevægede fortællingen sig hurtigt en smule væk fra stilen, og selvom der stadig var enkelte paralleler at finde undervejs, blev Aias fortælling mere og mere sin egen, jo mere vi fik fortalt. Kaldet og Synet er begge velskrevede, og et godt bidrag til den danske fantasy-litteratur (som man jo altid kan ønske sig der bliver mere af), og må bestemt høre hjemme i enhver dansk fantasy-elskers bogreol. 

*Anmelder-eksemplar* Trubaduren (Mæsker, #2)

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Anmeldelsen af bog 1, Henretterlunden, findes her. Den er i øvrigt også modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg synes, jeg har ventet længe på den her afslutning! Jovist, der er kun gået et års tid, cirka, men den cliffhanger, Henretterlunden sluttede med, var altså næsten ikke til at holde ud.

Heldigvis har Trubaduren været værd at vente på. Der er virkelig fart på, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alt det drama, der sker, og de tråde, der skal vikles ud.

Der er mange detaljer, man skal være opmærksom på, og i bog 1 var der en del åbne spørgsmål, der skulle besvares, før det hele gik op i en højere enhed - og i bog 2 bliver posen rystet, så vi som læsere for alvor kan blive i tvivl om, hvorvidt vi kan stole på de karakterer, man sandsynligvis kom til at holde af og med i bog 1.

Man kommer i hvert fald ikke til at kede sig undervejs, - og begge bøger kan være meget vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang, så det kan anbefales at have god tid til læsningen.

Det er fortællingen om de misforståelser der sker, når vi glemmer at tale sammen. Om de fordomme vi kan have om andre, udelukkende baseret på deres udseende eller der hvor de er født, og hvordan det påvirker vores interaktion med dem i en grad, hvor den enkelte kan blive decideret ondskabsfuld. Og for hvad? Problematikken er til at tage ud og overføre direkte til vores verden. Det er de mindste ting, vi hurtigt kommer til at dømme hinanden på, og ikke altid på et særligt fornuftigt grundlag.

Det er fortællingen om, hvordan det kan have positiv effekt både for det enkelte individ og for samfundet som helhed, at vi ind i mellem minder os selv om at sænke paraderne og huske at kommunikere med omverdenen. Det er fortællingen om, at vi ikke skal lade andres fortællinger om en tredjepart diktere, hvad vi tænker - men at vi skal huske at tænke kritisk og undersøge sagen selv.

Det er tankevækkende bøger, der har masser af potentiale til at sætte spor hos sine læsere. Og jeg er sikker på, der er mange detaljer, der vil blive ekstra klare, ved en eventuel genlæsning, - for der er tilpas meget drama og fart over feltet til, at man godt kan komme til at misse noget.

Bøgerne i denne nu afsluttede duologi er velskrevede, dramatiske og actionprægede. Man håber og krydser fingre, for så at få sit hjerte knust, og til en hvis grad sat sammen igen. Jeg glæder mig til at følge Majbrit Ravnholdt Cramers forfatterskab, og krydser fingre for, hun har flere fantastiske historier i ærmet!

Mon ikke et par lærere rundt omkring ville have fornøjelse af at bruge bøgerne her som udgangspunkt i en debat om menneskerettigheder, racisme, fordomme, og hvordan vi behandler hinanden? - Om ikke andet så blot ud fra bog 1, Henretterlunden, der har sin andel af ting at tage fat i på dét område, og så kan eleverne selv få lov at læse fortsættelsen.

Dicte var her

 Forfatter: Eva Munk - Udgivet: 2021 - Forlag: Byens forlag

Dicte var her er en ungdomsroman, der handler om starten på gymnasielivet. Den handler om de udfordringer, der kan følge med, når man starter et nyt kapitel i livet, og i særdelshed den ensomhed, der ind i mellem følger med.

Det er langt fra alle venskaber, der holder evigt. Ofte vokser vi fra hinanden, vi følger forskellige spor, og vælger forskellige ting til og fra i livet. Som mennesker er vi forskellige, og det hører med, at der i forskellige stadier i livet også er ledsagere, der falder fra eller kommer til.

Det gør det desværre ikke lettere at sige farvel til det, der engang var, og de, som tidligere har været en stor del af, hvis ikke nærmest hele vores verden og hverdag - uanset om det er venner eller romantiske partnere. Det kan faktisk være urimeligt hårdt, og nærmest ødelæggende.

For hvem er man, når man ikke længere omgås alle dem, der nærmest var hele ens hverdag engang? Hvem er man, når man ikke har sine relationer at falde tilbage på?

Svaret kan være mere kompliceret end man lige regner med - og for nogle vil det være nærmest umuligt at svare på. En stor del af vores identitet er netop bundet op på dem, vi omgås, og hvad vi laver med dem. 

Så at miste relationen til dem betyder også at skulle definere sig selv på ny. Men hvordan gør man lige det?

Dictes fortælling minder på nogle områder om Pixies fra Pixie lever stadig af Sofie Riis Endahl. Og alligevel er bøgerne hver især helt deres egen. Hvor Dicte kæmper med ensomheden i starten af gymnasietiden, handler det for Pixie om ensomheden i tomrummet efter gymnasiet. Det er to forskellige stadier, for hvor mange finder det naturligt, at de selvfølgelig skal i gymnasiet efter folkeskolen, er der langt flere muligheder og veje at gå efter gymnasiet, og man bliver på en anden måde ført i forskellige retninger. Og selvom ensomheden kan fylde meget i begge situationer, er den alligevel en anden. 

• Pixie ved ikke for alvor hvilken retning hendes liv skal tage efter gymnasiet, og derfor fylder ensomheden og tabet af venskaberne fra gymnasietiden ekstra meget. 
• Dicte ved godt hvad hun skal bruge i hvert fald de næste tre år på, for hun er kun lige startet på gymnasiet, - og det gør ondt på en særlig måde at hun til hverdag skal se på hendes nu tidligere bedste veninde, der aktivt har valgt Dicte fra til fordel for nogle andre.

Mit indtryk af Eva Munks forfatterskab er virkelig godt, og hendes bøger har en tendens til at sparke benene væk under sin læser. Sproget er virkelig godt, og plottet rammer lige der, hvor der er behov for det, - og gerne også der hvor det gør allermest ondt. Som regel er jeg efterladt med tårer i øjnene.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres situation ender som Dictes. Men jeg vil håbe for dem, der har det lige som Dicte, at de får læst hendes historie og får lov til at opleve at de ikke står alene med deres udfordringer. Og så krydser jeg fingre for, at nogle af dem, de møder i deres hverdag, holder øjnene åbne. For ingen fortjener at stå helt alene.

The Extraordinaries og Flash Fire

 Forfatter: T J Klune - Udgivet: 2020 og 2021

T J Klunes forfatterskab - eller i hvert fald The Extraordinaries, Flash Fire og The House in the Cerulean Sea (Eventyrhuset på dansk) - er omtalt en del på instagram i løbet af de sidste måneder, så det har helt naturligt været vanskeligt at stå for fristelsen. Lidt medløber er man vel, - jeg ville i hvert fald gerne finde ud af, om der var noget om snakken i forhold til de her bøger. Jeg har stadig The House in the Cerulean Sea til gode, men The Extraordinaries og Flash Fire blev læst i løbet af få dage - jeg elskede dem, og de var meget vanskelige at lægge fra sig (pokkers IRL forpligtigelser der gør, at man er nødt til at standse op en gang i mellem og gøre noget andet!).

I en verden, hvor enkelte individer har fået særlige superkræfter - vi ved ikke hvor mange, hvor forskellige kræfterne er, eller hvorfor det netop er de pågældende individer, der får superkræfter - følger vi en dreng, der går i high school. Han har ADHD, og har det med at rode sig ud i nogle bemærkelsesværdige situationer. Og så er han mere end almindeligt optaget af to af de Extraordinaries, som dem med superkræfter bliver kaldt, der befinder sig i netop hans by, i en grad, hvor han skriver fanfiction om dem.

Tempoet er højt, det er komisk, og der er en sitcom-vibe over det. Der er undervejs i plottet lagt mange hints ud til hemmeligheder, som vores hovedperson først får afsløret langt senere, men som den vågne læser måske vil være i stand til at samle op undervejs. Der er plottwists, man kun kan elske. 

Og så der er LGBTQIAP+ repræsentation med på en helt naturlig måde, - det bliver ikke gjort til en TING at der er karakterer, der er det, og det er ikke en coming-out fortælling. Det er der bare. Som det også er i virkeligheden. Det er gjort til noget helt almindeligt, dagligdags, nede på jorden noget, der ikke behøver fylde eller blive gjort til noget ud over det sædvanlige. Og det er måske netop det, jeg elsker bøgerne allermest for. At repræsentationen ikke bliver gjort til noget stort, men at det er en del af en fortælling, der egentlig handler om noget andet - superhelte, at gøre det rigtige, at finde sammen med den, man elsker - og så er flere karakterer så tilfældigvis en del af LGBTQIAP+. Det er sådan det skal skrives! Ja tak..

Jeg har kun læst de her to bøger af T J Klune, men jeg er solgt. Jeg er vild med dem, og jeg synes personligt godt, at de kan leve op til den hype, der har været omkring dem. Og det får mig kun til i højere grad at glæde mig til The House in the Cerulean Sea.

Sygdomsangst - Mikkels historie og Socialangst - Idas historie

 Forfatter: Christina Bonde - Udgivet: 2021 - Forlag: Tellerup

Bøgerne om Mikkels og Idas historie foregår i samme univers, og efterfølger hinanden i nævnte rækkefølge. De kan dog læses uafhængigt af hinanden, og man kan altså sagtens læse Idas historie uden først at have været forbi Mikkel. Der er dog flere karakterer, der optræder i begge bøger, så for at få en dybere forståelse af plottet, anbefaler jeg at man læser Mikkels historie før man går i gang med Idas.

Mikkel og Ida har hver deres udfordringer, og deres mentale helbred gør det svært for dem at leve den hverdag, man kunne have ønsket sig at de havde mulighed for, - det sætter nogle begrænsninger, at det mentale ikke er helt som det skal være. Det er nok de færreste af os, der slipper helt gnidningsfrit igennem teenage-årene. Der vil for de fleste være et eller andet der ikke er helt, som vi kunne ønske os. Men for unge som Mikkel og Ida er udfordringerne lige det større end hos de fleste andre, og det gør ondt i hjertet at læse og følge med i, - især hvis man som voksen selv har børn, eller har med børn og unge at gøre i sin dagligdag. Mikkel og Ida er den type unge, som man ønsker, at man får spottet, og som man for alt i verden gerne vil hjælpe videre til en lettere hverdag.

Der er gennem de senere år heldigvis kommet mere fokus på, hvad det vil sige at slås med sit mentale helbred, og hvor mange, der reelt kæmper med det. Vi er dog langt fra i mål endnu, og derfor er det vigtigt, at der fortsat bliver gjort opmærksom på de problematikker, der er omkring det, og at der bliver kæmpet for at normalisere snakken om mentalt helbred. For selvom man ikke selv er ramt, vil de fleste af os med stor sandsynlighed på et eller andet tidspunkt møde nogen, der kæmper en usynlig kamp, - og det skader ikke at have en smule forståelse for, hvad vedkommende går igennem.

Personligt synes jeg, de her bøger burde stå fremme på ethvert skolebibliotek - og gerne aktivt anbefales til eleverne, især i folkeskolens ældste elever, der for de flestes vedkommende må formodes at kunne håndtere de ellers barske fortællinger. Jeg så gerne, at der i endnu højere grad var en debat om mentalt helbred og hvilken støtte, man kan få, allerede i folkeskolen. Der har i flere generationer været idræt på skemaet, der gør noget for elevernes fysiske helbred, - men i et samfund der i højere grad end nogensinde før presser de unge på deres mentale helbred er der altså også brug for, at mental sundhed bliver italesat.

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at serien ikke er slut endnu, men at der er flere bøger på vej. Dem glæder jeg mig til!

*Anmelder-eksemplar* Søstre

 Forfatter: Daisy Johnson - Forlag: Screaming Books - Dansk udgivelse: 2021 - Sidetal: 183

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Forbered dig på et mindfuck. Plottet springer i tid og kan ofte virke meget forvirrende og mærkeligt, - men jeg lover, at der er en mening med galskaben, også selvom det ind i mellem kan være svært at få øje på.

For hvorfor er det egentlig, vi skal have den her historie? Det var jeg også længe om at finde ud af, - men hvor er jeg glad for, jeg læste videre, trods det mystiske ved det hele!

