Forfatter: Nicolai Just - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021
Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.
Wauw.. Dét her er en bog, der virkelig kan sætte gang i tankerne hos sin læser i forhold til, hvad der er etisk forsvarligt, i forhold til teknologiens indtog på nærmest alle tænkelige aspekter og områder af vores hverdag, og hvordan vores samfund er struktureret.
Det handler i mindre grad om klimaet, og hvad der mon skal blive af jorden, hvis vi bliver ved at opføre os som hidtil. Det er muligt, det ikke nødvendigvis påvirker den enkelte i vedkommendes levetid, - men hvad er det vi efterlader til kommende generationer?
Det handler om den luksus, teknologi kan lade os leve i, hvis den udvikler sig i samme tempo som hidtil, - hvis vi giver den lov. Men hvor langt vil og bør vi gå i stræben efter en luksustilværelse, der kun kræver et minimum af indsats fra den enkelte?
Det handler om etik, og i hvilken grad individet bør ofre sig for fællesskabet. I hvor høj en grad har vi brug for det frie valg? Har vi overhovedet et frit valg? Bør vi vælge selv, når menneskeheden står med en række akutte behov, der skal løses - og bør vi ikke stille os til rådighed, hvis vi har værktøjerne til at hjælpe?
Det handler om kombinationen af, hvor meget teknologi med stor sandsynlighed bliver i stand til at kunne i fremtiden, - og i hvilken grad det er etisk forsvarligt at lade teknologien bestemme for os, i stedet for at vi selv tager de store afgørelser i vores liv, - om karriere, bopæl, valg af partner og lignende.
Det er en balancegang at finde ud af, hvor langt man kan gå med de forskellige ting, og svarene er ikke åbenlyse. Der vil være fordele og ulemper, uanset hvilken retning man tager, - alt har konsekvenser i én eller anden grad. Så hvor meget er vi villige til at gå på kompromis - som individer og som samfund?
Et liv under solens lys hører til blandt de bøger, jeg ville have uhyre vanskeligt ved blot at læse for underholdningens skyld, for så blot at lægge den fra mig uden at forholde mig videre til den.
Den be'r om at blive tænkt over, om at man forholder sig til den - ikke blot i tidsrummet umiddelbart før, under og efter læsning, men at den forhåbentlig kommer til at sætte elementer af læserens liv en smule i perspektiv.
For hvad er det for et liv, vi ønsker os, - for os selv og for fremtidige generationer?
Det er samtidigt, som så meget af dette dystopiske science fiction, en subtil kritik af det samfund, vi allerede lever i. Forholder vi os aktivt til det liv, vi lever? Husker vi at være kritiske i forhold til de valg og tilvalg, vi tager i livet - og den måde systemet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet som noget større fungerer?
Bogen er Nicolai Justs debutroman, men det kan man ikke mærke. Den står stærkt, og er absolut værd at læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar