*Anmelder-eksemplarer* Xanas bog 1+2

 Forfatter: Søren Juhler - Forlag: Byens forlag - Udgivet: 2020, 2021

Reklame: Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forfatteren. Alle holdninger er mine egne.

Tidens Fange og Molks Hævn er de første to bøger i serien Xanas Bog, som er en fantasy-serie der henvender sig til især børn og unge fra 5.-6. klasse og op. 

Der er fart over feltet fra start til slut, og det er netop på tempoet, at bøgerne virkelig henter point hjem og står stærkt; man keder sig ikke, og det er konsekvent fristende lige at få det næste kapitel med for at se, hvor vores hovedpersoner føres hen næste gang og se, om de klarer skærende. Det illustreres blandt andet ved, at mange replikker er skrevet I VERSALER, - især i den første bog,  Tidens fange, hvor karaktererne ofte får rodet sig ud i nogle situationer, hvor det hele bliver meget hektisk, og de af gode grunde er fyldt med adrenalin.

Bøgernes bærende karakterer er i 13-14-års alderen, og de er skrevet meget tro mod hvad man kan forvente af unge mennesker i dén aldersgruppe. De er spontane og ofte drevet af deres umiddelbare impulser, og glemmer ofte at standse op og vurdere situationen, før de kaster sig ud i det - og selvom det for en voksen læser kan virke frustrerende, at karaktererne ikke tænker sig om(!), er det noget af det, der gør karaktererne så virkelige. Også voksne kan have tendensen til at reagere umiddelbart, når adrenalinen slår ind, og der er ikke altid tid til at tænke nærmere over konsekvenserne før man står i det.

I løbet af de første to bind kan der nemt opstå en række spørgsmål til universets opbygning, - blandt andet i form af, hvordan tidsrejserne, de blå krystaller og det blå lys reelt virker, og hvad reglerne for magi er i dette univers. Og så kan man naturligt blive nysgerrig på, hvordan der i universet skelnes mellem drager og dinosaurer, - for der er brugt flere forskellige begreber om de store dyr, som karaktererne flyver på undervejs, og som også er afbilledet på begge forsider. Det er ikke alle svar, vi nødvendigvis skal have allerede nu, og det er heller ikke det hele, karaktererne nødvendigvis selv har behov for at få svar på, men som læser kan man sagtens komme til at undre sig, - og så kan man jo håbe, at nogle af mysterierne bliver løst i bog 3, som jeg kan forstå er under udarbejdelse i skrivende stund.

Der er lagt op til at vi følger eventyrernes klassiske hjem-ude-hjem model. Pigen Xana befinder sig i starten af fortællingen i hvad der svarer til middelalderen med sin søster, men finder sig pludseligt i vores tidsalder hos jævnaldrende. Følges eventyrernes model bliver det spændende at se, om hun finder sig til rette blandt sine nye kammerater og falder til i vores verden, eller om hun genfinder sin søster og livet i middelalderen. Uanset hvordan fortællingen drejes, er det spændende at se, hvordan problematikkerne gribes an, for ender hun i middelalderen må det også være med visheden om, hvilke forandringer der vil komme til at ske i verden omkring hende, mens livet i vores tid kan blive på bekostning af relationen til søsteren, som også betyder meget for Xana.

Intet er dog afgjort endnu, og handlingen har endnu mulighed for at tage mange forskellige drejninger, både i forhold til de store plottråde, som endnu ikke føles helt afsluttede, men også i forhold til relationerne mellem karaktererne, hvor der også er rig mulighed for, at der kan udfoldes flere ting.

Skæbnekløver #1 - Stjernedrømme

 Forfatter: Mikkel Wendelboe - Forlag: Krabat - Udgivet: 2021

I kraft af, at jeg har været svært begejstret for de tidligere udgivelser fra Mikkel Wendelboe, fulgte der næsten af naturlige årsager også en række forventninger med til bogen her. Derudover lover  forsiden i sig selv en masse, og kan let give associationer til blandt andet Disney-filmene Skatteplaneten og Atlantis (som i øvrigt begge er svært underratede, og sagtens kunne bruge noget mere positiv opmærksomhed!), - der er lagt op til eventyr af en helt særlig art, allerede inden man overhovedet får åbnet for bogen.

I bogen følger vi Emilia. Der er nogle helt særlige forventninger til, både hvordan Emilia opfører sig, og hvordan hendes fremtid helt skal arte sig - primært på baggrund af hendes fars status. Emilia følger da også godt med i skolen og får gode karakterer, og ser langt hen ad vejen ud til at være på rette spor. I hvert fald ind til Stacy dukker op. Stacy er sprudlende, vild, udadvendt, uforudsigelig og med på den værste, - og hun sætter tanker i gang hos Emilie, der begynder at stille spørgsmål, som hun tidligere ikke havde turdet stille.

• Det er anderledes og forfriskende, og noget helt for sig.
• Det er en historie om at følge sine drømme og at turde tro på sig selv.
• Det er en historie om at se muligheder i stedet for lukkede døre. 
• Det er en venlig påmindelse til de voksne om faktisk at lytte til deres unge mennesker, og at tage udgangspunkt i, hvor de er - i stedet for at trække ens egne ønsker og drømme ned over hovedet på dem. 
• Det er en venlig påmindelse til de unge om, at de voksne ikke altid har ret - og at det godt kan betale sig at kæmpe for det, man drømmer om, uanset hvad de andre tænker.
• Det er idéen om, at tingene ikke altid er som de ser ud på overfladen, samt påmindelsen om at være kritisk over for systemet, og at det, selvom det er fristende at følge flowet og strømmen, kan være en stor befrielse i stedet at finde sin egen vej i tilværelsen.

De sproglige finesser er ikke helt så svært tilgængelige som i de andre bøger fra Mikkel Wendelboe, hvor sætningerne til tider godt kunne blive lidt kringlede, og hvor Wendelboe virkelig fik demonstreret et stort ordforråd. Der er stadig mange termer i spil, denne gang, af naturlige årsager, meget teknisk og om universet, - men det bliver på et niveau, hvor det er bredere tilgængeligt, og hvor flere kan være med. Wendelboe har en helt særlig måde at formulere sig på, så man kan næsten ikke være i tvivl, når det er én af hans bøger, man får i hånden - sætningskonstruktionerne og det imponerende ordforråd taler for sig selv, og selvom der er skruet en smule ned, er man ikke i tvivl om, hvem ophavsmanden er.

Det er, for mig at se, dybt fascinerende at få lov at følge Wendelboes udvikling som forfatter og se, hvordan der sker noget - for selvom jeg var vild med Aiña-fablen, er den her alligevel lige dét vildere, både i forhold til worldbuilding, plot, sprog og relatérbare karakterer. Jeg ser frem til at få fat i bog 2!

- Nattøj venligst udlånt af min datter 😅 -

*Anmelder-eksemplar* Undergang

 Forfatter: Søren Poder - Forlag: Brændpunkt - Udgivet: 2021 - Sidetal: 264

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Undergang handler om Niels. Han er i sit livs efterår og har problemer med helbredet, og han er derfor i risikogruppen, da corona-pandemien spreder sig til Europa i foråret 2020.

Undergang handler om den frygt, rigtig mange mennesker sad med, da vi som samfund fik besked om de første nedlukninger. Hvad skulle det dog ikke udvikle sig til? Hvor omfattende ville det her blive? Der var ikke rigtigt nogen, der havde nogle definitive svar - for det hele var stadigvæk så nyt - og selv i dag, over et år senere, er der stadig mange usikkerheder at tage højde for, når vi snakker restriktioner og forholdsregler.

Det er også en roman om frustrationer og magtesløshed i kampen mod systemet - her eksemplificeret med corona, men princippet gør sig for mange gældende uanset. Sundhedsvæsnet er for mange en jungle at finde hoved og hale i, uanset på hvilken måde man har med det at gøre, og hvilken aldersgruppe, man tilhører - og kritikken vil derfor også føles berettiget for en pæn portion af befolkningen.

Undergang står stærkt som en rørende fortælling om en mand, der i bund og grund bare gerne vil have lov til at komme i kontakt med sin kone, - hvilket af flere årsager ikke rigtigt kan lade sig gøre. Og efterhånden som desperationen for at komme til at se konen igen, bliver Niels også mere villig til at tage alternative metoder i brug for at nå hende.

Jeg skal indrømme, at selvom jeg med dén forside nok burde have været forberedt på det værste, blev jeg faktisk positivt overrasket over de drejninger, historien tog. Selvom historien tager afsæt i corona-pandemiens indtog i Danmark, handler det i højere grad om relationen mellem mennesker og det, der holder os sammen som samfund. Det, der gør, at hverdagen er til at holde ud for de fleste af os. De humane og medmenneskelige handlinger der gør, at det er til at være til, side om side, uanset alder, køn, hudfarve og andre nuancer. Og det er vel egentlig en smuk tanke - at det kan lade sig gøre at arbejde sammen på trods af menneskelige forskelle. Trods alt.

Den Usynlige Krig - Tavse Verdener #1

 Forfatter: Boris Hansen - Forlag: CarlsenPuls - Udgivet: 2021

Den Usynlige Krig har muligvis været den mest hypede danske ungdomsroman overhovedet i 2021 - i skrivende stund, blandt andet takket være 60uger-dokumentaren, som er blevet til i samarbejdet mellem Boris Hansen og Nanna Foss (forfatter til Spektrum-serien).

Det var egentlig min plan at deltage i readalong på bogen gennem instagram - arrangeret af @bogdoktor, @hellolasse, @sofie.amalie_lit og @sofiesbogverden - og det gik da også nogenlunde den første uge, før jeg glemte at holde øje med sidetallene og kom til at læse bogen færdig.. Hovsa.

Der er fart på i Den usynlige krig, og man skal som læser være indstillet på at det med mellemrum går fra den ene yderlighed til den anden på relativt få sider. Det kan være overvældende og svært at forholde sig til, - og det er bestemt ikke en roman, man kommer sovende til. Der sker noget hele tiden, og man skal være vågen for at få alle detaljerne (og pistacienød-referencerne) med!

Konceptet i sig selv med muligheden for at rejse ind i bøger er virkelig interessant at udforske, og jeg er vild med, at der løbende også er små hints til hvordan denne teknologi virker, og hvilke muligheder og begrænsninger der er ved den - for det virker heldigvis naturligt indarbejdet, og der er tænkt over, at der selvfølgelig er fordele og ulemper ved alt man foretager sig, og at de valg man tager, også inde i litteraturen, kan have store konsekvenser.

Som mange måske kender det fra Boris Hansens Panteon-sagaen falder karaktererne lidt ind i nogle stereotypiske kasser, hvor de har en tendens til at leve op til måske ikke alle, men i hvert fald en del af de gængse fordomme, der kan være om disse typer. Her i Den Usynlige Krig bliver karaktererne dog mere udfordrede på deres standpunkt og forsøges rykket fra deres udgangspunkt, så der er rum til og mulighed for at vokse som karakter - hvilket vi forhåbentlig for alvor kommer til at se i de kommende bøger i serien.

Trods den løbende og nærmest konstante forvirring i forhold til hvad der foregår, er det en stærk begyndelse på serien her, og jeg glæder mig til at læse videre! (Hvornår kommer bog 2, Boris? 😉)

Rosenholm-trilogien

 Forfatter: Gry Kappel Jensen - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2020, 2021

Læserækkefølge:

1. Roser og violer
2. Forglem mig ej
3. Natskygge

Rosenholm - titlen på serien - er navnet på en kostskole. Her går unge mennesker på hvad der svarer til en gymnasial uddannelse, - men de traditionelle gymnasiefag er skiftet ud med undervisning i forskellige typer af magi. Her møder vi fire piger, der skal dele værelse i løbet af deres tid på Rosenholm. Det bliver naturligvis nogle hektiske år, hvor det nærmest føles som om at slottet Rosenholm bider fra sig, - magi er ikke sådan at spøge med, især ikke når spøgelser involveres, og de levende får smag for magt.

Rosenholm-trilogien er velskrevet og umulig at lægge fra sig, når først man er kommet i gang. Især med den tredje bog i serien, Natskygge, er det vanskeligt, og selv skulle jeg i hvert fald liiige have det næste med, - det var egentlig min intention at overholde læseplanen lagt for bogen i forbindelse med et readalong, men da jeg først var kommet i gang, glemte jeg at stoppe igen.. Sådan går det nogle gange.

De fire hovedpersoner - Kirstine, Kamille, Malou og Victoria - er meget forskellige, hvilket naturligvis betyder at det også skulle være lige til at finde én af dem, man kan identificere sig med og spejle sig i. Pigerne har hver deres at slås med, og kommer fra vidt forskellige baggrunde, og fremstår som dybe, realistiske karakterer, som jeg i hvert fald ofte (især i den sidste bog!) havde lyst til tage ud og give et kram.

Hver bog har nogenlunde den samme struktur, hvor vi følger hovedpersonerne i løbet af det, der svarer til et skoleår, cirka, hvor de bliver præsenteret for de udfordringer, de har i vente, og gradvist må udføre noget detektivarbejde for at løse de udfordringer, de møder. Med fire så forskellige hovedpersoner som disse er en del af spændingen også at følge, hvordan deres interne dynamik udvikler sig undervejs og ændrer karakterer efterhånden som pigerne lærer hinanden bedre at kende og formes af de udfordringer der møder dem.

Rosenholm er dystert, magisk, og spændende, - og det er fristende at drømme sig væk til slottets mystik, hvis ellers man kunne være garanteret et noget mere fredeligt ophold end hvad Kirstine, Kamille, Malou og Victoria oplever. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er vild med serien her - og at jeg med garanti kommer til at besøge Rosenholm igen på et tidspunkt. - Det her - er dansk fantasy, når det viser sig fra sin bedste side.

Awen, bog 1 og 2 - Kaldet fra Galathea & Arven fra fortiden

 Forfattere: Nathali og Bettina Liane - Forlag: Turbine - Udgivet: 2019, 2021

Kaldet fra Galathea fungerede for mig som noget helt særligt magisk og dragende, som var vanskeligt at slippe igen. Fortællingen om det her sæt tvillinger, som set udefra har haft en privilegeret opvækst hvor de absolut intet har manglet af materielle goder, men som bliver mobbet, hånet og set ned på af deres egen familie, og er blevet det gennem hele deres opvækst, - og nu får de muligheden for at sejle med Galathea og gå en radikalt anden tilværelse i møde.

Livet på Galathea er stadig langt hen ad vejen meget privilegeret, og Aia og Peter mangler stadig ingenting. Tilværelsen er mere behagelig end tidligere, men de er stadig udsatte, og kan ikke for alvor sige sig fri for at møde mennesker, der ikke vil dem godt - hverken blandt klassekammerater eller lærere kan de altid føle sig helt sikre. Det betyder at Aia og Peter må igennem en masse udfordringer og benspænd i kampen for bare at blive accepteret - og respekt må de kigge langt efter.

Eventyret fortsætter i Arven fra fortiden, hvor Aia kæmper med ensomheden. Peter trækker sig og søger ikke hendes selskab, og veninden Suki har også ændret sig. Aia begynder at date én af drengene på Galathea, men heller ikke dette forhold giver hende den nærhed, hun kunne have ønsket sig. Det betyder at Aia i løbet af denne bog står mere på egne ben en tidligere, og at hun gennemlever en særlig form for personlig udvikling. 

Aia har alle dage været stædig og holdt på sit, men det, at hun presses til at skulle klare så mange ting uden nødvendigvis at have sin bror eller vennerne ved sin side hele tiden, betyder at hun bliver mere selvstændig i et hurtigt tempo. Jovist, når det virkelig brænder på, viser vennerne sig da også at bakke op og stå ved hendes side. Men der er ingen tvivl om, at det her er Aias kamp, og at det er hende, det handler om.

Arven fra fortiden er mere hård og væsentlig mere barsk en sin forgænger. Til dels fordi Aias ensomhed skinner så klart igennem, og til dels begivenhederne omkring bogens klimaks, der må kunne få selv den mest hårdføre til at knække. Det gør ondt, og man kan fristes til at hive Aia ud af fortællingen og give hende et stort kram og noget omsorg, - for det mangler hun bestemt efter denne omgang!

Både Kaldet fra Galathea og Arven fra fortiden er uhyre velskrevede og vanskelige at lægge fra sig. Det er svært ikke at blive fuldstændigt opslugt af dette univers, der virkelig formår at sætte barren højt for fantasy til unge.

Så er det bare at vente på bog 3, hvor det bliver spændende at se, om Aia kan få lappet sig lidt sammen efter de hjerteskærende og grusomme begivenheder i Arven fra fortiden.

Vores Skjulte Evner

 Forfatter: Caroline O'Donoghue - Dansk forlag: Carlsen Puls - Udgivet: 2021 - Sidetal: 328

Originaltitel: All Our Hidden Gifts

Vores Skjulte Evner har på bookstagram været sat op til at være noget helt særligt og som en læseoplevelse, mange var virkelig glade for. For mig fremstod det nærmere som lidt en rodet oplevelse, hvor det var svært at finde hoved og hale i, hvilken stil og form, fortællingen skulle have.

Det er ikke første gang, vi ser kombinationen af fantasy, krimi og ungdomskærlighed - langt fra. Det er temaer og genrer, der er krydset på tværs mange gange efterhånden. Men som regel er der én af de tre, der bærer historien, og så træder de andre i baggrunden som et supplement til hovedfortællingen. 

I denne fortælling var det svært at få øje på, for mig i hvert fald, hvad intentionen var i netop den retning. Er det det bærende, at hovedpersonen Maeve kan noget helt særligt med tarotkort, og også har nogle evner ved siden af, som hun skal lære at bruge og kontrollere? Er det bærende, at Maeves tidligere bedste veninde er forsvundet og skal findes igen? Eller er det bærende, at Maeve har et spirende forhold til broren til den veninde der er er blevet væk?

Der er mange retninger og gå i, og der er flere muligheder for at lade fortællingen udvikle sig i en særlig retning. Men fordi det ikke var tydeligt, hvad hoved-fortællingen og det bærende element i historien skulle være, blev det for mig at se meget noget misk-mask, som var svært at finde hoved og hale i. For hvad ville man egentlig fortælle med historien her? Hvad er meningen med galskaben?

Dog skal det siges til bogens fordel, at den har nogle store plusser i forhold til repræsentation af minoriteter i Irland (hvor historien foregår), og også kommer en smule ind på, hvordan forholdende er for disse minoriteter i det daglige - hvilket til tider kan være en kamp, uanset hvor i verden man befinder sig, men som i dette tilfælde er en historie for sig.

Selve tarotkort-delen har jeg kun set meget lidt brugt i fantasy-genren, så det var et interessant twist på genren, og kunne så absolut vække min nysgerrighed på den kunst det er at tolke kortenes betydning - også selvom jeg normalvist er skeptiker.