Dynamikken mellem søskende er ofte noget helt særligt, og selvom to sæt søskende ikke vil opleve nøjagtigt den samme relation, er der alligevel nogle ting, der knytter søskende sammen, som kan være svært at sætte sig ind i som enebarn. 

Det bånd, to eller flere børn oplever gennem en fælles opvækst er svært at sammenligne med noget andet, - og for September og July er den nærmest noget endnu mere specielt.

Der er 10 måneder mellem de to søstre, og de har altid været meget tætte, til dels forstærket af at søstrene mistede deres far, da de var små - og selv trods deres forskelle, kan det især for July til tider føles som om de er én og samme person.

Det er en fortælling om det at være, og det at rumme, både en selv, ens følelser og folk omkring én. Det er en fortælling om at finde fodfæste i verden til trods for, hvor forvirrende og uoverskueligt det kan virke. Det er en fortælling om at mærke efter og at være tro mod sig selv - hvis man ellers kan finde selvet, og finde ud af, hvem man er. 

Det er én af de bøger, der for alvor sætter tanker i gang og kalder på fordybelse - for trods det, at den er relativt kort, rummer den mange lag, mange følelser, og meget af alt. Det er fristende at læse den i en enkelt sitting, og det kan også sagtens lade sig gøre, - men den kræver også mulighed for bearbejdning efterfølgende.

Lenni og Margots et hundrede år

 Forfatter: Marianne Cronin - Originaltitel: The One Hundred Years of Lenni and Margot

Dansk forlag: alpha - Udgivet: 2021

Læs bogen. Græd over den. Og giv den videre til alle, du kender. Du vil sandsynligvis forstå hvorfor, når du har læst bogen.

Selv har jeg læst bogen på anbefaling fra @bogdoktor, fellow bookstagrammer. Da den stod på hylden med mine andre ulæste bøger, spurgte jeg en dag min 5-årige, hvilken bog jeg nu skulle læse, - og barnet valgte den her, fordi det var den flotteste.

Med udgangspunkt i bogens omslag er det også vanskeligt ikke at blive en smule betaget af den - og fascineret af, hvor meget der kan fortælles med så relativt simpel en forside. Less is more, nogle gange - og i efterklogskabens lys er der virkelig meget at hente om bogen ud fra forsiden alene. Også selvom meget først bliver afsløret hen ad vejen.

Lenni på 17 og Margot på 83 er begge terminalt syge. Men det her er ikke en bog om sygdom. Tværtimod. Det er en bog om livet, og om hvad vi stiller op med det, vi har. Det handler om at vælge til og fra, om at prioritere og sætte pris på det, vi har - for ingen af os ved reelt hvor længe vi kommer til at være her, eller hvor længe vi har dét, vi nyder godt af i øjeblikket. Det handler om hvordan visse relationer mellem mennesker kan være så meningsfulde, at de vil sætte spor i os resten af livet - også selvom dem, vi har en relation til, kun er hos os kortvarigt.

Lenni og Margots et hundrede år er en af de bøger, der for alvor sætter spor hos sin læser. Selvom der efterhånden er mange bøger om terminalt syge (især syge teenagere, for some reason), er den her alligevel noget særligt. Den rør noget særligt ved læseren, og minder os om, hvad livet også kan og er. At det ikke kun er et enkeltstående øjebliksbillede, eller en episode på få uger eller måneder - men et sammensurium og et miskmask af mange af de her øjeblikke. Livet er en collage af øjeblikke og valg, tilvalg som fravalg, der tilsammen gør os til dem vi er. Det er fortællingen om, hvordan vi tænker og hvad vi tror på. Om at turde at sige fra, og lytte til os selv - og om at banke i bordet, når vi ved, at det er det rigtige for os, når vi nogle gange går imod systemet.

Så kort fortalt har Lenni og Margot mine varmeste anbefalinger. Men husk Kleenex!

Readathon - tips og tricks

 

Jeg har i skrivende stund deltaget i tre forskellige 24-timers readathons, hvor jeg har været seriøs omkring min deltagelse - LockdownReadathon i januar 2021, ReopenReadathon i april 2021, og EtDøgnMedBøger i august 2021.

I forbindelse med sidstnævnte tikkede der en besked ind i mind indbakke, hvor jeg blev spurgt til, om jeg ville dele nogle tips og tricks til et kommende readathon. Det vil jeg selvfølgelig gerne! Jeg spurgte ligeledes på instagram, om andre havde lyst til at byde ind, så listen indeholder en blanding af mine egne erfaringer og andres tips og tricks. De, der kom med deres egne gode råd og erfaringer, skal selvfølgelig have en tak for det!

