Viser opslag med etiketten mæsker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mæsker. Vis alle opslag

27 august 2021

*Anmelder-eksemplar* Trubaduren (Mæsker, #2)

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet - Udgivet: 2021

Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Anmeldelsen af bog 1, Henretterlunden, findes her. Den er i øvrigt også modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg synes, jeg har ventet længe på den her afslutning! Jovist, der er kun gået et års tid, cirka, men den cliffhanger, Henretterlunden sluttede med, var altså næsten ikke til at holde ud.

Heldigvis har Trubaduren været værd at vente på. Der er virkelig fart på, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alt det drama, der sker, og de tråde, der skal vikles ud.

Der er mange detaljer, man skal være opmærksom på, og i bog 1 var der en del åbne spørgsmål, der skulle besvares, før det hele gik op i en højere enhed - og i bog 2 bliver posen rystet, så vi som læsere for alvor kan blive i tvivl om, hvorvidt vi kan stole på de karakterer, man sandsynligvis kom til at holde af og med i bog 1.

Man kommer i hvert fald ikke til at kede sig undervejs, - og begge bøger kan være meget vanskelige at slippe igen, når man først er kommet i gang, så det kan anbefales at have god tid til læsningen.

Det er fortællingen om de misforståelser der sker, når vi glemmer at tale sammen. Om de fordomme vi kan have om andre, udelukkende baseret på deres udseende eller der hvor de er født, og hvordan det påvirker vores interaktion med dem i en grad, hvor den enkelte kan blive decideret ondskabsfuld. Og for hvad? Problematikken er til at tage ud og overføre direkte til vores verden. Det er de mindste ting, vi hurtigt kommer til at dømme hinanden på, og ikke altid på et særligt fornuftigt grundlag.

Det er fortællingen om, hvordan det kan have positiv effekt både for det enkelte individ og for samfundet som helhed, at vi ind i mellem minder os selv om at sænke paraderne og huske at kommunikere med omverdenen. Det er fortællingen om, at vi ikke skal lade andres fortællinger om en tredjepart diktere, hvad vi tænker - men at vi skal huske at tænke kritisk og undersøge sagen selv.

Det er tankevækkende bøger, der har masser af potentiale til at sætte spor hos sine læsere. Og jeg er sikker på, der er mange detaljer, der vil blive ekstra klare, ved en eventuel genlæsning, - for der er tilpas meget drama og fart over feltet til, at man godt kan komme til at misse noget.

Bøgerne i denne nu afsluttede duologi er velskrevede, dramatiske og actionprægede. Man håber og krydser fingre, for så at få sit hjerte knust, og til en hvis grad sat sammen igen. Jeg glæder mig til at følge Majbrit Ravnholdt Cramers forfatterskab, og krydser fingre for, hun har flere fantastiske historier i ærmet!

Mon ikke et par lærere rundt omkring ville have fornøjelse af at bruge bøgerne her som udgangspunkt i en debat om menneskerettigheder, racisme, fordomme, og hvordan vi behandler hinanden? - Om ikke andet så blot ud fra bog 1, Henretterlunden, der har sin andel af ting at tage fat i på dét område, og så kan eleverne selv få lov at læse fortsættelsen.

26 september 2020

*Anmeldereksemplar* Mæsker

 Forfatter: Majbrit Ravnholt Cramer - Forlag: Facet

Bog 1, Henretterlunden, er modtaget som anmeldereksemplar.

Om bog 1, Henretterlunden, skrev jeg:

Henretterlunden er en forrygende start på serien Mæsker, og der er flere ting, der stikker ud og som er interessante at diskutere, især i lyset af den senere tids Black Lives Matter bevægelse.

Selvom serien foregår i et univers, der på mange måder er ulig det univers, vi kender, tænker jeg her naturligvis på, hvordan den lokale befolkning reagerer på synet af mennesker, der ser anderledes ud end dem selv.