Dragernes Konge

 Forfattere: Pernille Eybye og Carina Evytt - Forlag: Tellerup - Udgivet: 2016, 2016, 2018, og 2021

Læserækkefølge: 

1. Heksejægerens bytte
2. Gøglerkongens sværd
3. Banneret samles
4. Kongernes opgør

Serien om Dragernes Konge er jeg først kommet i gang med her i 2021 - altså lige op til, at fjerde og sidste bind er udkommet. Jeg har kigget længe efter serien og forsøgt at vurdere for og i mod, for det er en intimiderende serie med fire murstens-tykke romaner, der altså godt kan virke en anelse overvældende at komme i gang med. Heldigvis kom Tellerup til undsætning med forårstilbud og rabat på serien - det kunne jeg da ikke stå for! Og så havnede serien straks højt på min TBR-liste! 😂😂

Drager er et af de mytologiske væsner, som jeg er allermest fascineret af, - blandt andet fordi man ved, at myterne om drager er opstået over hele verden. Godt nok er dragerne ikke helt ens på tværs af kontinenterne, men de har mange fællestræk. Og så er det svært ikke at blive draget af, hvad der får mennesker, på tværs af vidt forskellige kulturer, til alligevel at diskutere et væsen som dette.

I serien her følger vi nogle af de mennesker, der lever på bunden af samfundet. Den siddende konge er en tronrager, der har brugt en stor del af sin regeringstid på at undertrykke dele af sit folk, - og det er der naturligvis en vis utilfredshed med, hvorfor flere gerne vil kæmpe i et oprør. Det er ikke et hvilket som helst oprør, når der nu er drager og magi involveret, - og det er netop det, der gør det så interessant.

Det er en serie, hvor vi får alvor får lov til at komme ind under huden på karaktererne, og vi finder ud af, hvem de er og hvad de står for, i god tid før det endelige opgør. Det gør, at man som læser for alvor få lov til at holde af dem, og at man har tid til at finde sine favoritter, som man kan heppe på, efterhånden som serien nærmer sig sit klimaks.

Da jeg havde læst serien færdig, var der ret hurtigt én, der ville vide, om den endte godt. Det kommer (som altid, vil jeg tro) an på ens mindset og hvem man holder med. En del vil nok finde slutningen helt rigtig, og andre vil få deres hjerte knust - som det også skal være i en så kompliceret og lang serie som den her, hvor der er mulighed for at holde med flere forskellige karakterer undervejs.

Man mærker tydeligt, at det er et par efterhånden ret erfarne forfattere, der står bag serien. Sproget er legende og fungerer virkelig godt, og karaktererne er velskrevede og så tilpas forskellige, at alle skulle kunne finde én at holde af og holde med. Og så er plottet tilpas spændende, at man ikke kommer til at kede sig, og at bøgerne, trods deres størrelse, er meget vanskelige at lægge fra sig. Og selvom serien ved første øjekast kan virke intimiderende, er jeg nu egentlig bare lidt små-ærgerlig over, at der ikke kommer mere! 😅

*Anmelder-eksemplar* Skaberværk

 Forfatter: Nis Dahm Sperling - Forlag: Facet - Udgivet: 2021 - Sidetal: 240

Reklame: Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra forlaget. Alle udtryk for holdninger er mine egne.

Da jeg pakkede bogen op, var min mands første reaktion at spørge ind til, om det nu var en pædagogisk lærebog, jeg havde modtaget? Og selvom jeg sagtens kan forstå, hvordan hans tanker er blevet ledt derhen, er det ikke helt det, der er tilfældet.

Det handler om skyggeboksning. Og for at citere bagsideteksten:

Skyggeboksning: 1. (Opr.) boksning med en indbildt modstander i træningsøjemed 2. (Ny) sportsgren, hvor to modstandere programmeres med berømte bokseres bevægelser og genopfører klassiske kampe.

Vi følger to hovedpersoner, der oplever denne verden fra hver deres vinkel. Teo er selv skyggebokser, og hele hans tilværelse omhandler dén verden. Lottas verden handler nærmere om Teo, og det er svært at undgå at blive revet med af den tilværelse, han fører. Begge kæmper for at overleve en ellers miserabel tilværelse, hvor det ofte handler om at klare sig til dagen efter. Pengene er små, og livet er barskt og brutalt.

Generelt kræver det sin læser at være med, og det er absolut ikke for sarte sjæle at følge med på deres rejse. Vi kommer tæt på tilværelsen på bunden af samfundet, hvor man ofte gør hvad som helst for at tjene til dagen og vejen. Det betyder ofte vold og overfald, også uden for arenaen. Det betyder groft sprog, masturbation, stoffer, og en meget up-front og til tider aggressiv attitude fra flere af karaktererne. 

Kvinder præsenteres som værende sexobjekter, som mænd nærmest kan bruge som de har lyst, mens mændene snarere fungerer som maskiner. Altså står vi tilbage med mennesker, som tingsliggøres, og som mangler personlig frihed. Stemningen er præget af modløshed og håbløshed, og det kan være svært at finde en mening med livet, når situationen er som den er. For er der virkelig ikke mere ved tilværelsen end ren overlevelse?

Rent etisk savner jeg en dybere diskussion af skyggeteknologiens berettigelse, og hvordan det har fået lov til at udvikle sig til det, det er i historien. Hvad er det, der har ført til, at man i denne grad eksperimenterer på mennesker? Nok kan man overveje i hvilken grad samfundets mest udsatte i dag bliver udnyttet af systemet, afhængigt af hvor i verden man befinder sig, men her er der nærmest tale om ekstremer. Hvad mon har drevet samfundet så langt ud, at det tillader det?

Det skinner dog klart igennem, at der her er tale om en forfatter, der har praktiseret write what you know. Fagbegreberne sidder lige i skabet, og det sproglige flow og følingen med stemningen og strukturen omkring bokseverdenen og hvad det vil sige at være en del af det er on point. Det falder helt naturligt, og trods det at læseren ikke nødvendigvis selv har førstehåndskendskab til den beskrevne verden, føles det næsten som at være der selv.

Romanen er voldsom, men også relativt kort, så er man sart, er der trods alt grænser for, hvor længe man behøver påvirkes af denne barske fremtid. Og måske netop fordi den kan være så voldsom, indsnævrer det (desværre) målgruppen en del, da det flere gange bliver meget ubehagelig læsning. Det er bestemt ikke en let roman at skulle igennem, men den etiske diskussion, som den lægger op til i forhold til teknologiens berettigelse, synes jeg er super interessant, og det er måske noget jeg savner, at der i højere grad var blevet dvælet ved.

#ReopenReadathon 24.-25. april 2021

 #ReopenReadathon

Fra lørdag den 24. april klokken 9 til søndag den 25. april klokken 9 blev der holdt Reopen-Readathon arrangeret af @Bogdoktor og @Blossomingreading - en direkte efterfølger til #LockdownReadathon, der blev afholdt i januar, som jeg også deltog i. 

Endnu engang stod den på 24 timers intens læsning med en række fotochallenges undervejs for at holde gejsten oppe, og en gruppechat, der denne gang var flyttet fra instagram til discord, hvor deltagerne kunne komme i kontakt med hinanden. 

Som sidst var der i dagene op til readathonet ivrig diskussion om valg af bøger til TBR-stakken, indkøb af snacks, mængden af snacks versus "ordentlig" mad, hvilken type snacks der er de bedste. Der er mange valg at foretage op til et readathon, - og der er ikke et klart svar på nogle af udfordringerne, så langt hen ad vejen handler det vist om at finde sin egen måde at gøre det på.

Selv valgte jeg også at tage ved lære af udfordringerne fra readathonet i januar. For hvor meget kan man egentlig nå at læse på 24 timer? Det varierer selvfølgelig fra person til person, også i forhold til hvad det er for en type bøger, man vælger. I betragtning af, at jeg sidste gang nåede min TBR-stak igennem før tid og måtte på jagt efter flere bøger, havde jeg på forhånd sørget for rigeligt læsestof denne gang - og solid morgenmad før vi gik i gang, så det i hvert fald ikke var dét, der skulle gøre at jeg måtte holde pause i utide.

Jeg deltager i skrivende stund i et readalong på Twilight-serien arrangeret af @BogredenMonika og @Markmedvilje, så den første bog i Twilight-sagaen havde selvfølgelig sikret sig en plads på listen, og skulle læses færdig i løbet af weekenden.

Af uvisse årsager har jeg længe udskudt at læse Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen, og eftersom jeg fik muligheden for at låne serien på biblioteket, måtte den selvfølgelig med i stakken, og det var faktisk også den første serie, jeg nåede igennem i løbet af readathonet.

Derudover stod Dennis Jürgensens serie om Krøniker fra Kvæhl højt på ønskelisten, - endnu én af de serier, som efterhånden har en del år på bagen, som jeg af en eller anden grund aldrig havde fået læst.

Også de to første bøger i serien om Asgårds Døtre af Sidsel Katrine Slej havde fundet vej til stakken sammen med Amari og Nattens Brødre af B. B. Alston.

Den sidste bog i den stak, jeg meget gerne ville igennem i løbet af readathonet blev Tanker om titler, en relativt kort bog, der indeholder interviews med flere forskellige forfattere og forlagsfolk, der fortæller om både deres forhold til bogtitler generelt, om oversættelser af bogtitler, og om hvordan de er nået frem til specifikke bogtitler, - for dét er ikke altid lige enkelt, og det er et emne, som fremstår virkelig interessant.

Som backup havde jeg udvalgt en enkelt bog af Neil Gaiman og en serie af Nicole Boyle Rødtnes. Jeg vidste af erfaring, at jeg sandsynligvis ville kunne nå en del, og at energien til at skulle finde på, hvad jeg så skulle læse, når (hvis) jeg nåede i gennem den oprindelige stak ikke ville være så stor, - så der er med vilje udvalgt nogle enkle, korte bøger, som også ville være til at magte, når energien var ved at slippe op.

Da vi nåede de tidlige morgentimer stod det da også klart, at jeg ville nå igennem min oprindelige TBR-stak - men at jeg ikke ville kunne nå hele backup-stakken. Jeg valgte derfor serien af Nicole Boyle Rødtnes, som jeg nåede halvdelen af inden tiden løb ud - og så læste jeg resten af serien senere i løbet af søndagen.

Sammenlagt nåede jeg 18 hele bøger og de sidste 125 sider af Twilight - hvilket betød 19 færdiggjorte bøger i løbet af dette readathon, og mere end 4.000 læste sider. Det overgår januar måneds LockdownReadathon med en del, - blandt andet grundet bedre forberedelse (denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til) i forhold til valg af både litteratur og snacks; man finder efterhånden ud af, hvad der virker.

En af de ændringer, jeg selv var særligt godt tilfreds med denne gang, var at chatten var flyttet fra instagram til discord, hvilket gav mulighed for, at alle deltagere kunne snakke sammen på den samme server i stedet for at være delt ud på flere forskellige gruppechats på instagram, hvor der er loft over hvor mange man må være. Dét, plus den "læsesal", der var oprettet på discordserveren, gav en helt særlig stemning til readathonet, og det var virkelig hyggeligt at følge med i. Selvom vi sad i hvert vores hjem, gav det en helt særlig følelse af fællesskab at kunne se de andre og endda få sat ansigt på nogle af dem, som man ellers kun kender instagram-brugernavnet på.

Overordnet set er det lykkedes at stable endnu et virkelig vellykket readathon på benene - og jeg krydser fingre for, at der på et tidspunkt kommer endnu flere, som jeg selvfølgelig med glæde deltager i!