Jeg har med vilje valgt at dele de forskellige gode råd op for at gøre det mere overskueligt.

Mental forberedelse inden et readathon

• Husk, det er hygge - ikke en konkurrence. Det er okay at tage en pause og slappe af undervejs - og man behøver ikke være med samtlige 24 timer.
• Hvis du gerne vil nå meget, kan det være en god idé at arbejde på din læsehastighed allerede nu. Der findes læse-øvelser online, der kan hjælpe dig, og det er en god idé at holde det ved lige.
• Måske kender du én, som kan og vil deltage i readathonet sammen med dig?
• Det kan gøre meget for motivationen undervejs (og relationen til vedkommende) at det er noget, I gør sammen, så I kan holde humøret og energien oppe i fællesskabet undervejs.
• En anden løsning kan være at deltage på discord med kamera tændt (men mikrofonen slukket, selvfølgelig). Så får man stadig følelsen af at deltage sammen med andre.

Overvejelser om TBR-stak (altså de bøger, du gerne vil læse)

• Lydbøger er et MUST, hvis man kan koncentrere sig om det - blandt andet når du laver mad, eller har brug for at gå en tur undervejs!
• Bland gerne bøger i forskellige genrer - det er ikke sikkert du har lyst til eller mod på at læse episk fantasy alle 24 timer, og barsk socialrealisme kan altså også blive for meget!
• Bland gerne almindelige papirbøger med lydbøger og graphic novels for variationens skyld
• Tænk over bøgernes længde og sværhedsgrad. 
• Jo længere og sværere bøgerne er, jo sværere bliver de også at overskue ud på de små timer - så gem gerne noget lettere til sidst.
• For nogen er det virkelig motiverende at se stakken af læste bøger vokse, så for dem kan det være en stor fordel at vælge bøger tiltænkt en yngre målgruppe og i en genre man er vant til - så løber det hurtigere op.

Overvej, hvor - og hvordan! - du sidder, hvis du gerne vil holde alle 24 timer!

• Det er rart - og fristende - at sidde blødt og varmt, men det er også søvndyssende!
• Variér gerne undervejs, - sid på forskellige stole, i sofaen eller på gulvet.
• Husk at komme op og røre dig en gang i mellem. Det kan også hjælpe med et koldt bad.
• Få frisk luft undervejs! Åbn vinduerne, eller (hvis du er tryg ved det i løbet af natten) gå en tur med en lydbog i ørene - så får man stadig læst noget.
• Når det begynder at blive mørkt, gør det en stor forskel med masser af lys indendørs. 
• Tænd gerne ekstra meget lys i det lokale, du sidder i. 
• Overvej dog om du kan undvære levende stearinlys og fyrfadslys, da de også kan virke søvndyssende for nogen - men måske dem på batteri kan være en løsning for dig.

Mad og drikke

• Husk at få ordentlig, nærende mad undervejs. 
• Husk lydbogen, hvis du selv laver mad - eller allier dig med nogen, der gør det for dig (familie, venner, readathon-buddy - eller udbringning?). Mange retter kan i øvrigt forberedes dagen før, så det bare skal varmes, og du ikke behøver tage tid fra din læsning.
• Sæt eventuelt din telefon til at minde dig om at spise ordentlig mad undervejs, hvis du har tendens til at blive for opslugt af læsningen.
• Det er fedt med dine yndlingssnacks undervejs - men overvej en bredere vifte.
• Måske er det nødvendigt at have ingredienserne til en kage stående?
• Udskåret frugt og grønt kan løbende give et fint energi- og friskheds-boost!
• Derudover er det altid godt med snacks, der ikke fedter for meget, og kan spises mens man læser! 😂
• Kaffe, sodavand og energidrikke kan virkelig redde én i løbet af natten!

Der er naturligvis ingen garanti for at samtlige tips og tricks vil virke for dig som individ, men jeg håber, det som minimum kan bruges som inspiration. Langt hen ad vejen handler det også om at mærke efter, hvad der giver mening for én selv.

God fornøjelse, og så ses vi forhåbentlig til næste 24-timers readathon!