Vi introduceres til et område i denne verden, hvor stort set alle er lyse i huden, har rødt hår og grønne øjne. Alle pånær Byriel, der har mørk hud og lyst hår. De færreste bryder sig om ham, - mange er bange for ham, fordi de tror, han er kannibal, og han har svært ved at danne relationer. Hvad grundlaget er for at folk frygter Byriel vil jeg ikke spoile her, men for de fleste almindelige mennesker i en verden, hvor høj uddannelse og kritisk tænkning ikke er almindeligt, vil frygten for ham alligevel føles begrundet, og det kan være svært at tage afstand fra en særlig måde at tænke på, når man ikke ved bedre, og der ikke findes klokkeklare beviser for, at det, man tror, er forkert.

En del af historien her i første bog i serien lægger heldigvis op til, at man vil forsøge at rykke ved folks måde at tænke om fremmede på, men som det også er tilfældet i den virkelige verden, er den opgave ikke så enkel som den lyder, - der er lang vej, og der er mange små kampe at tage, før målet kan nås.


Johanne er assistent for den lokale skolemester, og det er hende, vi følger undervejs. Da hun ved et tilfælde får set noget, som hun ikke burde have set, igangsættes en lang række ting, der gør, at Johannes liv vendes på hovedet, - hun kan ikke længere leve det fredelige liv, hun tidligere har gjort, og hendes opdagelse kommer også til at rykke ved måden, landet ledes på. Mange udfordringer venter hende, og hun opdager hemmeligheder om både sig selv og folk omkring hende. Det kan være svært at regne ud, hvordan det hele nogensinde for alvor skal blive godt igen, - for det kommer i hvert fald ikke til at blive, som det var før i tiden, det er helt sikkert.


Johanne er heldigvis en hovedperson, der er nem at holde af og identificere sig med. Hendes ageren og tankegang er meget fremme i skoene i forhold til de mennesker, hun omgås til daglig, og hun er både intelligent og empatisk.

Byriel lærer vi hen ad vejen også bedre at kende. Han er dog sværere at komme ind under huden på, og i perioder kan det være svært for alvor at heppe på ham, - hans handlinger virker ind i mellem meget spontane og irrationelle, men man fornemmer dog alligevel, at han rummer mere, end hvad han umiddelbart viser. Man kan håbe, at hans person kan få lov til at udfolde sig noget mere i bog 2.

Én af de mere interessante karakterer er i mine øjne Johannes storebror, Tue, som er en handlekraftig ung mand, som man langt hen ad vejen kan være i tvivl om, hvor man har henne. Skal man holde med ham eller ej, og kan man overhovedet stole på ham? Han er stædig, og han er typen, der helst ser, at man løser et givent problem på den måde, som HAN har foreslået, og det kan være næsten umuligt at overbevise ham om, at andre måder at gøre tingene på kan være lige så gode. Og så rummer han naturligvis sine egne hemmeligheder, som ikke nødvendigvis skal frem i et offentligt lys, - for hvad vil det monstro betyde for hans omdømme? Han rummer heldigvis mere end den pågældende hemmelighed, som ikke skal spoiles her, og han hører til blandt de karakterer, der i dette univers lader til at have den mest helstøbte personlighed og som virker allermest realistisk.


Henretterlunden er overordnet set en stærk begyndelse på noget, der godt kunne gå hen og blive virkelig godt, og jeg ser absolut frem til at følge resten af serien, - og Majbrit Ravnholt Cramers forfatterskab. Det er en stærk debut, og det bliver spædende at se, hvad der ellers kommer fra hendes hånd!

Jeg gav bogen 4 ud af 5 mulige stjerner.

Bogen er udgivet i 2020 og er 402 sider lang. Den har ISBN 9788796456792.


*Anmeldereksemplar* Moe og Monis diademet

  Forfatter: Susanne Ransborg - Forlag: Skriveforlaget - Udgivet: 2026 Reklame: Bogen er modtaget som anmeldereksemplar. Alle udtryk for hol...